Kan slet ikke forstå behovet for nedgøre andre voksne mennesker og deres måde, at opdrage deres børn på...
Jeg synes egentlig ikke det handler om at nedgøre et enkelt menneske, en enkelt forælder (fordi to mødre stiller sig op i aftenshowet, så vil det selvsagt også komme til at blive personificeret hos dem).
Jeg synes i højere grad det handler om at tale om en samfundstendens - og jeg synes personligt det er super ærgerligt, at det efterhånden er blevet umuligt at debattere samfundstendenser uden det bliver: jeg vil gøre hvad jeg vil, og synes det er forkert man har en nedgørende holdning til andres personlige frihed.
For mig er Tinkakort og ikke mindst tinka nissehuen alene et tegn på noget i samfundet som både handler om ja opdragelse men så sandelig også menneskesyn, moral og værdier.
Kan jo starte et sted som overhovedet ikke handler om forældre, nemlig hos dem, der har valgt at hamstre de famøse nissehuer og nu sidder på dba og sælger dem til ågerpriser bare fordi.... Eller de der i stedet for at sprede juleglæde og give et kort væk sælger dem på dba.
Jeg kan også starte ved markedsføringen, hvor man bruger folks hamstringsgen og starter på noget så fantastisk som tinkakort, så en del familier nu vælger at lave juleindkøbene i coops butikker, så børnene kan blive glade. Ja måske man endda står og skulle kun købe for 80 eller 180 og smider lige lidt ekstra i for så kommer der en ekstra pakke - eventyrligt smart, men så sandelig da også noget det er værd at tale om. Vi havde en gang en reklamelov (formodentlig har vi det stadig, det er lang tid siden jeg beskæftigede mig med den), og der var der regler for reklamering i forhold til børn - nu må alle forretninger(denne gang Coop tidligere Føtex med dyrekort) lave et massivt reklamefremstød direkte rettet mod børn - og vi ja vi falder i med begge ben.
Og jo så ender jeg også hos forældrene, og igen er det ikke at nedgøre en måde at opdrage, men alene at kunne debattere, og se på nogle tendenser.
Jeg er ked af det, men det er en forandring jeg som lærer til de små pus kan se - på de ti år der er gået mellem jeg startede 1. Klasse sidst, så kan jeg se en forandring, hvor eleverne generelt ikke har fået de samme redskaber og rum til at rumme de svære følelser. Og når en mor eller far ikke har en pyt knap fx omkring en tinkahue,, hvordan pokker skulle barnet så få den?
Det er ikke at pege fingre (og jeg forstår bevæggrunden for at køre de 120 km), men det er for at turde tale om tendenser, om opdragelse, om menneskesyn, om det vi giver vores børn med som gave videre i livet, om fællesskabet (for i et fællesskab er det som udgangspunkt sådan, at den enkelte ikke altid får ALT som man ønsker sig, fx kan det godt være ens ven der vinder stopdans,, ens klassekammerat der bliver kattekonge, ens sidemakker der bliver spurgt om spørgsmålet og rost, ens veninde der får en bedre karakter, eller en gave som man selv havde ønsket sig) osv.
Kan vi ikke i et demokratisk samfund debattere, se på tendenser fordi så gør det ondt på mig, så er demokratiet og fællesskabet en saga. Jeg gør også ting både som mor, kvinde og person som bliver debatteret, nogle gange tænker jeg, jo men jeg tror nu stadig på det er det bedste, og andre gange tænker jeg,, hmmm de har sgu en pointe, hvordan kan jeg file og ændre i forhold til deres pointe. Det er i min optik i kke farligt, så længe man debattere konstruktivt og ikke fx siger: du er bare en curlingmor og tænk hvor dum du er. Men derimod siger: hmm var det egentlig så vigtigt med den nissehue, eller var det måske her muligheden opstod, hvor jeg kunne give mit barn et kæmpe kram, spejle og sige højt ØV, og så sammen finde en vej, hvor det alligevel bliver en fantastisk jul - på den måde kan man give fingeren til dem, der har hamstret og troede de kunne tjene på noget der var gratis, man kan give fingeren til Coop der troede de havde et scoop og man kan lære sit barn at være rumme og håndtere en øv følelse.
