At tilgive sin mor, sådan helt ind i hjertet?

Skouboe skriver:

Jeg tror ikke du har brug for at tilgive hende, men for at acceptere hende. Hun er, som hun er, og det ændrer sig sandsynligvis ikke, så hvad du i virkeligheden leder efter, eller bør lede efter, er hvordan du lærer at acceptere hende som hun er.

Du skriver at du ikke stoler helt på hende, men hun opfører sig jo sådan set som hun plejer. Måske du skulle stoppe med at se hende, som du synes hun burde være, og se hende som hun er i virkeligheden.

Så kan du også forudsige hendes adfærd, og reagere på den, istedet for at blande dine forventninger ind i sagen. Du kan ikke ændre hendes adfærd, men du kan ændre dine forventninger til hendes adfærd. Giver det mening?

Så "tricket" er, at finde ud af, hvilke tiltag, mentale eller fysiske, der giver dig mest af det, du gerne vil have fra hende, og mindst af den opførsel, du ikke bryder dig om. 

Skal du fx sige fra og fortælle hende, at noget ikke var ment som et angreb, og hvis hun vælger at opfatte det på den måde, må det stå for egen regning. Hvis hun bliver ved med at prøve at give dig dårlig samvittighed, så vær afklaret omkring hvad du vil gøre, fx gå din vej. Og så gør det! 

Handlinger har konsekvenser, sådan er verden for alle, og man må selv stå på mål for sine egne, det gælder også din mor. 

Baseret på din sidste beskrivelse af hende tænker jeg, at hun måske også sidder fast i et uheldigt mønster. Hendes adfærd giver hende tydeligvis noget, ellers ville hun ikke fortsætte. Kunne det tænkes, at hun føler et behov for at blive bekræftet, og derfor vælger at tolke dine ord som et angreb, så du bekræfter hende ved at fortælle hende at det var det skam ikke, og sådan var det ikke ment? 

Måske hun har brug for konflikten og offerrollen for at føle sig værdsat?

Hvis det er tilfældet ( selvom det næppe er så entydigt som jeg beskriver her), så prøv at kigge på hvad du kan ændre ved din reaktion, så hendes adfærd ikke betaler sig. Hvad ville der fx ske, hvis du, næste gang hun vendte noget til et angreb, sagde: " Det var faktisk ikke ment som et angreb, jeg ønsker bare at gøre tingene sådan her. Jeg er sikker på, at du gjorde som du mente var bedst, da jeg var barn og det elsker jeg dig for. Og så skift emne, eller gå på toilettet eller begynd at snakke med en anden eller lignende, noget der klart signalerer at det emne er lukket. Du ved bedst selv, hvad der skal til. På denne måde validerer du hende, uden at gå med på hendes adfærd.

 

Det giver rigtig god mening! Særligt det med offerrollen -det snakkede vi faktisk rigtig meget om da jeg var i psykologforløb, og hvordan jeg så trådte til som "hjælper" der løste problemerne og gjorde mor glad igen, selv når det var på bekostning af mig.

For det ender nemlig ved at jeg trøster hende og ender med at undskylde at jeg bragte et givent emne op. Dine eksempler er rigtig gode, det vil jeg klart prøve!

Og ja, som det har været nævnt flere gange er det nok mere accept jeg skal lære. For jeg har faktisk tendens til at håbe hun alligevel gør noget anderledes, selvom jeg inderst inde godt ved at det jo ikke sker.

Tak fordi du gav dig tid ❤

AnjaZenia skriver:

Min mor har en forfærdelig mor. Altså det var hun. Og jeg gik til psykolog i mange år for at få bearbejdet de grimme ting hun sagde og gjorde ved mig. Efter det har jeg accepteret at hun var en forfærdelig mor. Men en god mormor. Vi ses en gang om måneden hvor jeg kommer forbi med børnene, udover det så snakker vi stort set ikke sammen. Hun er ikke den jeg kontakter når jeg har problemer eller brug for trøst. Sådan er det. Og så lever jeg med det. 

