At tilgive sin mor, sådan helt ind i hjertet?

lineog4 skriver:

Jeg tænker det er er paradoks du opstiller, for tilgivelse er en ting. Man kan vælge at tilgive især for at give sig selv ro - man kan tilgive den der mobbede en i skolen, den der slog ihjel, voldtog, den der skældte ud osv. Tilgivelsen handler især om selv at få fred - jeg har fx ikke kunne tilgive de ambulabceførere, der kørte min datter til hospitalet den dag hun døde. Jeg ved rationelt tilgivelsen ville give mig fred, men jeg kan ikke og derfor har jeg stadig en lille gnist der kan antændes, hvis jeg skal fortælle om det, hvis jeg eller mine børn skulle med ambulance osv. 

Men det du efterlyser er jo sådan set ikke tilgivelsen, det er muligheden for at slå en streg i sandet og starte et andet sted. Og med alle dine tanker så tror jeg ikke det er muligt. I hvert ikke så længe, som du bruger ord som det totale svigt - og endda tænker tanken om, at dit forhold med din mor kan komme til ar påvirke dine børns forhold med deres mormor, så tænker jeg, at du er langt fra at kunne trække en streg i sandet. 

Jeg ved ikke, hvad din mor har gjort og skal derfor ikke kloge mig på om der er tale om det totale svigt, eller om din mor bare er som mødre er flest. Men umiddelbart tænker jeg, at du må bestemme dig for om du kan elske din mor betingelsesløst dvs. Også med de fejl og mangler hun har, eller om du egentlig gentager et mønster, hvor du kun kan elske og have tillid, hvor hun skal være der for dig og forsøge ar gøre dig glad ligegyldigt, hvordan hun selv har det. Fx ds hun blev mormor for første gang, du var sårbar, du havde brug for støtten og hun kunne ikke give dig den, fordi hun også havde følelser, måske var sårbar osv. Det med livmoderen tror jeg de fleste kan nikke genkendende til, min mor gik fra at være mor til permanent mormor. Mine børn kommer altid i forreste række hos mormor og jeg i anden osv. 

Vil du ændre noget, så tænker jeg, at du (som en anden også skriver) skal smide fejlbrillerne ud i hjørnet og måske i en periode alene have fokus på din mor som mormor. Glem hun er din mor og nyd hun er dine børns fantastiske mormor. Find en anden til at dele stort og småt og nyd hende som den hun er for dine børn.

Og ja nu bliver det måske lidt hårdt, men tag fokus væk fra navlen. Du har forandret dig, du har set nogle ting og du har ændret dig. Det er vildt sejt, men det skal ikke blive ved at fylde og du skal ikke tolke på alt, hvad din mor siger og gør. Du spænder ben for det ligeværdige forhold ved at tillægge din mor intentioner i alt, hvad hun siger og gør. Måske er hun bare overrasket over, at I ikke vil bruge en tremmeseng, det er slet ikke sikkert hun tænker alt det du tænker hun gør. 

Jeg har været der selv ikke bare med min mor, men med mange mennesker - jeg tolker og analyserer i stedet for at spørge og vupti så kan jeg have en konflikt med et menneske som slet ikke deltog, for alt foregik i mit hoved. Sådan læser jeg lidt dit forhold med din mor, du tolker på alt, hendes ord, hendes kropssprog, men du glemmer det elementære nemlig at spørge. Du er inde i hendes hoved og kender hende næsten bedre end hun kender sig selv, måske du endda igen gentaher er mønster og gør alt og siger alt i kærlighed og hjælpsomhed også selvom hun slet ikke har et ønske om at blive tolket på. 

Så mine tanker er egentlig: tilgivelsen handler om fred for dig selv, men det næste skridt det kræver i bund og grund, at anerkende den hun er, vælger om du vil elske hende for den hun er og ikke den du synes hun skal være og at du finder en bremseklods inde i dig selv, så hver gang du begynder at analysere og tolke på hende, så stopper du og spørger. 

