Julegaver der stopper..?!

Anonym skriver:

Jeg tror egentlig, jeg føler mig en smule misforstået her. Jeg vil aldrig argumentere for, at andre skal bruge penge, som de ikke har, uanset situationen. Men nu er det altså heller ikke sådan, at mine to brødre her nogensinde har haft dårlig økonomi, tværtimod vil jeg sige. Pengene var små hos ham der blev skilt, men det var jo kun i en kortere periode, og at vi lige pludselig ikke skulle være på gavefod mere, det var ikke noget, jeg aftalte med ham. Det var noget han aftalte med min anden bror og så var det også bare sådan det blev med mig. 

Min pointe er, at han slet ikke har skænket det en tanke, hvor mange gaver, vi har givet til hans børn. Så blev det min tur til børn og så er det bare slut. Det er ikke bare ærgerligt, det er urimeligt Jeg ville sådan ønske, at vi havde en regel om, at vi gav hinandens børn gaver indtil de blev en vis alder, fordi så er det ens for alle, og så må man tage forbehold for, at der kan forekomme perioder, hvor f.eks. pengene er små. Det ville jeg sagtens kunne forstå. Men bare sådan at stoppe... og som beskrevet, så har jeg også selv været på SU i nogle år, men jeg formåede alligevel at give gaver til alle. Jeg kan egentlig mærke, at det er lidt svært at få ordentligt ned sort på hvidt, uden at det måske misforstås? 

Hvis det kun handler om “noget for noget”, kan du jo i princippet bare selv købe en ekstra gave :-) 

Det andet er jo blot at udveksle et vist beløb? 
Du skal jo give, fordi du har lyst, ikke af pligt - det samme gælder for dine søskende. og selvom du føler, dine brødre har “penge nok”, er det jo ikke sikkert, du kender til evt. gældsudgifter - alternativt har de blot valgt at prioritere anderledes i forhold til jul og gaver end dig, og det må du jo altså acceptere. 

K&S skriver:

Hvis det kun handler om “noget for noget”, kan du jo i princippet bare selv købe en ekstra gave :-) 

Det andet er jo blot at udveksle et vist beløb? 
Du skal jo give, fordi du har lyst, ikke af pligt - det samme gælder for dine søskende. og selvom du føler, dine brødre har “penge nok”, er det jo ikke sikkert, du kender til evt. gældsudgifter - alternativt har de blot valgt at prioritere anderledes i forhold til jul og gaver end dig, og det må du jo altså acceptere. 

Jeg kan godt følge dig... men det handler ikke i sig selv om "noget for noget", jeg kunne måske også omformulere mig og sige, at det har altid været aftalen, at vi giver hinandens børn gaver (og dengang var det også de voksne, men det er børnene, der er kommet til og dem det gælder). Derfor synes jeg også, der er noget umoralsk i at modtage og modtage og modtage og at man glædeligt gør det uden at tænke over, at det ville være god stil også at give. Jeg synes, det er noget særligt med julen. Jeg synes, det er nogle gode tanker at gøre sig. Jeg har det ikke sådan med alting. Tjenester f.eks. det er noget, der er meget forudsigeligt. Nogle vil mene, at man altid skal være parat til at hjælpe, uanset hvilke aftaler man så selv sjal aflyse for at hjælpe (det kommer selvfølgelig an på hvad, der jan jo forekomme et utal af forskellige situationer) og når man så har hjulpet så forventer, at den anden også bare til enhver tid skal smide alt, hvad man har i hænderne og gør man det ikke, så bliver man upopulær, fordi "jeg hjælp da dig dengang, da..." Det går jeg ikke ind for (altså jeg går ind for at hjælpe, og også hvis andre er i nød, men håber du forstår) - fordi det er meget uforudsigeligt og man går i den grad ind og "bestemmer", hvad der er vigtigt/ikke vigtigt for den anden... giver det mening? Så jeg forventer f.eks. ikke hjælp af andre, hvis de har andre planer. Men julen er nu alt andet lige rimelig konstant. Det bliver jo jul hvert år og kommer jo derfor ikke som nogen overraskelse, der er blevet lavet en aftale om, at sådan og sådan gør vi. Og når det så kommer til en selv, så gider man ikke. Jeg synes bare, det er noget man godt lige må tænke over, fordi jeg synes der også er en morale i det  Jeg tror, jeg vil tale om det efter jul. Nu er vi godt nok ikke typerne, der bliver uvenner og nu er de andre jo mænd og vil sikkert (som flere også skriver, ikke tænke så langt), men jeg kunne godt gå hen og få følelsen af at have gjort dem kede af det/småsure... Det er nok bare i mit hoved, men for min egen skyld, så venter jeg til efter jul, for så ved jeg med mig selv, at jeg ikke har skabt dårlig stemning op til jul. Jeg har i øvrigt talt med den ene, men det handlede om dette, bare på en anden måde, og det er bare i år vi springer over, og det er pga økonomi, og det har jeg fuld forståelse for 

