Svigermor/farmor Vil passe baby!

Uh det stritter på mig med alle de "hun har jo opfostret din mand, så hvor galt kan det gå" kommentarer.  Det kan jo godt være det er gået ok, men jeg ved da at både min mand og jeg har nogle "ar på sjælen" som, når vi ser hvordan vores forældre er overfor vores børn, er tydeligt stammer fra vores egen barndom. Selvom vi klarer os godt i dag, betyder det jobikke det har været nemt. Og vi har hver isæt lagt rigtig meget arbejde i at blive dem, vi er i dag.

Af samme årsag er det fuldstændig udelukket at bedsteforældre passer vores unger, før de er store nok til at sige fra verbalt og gå fra en situation. Det er også vigtigt for os at vores børn har øvet den her grænsesætning og er blevet komfortabel med den. I praksis betød det at der først var tale om pasning fra 1,5 års alderen. Og først ved to år strakte pasningen sig over 1,5 time. Det længste de har været passet er 2-3timer.

Det handler om at de netop har svært ved at læse nonverbale signaler. Det handler altså ikke om at de ikke får lov at være sammen osv. Men vi skal være trygge og sikre på at vores børns grænser ikke bliver overskredet.

De har da også snakket om pasning fra 2mdr alderen. Og hver gang har vi bare sagt "jo tak, det husker vi til vi får brug for det" og så har den ikke været længere. 

At svigermor er introvert har ikke noget at gøre med hendes evne til øjenkontakt med en baby, måske du ser på hende med lidt for forbeholdne briller?

Jeg er for øvrigt modstander af at bedsteforældre passer "for sjov" altså udelukkende fordi de synes det er sådan man gør. Jeg ved andre er dybt uenige. Men lige såvel som mine piger ikke skal gå i prinsessetøj (de hader prinsesser) fordi jeg synes det er sødt og hyggeligt, skal de heller ikke passes for at bedsteforældrene kan få dyrket deres ego

Maricella skriver:

Uh det stritter på mig med alle de "hun har jo opfostret din mand, så hvor galt kan det gå" kommentarer.  Det kan jo godt være det er gået ok, men jeg ved da at både min mand og jeg har nogle "ar på sjælen" som, når vi ser hvordan vores forældre er overfor vores børn, er tydeligt stammer fra vores egen barndom. Selvom vi klarer os godt i dag, betyder det jobikke det har været nemt. Og vi har hver isæt lagt rigtig meget arbejde i at blive dem, vi er i dag.

Af samme årsag er det fuldstændig udelukket at bedsteforældre passer vores unger, før de er store nok til at sige fra verbalt og gå fra en situation. Det er også vigtigt for os at vores børn har øvet den her grænsesætning og er blevet komfortabel med den. I praksis betød det at der først var tale om pasning fra 1,5 års alderen. Og først ved to år strakte pasningen sig over 1,5 time. Det længste de har været passet er 2-3timer.

Det handler om at de netop har svært ved at læse nonverbale signaler. Det handler altså ikke om at de ikke får lov at være sammen osv. Men vi skal være trygge og sikre på at vores børns grænser ikke bliver overskredet.

De har da også snakket om pasning fra 2mdr alderen. Og hver gang har vi bare sagt "jo tak, det husker vi til vi får brug for det" og så har den ikke været længere. 

At svigermor er introvert har ikke noget at gøre med hendes evne til øjenkontakt med en baby, måske du ser på hende med lidt for forbeholdne briller?

Jeg er for øvrigt modstander af at bedsteforældre passer "for sjov" altså udelukkende fordi de synes det er sådan man gør. Jeg ved andre er dybt uenige. Men lige såvel som mine piger ikke skal gå i prinsessetøj (de hader prinsesser) fordi jeg synes det er sødt og hyggeligt, skal de heller ikke passes for at bedsteforældrene kan få dyrket deres ego

TS skriver ikke noget om, at hendes mand har haft en svær barndom. Det kan selvfølgelig godt være, det er ikke til at vide. 

Men hun lægger stærkt vægt på, at svigermor er introvert.

Det lyder, som om svigermor ikke får en chance.

Og jeg synes faktisk, det er en god idé at bedsteforældre passer "for sjov", da en god relation kan være guld værd. 

Som flere skriver, behøver det ikke at være lige nu eller i lang tid ad gangen. 

Men som jeg læser det, har TS meget svært ved at give slip og stole på, at andre kan passe hendes barn. 

Maricella skriver:

Uh det stritter på mig med alle de "hun har jo opfostret din mand, så hvor galt kan det gå" kommentarer.  Det kan jo godt være det er gået ok, men jeg ved da at både min mand og jeg har nogle "ar på sjælen" som, når vi ser hvordan vores forældre er overfor vores børn, er tydeligt stammer fra vores egen barndom. Selvom vi klarer os godt i dag, betyder det jobikke det har været nemt. Og vi har hver isæt lagt rigtig meget arbejde i at blive dem, vi er i dag.