Tak  Jeg er ked af at det har været sådan for dig,men rigtig glad for at høre det ER muligt at have et godt mormor-forhold i sådan en situation

Mor og meget mere skriver:

Da jeg var barn og helt ung, kunne jeg overhovedet ikke forstå, at veninder og andre jævnaldrende kunne være skuffede, sårede, vrede på deres fædre. Ikke engang, at en skilsmisse kunne være så slem igen for barnet. For pokker, de var heldige overhovedet at HAVE en far. Min var for helvede død, og det var forfærdeligt - så burde de da kunne bære over med deres fædre, også hvis de egentlig ikke var udpræget kærlige eller hensynsfulde over for deres døtre. 

Sådan fungerer det jo ikke. Jeg kan og kunne ikke forlange, at de satte pris på deres fædre, så længe de havde dem; heller ikke, selv om fædrene ikke udsatte dem for vold eller misbrug. Man “må” gerne, også som voksen, reagere på ikke at føle sig mødt, rummet og værdsat af sin far eller mor. Lige så vel “må” en far eller mor til voksne børn også reagere på adfærd fra deres børns side, som påvirker dem negativt. 

Når TS har oplevet: “ Jeg vil ikke gå i specifikke detaljer, men jeg oplevede et kæmpe svigt (og vildt mange små), som jeg aldrig havde fantasi til at forestille mig. Jeg så virkelig den grimmeste side af hende, som jeg ikke anede eksisterede. Og jeg oplevde hvordan jeg blev forsøgt manipuleret, udskammet og kritiseret på min person og mine følelder ekskluderet, negligeret og devalueret på en måde, som jeg i dag stadig er i chok over. Når jeg forsøgte at sige fra, blev alt vendt til at det var mig, der var problemet fordi jeg ikke bare kunne "gøre som alle andre"/rette ind” - så er det legitimt, at hun har det virkelig svært med sin mor og ikke sætter ubetinget pris på hende.

Det springende punkt er selvfølgelig, om hun har haft GRUND til at opleve sin mor sådan. Det kan ingen af os dømme om, da det kræver kendskab til hele historien, herunder konkrete eksempler, som TS ikke ønsker at bringe. Men dét, hun beskriver i ovenstående, er ikke “almindeligt” eller petitesse-agtigt, hvad enten TS overreagerer og piller navle, eller moren vitterlig ER manipulerende, kritisk, udskammende. 

Det er under alle omstændigheder værd at arbejde og gå videre med, om det så munder ud i erkendelsen af, at TS er hyper nærtagende og ikke kan mentalisere i relationen til moren, eller at moren agerer og er, som TS oplever hende. Man kan ikke - eller sjældent - bare beslutte at lægge en sådan problematik på hylden og beslutte at værdsætte sin mor fremadrettet.

Vi bærer i den grad uhensigtsmæssige mønstre og roller med os ind i vores relation til vores børn, hvad enten vi så går ekstremt i den modsatte grøft eller utilsigtet gentager, hvad vi selv oplevede. Jeg ville helt afgjort blive klogere på, hvad der egentlig var på færde i relationen til moren, hvis jeg var i TS’ sted. I mine øjne er det ikke navlepilleri at investere i indsigt og udvikling, også til gavn for egne børn. 

Tusind tak for din perspektivering og nuancering ❤

Abracadabra skriver:

Jeg vil gerne eksemplificere: 

Min mor kunne sagtens have spurgt: Skal hun bruge sut? Hvortil jeg da sagtens kunne have svaret: Nej, jeg synes, at det er noget mærkeligt noget at bruge narresut, når babyen hellere vil have bryst, nærhed og omsorg. 

Det svarer ret godt til jeres kommunikation om tremmesengen. Og selvfølgelig bliver en mormor da ked af sådan en sviner!

Du skal til at se på dig selv og din egen kommunikation fremfor at se på din mor. 

PS: Burgermetoden?? Altså dér hvor man siger: Du har pæne øreringe, en grim personlighed, men det er en virkelig god kage? Hvornår har burgermetoden virket for NOGEN?

PPS: Min højtelskede og meget fejlfyldte mor er død, jeg savner hende dagligt, og jeg synes, at man skal sætte pris på sine mødre så længe, man har dem. Derfor provokerer dit indlæg mig noget. Det er selvfølgelig ikke din skyld, at min mor er død, men jeg forstår virkelig ikke, at man er så petitesseorientering i en så vigtig relation. 

