Jeg tror han smutter nu..

Jeg kan ikke sove. Jeg har så mange tanker i mit hoved. Jeg er særlig sårbar i forhold til Corona og har ikke været ude siden alle de her forbehold blev iværksat, ligesom mine børn har været holdt hjemme og bliver det indtil vi er på den anden side. Jeg vil højst sandsynligt være en af dem, der ender i respirator eller endnu værre. Mine børn har kun mig og hvis der sker mig noget vil de ende i systemet. Mine forældre er for gamle og deres biofar er kronisk deprimeret og orker dem ikke rigtigt. 

Min forlovede har et barn, som han har i en 10/4 ordning. Han er en skøn far og jeg elsker ham meget højt. Vi har også prøvet at få en baby på det sidste. Men her til aften gik det helt galt, og jeg føler mig så ødelagt. Jeg forsøger så godt jeg kan at værne om deres forhold, ham og hans barn. Jeg sender ofte mine egne børn til deres far, bare så de har tid sammen. De har haft et meget tæt bånd inden vi kom ind i billedet, og det har været en stor opgave at få det til at passe ind med vores familie. Jeg synes det var lykkedes meget godt. Min forlovede bor her hos mig, dog betaler han ikke husleje da han ikke arbejder i øjeblikket, og det er mit hus og udelukkende mit navn på lejekontrakten. Han betaler kun for mad indimellem.

Hans barn skal komme i morgen planmæssigt. Problemet er, at han startede i skole i mandags, og hans mor også er tilbage på arbejdsmarkedet siden sidste besøg. Jeg havde tænkt, at det nok skulle gå, men jeg kan mærke over de sidste dage at jeg er blevet tiltagende bange og nervøs over, om han potentielt kan bære corona-virus herhjem. Min forlovede havde tilbudt at aflyse weekenden for et par dage siden, hvilket jeg afslog. Jeg troede, jeg var okay. Men det er jeg slet ikke. Jeg er bange for at forsvinde fra mine børn, der har haft det hårdt nok i forvejen. De har været igennem mere end de fleste på deres alder desværre, og jeg er den eneste de har. Jeg sad i dag og skrev brev til de forskellige, just in case, og pludselig gik alvoren op for mig. Jeg spurgte om de måske kunne bytte weekend eller rykke den på anden måde alligevel, så jeg var sikker på han var symptomfri 14 dage eller måske bare en uge efter opstart. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg føler mig så egoistisk, og han ville meget hellere have jeg forsvandt ud af mit eget hus i 14 dage, så kunne jeg selv være sikker. Han blev ekstremt vred og jeg måtte ligge og undskylde på mine grædende knæ, bogstavelig talt. Han var klar til at smide det hele væk indtil flere gange og jeg måtte tigge og bede ham om at blive. Jeg ved godt det var en fejl og de skulle have haft bedre varsel, men det var bestemt ikke med vilje. Jeg blev selv skræmt over, at jeg blev så bange. Men det gjorde jeg altså.. og nu står jeg her. Hvis jeg lader barnet komme, så kan det potentielt koste mig livet, eller i hvert fald en tur i respirator. Hvis jeg siger nej og holder fast, så mister jeg min forlovede  hvad skal jeg gøre? Jeg ved godt det er min fejl. Jeg er egentlig også usikker på, om han overhovedet vil mig i morgen alligevel  tak fordi du læste med. Jeg er i total vildrede.

Jeg synes du skal lade barnet komme. Din kæreste handler vel, og er ude i butikker mm. Virus kan komme alle steder fra. 

LSS skriver:

Jeg synes du skal lade barnet komme. Din kæreste handler vel, og er ude i butikker mm. Virus kan komme alle steder fra. 

I øvrigt synes jeg det er SÅ forkert at bruge “det min lejlighed, jeg står på kontrakten” - han bor der, så det er også hans hjem. Jeg synes ud fra hvad du skriver at det er dig der galt på den. 

Jeg har selv et barn i risiko gruppe, så jeg forstår. Herhjemme lever vi også meget isolereret, men vi ses med få personer og gerne udenfor. 

Må jeg sætte tingene lidt i perspektiv: garvede du dig ned i vinteren 17/18. Her døde flere og ingen panikkede. Der er pt en underdødelighed.

