Ung solomor og overvejelser

Tommelise skriver:

Jeg synes ikke, dine argumenter er gode nok til at fratage dit barn en far.

Du er kun 25 år, så du har tid til at møde en god mand.

 

Hun er ikke engang 25. Hun siger i den nærmeste fremtid, ved 25års alderen.

Hej TS, 

Da jeg var i starten af 30'erne, sagde jeg til mig selv, at hvis jeg ikke finder en mand til at dele livet med, så får jeg mig et donorbarn når jeg er 35. 

Jeg ønskede med vilje ikke et barn før jeg var i 30'erne for jeg ville rejse verden rundt og udnytte tiden før børnene kom. 

Jeg mødte min mand da jeg blev 32 og fik 2 børn. Ellers havde jeg gennemført min plan med donorbarnet. 

Hvis du beslutter dig for at blive solomor til et donorbarn, så skal du sørge for at du har familie i nærheden, som kan træde til. Det er pisse hårdt at stå alene med en baby, især de første par mdr. Min mand arbejdede meget og jeg var alene det meste af tiden. 

Good luck.

Anonym skriver:

Hej TS, 

Da jeg var i starten af 30'erne, sagde jeg til mig selv, at hvis jeg ikke finder en mand til at dele livet med, så får jeg mig et donorbarn når jeg er 35. 

Jeg ønskede med vilje ikke et barn før jeg var i 30'erne for jeg ville rejse verden rundt og udnytte tiden før børnene kom. 

Jeg mødte min mand da jeg blev 32 og fik 2 børn. Ellers havde jeg gennemført min plan med donorbarnet. 

Hvis du beslutter dig for at blive solomor til et donorbarn, så skal du sørge for at du har familie i nærheden, som kan træde til. Det er pisse hårdt at stå alene med en baby, især de første par mdr. Min mand arbejdede meget og jeg var alene det meste af tiden. 

Good luck.

Jeg var i trediverne, da jeg fik vores barn. Selv om jeg har en mand, så synes jeg stadig, det er pissehårdt (datter er halvandet år), og jeg savner ofte det gode, nemme liv, jeg havde for et par år siden.

Hvis jeg skulle vælge mellem at være enlig mor eller barnløs, så havde jeg klart valgt det sidste! 

Værdien i at have 2 forældre for et barn, vejer langt tungere end de tanker du gør dig, synes jeg. Jeg forstår hvis man er der hvor fertiliteten begynder at svigte, men der er du ikke - det er faktisk slet slet ikke en af dine problemstillinger. Du virker heller ikke som om du afviser at skulle have en mand i dit liv i fremtiden. 

Man skal ikke få børn for andres skyld (dine forældre) og man finder aldrig et tidspunkt hvor børn bare passer super godt ind - har man studie og er alene og barnet fx hiver alt sygdom til sig, så kan det godt være man ikke har mange timer, men det kan stadig være pisse svært at følge op hvis man ikke har ro i løbet af 24 timer overhovedet. 

Har man fuldtidsarbejde kan det være svært at give så korte dage som man har lyst til. 

Sådan er livet. Der er ikke noget der er 100% ideelt ift at få børn, nogensinde. 

Men vigtigst af alt er at tænke på det barn man vil sætte i verden. Har man mulighed for at give det barn endnu bedre vilkår ? Dit svar er ja, ved at vente og håbe at der kommer en dejlig partner forbi inden du rammer en fertilitetsmur. Og hvis det ikke sker, så kan du ikke gøre mere for de ydre vilkår og så er det 100% legitimt at gøre det næstbedste. 

Jeg ved godt de der æggestokke kan være svære at styre, men du er nødt til at træde lidt ud af dine egne behov nu og her. 

Tak for inputs alle sammen. Jeg havde nu håbet, at høre fra nogen, som engang havde stået i samme situation, da jeg allerede godt kender alle argumenterne for at vente. Men det er helt okay også! Jeg vil måske lige præcisere lidt, hvad jeg mente i forhold til de ting, jeg skrev, og besvare nogle af jeres kommentarer. 