Min mor er også død, og jeg savner hende ikke. Hun har kun tænkt på sig selv i hele min barndom. Der var altid råd til en mega dyr klipning til hende, hun tog sol hver uge og købte hver uge dameblad til sig selv. Jeg gik i tøj fra supermarkeder, fik ALDRIG de ting, som alle de andre børn havde, fik kopi-legetøj som jeg ikke ville tage med i skole, fordi jeg blev mobbet med det. Jeg har aldrig gået til sport, fordi hun ikke gad køre mig, men hun gad heller ikke bo inde i byen. Så vi boede udenfor den by, der var, og det eneste sport jeg nogensinde har gået til er sejlads, fordi det var min mors store interesse. 

Så alle mødre er ikke super mødre. Jeg synes det er moren der i denne situation skulle lære at trække på skuldrene, hun er sq TS's mor. Hvorfor skal TS tage hensyn til sin mor og ændre det hun siger, fordi ellers bliver hendes mor ked af det? Helt ærligt?? Hendes mor burde sq kunne sætte sig selv til side og være der for sit barn. 

TS, jeg synes din mor lyder ekstremt egoistisk, og jeg forstår godt, at du har svært ved at tilgive hende. Jeg har heller ikke tilgivet min mor for at være så mega egoistisk, og den dag i dag, er det en af de ting, som jeg slet ikke kan klare ved andre mennesker. Så TS, jeg synes ikke du skal ændre dig, men jeg synes du skal sige til din mor hvor du står. Hvad forventer du af hende, og hvad mener du, når du siger, at du ikke vil bruge tremmesengen. 

Stort knus herfra. 

Anonym skriver:

Min mor er også død, og jeg savner hende ikke. Hun har kun tænkt på sig selv i hele min barndom. Der var altid råd til en mega dyr klipning til hende, hun tog sol hver uge og købte hver uge dameblad til sig selv. Jeg gik i tøj fra supermarkeder, fik ALDRIG de ting, som alle de andre børn havde, fik kopi-legetøj som jeg ikke ville tage med i skole, fordi jeg blev mobbet med det. Jeg har aldrig gået til sport, fordi hun ikke gad køre mig, men hun gad heller ikke bo inde i byen. Så vi boede udenfor den by, der var, og det eneste sport jeg nogensinde har gået til er sejlads, fordi det var min mors store interesse. 

Så alle mødre er ikke super mødre. Jeg synes det er moren der i denne situation skulle lære at trække på skuldrene, hun er sq TS's mor. Hvorfor skal TS tage hensyn til sin mor og ændre det hun siger, fordi ellers bliver hendes mor ked af det? Helt ærligt?? Hendes mor burde sq kunne sætte sig selv til side og være der for sit barn. 

TS, jeg synes din mor lyder ekstremt egoistisk, og jeg forstår godt, at du har svært ved at tilgive hende. Jeg har heller ikke tilgivet min mor for at være så mega egoistisk, og den dag i dag, er det en af de ting, som jeg slet ikke kan klare ved andre mennesker. Så TS, jeg synes ikke du skal ændre dig, men jeg synes du skal sige til din mor hvor du står. Hvad forventer du af hende, og hvad mener du, når du siger, at du ikke vil bruge tremmesengen. 

Stort knus herfra. 

I relationen mellem 2 voksne mennesker synes jeg, at man bør kunne tage hensyn til hinanden. 

I eksemplet med tremmesengen læser jeg en del passiv aggressivitet fra TS’ side. Og ingen selvindsigt i egen rolle i konflikten.

Dertil giver TS sin mor skylden for ret meget dårligdom - og ingen taknemmelighed for noget, som i mange år åbenbart var en perfekt barndom (ergo må man antage, at mange ting gik ok i den barndom). 

Mit indtryk (som jo sagtens kan være meget forkert) er, at TS har ændret sig meget i transitionen til moderskabet og har udviklet en kraftig antipati overfor sin mors måde at være mor på. Dette adresseres tilsyneladende ofte, hvilket sætter moderen i et konstant alarmberedskab. Dette fører igen til en vanskelig relation. 