Men jeg tænker også, at måske er tiden ikke moden og så kan du fokusere på at nyde det gode forhold mellem dine børn og deres mormor og lade hende være mormor og ikke mor.

 

Puha.. den måtte jeg lige læse nogle gange og vende tilbage til efter en pause. Det var lige en mavepuster (på den gode måde)

Jeg tror du har ret. Simpelthen. Det med at gentage et mønster er spot on, og noget jeg ikke selv har kunne se. 

Tak for at give dig tid til den perspektivering (og den gode tone også). Det er som sagt et meget følelsesladet emne. 

Og ja, jeg går nok og sukker lidt efter at hun er på en anden måde, selvom jeg ved at det ikke kommer til at ske. 

Og du har også ret i det med tolke og analyse. Det gør jeg rigtig meget i. Dog, når jeg har snakket med hende om det har hun selv sagt de ting, jeg giver udtryk for her. Altså at hun tager det som et angreb på den måde de var forældre og at jeg ved f.eks. at bruge en vikle eller sove med mit barn lige så godt kunne sige hun havde været en lortemor. Så.. jah. Det er ikke ren fantasi og fri tolkning fra min side, selvom jeg også er god til det pr. automatik.

Og jeg kan jo netop se at ungerne er glade for hende og opsøger hendes selskab, og jeg kan mærke det også er med til at "bløde mig op". Der er rigtig meget drama på min mors side af familien inkl. mellem hende og min mormor, og det er netop det jeg ikke ønsker også skal ske for den næste generation. Navlebeskuende.. ja det er jeg i og med at jeg virkelig prøver at finde ud af hvad JEG kan gøre for at ændre situationen. Og selvom jeg er "landet" i hvem jeg er nu, er jeg det måske alligevel ikke helt. Der er også en der skriver at jeg nok egentlig søger accept af det hele, og det tror jeg også er rigtigt.

Anonym skriver:

Kære Ts. jeg tror du vil have godt af at snakke tingene igennem med evt en psykolog for måske det er en følelse du render rundt med og din mor måske ikke ved hvordan du faktisk har det helt inderst inde...

jeg ville ønske mit forhold til min egen mor var bedre men jeg har tilgivet hende de første 100 gange og nu kan jeg ikke mere.

jeg er født 11 uger for tidligt fordi min mor er alkoholiker og tog piller. jeg lært først min biologisk far at kende som 12 årig da han har samme problemer...

