Umulig vagtplanlægger

Tak for forklaringen af normtid. Den er jeg nu helt med på hvad betyder og det var egentligt lidt min pointe - at timerne skal udlignes så det passer med normen.

Det er ordet bytte, der tricker mig. For ud fra min forståelse så er et byt, et hvor man aftaler indbyrdes hvilke dage man tager for hinanden og det virker ikke som om det er tilfældet her. Derfor må det være planlæggeren der omorganisere, så normen kommer til at passe i sidste ende. 

Og ja, jeg mener planlæggeren har pligt til at se om det ikke kan lade sig gøre at udligne arbejdsbyrden en smule, så det bliver mere rimeligt fordelt hen over julen. 

 

Men man kan jo bytte, hvorfor skal planlæggeren nødvendigvis indover. Og ligegyldigt om man gør det selv eller den der står for planlægningen gør det, så jo så byttes der for ts skal jo så på et tidspunkt tage en anden vagt. 

Men måske jeg bare kommer fra er skønt arbejdssted og stort set kun har arbejdet gode steder, men vi finder da bare ud af at bytte indbyrdes og melder det så til dem med ansvar. Så havde jeg en kollega der stod med så mange dage mellem jul og nytår og jeg kun havde to, så ville jeg da bare tilbyde: hvad om jeg tager den dag, så tager du den dag for mig? 

Min datter på 16 har gjort det samme med hendes fritidsjob, så det handler da i bund og grund om lige at tilbyde sig - kollegialt set ville en tur ind til min leder først være sket, hvis absolut ingen ville bytte og personen der stod for planlægningen stod stejlt uden at give en forklaring (fik jeg en logisk forklaring måtte jeg jo så bide i det sure æble). Hvis alle kollegaer er enige om, at det er forkert, hvorfor er der så ikke en af de med få vagter der lige siger: lad os bytte? Ja vi skal ledes, ja vi er blot lønarbejdere, men vi må da også gerne selv, selv finde løsninger - mine erfaring er det får jeg langt mere ud af end bare at brokke mig.

Og timerne er vel forhåbentlig udlignet efter normen, ellers er det da en helt anden historie ts skal ind og fortælle leder og sin tillidsrepræsentant. Udfordringen er bare at de for ts er klumpet sammen på et tidspunkt, hvor få gerne ville have flere fridage (7 arbejdsdage i dagvagt på 9 dage er vel sådan set meget normalt? Det er jo det samme som 5 arbejdsdage- en weekend og så to arbejdsdage, og så melder historien ikke noget om hvordan skemaet ser ud efter de 9 dage).

Det skal lige siges jeg forstår ts, ville selv være meget ked af ikke at kunne holde fri mellem jul og nytår (dog ville jeg være med ked af arbejde d.24.12. Hvor ts har fri). Og jeg ville ds tale med mine kollegaer og laver nogle byt, så jeg kunne få mere tid med vinter/julehygge med børnene. Men kunne det ikke lade sig gøre, så var det jo sådan det var og så ville jeg nyde det lidt jeg fik. Er da egentlig mere urolig over, at ts presses så meget på arbejde, så det ikke er muligt at bare en dag at lave noget julehygge efter arbejdstid. 

*Toffee* skriver:

Og der er en der godt kunne tænke sig at det bliver bare en smule bedre fordelt - det må planlæggeren kigge på. Lur mig om det ikke også kan lade sig gøre.

Forestil dig følgende scenarie

En kollega er gravid. Kollegerne kender ikke til graviditeten. Hun aborterer og holder facaden, fordi hun er en meget privat person.

Hun har kun fået to vagter i julen, og det betyder måske, at en anden får syv. For hun har virkelig brug for nogle fridage for at bearbejde tabet.

Og så er der en, der brokker sig og synes, det er uretfærdigt.

Planlæggeren har virkelig arbejdet for at få det til at hænge sammen.

Jeg ved ikke, om du selv kender til at lægge planer eller skemaer. 

Men det er ikke så nemt, som det kan lyde til.

Og for mig er det selvfølgeligt, at man bytter indbyrdes, hvis man kan blive enige.

Og det kan man tit, hvis alle udviser fleksibilitet.