I forhold til mine forældre; her tænker jeg hverken på mig selv eller dem (lidt dem måske, men ikke meget) - jeg tænker på barnet. Jeg tror, at det at have bedsteforældre er guld værd, og det har jeg savnet og misundet meget. Til gengæld har jeg ikke savnet en far (min far har ikke været en stor del af mit liv), men har været glad for alt den alenetid, jeg har haft med min mor. Havde jeg haft en god far, så havde jeg måske tænkt anderledes, men det viser bare overfor mig, at man kan have en fantastisk barndom og vokse op og blive ganske begavet uden en far. 

I forhold til uddannelse; igen her tænker jeg kun på, at det ville være en fordel for barnet i de første år.

En af jer skrev, at jeg skulle tage ud og rejse; det har jeg allerede været, jeg har boet i udlandet i to år. Det ene år var jeg au pair for en på 1 og en på 2, og selvom det ikke er det samme, som at have et barn overhovedet, så har jeg oplevet, hvor hårdt det er at være alene med små børn. Så jeg har ikke en fantasi forestilling om, at det bliver nemt - overhovedet ikke. 

Alt det værende sagt, så forstår jeg udemærket, at I synes, det er for tidligt at tage dette valg. Jeg er klar over, hvad jeg går ind til, hvad jeg giver op osv. og det fylder selvfølgelig alt i mine overvejelser og i sidste ende i min beslutning. Var jeg ikke afklaret med at sige farvel til en masse ting, ville jeg aldrig tage dette valg. 

Vi må se, hvad fremtiden bringer. Jeg håber stadig, at der sidder nogle unge solomødre, som kan give et par ord med på vejen - alle kommentarer imod at gøre dette kender jeg godt i forvejen.

Tak  

Mht. det med at du gerne vil give barnet bedsteforældre: Har du tænkt på, at hvis du får barnet med en mand, så er der to bedsteforældre mere? 

Det er jo ikke kun en far, man frarøver barnet ved at få det selv. Det er også farmor og farfar, plus potentielle onkler, fastre, fætre, kusiner osv. 

Anonym skriver:

Tak for inputs alle sammen. Jeg havde nu håbet, at høre fra nogen, som engang havde stået i samme situation, da jeg allerede godt kender alle argumenterne for at vente. Men det er helt okay også! Jeg vil måske lige præcisere lidt, hvad jeg mente i forhold til de ting, jeg skrev, og besvare nogle af jeres kommentarer. 

I forhold til mine forældre; her tænker jeg hverken på mig selv eller dem (lidt dem måske, men ikke meget) - jeg tænker på barnet. Jeg tror, at det at have bedsteforældre er guld værd, og det har jeg savnet og misundet meget. Til gengæld har jeg ikke savnet en far (min far har ikke været en stor del af mit liv), men har været glad for alt den alenetid, jeg har haft med min mor. Havde jeg haft en god far, så havde jeg måske tænkt anderledes, men det viser bare overfor mig, at man kan have en fantastisk barndom og vokse op og blive ganske begavet uden en far. 

I forhold til uddannelse; igen her tænker jeg kun på, at det ville være en fordel for barnet i de første år.

En af jer skrev, at jeg skulle tage ud og rejse; det har jeg allerede været, jeg har boet i udlandet i to år. Det ene år var jeg au pair for en på 1 og en på 2, og selvom det ikke er det samme, som at have et barn overhovedet, så har jeg oplevet, hvor hårdt det er at være alene med små børn. Så jeg har ikke en fantasi forestilling om, at det bliver nemt - overhovedet ikke. 

Alt det værende sagt, så forstår jeg udemærket, at I synes, det er for tidligt at tage dette valg. Jeg er klar over, hvad jeg går ind til, hvad jeg giver op osv. og det fylder selvfølgelig alt i mine overvejelser og i sidste ende i min beslutning. Var jeg ikke afklaret med at sige farvel til en masse ting, ville jeg aldrig tage dette valg. 