Det er en lille smule overdrevet at begynde at skrive afskedsbrev med mindre du lige nu er ved at dø.

Få talt ordentlig med ham og fortæl ham hvor bange du blev. 

Må jeg sætte tingene lidt i perspektiv: garvede du dig ned i vinteren 17/18. Her døde flere og ingen panikkede. Der er pt en underdødelighed.

Det er en lille smule overdrevet at begynde at skrive afskedsbrev med mindre du lige nu er ved at dø.

Få talt ordentlig med ham og fortæl ham hvor bange du blev. 

Alternativet er at du beder ham flytte og bliver i din lejlighed i et år til der er en vaccine.

Du kan jo ikke sige han ikke må se sin søn. Det har ingen effekt om han gør det nu eller om to uger.

Du er ved at smide noget godt væk pga frygt. For noget der ikke er meget mere farligt for dig en end influenza. Her vil du også være i risikogruppen, hvis dit helbred er dårligt.

Få spist sundt, få c vitimanin og løb en tur hver dag fx. Det hjælper meget mere inforhild til at forhindre at du bliver syg - selvfølglig koblet med vaskning af hænder osv. men du skal altså også leve. I skal leve.

Anonym skriver:

Jeg kan ikke sove. Jeg har så mange tanker i mit hoved. Jeg er særlig sårbar i forhold til Corona og har ikke været ude siden alle de her forbehold blev iværksat, ligesom mine børn har været holdt hjemme og bliver det indtil vi er på den anden side. Jeg vil højst sandsynligt være en af dem, der ender i respirator eller endnu værre. Mine børn har kun mig og hvis der sker mig noget vil de ende i systemet. Mine forældre er for gamle og deres biofar er kronisk deprimeret og orker dem ikke rigtigt. 

Min forlovede har et barn, som han har i en 10/4 ordning. Han er en skøn far og jeg elsker ham meget højt. Vi har også prøvet at få en baby på det sidste. Men her til aften gik det helt galt, og jeg føler mig så ødelagt. Jeg forsøger så godt jeg kan at værne om deres forhold, ham og hans barn. Jeg sender ofte mine egne børn til deres far, bare så de har tid sammen. De har haft et meget tæt bånd inden vi kom ind i billedet, og det har været en stor opgave at få det til at passe ind med vores familie. Jeg synes det var lykkedes meget godt. Min forlovede bor her hos mig, dog betaler han ikke husleje da han ikke arbejder i øjeblikket, og det er mit hus og udelukkende mit navn på lejekontrakten. Han betaler kun for mad indimellem.

Hans barn skal komme i morgen planmæssigt. Problemet er, at han startede i skole i mandags, og hans mor også er tilbage på arbejdsmarkedet siden sidste besøg. Jeg havde tænkt, at det nok skulle gå, men jeg kan mærke over de sidste dage at jeg er blevet tiltagende bange og nervøs over, om han potentielt kan bære corona-virus herhjem. Min forlovede havde tilbudt at aflyse weekenden for et par dage siden, hvilket jeg afslog. Jeg troede, jeg var okay. Men det er jeg slet ikke. Jeg er bange for at forsvinde fra mine børn, der har haft det hårdt nok i forvejen. De har været igennem mere end de fleste på deres alder desværre, og jeg er den eneste de har. Jeg sad i dag og skrev brev til de forskellige, just in case, og pludselig gik alvoren op for mig. Jeg spurgte om de måske kunne bytte weekend eller rykke den på anden måde alligevel, så jeg var sikker på han var symptomfri 14 dage eller måske bare en uge efter opstart. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg føler mig så egoistisk, og han ville meget hellere have jeg forsvandt ud af mit eget hus i 14 dage, så kunne jeg selv være sikker. Han blev ekstremt vred og jeg måtte ligge og undskylde på mine grædende knæ, bogstavelig talt. Han var klar til at smide det hele væk indtil flere gange og jeg måtte tigge og bede ham om at blive. Jeg ved godt det var en fejl og de skulle have haft bedre varsel, men det var bestemt ikke med vilje. Jeg blev selv skræmt over, at jeg blev så bange. Men det gjorde jeg altså.. og nu står jeg her. Hvis jeg lader barnet komme, så kan det potentielt koste mig livet, eller i hvert fald en tur i respirator. Hvis jeg siger nej og holder fast, så mister jeg min forlovede  hvad skal jeg gøre? Jeg ved godt det er min fejl. Jeg er egentlig også usikker på, om han overhovedet vil mig i morgen alligevel  tak fordi du læste med. Jeg er i total vildrede.

