Julegaver der stopper..?!

Anonym skriver:

Hej med jer alle

Jeg har et spørgsmål, der går på, hvornår i stopper med at give julegaver? Jeg kommer fra en familie, hvor vi er mig (Den yngste), mine forældre og jeg har tre storebrødre, og de har hver især 2, 3 og 3 børn. Min kæreste og jeg har været sammen i 12 år og vi har købt gaver til mine niecer og nevøer de første seks år... så skete der nemlig det, at min ene bror blev skilt og så var pengene små og så stoppede vi med at give hinanden julegaver og det faldt jo selvfølgelig sammen med, at vi fik vores første barn. Nu har vi så 3 børn. Den yngste er lige knap et halvt år og den ældste 6 år.... men der gik ikke længe, før han gik ud og købte en hund og det er i hvert fald heller ikke billigt... Jeg kunne forstå på min anden bror, at de to af dem havde talt om, at stoppe med at give julegaver, hvilket de stadig holder den dag i dag... Jeg fik så overbevist den ene om stadig at fortsætte med at give gaver til hinanden... Jeg har det bare sådan... Vi har altid givet deres børn gaver hver evig eneste jul og nu hvor jeg har fået børn, så får mine ingen... Det er som om, at fordi jeg er den yngste og den sidste, der har fået børn, så har jeg fået de børn, som har fået bægeret til at flyde over... og det er ikke en rar følelse.. Jeg kan ikke lade være med at føle det enormt uretfærdigt. Og jeg synes, det er helt forkert sådan at stoppe med at give de små børn julegaver. Jeg synes det er for nemt og jeg er bare enormt skuffet... Jeg spurgte min bror og svigerinde forleden, om de havde nogle julegave ønsker... Jeg fik svaret, at de regnede ikke med, at vi var på gaver med hinanden, at deres økonomi var presset, så de så gerne, at vi sprang over... så tænkte jeg... Aner ikke, hvordan de ikke har regnet med det?!  Vi har jo altid givet hinanden gaver og har ikke talt om på noget tidspunkt i år at lade være... og herregud, jeg forlanger ikke, at andre skal bruge penge, de ikke har og desuden forventer jeg heller ikke store og dyre gaver... vores økonomi har også været presset, da jeg var på SU i ca 4 år, men vi har alligevel altid prioriteret gaver til dem og deres børn..... Det virker måske ynkeligt, men jeg føler mig simpelthen fraprioriteret/uvigtig/hvorfor er mine børn mindre vigtige end deres børn... og gaver ER altså bare en del af juleaften. Synes det mister lidt af sin magi, hvis vi begynder at fjerne noget af, der bare hører sig til... og føler jeg er blevet en del af aftale, som jeg ikke har været med til at indgå... Det har mine brødre gjort for mig og så har jeg egentlig ikke haft noget at skulle have sagt...

Hvis du nåede så langt, så tak!!! Hvad tænker i? Nogle, det har været udsat for noget lignende og hvordan havde i det med det? Og sagde i noget eller lod i som ingenting?

Herhjemme får børn gaver til og med det år de bliver 18 (min niece bliver 18 i marts og får dermed julegaver næste år for sidste gang) fra alle andre i familien.

Derudover giver vi kun gaver til dem vi holder jul sammen med. (voksne)

For at spare lidt på gaver til børnene, der ellers kan blive vanvittig dyre, mødes familien i slutningen af november, hvor vi laver en pulje til hver af ungerne og det samlede beløb er det de får gaver for.

f.eks har vi i år givet 200 til hver af ungerne (1000 kr i alt) og resten af familien har givet hvad de synes de kan undvære.

dvs at der til hvert barn er en pulje penge at købe gaver for.

derfra er der 2 der tager ud og handler alle gaver (hvert barn får noget praktisk (tøj) og legetøj eller hvad de nu har ønsket sig)

dvs at alle får gaver for et nogenlunde lige stort beløb og der er ingen brok over gavernes størrelse eller pris.

og oveni det har vi alle råd til at holde jul fordi gaverne ikke vælter budgettet.