Anonym skriver:

Jeg kan godt følge dig... men det handler ikke i sig selv om "noget for noget", jeg kunne måske også omformulere mig og sige, at det har altid været aftalen, at vi giver hinandens børn gaver (og dengang var det også de voksne, men det er børnene, der er kommet til og dem det gælder). Derfor synes jeg også, der er noget umoralsk i at modtage og modtage og modtage og at man glædeligt gør det uden at tænke over, at det ville være god stil også at give. Jeg synes, det er noget særligt med julen. Jeg synes, det er nogle gode tanker at gøre sig. Jeg har det ikke sådan med alting. Tjenester f.eks. det er noget, der er meget forudsigeligt. Nogle vil mene, at man altid skal være parat til at hjælpe, uanset hvilke aftaler man så selv sjal aflyse for at hjælpe (det kommer selvfølgelig an på hvad, der jan jo forekomme et utal af forskellige situationer) og når man så har hjulpet så forventer, at den anden også bare til enhver tid skal smide alt, hvad man har i hænderne og gør man det ikke, så bliver man upopulær, fordi "jeg hjælp da dig dengang, da..." Det går jeg ikke ind for (altså jeg går ind for at hjælpe, og også hvis andre er i nød, men håber du forstår) - fordi det er meget uforudsigeligt og man går i den grad ind og "bestemmer", hvad der er vigtigt/ikke vigtigt for den anden... giver det mening? Så jeg forventer f.eks. ikke hjælp af andre, hvis de har andre planer. Men julen er nu alt andet lige rimelig konstant. Det bliver jo jul hvert år og kommer jo derfor ikke som nogen overraskelse, der er blevet lavet en aftale om, at sådan og sådan gør vi. Og når det så kommer til en selv, så gider man ikke. Jeg synes bare, det er noget man godt lige må tænke over, fordi jeg synes der også er en morale i det  Jeg tror, jeg vil tale om det efter jul. Nu er vi godt nok ikke typerne, der bliver uvenner og nu er de andre jo mænd og vil sikkert (som flere også skriver, ikke tænke så langt), men jeg kunne godt gå hen og få følelsen af at have gjort dem kede af det/småsure... Det er nok bare i mit hoved, men for min egen skyld, så venter jeg til efter jul, for så ved jeg med mig selv, at jeg ikke har skabt dårlig stemning op til jul. Jeg har i øvrigt talt med den ene, men det handlede om dette, bare på en anden måde, og det er bare i år vi springer over, og det er pga økonomi, og det har jeg fuld forståelse for 

Hov tjenester er meget uforudsigelige... 

Anonym skriver:

Jeg kan godt følge dig... men det handler ikke i sig selv om "noget for noget", jeg kunne måske også omformulere mig og sige, at det har altid været aftalen, at vi giver hinandens børn gaver (og dengang var det også de voksne, men det er børnene, der er kommet til og dem det gælder). Derfor synes jeg også, der er noget umoralsk i at modtage og modtage og modtage og at man glædeligt gør det uden at tænke over, at det ville være god stil også at give. Jeg synes, det er noget særligt med julen. Jeg synes, det er nogle gode tanker at gøre sig. Jeg har det ikke sådan med alting. Tjenester f.eks. det er noget, der er meget forudsigeligt. Nogle vil mene, at man altid skal være parat til at hjælpe, uanset hvilke aftaler man så selv sjal aflyse for at hjælpe (det kommer selvfølgelig an på hvad, der jan jo forekomme et utal af forskellige situationer) og når man så har hjulpet så forventer, at den anden også bare til enhver tid skal smide alt, hvad man har i hænderne og gør man det ikke, så bliver man upopulær, fordi "jeg hjælp da dig dengang, da..." Det går jeg ikke ind for (altså jeg går ind for at hjælpe, og også hvis andre er i nød, men håber du forstår) - fordi det er meget uforudsigeligt og man går i den grad ind og "bestemmer", hvad der er vigtigt/ikke vigtigt for den anden... giver det mening? Så jeg forventer f.eks. ikke hjælp af andre, hvis de har andre planer. Men julen er nu alt andet lige rimelig konstant. Det bliver jo jul hvert år og kommer jo derfor ikke som nogen overraskelse, der er blevet lavet en aftale om, at sådan og sådan gør vi. Og når det så kommer til en selv, så gider man ikke. Jeg synes bare, det er noget man godt lige må tænke over, fordi jeg synes der også er en morale i det  Jeg tror, jeg vil tale om det efter jul. Nu er vi godt nok ikke typerne, der bliver uvenner og nu er de andre jo mænd og vil sikkert (som flere også skriver, ikke tænke så langt), men jeg kunne godt gå hen og få følelsen af at have gjort dem kede af det/småsure... Det er nok bare i mit hoved, men for min egen skyld, så venter jeg til efter jul, for så ved jeg med mig selv, at jeg ikke har skabt dårlig stemning op til jul. Jeg har i øvrigt talt med den ene, men det handlede om dette, bare på en anden måde, og det er bare i år vi springer over, og det er pga økonomi, og det har jeg fuld forståelse for 