Tommelise skriver:

Forestil dig følgende scenarie

En kollega er gravid. Kollegerne kender ikke til graviditeten. Hun aborterer og holder facaden, fordi hun er en meget privat person.

Hun har kun fået to vagter i julen, og det betyder måske, at en anden får syv. For hun har virkelig brug for nogle fridage for at bearbejde tabet.

Og så er der en, der brokker sig og synes, det er uretfærdigt.

Planlæggeren har virkelig arbejdet for at få det til at hænge sammen.

Jeg ved ikke, om du selv kender til at lægge planer eller skemaer. 

Men det er ikke så nemt, som det kan lyde til.

Og for mig er det selvfølgeligt, at man bytter indbyrdes, hvis man kan blive enige.

Og det kan man tit, hvis alle udviser fleksibilitet.

Men her er der ingen der bytter og uanset hvilke tænkelige scenarier du kan stille op, så burde det være muligt at det kan fordeles bare en smule mere jævnt, henover julen. 

*Toffee* skriver:

Men her er der ingen der bytter og uanset hvilke tænkelige scenarier du kan stille op, så burde det være muligt at det kan fordeles bare en smule mere jævnt, henover julen. 

Hvordan kan du præcis vide, at det "burde være muligt"?

Har du nogensinde prøvet at lægge en produktionsplan, et skoleskema eller en vagtplan?

Da jeg var i det private, kunne jeg da godt synes, det var træls, når jeg måtte ringe til en stor kunde og fortælle, at de ikke kunne få deres varer til tiden.

Men hvis der f.eks. havde været maskinstop, så kunne planen ikke hænge sammen.

Vi aner ikke, hvor mange medarbejdere, der er eller hvorfor, der ikke er nogen, der af sig selv tilbyder at bytte.

Så den, der har rigtig meget brug for at holde fri i julen p.gr.a. f.eks. tragiske hændelser "burde" bare kunne tage nogle flere vagter, fordi en anden ikke vil tage en dårlig plan. Det synes jeg, er en trist holdning.

Nej, der er åbenbart ingen, der har tilbudt at bytte, og det er da virkelig underligt, hvis de alle sammen synes, at det er uretfærdigt.

Men jeg undrer mig stadig over, HVORFOR ts ikke bare har spurgt kollegerne, om der var en, der kunne bytte.

Jeg undrer mig virkelig over, at du kan mene, at man ikke selv har et ansvar for at bytte eller omfordele.

Jeg ville - som Line - ikke gå til planlæggeren eller lederen, før jeg selv havde forsøgt at løse problemet på anden vis.

Nogle gange så er man bare nødt til at leve med det, der er fastlagt.

Og man har ikke altid krav på at vide, hvorfor en kollega måske ikke kan tage så mange vagter i julen, og man derfor selv skal tage mange vagter. 

Jeg har det bare sådan - at nogle gange så tager man slæbet for en kollega - og så gør hun det sammen for én på et andet tidspunkt.

Jeg har netop fordi jeg ikke har børn altid arbejdet de tre dage op til påske, og har dermed aldrig kunnet holde en lang påskeferie.

Og det er ok, selv om jeg godt kunne have brugt en lang påskeferie, for så har kollegerne taget én for holdet i andre sammenhænge.

Jeg har også accepteret, at være en af dem, der somme tider arbejdede over, fordi jeg ikke skulle hente børn.

Jeg har arbejdet både i det private, det offentlige og nu på en selvejende institution, som man måske godt kan kalde semikommunal.

Vi har - når der f.eks. var to kolleger, der skulle på barsel, og der kun blev ansat én vikar - selv fordelt arbejdsopgaverne. Det ville da være umyndiggørelse, hvis vi selv kunne finde ud af det, og så chefen absolut ville bestemme. 

Når en kollega har været sygemeldt, har vi selv fordelt opgaverne.

Nogle gange i samarbejde med chefen, som har været lydhør over for, hvordan vi selv ønskede det og også har taget sin del af opgaverne.

Og i det køkken/den café, der er på min arbejdsplads, fordeler køkkenpigerne selv vagterne, hvis det er nødvendigt at være der uden for normal åbningstid. Og det er af og til nødvendigt. Jeg har endnu ikke oplevet, at chefen har trådt ind og fordelt vagterne. 