Min mor røg under graviditeten, opgav hurtigt amningen og var nok ikke særligt ifavnsk. Men hun gjorde sit bedste den gang i 80’erne! Hun stillede tit spørgsmålstegn ved min måde at være mor på - fordi hun og jeg gjorde tingene forskelligt. Men vi fandt altid et fælles fodslag, nok fordi jeg fint kunne acceptere hendes måde at være mor på. Hvis jeg nu altid kritiserede hende for at være årsag til mine selvtillidsproblemer mm. (læs selv startindlægget, hvor moderen får skyld for en hel del!), så havde vores forhold ikke kunnet udvikle sig. 

Moderne mødre er ret forskellige fra mødre i 80’erne. Men vores mødre skal ikke underlægges moderne krav til moderskabet. De havde dengang max 5 mdr.s barsel fx.! Og dét var vilkårene. Så de indrettede sig efter de vilkår. De var nok også mere afslappede med mange ting. Tremmesenge, sutter, økologi, ifavnskhed, søvntræning, hoppegynger, skråstole, og så videre og så videre. 

Men det er da fjollet at anklage sin mor for at bruge tremmeseng og hoppegynge, fordi man ikke selv bryder sig om de ting. Og siger man, at man ikke forstår behovet for tremmeseng, fordi baby har brug for nærhed og kærlighed, anklager man altså (ind)indirekte sin mor for at være fjern og ukærlig. Kan man ikke se dét, mangler man selvindsigt.

Abracadabra skriver:

I relationen mellem 2 voksne mennesker synes jeg, at man bør kunne tage hensyn til hinanden. 

I eksemplet med tremmesengen læser jeg en del passiv aggressivitet fra TS’ side. Og ingen selvindsigt i egen rolle i konflikten.

Dertil giver TS sin mor skylden for ret meget dårligdom - og ingen taknemmelighed for noget, som i mange år åbenbart var en perfekt barndom (ergo må man antage, at mange ting gik ok i den barndom). 

Mit indtryk (som jo sagtens kan være meget forkert) er, at TS har ændret sig meget i transitionen til moderskabet og har udviklet en kraftig antipati overfor sin mors måde at være mor på. Dette adresseres tilsyneladende ofte, hvilket sætter moderen i et konstant alarmberedskab. Dette fører igen til en vanskelig relation. 

Min mor røg under graviditeten, opgav hurtigt amningen og var nok ikke særligt ifavnsk. Men hun gjorde sit bedste den gang i 80’erne! Hun stillede tit spørgsmålstegn ved min måde at være mor på - fordi hun og jeg gjorde tingene forskelligt. Men vi fandt altid et fælles fodslag, nok fordi jeg fint kunne acceptere hendes måde at være mor på. Hvis jeg nu altid kritiserede hende for at være årsag til mine selvtillidsproblemer mm. (læs selv startindlægget, hvor moderen får skyld for en hel del!), så havde vores forhold ikke kunnet udvikle sig. 

Moderne mødre er ret forskellige fra mødre i 80’erne. Men vores mødre skal ikke underlægges moderne krav til moderskabet. De havde dengang max 5 mdr.s barsel fx.! Og dét var vilkårene. Så de indrettede sig efter de vilkår. De var nok også mere afslappede med mange ting. Tremmesenge, sutter, økologi, ifavnskhed, søvntræning, hoppegynger, skråstole, og så videre og så videre. 

Men det er da fjollet at anklage sin mor for at bruge tremmeseng og hoppegynge, fordi man ikke selv bryder sig om de ting. Og siger man, at man ikke forstår behovet for tremmeseng, fordi baby har brug for nærhed og kærlighed, anklager man altså (ind)indirekte sin mor for at være fjern og ukærlig. Kan man ikke se dét, mangler man selvindsigt.

Men nu skriver TS jo i et andet svar, at det bare er en lille ting, og at der ligger langt værre ting til grundlag for hendes undren.