Uanset hvordan du vender og drejer det, så er de gaver, du har købt til niecer/nevøer “fortid”. 
Realiteten er en anden nu her, så jeg synes bestemt ikke, du kan klandre din brødre for at have modtaget gaver tidligere, men pga. økonomi nu ikke ønsker at give dine/andre børn gaver.

Julen handler ikke om gaver, men derimod hygge og god mad med familien - gaverne har taget helt overhånd, synes jeg.
Det kan hurtigt blive en stor økonomisk byrde, hvis man, som du, forventer, at gaver gives til alle/alle børn. I min optik så forsvinder hyggen ved julen, når det bliver “skal-ting” og ikke “lyst-ting”, der skal foregå. 

K&S skriver:

Uanset hvordan du vender og drejer det, så er de gaver, du har købt til niecer/nevøer “fortid”. 
Realiteten er en anden nu her, så jeg synes bestemt ikke, du kan klandre din brødre for at have modtaget gaver tidligere, men pga. økonomi nu ikke ønsker at give dine/andre børn gaver.

Julen handler ikke om gaver, men derimod hygge og god mad med familien - gaverne har taget helt overhånd, synes jeg.
Det kan hurtigt blive en stor økonomisk byrde, hvis man, som du, forventer, at gaver gives til alle/alle børn. I min optik så forsvinder hyggen ved julen, når det bliver “skal-ting” og ikke “lyst-ting”, der skal foregå. 

 

Her må jeg erklære mig enig. Magien i julen ligger ikke i gaverne, men hyggen og samværet med familien. 

Gaver skal ikke være en skal ting, men noget man giver af lyst! Ligesom du skriver. Det er så godt beskrevet. 

Jeg synes dog godt brødrene kunne have inddraget TS, da beslutningen blev taget. Ikke for at kunne ændre den, men for hun kunne overvære den. Jeg tænker den er besluttet af en årsag. 

Tullemoar skriver:

Her må jeg erklære mig enig. Magien i julen ligger ikke i gaverne, men hyggen og samværet med familien. 

Gaver skal ikke være en skal ting, men noget man giver af lyst! Ligesom du skriver. Det er så godt beskrevet. 

Jeg synes dog godt brødrene kunne have inddraget TS, da beslutningen blev taget. Ikke for at kunne ændre den, men for hun kunne overvære den. Jeg tænker den er besluttet af en årsag. 

Tak! Jeg pointerer lige endnu endnu engang, at det altså ikke kun er gaverne, jeg går op i. Min pointe er, at jeg synes, at gaver er og bliver en del af julen. Sådan er det bare. Dyr/billig, nyt/brugt osv. Det er tanken, der tæller. Jeg synes så til gengæld, at forventningen til, hvad gaverne skal indeholde er for høj. Jeg "forventer" ikke, at mine brødre skal give mine børn præcis det samme, som jeg har givet dem beløbsmæssigt eller i så og så mange år. Dette skrev jeg kun i starten for egentlig at prøve at sige, at hvis man som menneske er i stand til at modtage, så synes jeg også, man bør tænke over/tage stilling til, om man også har lyst til at give. Ellers kunne jeg også vende den om og sige, at jeg synes, at det er grådigt og forkælet kun at få men ikke give noget tilbage. Jeg synes, det er forkert kun at modtage. Med mindre, man siger "jeg synes, det er rigtig sødt af dig at du vil give mine børn julegaver, men jeg har faktisk ikke selv overskud til at købe dem/råd til dem, da jeg er på SU (you name it).." osv... så har man sagt det på forhånd, og så må det være op til giver at beslutte sig for, om man vil give eller ej, og hvis man så giver og modtageren stadig vælger ikke at give noget tilbage, så kan man ikke klandre nogen for noget, for så har man da haft muligheden/været forberedt.. at give og at modtage, er to begreber, som jeg ikke synes, man sådan decideret kan skille ad, som det lyder til at en del mener. En ting er, at jeg nok nu kan blive nødt til at acceptere omstændighederne som de er nu, laver ikke om på, at jeg egentlig synes, at det hen ad vejen er forkert. Og derfor synes jeg, at det er nogle gode ting at tage stilling til (ikke kun over for sig selv men sammen med familien) og gøre sig tanker omkring, så man undgår, at nogle føler sig udenfor eller overset... 