Begge mine forældre var lærere (lige som Line), og de arbejdede på en lille skole, hvor alle lærerene var med til at lægge skemaet og fordele timerne. Men selvfølgelig havde skoleinspektøren det sidste ord.

Min mor blev engang pålagt en klasse, som hun ikke ønskede, men det blev hun nødt til - hun sagde til inspektøren, at hun accepterede det, men det var under protest.

Jeg er glad for, at det ikke kun er på det private arbejdsmarked, at man lærer selv at tage et ansvar (frihed under ansvar), men at der også er mange offentligt ansatte, som godt selv kan finde ud af at bytte en vagt. Eller i hvert fald forsøge, inden de går til planlæggeren/chefen.

Tommelise skriver:

Hvordan kan du præcis vide, at det "burde være muligt"?

Har du nogensinde prøvet at lægge en produktionsplan, et skoleskema eller en vagtplan?

Da jeg var i det private, kunne jeg da godt synes, det var træls, når jeg måtte ringe til en stor kunde og fortælle, at de ikke kunne få deres varer til tiden.

Men hvis der f.eks. havde været maskinstop, så kunne planen ikke hænge sammen.

Vi aner ikke, hvor mange medarbejdere, der er eller hvorfor, der ikke er nogen, der af sig selv tilbyder at bytte.

Så den, der har rigtig meget brug for at holde fri i julen p.gr.a. f.eks. tragiske hændelser "burde" bare kunne tage nogle flere vagter, fordi en anden ikke vil tage en dårlig plan. Det synes jeg, er en trist holdning.

Nej, der er åbenbart ingen, der har tilbudt at bytte, og det er da virkelig underligt, hvis de alle sammen synes, at det er uretfærdigt.

Men jeg undrer mig stadig over, HVORFOR ts ikke bare har spurgt kollegerne, om der var en, der kunne bytte.

Jeg undrer mig virkelig over, at du kan mene, at man ikke selv har et ansvar for at bytte eller omfordele.

Jeg ville - som Line - ikke gå til planlæggeren eller lederen, før jeg selv havde forsøgt at løse problemet på anden vis.

Nogle gange så er man bare nødt til at leve med det, der er fastlagt.

Og man har ikke altid krav på at vide, hvorfor en kollega måske ikke kan tage så mange vagter i julen, og man derfor selv skal tage mange vagter. 

Jeg har det bare sådan - at nogle gange så tager man slæbet for en kollega - og så gør hun det sammen for én på et andet tidspunkt.

Jeg har netop fordi jeg ikke har børn altid arbejdet de tre dage op til påske, og har dermed aldrig kunnet holde en lang påskeferie.

Og det er ok, selv om jeg godt kunne have brugt en lang påskeferie, for så har kollegerne taget én for holdet i andre sammenhænge.

Jeg har også accepteret, at være en af dem, der somme tider arbejdede over, fordi jeg ikke skulle hente børn.

Jeg har arbejdet både i det private, det offentlige og nu på en selvejende institution, som man måske godt kan kalde semikommunal.

Vi har - når der f.eks. var to kolleger, der skulle på barsel, og der kun blev ansat én vikar - selv fordelt arbejdsopgaverne. Det ville da være umyndiggørelse, hvis vi selv kunne finde ud af det, og så chefen absolut ville bestemme. 

Når en kollega har været sygemeldt, har vi selv fordelt opgaverne.

Nogle gange i samarbejde med chefen, som har været lydhør over for, hvordan vi selv ønskede det og også har taget sin del af opgaverne.

Og i det køkken/den café, der er på min arbejdsplads, fordeler køkkenpigerne selv vagterne, hvis det er nødvendigt at være der uden for normal åbningstid. Og det er af og til nødvendigt. Jeg har endnu ikke oplevet, at chefen har trådt ind og fordelt vagterne. 

Begge mine forældre var lærere (lige som Line), og de arbejdede på en lille skole, hvor alle lærerene var med til at lægge skemaet og fordele timerne. Men selvfølgelig havde skoleinspektøren det sidste ord.

Min mor blev engang pålagt en klasse, som hun ikke ønskede, men det blev hun nødt til - hun sagde til inspektøren, at hun accepterede det, men det var under protest.

