Ung solomor og overvejelser

Hej alle,

Jeg går med nogle overvejelser om at blive solomor indenfor den nærmeste fremtid (omkring 25-års alderen). Jeg er stadig under uddannelse. Er der andre, som har taget valget om at blive solomor i så ung en alder? Hvis der er, hvorfor har I så valgt det? Og hvordan har I det nu hvor beslutningen er taget, og I evt. har et barn?

Jeg vil også høre, hvad andre solomødre siger - jer der er ældre. Synes I, det er dumt at vælge at blive solomor i så ung en alder, når der ikke er noget 'galt' med mig?

Mine overvejelser omkring det er, at jeg gerne vil have mine børn mens jeg er ung, så de kan nå at få nogle gode år med sine bedsteforældre (det har jeg nemlig ikke haft, da mine forældre fik mig sent, så jeg ønsker brændende, at min mor vil nå at blive mormor mens hun stadig er frisk). Den anden overvejelse er, at jeg kan se fordele ved at få barn mens jeg er under uddannelse og inden jeg får fuldtidsarbejde. På mit studie har vi nemlig kun undervisning 6-9 timer om ugen, hvilket ville betyde færre timer i institution mens mit barn er lille. Den sidste årsag er, at jeg bare elsker børn og ikke kan vente til, at jeg kan få mit eget - det har været min drøm i mange år. Jeg har et godt netværk og to fantastiske storebrødre, så mit barn ville stadig have meget og tæt kontakt til mænd. Jeg er ikke i tvivl, om at jeg kan gøre det selv, og at jeg kan give mit barn en god opvækst, jeg er bare i tvivl om, om jeg vil fortryde at gøre det i så ung en alder - hvilket jeg ikke tror, jeg vil, på nuværende tidspunkt, men når barnet kommer, vil jeg så stå i en situation, og ønske at jeg havde en kæreste ved min side? Hvad har I følt? 

Tak for inputs, alt er velkomment - alle overvejelser omkring at få et donorbarn alene  

Normalt vil jeg sige go for it.

men lige i disse tider har jeg lyst til at sige- husk lige at du står helt alene, hvis der sker noget i samfundet som det vi står i lige nu. Bedsteforældre må ikke passe og du har dit barn hjemme fuldtid samtidig med du skal passe skole/arbejde uden nogen mulighed for aflastning. Det er ikke lutter lagkage. Trust me.

Missyou skriver:

Normalt vil jeg sige go for it.

men lige i disse tider har jeg lyst til at sige- husk lige at du står helt alene, hvis der sker noget i samfundet som det vi står i lige nu. Bedsteforældre må ikke passe og du har dit barn hjemme fuldtid samtidig med du skal passe skole/arbejde uden nogen mulighed for aflastning. Det er ikke lutter lagkage. Trust me.

Det skulle satme ikke gerne se sådan ud om et års tid. Så har jeg da hængt mig i skoven længe inden.... 

Vil du ikke helst have barn med en mand? 

Hvis jeg var dig, ville jeg forsøge at møde en mand og skabe et stabilt og godt forhold først. 

Det er jo fuldkommen legitimt at drømme om at få børn - og din alder er næppe nogen hindring, når du er en fuldvoksen kvinde midt i tyverne - det er formentlig helt normalt. Men det som skurrer i mine ører er mest at dine første to argumenter handler om at kontrollere “timingen” - at barnet skal have en ung mormor og at det passer med dit studie - og det synes jeg personligt er nogle pudsige årsager at lægge til grund for at vælge at få et barn alene og uden en far...

Det er hamrende hårdt at have barn alene.. og så vil du altid skule til andre, der er 2 om det, og tænkte.. hvorfor har jeg ikke nogen at dele oplevelser/ferie/traditioner med, som man kan se andre har. 

Vent til du har et fast og stabilt arbejde med en solid indkomst. Tag ud og rejse, nyd at du kan komme ud af døren efter kl 19..

det er IKKE lutter lagkage at være alene forældre. 

Anonym skriver:

Hej alle,

Jeg går med nogle overvejelser om at blive solomor indenfor den nærmeste fremtid (omkring 25-års alderen). Jeg er stadig under uddannelse. Er der andre, som har taget valget om at blive solomor i så ung en alder? Hvis der er, hvorfor har I så valgt det? Og hvordan har I det nu hvor beslutningen er taget, og I evt. har et barn?

Jeg vil også høre, hvad andre solomødre siger - jer der er ældre. Synes I, det er dumt at vælge at blive solomor i så ung en alder, når der ikke er noget 'galt' med mig?