I min familie har vi giver gaver indtil 18 år. Plus til ens kæreste, og ens forældre og bedsteforældre (så vi giver ikke til svoger, tante osv.).

Synes det er fair man laver regler, men alle skal self være indforstået 

Soonmom skriver:

I min familie har vi giver gaver indtil 18 år. Plus til ens kæreste, og ens forældre og bedsteforældre (så vi giver ikke til svoger, tante osv.).

Synes det er fair man laver regler, men alle skal self være indforstået 

Det synes jeg, du har fuldstændig ret i.... ��

Anonym skriver:

Tak! Jeg pointerer lige endnu endnu engang, at det altså ikke kun er gaverne, jeg går op i. Min pointe er, at jeg synes, at gaver er og bliver en del af julen. Sådan er det bare. Dyr/billig, nyt/brugt osv. Det er tanken, der tæller. Jeg synes så til gengæld, at forventningen til, hvad gaverne skal indeholde er for høj. Jeg "forventer" ikke, at mine brødre skal give mine børn præcis det samme, som jeg har givet dem beløbsmæssigt eller i så og så mange år. Dette skrev jeg kun i starten for egentlig at prøve at sige, at hvis man som menneske er i stand til at modtage, så synes jeg også, man bør tænke over/tage stilling til, om man også har lyst til at give. Ellers kunne jeg også vende den om og sige, at jeg synes, at det er grådigt og forkælet kun at få men ikke give noget tilbage. Jeg synes, det er forkert kun at modtage. Med mindre, man siger "jeg synes, det er rigtig sødt af dig at du vil give mine børn julegaver, men jeg har faktisk ikke selv overskud til at købe dem/råd til dem, da jeg er på SU (you name it).." osv... så har man sagt det på forhånd, og så må det være op til giver at beslutte sig for, om man vil give eller ej, og hvis man så giver og modtageren stadig vælger ikke at give noget tilbage, så kan man ikke klandre nogen for noget, for så har man da haft muligheden/været forberedt.. at give og at modtage, er to begreber, som jeg ikke synes, man sådan decideret kan skille ad, som det lyder til at en del mener. En ting er, at jeg nok nu kan blive nødt til at acceptere omstændighederne som de er nu, laver ikke om på, at jeg egentlig synes, at det hen ad vejen er forkert. Og derfor synes jeg, at det er nogle gode ting at tage stilling til (ikke kun over for sig selv men sammen med familien) og gøre sig tanker omkring, så man undgår, at nogle føler sig udenfor eller overset... 

Ville du have haft dine brødre til at tænke over og beslutte - dengang de fik børn - om de selv kunne/ville give gaver retur til dine børn, som først er kommet til mange år senere? 
Så handler det netop ikke om, hvorvidt man oprigtigt har lyst til at give en gave, men kun en lyst til at give en gave, hvis man selv modtager en gave retur. 

Det er da klart, at man ønsker, at ens brødre og søstre har lyst til at købe gaver til de børn man har. Jeg er klar over, at gaver ikke er det vigtigste, men at ens familie har brugt tid og energi på at finde en lille gave til de børn man har, er da super vigtigt. Med mindre andet er aftalt, hvad det ikke er i dette tilfælde, vi diskuterer. 
Hvis ens søster eller bror har bonus børn, køber man da også en lille ting til dem. Vi snakker jo ikke om gaver til 500 kr, men måske en lille æske Lego, nogle fine tusser eller andet. 
jeg forstår godt du føler, at dine børn ikke er så vigtige for dine brødre, som deres børn er for dig. Jeg synes de er ubetænksomme. 
Jeg ville, hvis jeg var dig, købe gaver til de børn i familien, der er under 18 år. Skrive et sødt kort til, og håbe dine brødre, som vel også har nogle koner, får øjnene op for deres manglende interesse i dine børn. 
du lyder både sød og betænksom. Det skal du bare fortsætte med at være. Knus