Af samme årsag er det fuldstændig udelukket at bedsteforældre passer vores unger, før de er store nok til at sige fra verbalt og gå fra en situation. Det er også vigtigt for os at vores børn har øvet den her grænsesætning og er blevet komfortabel med den. I praksis betød det at der først var tale om pasning fra 1,5 års alderen. Og først ved to år strakte pasningen sig over 1,5 time. Det længste de har været passet er 2-3timer.

Det handler om at de netop har svært ved at læse nonverbale signaler. Det handler altså ikke om at de ikke får lov at være sammen osv. Men vi skal være trygge og sikre på at vores børns grænser ikke bliver overskredet.

De har da også snakket om pasning fra 2mdr alderen. Og hver gang har vi bare sagt "jo tak, det husker vi til vi får brug for det" og så har den ikke været længere. 

At svigermor er introvert har ikke noget at gøre med hendes evne til øjenkontakt med en baby, måske du ser på hende med lidt for forbeholdne briller?

Jeg er for øvrigt modstander af at bedsteforældre passer "for sjov" altså udelukkende fordi de synes det er sådan man gør. Jeg ved andre er dybt uenige. Men lige såvel som mine piger ikke skal gå i prinsessetøj (de hader prinsesser) fordi jeg synes det er sødt og hyggeligt, skal de heller ikke passes for at bedsteforældrene kan få dyrket deres ego

Plus at TS´s mand ser det som en selvfølge, at hans mor skal have lov til at passe barnet.

Det ville han vel ikke mene, hvis han ikke stolede på sin mor.

Jeg går ind for 2 ja/1 nej-reglen. Begge forældre skal være med på det, ellers er det et nej.

Hvis du ikke er tryg, så er du ikke tryg. Det ER en tillidserklæring at efterlade sit barn i en andens varetægt. Måske skal I prøve at gøre mere for at skabe en relation med farmor; det er vel egentligt til alles fordel? 

Edit: og så synes jeg også det er lidt at tage sorgerne på forskud. Hvis farmor først potentielt skal passe om 3-4 mdr, så tag diskussionen til den tid. Meget kan ændre sig.

Jeg ville starte i det små med at lade hende passe en time eller to mens du får klippet hår/træner/får en kop kaffe alene og insistere på at skalere op langsomt. På den måde kan både du og svigermor se hvordan det går inden hun skal passe i længere tid.

Tommelise skriver:

Plus at TS´s mand ser det som en selvfølge, at hans mor skal have lov til at passe barnet.

Det ville han vel ikke mene, hvis han ikke stolede på sin mor.

Det var nu dels for at sige at man aldrig ved om der ligger mere til grund end det, der er skrevet (og man derfor ikke bare kan antage at "alt er gået fint") og dels for at forklare hvorfor jeg aldrig kunne finde på at lade vores forældre passe spædbørn men gerne større børn �� At jeg du synes børn godt kan passes "for sjov" er jo fint. Altså mine unger kan fint passes uden at det udspringer af et decideret behov hos os som forældre, og det vil nogen måske betragte som "for sjov". Hvad jeg mener med for sjov er at barnet bliver brugt som en brik i bedsteforældres selvrealisering, det synes jeg ikke er ok. 

Og jo, så kan man godt mene at ens forældre skal have lov at passe. Ikke fordi man inderst inde synes det er en god idé, men fordi man er opfostret i en kultur, hvor det er normen. Min mand havde f.eks. den tilgang. Og så var han bange for at gøre hans mor ked af det, hvilket bunder i ting fra hans barndom, men det er en anden snak

Maricella skriver:

Det var nu dels for at sige at man aldrig ved om der ligger mere til grund end det, der er skrevet (og man derfor ikke bare kan antage at "alt er gået fint") og dels for at forklare hvorfor jeg aldrig kunne finde på at lade vores forældre passe spædbørn men gerne større børn �� At jeg du synes børn godt kan passes "for sjov" er jo fint. Altså mine unger kan fint passes uden at det udspringer af et decideret behov hos os som forældre, og det vil nogen måske betragte som "for sjov". Hvad jeg mener med for sjov er at barnet bliver brugt som en brik i bedsteforældres selvrealisering, det synes jeg ikke er ok. 

Og jo, så kan man godt mene at ens forældre skal have lov at passe. Ikke fordi man inderst inde synes det er en god idé, men fordi man er opfostret i en kultur, hvor det er normen. Min mand havde f.eks. den tilgang. Og så var han bange for at gøre hans mor ked af det, hvilket bunder i ting fra hans barndom, men det er en anden snak

Så har jeg tolket dit "for sjov" forkert.

For når jeg selv skriver "for sjov", så mener jeg, at der ikke er et pasningsbehov, men at man synes, det er vigtigt, at bedsteforældre og børnebørn får et stærkt bånd.

Jeg respekterer fuldt ud dine og din mands grunde til ikke at have lyst til at lade jeres forældre passe et meget lille barn.

Men når TS skriver, at svigermor er introvert, og at hun (altså TS) har svært ved at læse hende, så skulle hun måske selv gøre en indsats for at lære at læse svigermor - for selv at lære hende bedre at kende og for, at barnet lærer hende bedre at kende.