Ej det må bestemt ikke være rart. 

Bare forklar ham stille og roligt hvor bange du er blevet, og du intet ønske har om at han skal have et dårligere forhold til sin søn. Og derudover at du har brug for at have en plan B, i tilfælde af at du bliver ramt, og skulle ende i respirator eller dø. 

Hvis det var mig, havde jeg nok insisteret på at vi skulle finde en løsning, vi begge havde det okay med. 

Kunne han måske have samvær med barnet ude af huset? Ved Biomor f.eks? Og så din forlovede vaskede både sit tøj og sig selv grundigt efterfølgende? 

Har i mulighed for at dele huset lidt op? Så under samvær du ikke er for tæt på barnet, og mindre område din forlovede skal høre rent? 

Måske kunne i sætte telte op, hvis i har have, så det kunne blive en form for camping, hvor samvær er udenfor og der er god plads til at holde afstand? Lave et bål og riste skumfiduser eller lign? 

Håber i finder en løsning. 

. Corona er farlig ganske som en influenza er for visse. Men det er altså ikke bare en influenza, man lukker ikke landet ned for "bare" influenza

Derudover at sidde og skrive afskedbrev er voldsomt, specielt når du ikke er smittet. Men du er bange og det skal anderkendes. Men hvad vil I gøre om 2 mdr når der stadig er corona? Må han stadig så ikke se sin søn? I er nødt til at finde en måde at leve med corona  

Derudover lyder din mand også presset. 

Anonym skriver:

Må jeg sætte tingene lidt i perspektiv: garvede du dig ned i vinteren 17/18. Her døde flere og ingen panikkede. Der er pt en underdødelighed.

Det er en lille smule overdrevet at begynde at skrive afskedsbrev med mindre du lige nu er ved at dø.

Få talt ordentlig med ham og fortæl ham hvor bange du blev. 

Stop nu med de influenza-sammenligninger. Det er ved at blive virkelig trættende og det er IKKE baseret nogen form for fakta og det ødelægger enhver seriøs snak om corona-relaterede emner.

Til TS - jeg er meget enig med de andre. Det må være svært at navigere i det hele som særlig sårbar, men virussen er her og en vaccine er stadig et stykke ud i fremtiden. Det nytter ikke noget at spærre sig inde. Du må naturligvis tage lidt flere forholdsregler end mange af os andre, men du bliver nok også nødt til at læne dig lidt tilbage og tro på at det nok skal gå. Risikoen for at du selv eller dine børn hiver noget med hjem er nok lige så stor som at bonus barn gør det.

Stop nu med de influenza-sammenligninger. Det er ved at blive virkelig trættende og det er IKKE baseret nogen form for fakta og det ødelægger enhver seriøs snak om corona-relaterede emner.

Til TS - jeg er meget enig med de andre. Det må være svært at navigere i det hele som særlig sårbar, men virussen er her og en vaccine er stadig et stykke ud i fremtiden. Det nytter ikke noget at spærre sig inde. Du må naturligvis tage lidt flere forholdsregler end mange af os andre, men du bliver nok også nødt til at læne dig lidt tilbage og tro på at det nok skal gå. Risikoen for at du selv eller dine børn hiver noget med hjem er nok lige så stor som at bonus barn gør det.

Men faktum er at flere døde på det tidspunkt end nu. Og her gravede ts sig sikkert ikke ned. 
Det er overdrevet når man af frygt fordi coronaen  skriver afskedsbrev. Det står altså på ingen måde mål med antallet af smittede, indlagte eller antal mennesker der dør i dk med corona. Så det kan da godt være af su synes det er trættende - fred være med det  Men ts lyder i den grad som om hun mangler perspektivet. Hun er ved at ødelægge sig forhold i den grad. 

