Jeg føler at jeg svigter hende

Jeg er mor til 2. En pige fra tidligere et forhold og en dreng med min mand.

Vores dreng havde en meget kompliceret start på livet, med lang indlæggelse og nogle følger heraf. På grund af bekymring for ham, blev der lavet en underretning til kommunen fra sygehuset for at vi kunne den nødvendige hjælp til ham, hvilket også var super. Nu er han så et sted hvor han er i super udvikling og trivsel og alle de små-problemer han havde er en sten løst eller er ikke noget som kan løses, men som vi kan håndtere. Det er 2 år siden at underretningen blev lavet og kommunen er stadig med på sidelinjen til hjælp med ham.

Men her kommer så der hvor jeg føler at jeg svigter min store pige. For hun går i børnehave i en helt fantastisk institution, som både hun og vi har været super glade for. Men det er en privat børnehave og de har sagt nej til at tage min søn (hvilket også er okay). Desværre kan det ikke lade sig gøre for mig at aflevere børnene 2 forskellige steder, da jeg på nuværende tidspunkt faktisk kommer for sent på arbejde hver dag og den eneste grund til at min chef acceptere det er fordi hun ved at det kun er midlertidigt. Men det er det så ikke alligevel, hvis min datter skal blive der hvor hun er.

Derfor bliver jeg nødt til at trække hende ud af hendes vante rammer, væk fra hendes venner og dét der har været hendes hverdag de sidste 2 år, og starte hende samme sted som lillebror her om en måneds tid.

Og jeg føler at jeg svigter hende. For det er ikke det bedste for hende. 

Jeg ved ikke hvad jeg vil, ud over at komme ud med frustrationen over at føle mig som en lortemor for hende, fordi lillebror bliver nødt til at få særbehandling.

Jeg tænker at du allerede nu kan forsøge at finde en ordning med din arbejdsgiver. 

Hvis din søn har behov der gør, at en normal i situation ikke vil have ham... så vil du jo nok alligevel skulle forholde dig til to forskellige skoler om nogle få år.  

Ellers må hun jo følge med i den nye institution. Og så må I jo tage det skifte med for hende. Men som du synd er det da bestemt.. som du siger. Men hun overlever jo nok hvis det er det der skal til og får nye venner.

Hmm. Kan din arbejdsgiver Evt være med på en ordning hvor du bare arbejder fast et par timer mindre end normalt, fordi du er nødt til først at møde 30min senere fx?

Min bror er lidt i samme situation - dog helt uden en løsning da den mindste skal i en decideret special institution, så der kan storesøster jo ikke bare rykke med de to institutioner ligger med 17km mellem. Det er et logistik helvede der bare ikke kan gå op når man møder kl 7, så hans løsning er at gå 2,5 time ned om ugen, for at nå det hele og så møde kl 7.30 i stedet for. 

Anonym skriver:

Jeg er mor til 2. En pige fra tidligere et forhold og en dreng med min mand.

Vores dreng havde en meget kompliceret start på livet, med lang indlæggelse og nogle følger heraf. På grund af bekymring for ham, blev der lavet en underretning til kommunen fra sygehuset for at vi kunne den nødvendige hjælp til ham, hvilket også var super. Nu er han så et sted hvor han er i super udvikling og trivsel og alle de små-problemer han havde er en sten løst eller er ikke noget som kan løses, men som vi kan håndtere. Det er 2 år siden at underretningen blev lavet og kommunen er stadig med på sidelinjen til hjælp med ham.

Men her kommer så der hvor jeg føler at jeg svigter min store pige. For hun går i børnehave i en helt fantastisk institution, som både hun og vi har været super glade for. Men det er en privat børnehave og de har sagt nej til at tage min søn (hvilket også er okay). Desværre kan det ikke lade sig gøre for mig at aflevere børnene 2 forskellige steder, da jeg på nuværende tidspunkt faktisk kommer for sent på arbejde hver dag og den eneste grund til at min chef acceptere det er fordi hun ved at det kun er midlertidigt. Men det er det så ikke alligevel, hvis min datter skal blive der hvor hun er.

Derfor bliver jeg nødt til at trække hende ud af hendes vante rammer, væk fra hendes venner og dét der har været hendes hverdag de sidste 2 år, og starte hende samme sted som lillebror her om en måneds tid.

Og jeg føler at jeg svigter hende. For det er ikke det bedste for hende. 

Jeg ved ikke hvad jeg vil, ud over at komme ud med frustrationen over at føle mig som en lortemor for hende, fordi lillebror bliver nødt til at få særbehandling.

Kan du ikke lave en aftale med din chef om at du møder senere, således at din datter kan blive i vante omgivelser. Hvis det var mig og mine børn, så ville jeg nok skifte arbejde, hvis ikke jeg kunne lave en aftale med min nuværende chef. Jeg ville ikke ønske at mit store barn skulle flytte institution, fordi logistikken ikke kunne gå op. Dernæst vil Du jo stå i samme situation senere når det måske er to forskellige skoler og er det så igen det store barn, der skal gå på kompromis. 

Hvordan kan det være at de har sagt nej til at tage ham? (ved godt at de gerne må afvise børn, har dog aldrig hørt om institutioner der har gjort det i praksis) 

Anonym skriver:

Jeg er mor til 2. En pige fra tidligere et forhold og en dreng med min mand.