Nu har min mor aldrig mødt mine børn, fordi hun døde, inden de blev født, men hun nåede at møde min storesøsters barn, og hun gad bare ikke være mormor. Hun har altid kritiseret os døtre, og har endda sagt til os, at hun ikke forstod, hvordan hun kunne få så usikre børn... Nårh nej, det bliver de vist kun, hvis de altid bliver nedgjort, ikke får at vide, at de er er elskede og at mor ikke kan finde på at sige undskyld - som i ALDRIG.

Så det at tage hensyn kan være virkelig svært, når man føler, at man er blevet set ned på og nedgjort det meste af sin barndom. TS skriver også, at hendes mor bruger martyrrollen, når TS stiller krav og siger fra, det gjorde min mor også - også til sidst, hvor hun var syg af kræft, så fik jeg en på goddagen, hvis jeg lige en dag ikke havde mulighed for at hjælpe.

Jeg synes, det lyder som en virkelig usund måde den mor er mor på, for uanset om hun er en god mormor, så er hun stadig nogens mor. Jeg synes det er helt i orden at TS stiller krav til sin mor om hvordan hun vil acceptere hende. Man har ikke selv valgt sin familie.

Anonym skriver:

Min mor er også død, og jeg savner hende ikke. Hun har kun tænkt på sig selv i hele min barndom. Der var altid råd til en mega dyr klipning til hende, hun tog sol hver uge og købte hver uge dameblad til sig selv. Jeg gik i tøj fra supermarkeder, fik ALDRIG de ting, som alle de andre børn havde, fik kopi-legetøj som jeg ikke ville tage med i skole, fordi jeg blev mobbet med det. Jeg har aldrig gået til sport, fordi hun ikke gad køre mig, men hun gad heller ikke bo inde i byen. Så vi boede udenfor den by, der var, og det eneste sport jeg nogensinde har gået til er sejlads, fordi det var min mors store interesse. 

Så alle mødre er ikke super mødre. Jeg synes det er moren der i denne situation skulle lære at trække på skuldrene, hun er sq TS's mor. Hvorfor skal TS tage hensyn til sin mor og ændre det hun siger, fordi ellers bliver hendes mor ked af det? Helt ærligt?? Hendes mor burde sq kunne sætte sig selv til side og være der for sit barn. 

TS, jeg synes din mor lyder ekstremt egoistisk, og jeg forstår godt, at du har svært ved at tilgive hende. Jeg har heller ikke tilgivet min mor for at være så mega egoistisk, og den dag i dag, er det en af de ting, som jeg slet ikke kan klare ved andre mennesker. Så TS, jeg synes ikke du skal ændre dig, men jeg synes du skal sige til din mor hvor du står. Hvad forventer du af hende, og hvad mener du, når du siger, at du ikke vil bruge tremmesengen. 

Stort knus herfra. 

Tak 

Anonym skriver:

Men nu skriver TS jo i et andet svar, at det bare er en lille ting, og at der ligger langt værre ting til grundlag for hendes undren.

Nu har min mor aldrig mødt mine børn, fordi hun døde, inden de blev født, men hun nåede at møde min storesøsters barn, og hun gad bare ikke være mormor. Hun har altid kritiseret os døtre, og har endda sagt til os, at hun ikke forstod, hvordan hun kunne få så usikre børn... Nårh nej, det bliver de vist kun, hvis de altid bliver nedgjort, ikke får at vide, at de er er elskede og at mor ikke kan finde på at sige undskyld - som i ALDRIG.

Så det at tage hensyn kan være virkelig svært, når man føler, at man er blevet set ned på og nedgjort det meste af sin barndom. TS skriver også, at hendes mor bruger martyrrollen, når TS stiller krav og siger fra, det gjorde min mor også - også til sidst, hvor hun var syg af kræft, så fik jeg en på goddagen, hvis jeg lige en dag ikke havde mulighed for at hjælpe.

Jeg synes, det lyder som en virkelig usund måde den mor er mor på, for uanset om hun er en god mormor, så er hun stadig nogens mor. Jeg synes det er helt i orden at TS stiller krav til sin mor om hvordan hun vil acceptere hende. Man har ikke selv valgt sin familie.

Præcis! 

Martyr er en rigig god beskrivelse. 