Jeg er glad for, at det ikke kun er på det private arbejdsmarked, at man lærer selv at tage et ansvar (frihed under ansvar), men at der også er mange offentligt ansatte, som godt selv kan finde ud af at bytte en vagt. Eller i hvert fald forsøge, inden de går til planlæggeren/chefen.

Selvfølgelig har man da også et medansvar for at få tingene til at lykkes. 

Derudover tror jeg bare du er nødt til at acceptere at vi ikke er helt enige og det er ok  

*Toffee* skriver:

Men her er der ingen der bytter og uanset hvilke tænkelige scenarier du kan stille op, så burde det være muligt at det kan fordeles bare en smule mere jævnt, henover julen. 

Som skrevet tidligere så har jeg stået med to dødsfald op til jul et år og et andet år med en lillesøster, der blev opereret for brystkræft lillejuleaftensdag.

Sådanne år ville jeg have brug for at være meget sammen med familien.

Og så ville jeg med glæde tage mange vagter for en kollega, der på et andet tidspunkt stod i en svær situation.

Uanset hvor meget man så kan mene, at det burde være jævnt fordelt, så kan der være situationer, hvor det bare ikke kan være sådan. 

Det handler ikke om, at jeg ikke kan forstå, at man gerne vil være sammen med sine børn i julen, for det kan jeg sagtens forstå.

Men sådan er livet nu engang imellem, at man er den, der må bide i det sure æble.

*Toffee* skriver:

Selvfølgelig har man da også et medansvar for at få tingene til at lykkes. 

Derudover tror jeg bare du er nødt til at acceptere at vi ikke er helt enige og det er ok  

Selvfølgelig må man være uenige. Det er vel derfor, man kalder det en debat.

Vi har nok bare forskellige opfattelser af, hvad det vil sige selv at tage ansvar.

Tommelise skriver:

Hvordan kan du præcis vide, at det "burde være muligt"?

Har du nogensinde prøvet at lægge en produktionsplan, et skoleskema eller en vagtplan?

Da jeg var i det private, kunne jeg da godt synes, det var træls, når jeg måtte ringe til en stor kunde og fortælle, at de ikke kunne få deres varer til tiden.

Men hvis der f.eks. havde været maskinstop, så kunne planen ikke hænge sammen.

Vi aner ikke, hvor mange medarbejdere, der er eller hvorfor, der ikke er nogen, der af sig selv tilbyder at bytte.

Så den, der har rigtig meget brug for at holde fri i julen p.gr.a. f.eks. tragiske hændelser "burde" bare kunne tage nogle flere vagter, fordi en anden ikke vil tage en dårlig plan. Det synes jeg, er en trist holdning.

Nej, der er åbenbart ingen, der har tilbudt at bytte, og det er da virkelig underligt, hvis de alle sammen synes, at det er uretfærdigt.

Men jeg undrer mig stadig over, HVORFOR ts ikke bare har spurgt kollegerne, om der var en, der kunne bytte.

Jeg undrer mig virkelig over, at du kan mene, at man ikke selv har et ansvar for at bytte eller omfordele.

Jeg ville - som Line - ikke gå til planlæggeren eller lederen, før jeg selv havde forsøgt at løse problemet på anden vis.

Nogle gange så er man bare nødt til at leve med det, der er fastlagt.

Og man har ikke altid krav på at vide, hvorfor en kollega måske ikke kan tage så mange vagter i julen, og man derfor selv skal tage mange vagter. 

Jeg har det bare sådan - at nogle gange så tager man slæbet for en kollega - og så gør hun det sammen for én på et andet tidspunkt.

Jeg har netop fordi jeg ikke har børn altid arbejdet de tre dage op til påske, og har dermed aldrig kunnet holde en lang påskeferie.

Og det er ok, selv om jeg godt kunne have brugt en lang påskeferie, for så har kollegerne taget én for holdet i andre sammenhænge.

Jeg har også accepteret, at være en af dem, der somme tider arbejdede over, fordi jeg ikke skulle hente børn.

Jeg har arbejdet både i det private, det offentlige og nu på en selvejende institution, som man måske godt kan kalde semikommunal.