Vi må se, hvad fremtiden bringer. Jeg håber stadig, at der sidder nogle unge solomødre, som kan give et par ord med på vejen - alle kommentarer imod at gøre dette kender jeg godt i forvejen.

Tak  

Jeg kan godt forstå, at du selv er sikker på, at du tænker mest på barnet.

Men sådan ser det ikke rigtigt ud udefra.

Jeg har haft en far, så jeg tænker, at dit barn virkelig kommer til at gå glip af noget.

Og når jeg f.eks. ser på min yngste nevø og hans relation til sin far - så tænker jeg, at det bestemt ikke er "ligeygldigt", om han har en far.

Det samme gælder selvfølgelig hans søskende og min anden søsters børn.

Dit valg er jo heller ikke - enten en far eller bedsteforældre.

Hvis du først får børn om 5 år, har dit barn/børn så ingen bedsteforældre ?

Yngre bedseforældre kan ét - ældre bedsteforældre kan noget andet.

Og ældre bedsteforældre har måske mere tid, fordi de ikke længere er på arbejdsmarkedet.

Jeg elskede f.eks. at spille kort med min mormor og morfar, høre dem fortælle om deres barndom og ungdom osv.

Som som en anden skriver - hvis dit barn har en far, så har det sandsynligvis også bedsteforældre på sin fars side.

Så jeg synes ikke, dit argument holder.

Og mth til uddannelse - for mange er det en fordel at få barn under uddannelse. For andre er det en fordel at vente.

Du vil ikke have en far til at aflaste dig, når du står med et lille sygt barn og samtidig skal passe dit studie og aflevere dine opgaver.

Måske skal du - afhængigt af din uddannelse - skrive bachelor med et barn på armen.

Det kan godt blive hårdere, end du lige forestiller dig.

Du skriver, at du ved, hvad du går ind til - det er der ingen forældre, der ved.

Det er ikke det samme at passe sine søskendes børn eller at være au pair.

Du kan sikkert godt finde unge solomødre. Også herinde.

Der er ingen, der siger, at man ikke må foretage et egoistisk valg. Man skal bare helst være bevidst om, at det er det, man gør.

Anonym skriver:

Tak for inputs alle sammen. Jeg havde nu håbet, at høre fra nogen, som engang havde stået i samme situation, da jeg allerede godt kender alle argumenterne for at vente. Men det er helt okay også! Jeg vil måske lige præcisere lidt, hvad jeg mente i forhold til de ting, jeg skrev, og besvare nogle af jeres kommentarer. 

I forhold til mine forældre; her tænker jeg hverken på mig selv eller dem (lidt dem måske, men ikke meget) - jeg tænker på barnet. Jeg tror, at det at have bedsteforældre er guld værd, og det har jeg savnet og misundet meget. Til gengæld har jeg ikke savnet en far (min far har ikke været en stor del af mit liv), men har været glad for alt den alenetid, jeg har haft med min mor. Havde jeg haft en god far, så havde jeg måske tænkt anderledes, men det viser bare overfor mig, at man kan have en fantastisk barndom og vokse op og blive ganske begavet uden en far. 

I forhold til uddannelse; igen her tænker jeg kun på, at det ville være en fordel for barnet i de første år.

En af jer skrev, at jeg skulle tage ud og rejse; det har jeg allerede været, jeg har boet i udlandet i to år. Det ene år var jeg au pair for en på 1 og en på 2, og selvom det ikke er det samme, som at have et barn overhovedet, så har jeg oplevet, hvor hårdt det er at være alene med små børn. Så jeg har ikke en fantasi forestilling om, at det bliver nemt - overhovedet ikke. 

Alt det værende sagt, så forstår jeg udemærket, at I synes, det er for tidligt at tage dette valg. Jeg er klar over, hvad jeg går ind til, hvad jeg giver op osv. og det fylder selvfølgelig alt i mine overvejelser og i sidste ende i min beslutning. Var jeg ikke afklaret med at sige farvel til en masse ting, ville jeg aldrig tage dette valg. 