Jeg husker også tydeligt det med at mor har altid ret UANSET hvad. Jeg var 16 eller 17 år gammel da hun for første gang LYTTEDE til hvad jeg havde at sige. Og jeg husker den dag så tydeligt. Jeg var total chokeret over at hun virkede menneskelig og undskyldte. Vi snakker altså også i situationer hvor vi har haft en søskendekonflikt, som egentlig næsten er løst. Så kunne hun komme ind fra siden og være "dommer" uden at vi hverken havde brug for hjælp eller spurgt om det. Så blev der delt stuearrest ud til den "skyldige" selvom vi alle fire fortalte at det hang anderledes sammen end hun vurderede. Men nu havde mor jo talt og så var dét sandheden.

Man måtte også kun være ied af det, hvis hun syntes det var noget at være ked af. Ellers skulle man tage sig sammen og komme videre. Når sådanne ting står på en hel barndom, sætte det spor. Det kan godt være jeg aldrig har manglet noget materielt eller er blevet misbrugt elker slået.  Men jeg er ikke blevet accepteret for den jeg er eller fået hjælp til at håndtere følelser, hvilket altså har givet mig massive problemer som voksen. 

Anonym skriver:

Præcis! 

Martyr er en rigig god beskrivelse. 

Jeg husker også tydeligt det med at mor har altid ret UANSET hvad. Jeg var 16 eller 17 år gammel da hun for første gang LYTTEDE til hvad jeg havde at sige. Og jeg husker den dag så tydeligt. Jeg var total chokeret over at hun virkede menneskelig og undskyldte. Vi snakker altså også i situationer hvor vi har haft en søskendekonflikt, som egentlig næsten er løst. Så kunne hun komme ind fra siden og være "dommer" uden at vi hverken havde brug for hjælp eller spurgt om det. Så blev der delt stuearrest ud til den "skyldige" selvom vi alle fire fortalte at det hang anderledes sammen end hun vurderede. Men nu havde mor jo talt og så var dét sandheden.

Man måtte også kun være ied af det, hvis hun syntes det var noget at være ked af. Ellers skulle man tage sig sammen og komme videre. Når sådanne ting står på en hel barndom, sætte det spor. Det kan godt være jeg aldrig har manglet noget materielt eller er blevet misbrugt elker slået.  Men jeg er ikke blevet accepteret for den jeg er eller fået hjælp til at håndtere følelser, hvilket altså har givet mig massive problemer som voksen. 

Jeg er fuldstændig samme sted og jeg har på ingen måde tilgivet min mor. Jeg er dog meget bevidst om det, og arbejder i dag på at give mine børn en anden opvækst, hvor jeg fortæller dem, at jeg elsker dem, at jeg er stolt, når de gør noget godt, og at jeg undskylder, hvis jeg har været urimelig.

Jeg tror ikke, jeg ville have haft et forhold til min mor, hvis hun havde levet i dag. Men jeg knus-elsker min svigermor.   

Abracadabra skriver:

I relationen mellem 2 voksne mennesker synes jeg, at man bør kunne tage hensyn til hinanden. 

I eksemplet med tremmesengen læser jeg en del passiv aggressivitet fra TS’ side. Og ingen selvindsigt i egen rolle i konflikten.

Dertil giver TS sin mor skylden for ret meget dårligdom - og ingen taknemmelighed for noget, som i mange år åbenbart var en perfekt barndom (ergo må man antage, at mange ting gik ok i den barndom). 

Mit indtryk (som jo sagtens kan være meget forkert) er, at TS har ændret sig meget i transitionen til moderskabet og har udviklet en kraftig antipati overfor sin mors måde at være mor på. Dette adresseres tilsyneladende ofte, hvilket sætter moderen i et konstant alarmberedskab. Dette fører igen til en vanskelig relation. 

Min mor røg under graviditeten, opgav hurtigt amningen og var nok ikke særligt ifavnsk. Men hun gjorde sit bedste den gang i 80’erne! Hun stillede tit spørgsmålstegn ved min måde at være mor på - fordi hun og jeg gjorde tingene forskelligt. Men vi fandt altid et fælles fodslag, nok fordi jeg fint kunne acceptere hendes måde at være mor på. Hvis jeg nu altid kritiserede hende for at være årsag til mine selvtillidsproblemer mm. (læs selv startindlægget, hvor moderen får skyld for en hel del!), så havde vores forhold ikke kunnet udvikle sig. 