jeg blev desværre først tvangsfjernet som 13 årig trods adskillige henvendelser fra skole sfo klubhus. naboer... for en ting er min mor drak og røg alle penge op og slæbt mig med på værtshus 3-4 gange i ugen. der var aldrig råd til mad eller tøj. men hun var ekstremt hidsig som gjorde jeg fik tæsk hver dag. jeg frygtet hver eneste dag hvad der nu ventet mig for det har aldrig været min skyld!! det kunne være alt fra min klasselære havde skrevet i kontaktbogen at jeg ingen energi havde under undervisningen fordi jeg var sulten og at hun havde købt noget mad til mig i kantinen eller at vi skulle på lejerskole som kostet xxx kr men kunne også være Mor bare havde haft en super træls dag. alt gik udover mig. jeg har virkelig mange gange ville begå selvmord fordi jeg blev mobbet så meget i skolen. mit tøj var for lille eller i stykker. jeg lærte ingenting i skolen så røg i specialklasse efter 4 alm klasse. Systemet svigtet mig så meget... jeg har altid undskyldt min mor at hun ikke selv kunne gøre for det da hun kom fra samme slagsfamilie især at hendes far begik selvmord da hun var 16 og min mormor lagde bare hele dagen på sofaen røg drak og åd en masse piller... men det er hendes skyld hun valgt det selv!! hun valgt og gå samme vej som hendes forældre hun lod det gå udover mig. hun svigtet... og alligevel troede jeg på hende gang på gang at det var mig også efter jeg blev fjernet. jeg har lukket hende ind i mit liv så ufattelig mange gange men hver eneste gang har hun været rigtig led... det først for 1 år siden jeg fuldstændig fik sagt fra og vil aldrig nogensinde se hende igen for hun ændre sig aldrig for hun kan ikke se det hende der er problemet alle andre laver fejlen, især mig den er galt med  jeg lever helt uden alkohol har aldrig i mit liv været fuld. jeg er ikke voldig og jeg vil mit barn det bedste  Og ville heller aldrig tage dem med på værtshus der høre børn ikke til. og jeg bryder mig ikke om at komme der for er blevet angst for fulde folk pga opvæksten arbejder meget med det men sidder så dybt i mig.... så kære TS ja din mor har sin egen måde at være på men du skal gøre op med dig selv om du elsker hende inderst inde og kan leve med hendes måde at være på.. jeg synes hun lyder som en god mor men med små tvist af frustation.... sorry det lange indlæg men græsset er ofte grønner på den anden side. mit liv er 100 % bedre uden min mor hvilket er svær og erkende for hun er stadigvæk min mor men det ikke bare et ord man skal også være det! min bio far er idag ædru på 11 år også for hash så vi har det super skønt sammen men man kan mærke at vi mangler de 11 år sammen han ikke måtte se mig pga min mor...    

Sikke en frygtelig barndom du har haft 

Jeg har været igennem et lang forløb med en psykolog, og det var bl.a ham, der gjorde mig opmærksom på at det ikke var mig, der var noget galt med (som jeg hele livet har troet), men at der simpelthen blev stillet nogle voldsomt urimlige krav. Uden at have snakket med min mor selv mente han også at hun, pga hendes egen barndom simpelthen ikke havde nok evne til at mentalisere, og derfor vi har en del konflikter (fordi jeg netop har den evne). 

Men jo dybt inde elsker jeg hende, men jeg skal nok arbejde på at elske hele hende og ikke "på trods af". For min egen skyld, men særligt også for familiens og mine børns skyld.

Carina:-) skriver:

Måske tolker jeg ved siden af - eller også ved i kraft af at jeg selv har voksne børn og ikke mindst svigerbørn - hvor satans let det er at træde ved siden af.

Når ens intention bare var at være støttende - er man besiddende

Når man tror man gerne må give et besyv med ,er man belærende

Når man ikke gør det fordi man belært af tidl erfaringere- er man ligeglad og uinteresseret.

Det er verdens hårdeste job at være forældre til voksne børn - især når man uden at vide det gør alting forkert.( Og især voksne sviger/Børn der selv har fået børn) 

Og måske jeg bare er hårdhudet ,og  måske jeg bare er blank- men jeg fatter simpelthen ikke hvad det er din mor gør -siden du snakker om tilgivelse og nag. ? 

Nu har jeg læst dit første indlæg flere gange- og ja jeg tager mig selv i at tænke - men hvad er det lige den mor/mormr gør eller har gjort der gør du ikke elsker hende oprigtigt?

Og ved din mor overhovedet du har de tanker? Går hun ligesom de fleste mødre rundt i uvidenhed om at hendes datter egentligt de tanker om jeres forhold -?

Og så vil jeg lige sige at jeg har virkelig mange venner ( især kvinder) der altid er mere eller mindre utilfredse med deres forldre ( især mødrene) der altid har et eller andet de mener blev gjort forkert i deres barndom - virkelig småting hvor jeg med min barndom ( bare lige for at køre fokus over på mig) virkelig tænker - Seriøst???

Det er ikke fordi jeg siger din barndom ikke har været træls- men det er lidt svært at forholde sig til det ,når det er sådan noget diffust noget du skriver- 

Ikke rigtigt noget konkret,men bare at du kan huske nogle ting der gør du ikke kan tilgive hende.