Vores dreng havde en meget kompliceret start på livet, med lang indlæggelse og nogle følger heraf. På grund af bekymring for ham, blev der lavet en underretning til kommunen fra sygehuset for at vi kunne den nødvendige hjælp til ham, hvilket også var super. Nu er han så et sted hvor han er i super udvikling og trivsel og alle de små-problemer han havde er en sten løst eller er ikke noget som kan løses, men som vi kan håndtere. Det er 2 år siden at underretningen blev lavet og kommunen er stadig med på sidelinjen til hjælp med ham.

Men her kommer så der hvor jeg føler at jeg svigter min store pige. For hun går i børnehave i en helt fantastisk institution, som både hun og vi har været super glade for. Men det er en privat børnehave og de har sagt nej til at tage min søn (hvilket også er okay). Desværre kan det ikke lade sig gøre for mig at aflevere børnene 2 forskellige steder, da jeg på nuværende tidspunkt faktisk kommer for sent på arbejde hver dag og den eneste grund til at min chef acceptere det er fordi hun ved at det kun er midlertidigt. Men det er det så ikke alligevel, hvis min datter skal blive der hvor hun er.

Derfor bliver jeg nødt til at trække hende ud af hendes vante rammer, væk fra hendes venner og dét der har været hendes hverdag de sidste 2 år, og starte hende samme sted som lillebror her om en måneds tid.

Og jeg føler at jeg svigter hende. For det er ikke det bedste for hende. 

Jeg ved ikke hvad jeg vil, ud over at komme ud med frustrationen over at føle mig som en lortemor for hende, fordi lillebror bliver nødt til at få særbehandling.

Et helt lavpraktisk spørgsmål, kan din mand ikke aflevere en af børnene og du det andet, om morgen?

Anonym skriver:

Kan du ikke lave en aftale med din chef om at du møder senere, således at din datter kan blive i vante omgivelser. Hvis det var mig og mine børn, så ville jeg nok skifte arbejde, hvis ikke jeg kunne lave en aftale med min nuværende chef. Jeg ville ikke ønske at mit store barn skulle flytte institution, fordi logistikken ikke kunne gå op. Dernæst vil Du jo stå i samme situation senere når det måske er to forskellige skoler og er det så igen det store barn, der skal gå på kompromis. 

Jeg har ikke mulighed for at skifte arbejde, da den arbejdsplads jeg er på faktisk er den mest forstående her i området indenfor mit fag. Min chef er ellers super god og lader mig få fri og ferie ved behov fordi hun kender min situation, men hun har også brug for at jeg kan være der til tiden, efter 2 år hvor jeg teknisk set er kommet for sent hver dag. Og jeg kan godt forstå hende. Hun har virkelig været large over for mig.

Og vi har desværre ikke råd til at jeg reelt skal gå ned i tid.

Mom skriver:

Et helt lavpraktisk spørgsmål, kan din mand ikke aflevere en af børnene og du det andet, om morgen?

Desværre ikke, da han møder (endnu) tidligere end jeg og er ufaglært og derfor har svært ved at finde et andet, mere familievenligt, arbejde.

Soonmom skriver:

Hvordan kan det være at de har sagt nej til at tage ham? (ved godt at de gerne må afvise børn, har dog aldrig hørt om institutioner der har gjort det i praksis) 

De har for nyligt fået en ny, meget ung leder derhenne og jeg tror at det til dels er hendes usikkerhed i hendes nye rolle der gør hende nervøs ved at tage et sensitivt barn med en kompliceret baggrund og kommunen involveret.

Men den officielle forklaring er et meget løst "Vi føler ikke at vi kan give ham hvad han har brug for".

Anonym skriver:

Jeg er mor til 2. En pige fra tidligere et forhold og en dreng med min mand.

Vores dreng havde en meget kompliceret start på livet, med lang indlæggelse og nogle følger heraf. På grund af bekymring for ham, blev der lavet en underretning til kommunen fra sygehuset for at vi kunne den nødvendige hjælp til ham, hvilket også var super. Nu er han så et sted hvor han er i super udvikling og trivsel og alle de små-problemer han havde er en sten løst eller er ikke noget som kan løses, men som vi kan håndtere. Det er 2 år siden at underretningen blev lavet og kommunen er stadig med på sidelinjen til hjælp med ham.

Men her kommer så der hvor jeg føler at jeg svigter min store pige. For hun går i børnehave i en helt fantastisk institution, som både hun og vi har været super glade for. Men det er en privat børnehave og de har sagt nej til at tage min søn (hvilket også er okay). Desværre kan det ikke lade sig gøre for mig at aflevere børnene 2 forskellige steder, da jeg på nuværende tidspunkt faktisk kommer for sent på arbejde hver dag og den eneste grund til at min chef acceptere det er fordi hun ved at det kun er midlertidigt. Men det er det så ikke alligevel, hvis min datter skal blive der hvor hun er.

Derfor bliver jeg nødt til at trække hende ud af hendes vante rammer, væk fra hendes venner og dét der har været hendes hverdag de sidste 2 år, og starte hende samme sted som lillebror her om en måneds tid.

Og jeg føler at jeg svigter hende. For det er ikke det bedste for hende. 

Jeg ved ikke hvad jeg vil, ud over at komme ud med frustrationen over at føle mig som en lortemor for hende, fordi lillebror bliver nødt til at få særbehandling.

Hvad gør du så når hun skal starte i skole? Skal hun det til næste år ?  For så er du vel i samme situation igen der med at aflevere to forskellige steder.