I kærestens familie gir de gaver, indtil var et blir 18 år. Det vil sige at det år de blir 18, får de deres "sidste gave"

Jeg har været sammen med min kæreste i 17 år, og hans ældste niece er lige blevet 22. De er 4 søskende, med 2 børn hver. Vi har det yngste barn på 7 år, og de sidste 3-4 år, har hans ældste søster brokket sig over, at sku gi gaver til vores andres børn, fordi begge hendes nu er over 18 år, og derfor ik får fælles gaver længer.

Men altså helt ærlig, det er sqi bare lidt småligt i min verden, fordi det jo er hende selv der har været med til at lave aftalen for 22 år siden, om at det var sådan det sku være, til alle børn i familien blev 18 år. Men nu er det blevet sådan at hun under protest sætter 150kr over pr barn, på en konto, også må vi forældre selv ud og købe gaven.

Ka virklig godt forstå, at du føler jer lidt overset. Syntes du ska ta en stille og rolig snak med dem om det! Vh Stine 

Jeg kan godt forstå dig. Vi har altid sagt, at børn får gaver til de bliver 18 år. 

Alternativt aftale eks. 500 kr. pr. familie, så kan man fordele det som man vil, og der bliver ikke noget med “jamen du har et barn mere end mig”.

Jeg forstår dig udmærket.. Det handler ikke så meget om selve gaverne, men om at du føler, at dine børn også fortjener at blive "set" af din familie, samt at du måske også føler en uretfærdighedsfølelse af, at du har brugt så mange penge og tid på at købe gaver til deres børn, men nu gider de ikke gengælde det..

Ærlig talt, så synes jeg faktisk, at det er en smule respektløst af dine søskende, at de ikke tænker på dine følelser i det her, og at de ikke har lyst til at "forkæle" dine børn med gaver.. Altså jeg har godt nok kun to nevøer, men altså hvis jeg ikke var lidt hård ved mig selv, så ville jeg købe hele legetøjsbutikken til dem .. De er jo mine drenge 

Ej sorry, men jeg ser måske lidt anderledes på det her. Jeg forstår du bliver ked af det, men jeg tænker du er nød til at skille tingene ad: du har forhåbentligt givet gaver til deres børn fordi DU havde lyst og overskud (økononisk, mentalt, whatever). Har du ikke fået glæden ved at give? Hvad der er sket engang og hvad der sker nu er ikke relateret på den måde. At du har givet gaver i x antal år giver ikke ret til at modtage i x antal år. Så går fidusen ligesom af det, og så bliver det mere en byttehandel end et ønske om at glæde hinanden. 

Du kan ikke vurdere andres økonomi. At du kunne klare at give gaver på su var din prioritering, og det skal andre ikke klandres for. Vi har alle forskellige prioriteter.

At du bliver ked af det nu, forstår jeg sådan set godt. Det lyder til at du sætter gaver = kærlighed og at de derfor må elsker dig/dine børn mindre? Jeg ville sgu også blive lidt øv over det, men lade den ligge ved at de har valgt sådan. Dine børn ved jo ikke hvad de "går glip af"

Jeg tror du kunne have god gavn af at læse den bog om de 5 kærlighedssprog. Det var en øjenåbner for mig.

Og så synes jeg sagtens du kan snakke med dem, roligt, om at det er helt ok at de prioriterer sådan, men du bliver ked af det fordi ... (hold fokus på dine følelser og ikke at nj har du givet så meget så du "fortjener" at få noget igen eller at de "skylder")

Anonym skriver:

Hej med jer alle

Jeg har et spørgsmål, der går på, hvornår i stopper med at give julegaver? Jeg kommer fra en familie, hvor vi er mig (Den yngste), mine forældre og jeg har tre storebrødre, og de har hver især 2, 3 og 3 børn. Min kæreste og jeg har været sammen i 12 år og vi har købt gaver til mine niecer og nevøer de første seks år... så skete der nemlig det, at min ene bror blev skilt og så var pengene små og så stoppede vi med at give hinanden julegaver og det faldt jo selvfølgelig sammen med, at vi fik vores første barn. Nu har vi så 3 børn. Den yngste er lige knap et halvt år og den ældste 6 år.... men der gik ikke længe, før han gik ud og købte en hund og det er i hvert fald heller ikke billigt... Jeg kunne forstå på min anden bror, at de to af dem havde talt om, at stoppe med at give julegaver, hvilket de stadig holder den dag i dag... Jeg fik så overbevist den ene om stadig at fortsætte med at give gaver til hinanden... Jeg har det bare sådan... Vi har altid givet deres børn gaver hver evig eneste jul og nu hvor jeg har fået børn, så får mine ingen... Det er som om, at fordi jeg er den yngste og den sidste, der har fået børn, så har jeg fået de børn, som har fået bægeret til at flyde over... og det er ikke en rar følelse.. Jeg kan ikke lade være med at føle det enormt uretfærdigt. Og jeg synes, det er helt forkert sådan at stoppe med at give de små børn julegaver. Jeg synes det er for nemt og jeg er bare enormt skuffet... Jeg spurgte min bror og svigerinde forleden, om de havde nogle julegave ønsker... Jeg fik svaret, at de regnede ikke med, at vi var på gaver med hinanden, at deres økonomi var presset, så de så gerne, at vi sprang over... så tænkte jeg... Aner ikke, hvordan de ikke har regnet med det?!  Vi har jo altid givet hinanden gaver og har ikke talt om på noget tidspunkt i år at lade være... og herregud, jeg forlanger ikke, at andre skal bruge penge, de ikke har og desuden forventer jeg heller ikke store og dyre gaver... vores økonomi har også været presset, da jeg var på SU i ca 4 år, men vi har alligevel altid prioriteret gaver til dem og deres børn..... Det virker måske ynkeligt, men jeg føler mig simpelthen fraprioriteret/uvigtig/hvorfor er mine børn mindre vigtige end deres børn... og gaver ER altså bare en del af juleaften. Synes det mister lidt af sin magi, hvis vi begynder at fjerne noget af, der bare hører sig til... og føler jeg er blevet en del af aftale, som jeg ikke har været med til at indgå... Det har mine brødre gjort for mig og så har jeg egentlig ikke haft noget at skulle have sagt...

Hvis du nåede så langt, så tak!!! Hvad tænker i? Nogle, det har været udsat for noget lignende og hvordan havde i det med det? Og sagde i noget eller lod i som ingenting?

Sådan er det desværre nogen gange, har selv oplevet det og kender desværre flere der har prøvet det også. Og helt ærligt, så gør det bare ondt i ens morhjerte, at familien ikke gider at give en gave til mine børn, bare fordi deres egne er blevet store. 

StineW79 skriver:

I kærestens familie gir de gaver, indtil var et blir 18 år. Det vil sige at det år de blir 18, får de deres "sidste gave"

Jeg har været sammen med min kæreste i 17 år, og hans ældste niece er lige blevet 22. De er 4 søskende, med 2 børn hver. Vi har det yngste barn på 7 år, og de sidste 3-4 år, har hans ældste søster brokket sig over, at sku gi gaver til vores andres børn, fordi begge hendes nu er over 18 år, og derfor ik får fælles gaver længer.

Men altså helt ærlig, det er sqi bare lidt småligt i min verden, fordi det jo er hende selv der har været med til at lave aftalen for 22 år siden, om at det var sådan det sku være, til alle børn i familien blev 18 år. Men nu er det blevet sådan at hun under protest sætter 150kr over pr barn, på en konto, også må vi forældre selv ud og købe gaven.