Moderne mødre er ret forskellige fra mødre i 80’erne. Men vores mødre skal ikke underlægges moderne krav til moderskabet. De havde dengang max 5 mdr.s barsel fx.! Og dét var vilkårene. Så de indrettede sig efter de vilkår. De var nok også mere afslappede med mange ting. Tremmesenge, sutter, økologi, ifavnskhed, søvntræning, hoppegynger, skråstole, og så videre og så videre. 

Men det er da fjollet at anklage sin mor for at bruge tremmeseng og hoppegynge, fordi man ikke selv bryder sig om de ting. Og siger man, at man ikke forstår behovet for tremmeseng, fordi baby har brug for nærhed og kærlighed, anklager man altså (ind)indirekte sin mor for at være fjern og ukærlig. Kan man ikke se dét, mangler man selvindsigt.

Jeg tror simpelthen du har fået mit indlæg galt i halsen. Hvordan kan det være passivt aggresivt at trække på skuldrene og sige at det tænker jeg ikke, for det vi gør nu virker fint? Det er faktisk præcis den retorik min mor også bruger og det pisser mig af. Jeg kan ikke sige hvordan vi gør tingene uden det bliver til et angreb.

Hvis du læser igen, siger jeg ikke de ting, som du skriver her. Det er noget du tillægger mig, og tolker.

Jeg er udemærket klar over at der var andre vilkår dengang og jeg sammenligner slet ikke på den måde som du siger. Hun har gjort det bedste og alle de småting du remser op er jeg ligeglad med. So what at de har brugt gåvogn eller hoppegynge. Ja men sendte ungerne i pasning tidligere end i dag, sådan var samfundet. Det er slet ikke problemet.

Du har ret i den del med at jeg ændrede mig meget, og ja i en periode havde jeg kæmpe antipati (bl.a. ansporet af at jeg fandt ud af gennem psykolog at jeg sådan set ikke havde haft den perfekte barndom min mor altid har fortalt jeg havde (se evt min seneste besked for eksempel)) det var i en periode og et led i at bryde ud af en meget negativ symbiose vi var i. Den symbiose er brudt nu, og jeg er lettet over det! Vi har haft rigtig stor afstand i nogle år, hvor jeg har haft ro til at finde ud af hvem jeg er uden mor -når jeg ikke skulle nurse hendes ego.

Jeg er nu så sikker på mig selv, at jeg gerne vil prøve at få et godt forhold igen, men samtidig sidder en del af vores historie stadig og gnaver . For ER jeg nu også så sikker? Jeg har hele min barndom undertrykt mig og gjort hvad min mor forventede. Gået i tøj jeg ikke kunne lide, fordi hun ønskede det. Sagt ting jeg ikke mener fordi hun havde brug for at blive bekræftet. Ikke bare en enkelt gang for at gøre hende glad, men helt systematisk gennem hele min barndom. Jeg løg sågarnom fritidsinteresser og hvilekn efterskole jegkunne lide, fordi hun blev ked af det. Til jul spillede vi alle en rolle som min mor ønskede. Ting skulle siges rigtigt med det rigtige tonefald og ansigtssprog, ellers ødelagde vi "hele aftenen" og "pissede hende op og ned af ryggen" Og det er sgu ikke normalt (ved jeg nu) så jeg synes din kritik er helt off i det store billede.

Jo jeg har, for at markere mig selv og mine grænser været nød til at råbe rigtig højt og overdrive, før hun hørte mig. Og det har også givet nogle andre konflikter. Men som du selv erinde på, så må to voksne menneskerkunne finde fælles fodslag. Det har intet problem været med svigermor. Men fælles fodslag med min mor = det skal være på hendes måde, eller også skal jeg i hvert fald undskylde godt og grundigt for at gøre noget andereledes. Det er ikke sundt. Det er ikke normalt.

Nu forklarer jeg hvordan det har været gennem min opvækst og det var i alle henseende. Det er en mønster. Og der blev sat 320% turbo på det, da jeg blev mor og derfor blev jeg, sammen med psykolog, obs på at der var noget helt galt.