Det hun kan gøre er selvfølgelig at tage nogle forholdsregler med afstand og afspritning. Men der er ingen der har godt af st være spærret inde i et år. Så der er ikke noget alternativ. Og det er bare synd hvis hun føler at alternativet er døden. For det er da lang fra sandheden. Vi er da nødt til at tale om tallene og sammenligne- og lige nu er der en underdødelighed sammenlignet med alm. år.

Udover afspritning kan man høre enormt meget selv for at booste immunforsvaret - det er der egentlig underligt nok ikke mange der taler om: ingen rygning, c vitamin, motion, frisk luft osv. 

Anonym skriver:

Jeg kan ikke sove. Jeg har så mange tanker i mit hoved. Jeg er særlig sårbar i forhold til Corona og har ikke været ude siden alle de her forbehold blev iværksat, ligesom mine børn har været holdt hjemme og bliver det indtil vi er på den anden side. Jeg vil højst sandsynligt være en af dem, der ender i respirator eller endnu værre. Mine børn har kun mig og hvis der sker mig noget vil de ende i systemet. Mine forældre er for gamle og deres biofar er kronisk deprimeret og orker dem ikke rigtigt. 

Min forlovede har et barn, som han har i en 10/4 ordning. Han er en skøn far og jeg elsker ham meget højt. Vi har også prøvet at få en baby på det sidste. Men her til aften gik det helt galt, og jeg føler mig så ødelagt. Jeg forsøger så godt jeg kan at værne om deres forhold, ham og hans barn. Jeg sender ofte mine egne børn til deres far, bare så de har tid sammen. De har haft et meget tæt bånd inden vi kom ind i billedet, og det har været en stor opgave at få det til at passe ind med vores familie. Jeg synes det var lykkedes meget godt. Min forlovede bor her hos mig, dog betaler han ikke husleje da han ikke arbejder i øjeblikket, og det er mit hus og udelukkende mit navn på lejekontrakten. Han betaler kun for mad indimellem.

Hans barn skal komme i morgen planmæssigt. Problemet er, at han startede i skole i mandags, og hans mor også er tilbage på arbejdsmarkedet siden sidste besøg. Jeg havde tænkt, at det nok skulle gå, men jeg kan mærke over de sidste dage at jeg er blevet tiltagende bange og nervøs over, om han potentielt kan bære corona-virus herhjem. Min forlovede havde tilbudt at aflyse weekenden for et par dage siden, hvilket jeg afslog. Jeg troede, jeg var okay. Men det er jeg slet ikke. Jeg er bange for at forsvinde fra mine børn, der har haft det hårdt nok i forvejen. De har været igennem mere end de fleste på deres alder desværre, og jeg er den eneste de har. Jeg sad i dag og skrev brev til de forskellige, just in case, og pludselig gik alvoren op for mig. Jeg spurgte om de måske kunne bytte weekend eller rykke den på anden måde alligevel, så jeg var sikker på han var symptomfri 14 dage eller måske bare en uge efter opstart. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg føler mig så egoistisk, og han ville meget hellere have jeg forsvandt ud af mit eget hus i 14 dage, så kunne jeg selv være sikker. Han blev ekstremt vred og jeg måtte ligge og undskylde på mine grædende knæ, bogstavelig talt. Han var klar til at smide det hele væk indtil flere gange og jeg måtte tigge og bede ham om at blive. Jeg ved godt det var en fejl og de skulle have haft bedre varsel, men det var bestemt ikke med vilje. Jeg blev selv skræmt over, at jeg blev så bange. Men det gjorde jeg altså.. og nu står jeg her. Hvis jeg lader barnet komme, så kan det potentielt koste mig livet, eller i hvert fald en tur i respirator. Hvis jeg siger nej og holder fast, så mister jeg min forlovede  hvad skal jeg gøre? Jeg ved godt det er min fejl. Jeg er egentlig også usikker på, om han overhovedet vil mig i morgen alligevel  tak fordi du læste med. Jeg er i total vildrede.

Må sige jeg er lidt chokeret over nogles svar, og din kærestes håndtering af det. Han burde have forståelse for, at du er i risikogruppen og han burde vel også være bange for at du potentielt gik hen og døde af det? Hvorfor har han ikke lyst til at passe på dig? Hvor gammel er hans barn, siden den voldsomme reaktion?