Ka virklig godt forstå, at du føler jer lidt overset. Syntes du ska ta en stille og rolig snak med dem om det! Vh Stine 

Vi står i fuldstændig samme situation  Min mand og jeg er begge de yngste i vores søskendeflokken og har af samme årsag også de yngste børn. Flere af vores nevøer/niecer ef flyttet hjemmefra og gift. Vi blev simpelthen nødt til at sige fra for et par år siden, at vi ikke længere ville give gave til de ‘små’, selvstændige mennesker, der har større rådighedsbeløb end os selv og putter sig under forældrenes gavevinger. Men det blev ikke taget så pænt op af min svigerinde. Vi satte grænsen ved 20 år, hvilket egentlig er alt for højt i min optik. I min egen familie er grænsen konfirmationsalder. G’et me right, mine niecer og nevøer er skønne, unge mennesker og de har selv ingen problemer med det  Deres forældre har problemet.

Jeg vil gerne give julegaver, især når de er til glæde. 
Og til trådstarter: jeg kan sagtens forstå dig. Vi har samme situation; vores søskende vælger dog at fortsætte med at give vores børn gave (næppe indtil de er 20, men vi blev nødt til at sætte en grænse!), ligesom vi har troligt givet gaver ud af vores SU og sidenhen løn til nevøer og niecer i 20 år.

Det er surt, når gavegiveri skal være milimeterpolitik, men jeg kan SÅ godt forstå dig. Ærgerligt, at du ikke er ældst i flokken.

Unicorn1 skriver:

Jeg forstår dig udmærket.. Det handler ikke så meget om selve gaverne, men om at du føler, at dine børn også fortjener at blive "set" af din familie, samt at du måske også føler en uretfærdighedsfølelse af, at du har brugt så mange penge og tid på at købe gaver til deres børn, men nu gider de ikke gengælde det..

Ærlig talt, så synes jeg faktisk, at det er en smule respektløst af dine søskende, at de ikke tænker på dine følelser i det her, og at de ikke har lyst til at "forkæle" dine børn med gaver.. Altså jeg har godt nok kun to nevøer, men altså hvis jeg ikke var lidt hård ved mig selv, så ville jeg købe hele legetøjsbutikken til dem .. De er jo mine drenge 

 

Præcis! Det er nemlig ikke gaverne i sig selv, det handler om, men om at føle sig set og at de gider at prioritere mine børn, fuldstændig ligesom jeg også altid har prioriteret deres. Det er bare gaverne, som det, juleaften, kommer sig til udtryk i. Ikke hvor store de et eller hvor dyre de er, men selve det, at de har tænkt på dem. Det er jo tanken, der tæller, og da det altid har været sådan, at vi har givet gaver til hinandens børn og det nu slutter, hvor jeg har fået børn, så kan jeg altså virkelig bare ikke undgå at få følelsen af at føle mig overset, eller at mine børn blev overset... da min yngste kom til verden, da var han 2,5 mdr, før min ene bror kom og så ham første gang, og de havde heller ikke nogen barselsgave med. Og igen, det er jo ikke gaven, det handler om, men det er tanken, der tæller... og jeg er altså bare blevet overrasket/skuffet over det, for det har altid været noget vi har gjort for hinanden, også da alle de andre børn kom til... altså sådan har det altid været.. jeg sagde ikke noget til det, men jeg syntes, det var underligt... og jeg bryder mig heller ikke om, at blive udstillet som grådig og forkælet, som nogle skriver om... Jeg har lige givet en masse juleting væk til nogle andre, som blev glade for det, det samme har gjort med børnetøj, jeg har også lige stået i køkkenet i en halv dag for at bage wienerbrød, som indflytningsgave til min ene bror og svigerinde, og jeg forventer ikke at de gør det samme med mig, jeg har glædet mig over at lave det og jeg glædet mig til at give dem det. Men jeg synes, det er at springe over hvor gærdet er lavest, når, man bare bakker ud... Jeg synes, magien forsvinder, når folk bliver utaknemmelige over en gave, fordi den, de fik, ikke stod på ønskesedlen, eller hvis de forventer end dyrere gave, end den de fik. Jeg synes også magien forsvinder, hvis man piller gaver helt ud, fordi der er for store forventninger. Lidt kan også gøre det, og det synes jeg bare er en del af julen og magien ved julen udover hygge og samvær... 

Jeg forstod godt din pointe i starten. Du føler dig ikke ligeså elsket og prioriteret som dine brødre.