Vi har - når der f.eks. var to kolleger, der skulle på barsel, og der kun blev ansat én vikar - selv fordelt arbejdsopgaverne. Det ville da være umyndiggørelse, hvis vi selv kunne finde ud af det, og så chefen absolut ville bestemme. 

Når en kollega har været sygemeldt, har vi selv fordelt opgaverne.

Nogle gange i samarbejde med chefen, som har været lydhør over for, hvordan vi selv ønskede det og også har taget sin del af opgaverne.

Og i det køkken/den café, der er på min arbejdsplads, fordeler køkkenpigerne selv vagterne, hvis det er nødvendigt at være der uden for normal åbningstid. Og det er af og til nødvendigt. Jeg har endnu ikke oplevet, at chefen har trådt ind og fordelt vagterne. 

Begge mine forældre var lærere (lige som Line), og de arbejdede på en lille skole, hvor alle lærerene var med til at lægge skemaet og fordele timerne. Men selvfølgelig havde skoleinspektøren det sidste ord.

Min mor blev engang pålagt en klasse, som hun ikke ønskede, men det blev hun nødt til - hun sagde til inspektøren, at hun accepterede det, men det var under protest.

Jeg er glad for, at det ikke kun er på det private arbejdsmarked, at man lærer selv at tage et ansvar (frihed under ansvar), men at der også er mange offentligt ansatte, som godt selv kan finde ud af at bytte en vagt. Eller i hvert fald forsøge, inden de går til planlæggeren/chefen.

Ja det er lidt spøjst, når det er til vores fordel så vil vi have frihed under ansvar, men når det kommer til det kan gøre lidt ondt fx at bytte vagter og hjælpe hinanden, så vil vi ledes. 

Vi Er med til selv at lægge vores skemaer, men det skal jo gå på og med fokus på kerneopgaven nemlig elevernes læring og trivsel. Kan da godt være det ville bedst for mig at min fridag lå om torsdagen, men hvis det giver et dårligere skema for eleverne, ja så må jeg da have min fridag en anden dag. Kan også være jeg helst vil placere min 6. Ferieuge i uge 9, men det vil min kollega som jeg har klassen med også ergo vil det ikke være godt for eleverne ergo kan jeg ikke. 

Jeg tænker det gælder for alle erhverv, der planlægges i forhold til kerneopgaven og ikke bare så medarbejdere har det fantastisk. Og så ved jeg godt, at har medarbejderne det godt, så er der også størst sandsynlighed for, at det gavner kerneopgaven.

lineog4 skriver:

Ja det er lidt spøjst, når det er til vores fordel så vil vi have frihed under ansvar, men når det kommer til det kan gøre lidt ondt fx at bytte vagter og hjælpe hinanden, så vil vi ledes. 

Vi Er med til selv at lægge vores skemaer, men det skal jo gå på og med fokus på kerneopgaven nemlig elevernes læring og trivsel. Kan da godt være det ville bedst for mig at min fridag lå om torsdagen, men hvis det giver et dårligere skema for eleverne, ja så må jeg da have min fridag en anden dag. Kan også være jeg helst vil placere min 6. Ferieuge i uge 9, men det vil min kollega som jeg har klassen med også ergo vil det ikke være godt for eleverne ergo kan jeg ikke. 

Jeg tænker det gælder for alle erhverv, der planlægges i forhold til kerneopgaven og ikke bare så medarbejdere har det fantastisk. Og så ved jeg godt, at har medarbejderne det godt, så er der også størst sandsynlighed for, at det gavner kerneopgaven.

 

Præcis - jeg tænker nemlig også, at det må gælde i aller erhverv. 

Og ind imellem så må man bide i det sure æble, for det er umuligt, at det blive perfekt for alle.

På mit arbejde har vi et 20 ugers rul (norm periode). Jeg havde helt sikkert også trukket nitten i år med 8 arbejdsdage ud af 10  hverdage i uge 52 og 1. Vi har heldigvis selv et godt “bytte samarbejde” indbyrdes, så uden af indrage ledelse eller andre “højere” personer, er der blevet byttet på kryds og tværs. Alle med ønske om fri den 24-31 har fået det, og jeg har sørme også fået byttet mig frem til fri hele uge 1