Mine overvejelser omkring det er, at jeg gerne vil have mine børn mens jeg er ung, så de kan nå at få nogle gode år med sine bedsteforældre (det har jeg nemlig ikke haft, da mine forældre fik mig sent, så jeg ønsker brændende, at min mor vil nå at blive mormor mens hun stadig er frisk). Den anden overvejelse er, at jeg kan se fordele ved at få barn mens jeg er under uddannelse og inden jeg får fuldtidsarbejde. På mit studie har vi nemlig kun undervisning 6-9 timer om ugen, hvilket ville betyde færre timer i institution mens mit barn er lille. Den sidste årsag er, at jeg bare elsker børn og ikke kan vente til, at jeg kan få mit eget - det har været min drøm i mange år. Jeg har et godt netværk og to fantastiske storebrødre, så mit barn ville stadig have meget og tæt kontakt til mænd. Jeg er ikke i tvivl, om at jeg kan gøre det selv, og at jeg kan give mit barn en god opvækst, jeg er bare i tvivl om, om jeg vil fortryde at gøre det i så ung en alder - hvilket jeg ikke tror, jeg vil, på nuværende tidspunkt, men når barnet kommer, vil jeg så stå i en situation, og ønske at jeg havde en kæreste ved min side? Hvad har I følt? 

Tak for inputs, alt er velkomment - alle overvejelser omkring at få et donorbarn alene  

Jeg synes ærligt talt, det er egoistisk at prioritere bedsteforældre over en far. Det er dit og ikke barnets behov. Bedsteforældre er en ekstra bonus, men at have to forældre - ikke mindst, hvis der skulle ske dig noget - må klart være at foretrække. 
Jeg har ikke noget at udsætte på solomødre, men det er en skrøbelig situation at sætte sig selv og sit barn i, og at planlægge det bevidst, mens man kun er midt i tyverne, er efter min mening forhastet og ikke noget oplagt førstevalg. 

Man kan aldrig helgardere sig mod at et barn skal have sine bedsteforældre i længere tid, der er ingen der ved hvor længe de lever. Du skal seriøst overveje at det kan være ret hårdt at stå alene. Jeg har en veninde som er selvvalgt alene mor til 2 og hun har sine forældre osv, men de lever også deres eget liv fordi de ikke er pensionister. Jeg har selv mand men pga arbejde er han ikke så meget hjemme og visse dage er det skide hårdt, i sær i starten da hun skreg hele tiden, der var jeg sku glad for jeg ikke stod alene med hende. 

Du kan og skal ikke forvente at dine forældre skal ind og erstatte den manglende forældre. 

Men det er jo et valg du skal gøre dig Selvom jeg elsker min datter over alt, så er det sku hårdt til tider

Jeg kunne godt tænke mig jeg havde fået min datter før. Hun er 3 i dag og jeg er gået i gang med nummer 2 som lader vente på sig. Jeg bli'r 35 til november, så det er ikke fordi jeg er gammel, men spekulere over om det ville have hjulpet lidt hvis jeg var begyndt før.

Da jeg var 25 var jeg dog i forhold, og troede jeg skulle have børn med ham. Da vi gik fra hinanden brugte jeg lang tid på at date, fordi jeg så gerne ville have en at dele det hele med, men jeg fandt ud af at jeg ikke kunne finde en, fordi drømme om børn spændte ben for det hele. Så jeg valgte at gøre det selv.

Jeg har nogle fantastiske forældre som henter min datter fra børnehave fast hver mandag og tirsdag, og det er jo en kæmpe hjælp når man ellers står alene med det. 

I disse tider hvor vi ikke er sammen med mormor og morfar har jeg ufattelig meget hjælp i en veninde som hjælpe alle de dage hvor jeg ellers skal på arbejde. Så at have et netværk som gider ens barn er guld værd!! Jeg føler mig så heldig! 

Mine forældre var med ind over min beslutning helt fra start, og tror det har været godt for mig at min nærmeste familie bakkede mig op

Jeg vil egentlig ikke fraråde dig IKKE at gøre det, for kan godt følge dine begrundelser. 

Men det er godt at tænke det hele igennem, og indvi sin nærmeste familie og omgangskreds i sine overvejelser. 

Det er møg hårdt! Det vil jeg ikke lyve om. Den første lange tid af min barsel, græd og græd jeg bare. Og hvis jeg ikke havde haft mine forældre og skønne mødregruppe ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skulle have gjort 

Jeg synes ikke, dine argumenter er gode nok til at fratage dit barn en far.

Du er kun 25 år, så du har tid til at møde en god mand.