Det handler ej heller ikke om penge men princippet. 

Jeg har et eksempel fra min egen familie. Ok jeg har mange men her er et. Mine forældre har besluttet kun at holde jul med min søster og hendes børn fremover. Dette gør ikke kun ondt på mine vegne, men også på mine børns vegne. Måske de ikke alle tænker over det, men jeg bliver alligevel ked af det, fordi jeg føler de bliver nedprioriteret. Og at de må føle de ikke er ligeså gode og ligeså meget værd. Det er nok mine egne følelser men de gør så ondt at jeg alligevel ikke kan lade være med at projicere dem over på dem. Og det værste er når ens moderhjerte er ramt.

De er mænd dine brødre. Min mand ville ikke tænke så langt. Overhovedet. Jeg ville snakke med dem og blive bekræftet i jeg er ligeså elsket som de elsker hinanden. At jeg var ked af ikke at blive inkluderet i en beslutning det sikkert ingen betydning havde for dem, men havde stor for dig. Det vidste de bare ikke og det skal de vide. Fortæl dem at du er ked af når du har tænkt på dem og deres børn i alle de år, at de ikke tænker på dem nu, og at beløbet til gaven er ligegyldig - det handler om at du rigtig gerne vil have de skal føle sig lige elsket af hele familien som du synes var vigtigt at deres børn vidste da de var små. Og at dette måske er dine følelser men du håber de vil respektere du har det sådan.

knus

Anonym skriver:

Præcis! Det er nemlig ikke gaverne i sig selv, det handler om, men om at føle sig set og at de gider at prioritere mine børn, fuldstændig ligesom jeg også altid har prioriteret deres. Det er bare gaverne, som det, juleaften, kommer sig til udtryk i. Ikke hvor store de et eller hvor dyre de er, men selve det, at de har tænkt på dem. Det er jo tanken, der tæller, og da det altid har været sådan, at vi har givet gaver til hinandens børn og det nu slutter, hvor jeg har fået børn, så kan jeg altså virkelig bare ikke undgå at få følelsen af at føle mig overset, eller at mine børn blev overset... da min yngste kom til verden, da var han 2,5 mdr, før min ene bror kom og så ham første gang, og de havde heller ikke nogen barselsgave med. Og igen, det er jo ikke gaven, det handler om, men det er tanken, der tæller... og jeg er altså bare blevet overrasket/skuffet over det, for det har altid været noget vi har gjort for hinanden, også da alle de andre børn kom til... altså sådan har det altid været.. jeg sagde ikke noget til det, men jeg syntes, det var underligt... og jeg bryder mig heller ikke om, at blive udstillet som grådig og forkælet, som nogle skriver om... Jeg har lige givet en masse juleting væk til nogle andre, som blev glade for det, det samme har gjort med børnetøj, jeg har også lige stået i køkkenet i en halv dag for at bage wienerbrød, som indflytningsgave til min ene bror og svigerinde, og jeg forventer ikke at de gør det samme med mig, jeg har glædet mig over at lave det og jeg glædet mig til at give dem det. Men jeg synes, det er at springe over hvor gærdet er lavest, når, man bare bakker ud... Jeg synes, magien forsvinder, når folk bliver utaknemmelige over en gave, fordi den, de fik, ikke stod på ønskesedlen, eller hvis de forventer end dyrere gave, end den de fik. Jeg synes også magien forsvinder, hvis man piller gaver helt ud, fordi der er for store forventninger. Lidt kan også gøre det, og det synes jeg bare er en del af julen og magien ved julen udover hygge og samvær... 

Ud fra det du skriver, så lyder det til det jo så ikke kun er gaverne. Men der ligger mere bag. Derfor er du nødt til at åbne munden. 

Men som en anden nævner, så hold den på din egen banehalvdel. Fortæl dem, hvad du føler. 
måske bliver de overrasket. De har måske ikke tænkt så langt. 

kommunikationen er bare så vigtig! Og jeg tror, at hvis du ikke får åbnet munden, så vil det nok ligge og ulme hver gang.