Og det kan jo netop ske ved besøg, hvor der ikke er en masse andre mennesker og ved, at svigermor måske ser efter den lille, mens mor er til frisøren eller til en hurtig kop kaffe hos en veninde.

Mht til svigermødre/farmødre så tror jeg helt generelt, at man skal passe på med ikke at se spøgelser.

Selvfølgelig er der nogle, der er forfærdelige, men jeg synes, der er mange tråde med farmødre, der knap må holde deres barnebarn.

Jeg har selv haft enormt stor glæde af mine bedsteforældre, og mine søskendes børn har også meget tætte bånd til både deres biobedsteforældre og bonusbedsteforældre.

Min niece har også tidligt ladet sin og sin kærestes datter passe hos min søster og svoger - nogle gange med overnatning.

Der er meget stor forskel på børn, og derfor kan man ikke generalisere. Men i vores famiilie tror jeg, det har betydet meget, at mine søstre og svogre har signaleret til deres børn "jeg er helt tryg ved, at du bliver passet af bedste" 

Nogle gange synes jeg da også, at min svigermor siger nogle mærkelige ting, men for pokker hvor har hun gjort et godt "job" med at opdrage min kæreste og hans brødre. Han var ikke blevet det mennesker, han er uden hende (og faderen).

Jeg kan slet ikke se relevansen af at hun er introvert?

Men bortset fra det, ville jeg heller ikke lade hende passe mit barn, alene fordi du skriver i ser hende sjællent og dit barn ikke kender hende, jeg mener at når barnet engang langt ud i fremtiden skal passes, skal det være af nogen barnet er tryg ved og kender godt, det kan man vel næppe argumentere imod

Så jeg synes det er noget overraskende at folk herinde mener at hun da selvfølgelig skal passe fordi hun er farmor? - barnet skal da også kende hende og det gør barnet da ikke automatisk fordi hun er farmor 

Selvom svigermor er introvert, kan hun jo sagtens være en god farmor? 

Hvis din kæreste gerne vil have at hans mor bliver en "rigtig" bedsteforældre der passer osv, så synes jeg 100% du skal give det et skud. Det er også hans barn.. Jeg er enig i at baby ikke skal passe af en hvor relationen er sparsom, men der har i også et ansvar - i kan jo invitere hende og besøge hende så i ikke kun ses i større forsamlinger. Det er også meget lettere for hende at have fokus på at lære jeres barn at kende, hvis der kun er jer. Og du kan måske også føle dig bedre tilpas ved det hele hvis du rent faktisk lærte hende at kende. 

Enig. Jeg er introvert og er en god mor! Altså. Hvad er det for et argument  

For mig lyder det lidt som om mor har svært ved at løsrive sig fra baby, hvilket er helt fair, men sig det dog som det er: du vil ikke have svigermor (læs babys FARMOR skal passe). Det giver mening. Baby og svigermor/farmor kender hinanden dårligt. Men farmors udmelding kan jo også være et udtryk for, at hun ønsker et tættere bånd med baby. Du siger selv hun er introvert - måske hun bare ikke ved hvordan hun skal sige det tydeligt, at hun ønsker mere kontakt til jer og baby?

Det er helt tydeligt at du ikke kan lide svigermor, og det kan hun mærke - introvert eller ej. Selvfølgelig vil hun gerne passe, hvilken farmor vil ikke det, men så må du sige til hende, at hvis det skal ske må i starte med at have mere kontakt - hvilket kun vil være godt for både hende og baby. 

Dit argument om at hun "bakker ud" understøtter bare det jeg skriver: du kan ikke lide hende og du har ikke tænkt dig at give hende en chance, og du bruger argumentet om at hun giver op som en undskyldning for sket ikke at give hende og baby chancen for at udvikle et meningsfuldt forhold..

Jeg er nok farvet, for mit forhold med min egen farmor er det vigtigste jeg har, og det er synd for børn som aldrig får lov til at lære deres bedsteforældre ordentligt at kende, for det er noget helt specielt - for begge parter. Og det vil helt bestemt også været stort for babys far, at se hans mor danne et bånd med hans barn. 

Med fare for at lyde hård: jeg synes du er meget egoistisk 

Soonmom skriver:

Jeg kan slet ikke se relevansen af at hun er introvert?

Men bortset fra det, ville jeg heller ikke lade hende passe mit barn, alene fordi du skriver i ser hende sjællent og dit barn ikke kender hende, jeg mener at når barnet engang langt ud i fremtiden skal passes, skal det være af nogen barnet er tryg ved og kender godt, det kan man vel næppe argumentere imod

Så jeg synes det er noget overraskende at folk herinde mener at hun da selvfølgelig skal passe fordi hun er farmor? - barnet skal da også kende hende og det gør barnet da ikke automatisk fordi hun er farmor 

Nej, barnet kender ikke automatisk farmor, men det er jo netop derfor, det kan være en god idé at gøre noget for, at barnet kommer til at kende farmor.