Vi må se, hvad fremtiden bringer. Jeg håber stadig, at der sidder nogle unge solomødre, som kan give et par ord med på vejen - alle kommentarer imod at gøre dette kender jeg godt i forvejen.

Tak  

Jeg synes stadig, du tager alt for meget udgangspunkt i dig selv og for lidt i et evt. barns. Dine erfaringer med din far og dit savn efter bedsteforældre er jo ikke almengyldige sandheder - du kan umuligt være i tvivl om, at en far for langt, langt de fleste mennesker har større betydning end bedsteforældre. Ydermere falder bedsteforældre sædvanligvis fra adskillige år før forældre. 
Dit barn er ikke et spejlbillede af dig selv og dine egne erfaringer. Du kan ikke gå ud fra som en selvfølge, at dit barn fx vil værdsætte masser af alenetid med dig og opfatte det som en fuldgod erstatning for en far. Eller at det vil få den “guld værd”-relation til sine bedsteforældre, som du selv har drømt om. 

Jeg er ung solomor. 

Jeg er 25, og har 2 børn hvor den yngste på 2,5 mdr er donorbarn.

Mine overvejelser har naturligvis været nogle andre end dine fordi det er barn nr 2 og mange af dem gik på hvordan og hvorledes det ville gå med 2 børn, hvordan det vil være med en der har en far og en som ikke har osv.

Jeg var 19 da jeg fik den første, og har været alene fra start. Var 23 da jeg startede processen for at få nr 2 og blev gravid da jeg var 24 og blev 25 inden jeg fødte.

Det er bestemt ikke lutter lagkage at være alene med børn, hverken 1 eller 2 børn. Men jeg ville ikke gøre det om igen selv hvis jeg kunne.

Jeg kan ikke sige hvad der er rigtigt for dig, men jeg valgte at følge mit hjerte.

Ønsket om barn nr 2 var begyndt at fylde så meget for mig at jeg datede for at finde en der kunne gøre mig gravid i stedet for at finde en jeg kunne elske og dele hverdagen med. - og det var jo lidt af et sidespor synes jeg. 

MummiT skriver:

Jeg er ung solomor. 

Jeg er 25, og har 2 børn hvor den yngste på 2,5 mdr er donorbarn.

Mine overvejelser har naturligvis været nogle andre end dine fordi det er barn nr 2 og mange af dem gik på hvordan og hvorledes det ville gå med 2 børn, hvordan det vil være med en der har en far og en som ikke har osv.

Jeg var 19 da jeg fik den første, og har været alene fra start. Var 23 da jeg startede processen for at få nr 2 og blev gravid da jeg var 24 og blev 25 inden jeg fødte.

Det er bestemt ikke lutter lagkage at være alene med børn, hverken 1 eller 2 børn. Men jeg ville ikke gøre det om igen selv hvis jeg kunne.

Jeg kan ikke sige hvad der er rigtigt for dig, men jeg valgte at følge mit hjerte.

Ønsket om barn nr 2 var begyndt at fylde så meget for mig at jeg datede for at finde en der kunne gøre mig gravid i stedet for at finde en jeg kunne elske og dele hverdagen med. - og det var jo lidt af et sidespor synes jeg. 

Du har taget en beslutning, som er den rigtige for dig.

Din situation er lidt en anden, fordi du havde et barn i forvejen.

Men når man er ung og ingen børn har, så er det også en mulighed at gøre et forsøg på at styre sin skrukhed og slå tanken om, at man skal have et barn NU ud af hovedet.

Beslutte sig for at lade være med at date et par år og så fylde sit liv med andre ting.

Jeg siger ikke, at det er det, man skal gøre - men at det er en mulighed, man kan forsøge sig med, så længe man ikke er ved at blive indhentet af alderen.