Og jeg tror din mor er mega úsikker- hun kan godt mærke dine forbehold ,og hun er dødbange for at få kritik ,så derfor reagere hun som hun gør når du siger fx det med tremmesengen.

Måske en lang samtale ville være en god ide- 

 

 

Jeg ved det er svært, når jeg ikke giver flere detaljer, men jeg har brug for at holde det så anonymt som muligt. Jeg har før oplevet at blive spioneret (og konfronteret) af min familie, selv gennem anonyme profiler. Jeg har såmend konkrete ting, som jeg tænker på og kæmper med at acceptere

Så du vil ikke få det fulde billede. Det med tremmesengen er sådan set en ligegyldig ting. Det var et lille og alment eksempel, som jeg tænker mange kender, men det er sådan hun reagerer i stort som småt. Jeg har rigtig mange gange prøvet de har samtaler, og de ender med at jeg giver op. Fordi hun kommer til det punkt hvor hun græder og forsøger at få mig til at ændre mening. "Nyder du virkelig at se mig sådan her" "Nå nu er du vel glad fordi du fik mig til at græde" "Så fik du det slm du ville have det alligevel". Og det besværliggør helt ærlig en dyb samtale.

Jeg har også en svigermor, som jo, helt naturligt også har skulle og jeg har skulle finde ud af hvordan vores forhold skulle være nu hvor der var børn. Og vi har da haft en masse klassiske gnidninger, også som du beskriver, men vi har da kunne tale om det uden at komme med sådanne bekyldninger. Og det har da taget lidt tid for alle, men vi er landet et super godt sted og har et godt forhold igen.

Jeg er slet ikke i tvivl om at det er en stor omvæltning at blive bedstemor, og jeg tænker da både over hvordan jeg ville have det, hvis det havde været mig der var dem. Og hvordan mine børn vil have det den dag det pludselig er mig, der er farmor og mormor.

Måske hun er usikker inderst inde. Det kan godt være.. jeg ved det ikke

B&J skriver:

I en voksen alder har jeg lagt låg på med min barndom, jeg er blevet svigtet i en stor grad slået   Og jeg har lært de onde ting min mor gjorde kan jeg ikke tilgive men det er heller ikke noget jeg vil bruge i mod hende, vi har taget snakken og hun siger hun kan ikke lave om på fortiden, og det er rigtigt men det frarøvet min barndom. Men en masse psykolog timer har bare gjordt jeg har ro nu og bruger ikke tid og energi på det mere. Jeg kan sagtens ha det sjovt og være sammen med min mor, men tilgive hende kan jeg ikke. 

 

Mit råd få snakket med din mor få løst det evt ved hjælp

Jeg er ked af at høre din bardom har været sådan, tak fordi du deler 

Det er faktisk rigtig rart at høre at man kan have det godt sammen uden at tilgive fortiden. Som en anden også var inde på, er det måske slet ikke tilgivelse, der er målet men i stedet at få et fornuftigt forhold nu.

Abracadabra skriver:

Jeg vil gerne eksemplificere: 

Min mor kunne sagtens have spurgt: Skal hun bruge sut? Hvortil jeg da sagtens kunne have svaret: Nej, jeg synes, at det er noget mærkeligt noget at bruge narresut, når babyen hellere vil have bryst, nærhed og omsorg. 

Det svarer ret godt til jeres kommunikation om tremmesengen. Og selvfølgelig bliver en mormor da ked af sådan en sviner!

Du skal til at se på dig selv og din egen kommunikation fremfor at se på din mor. 

PS: Burgermetoden?? Altså dér hvor man siger: Du har pæne øreringe, en grim personlighed, men det er en virkelig god kage? Hvornår har burgermetoden virket for NOGEN?

PPS: Min højtelskede og meget fejlfyldte mor er død, jeg savner hende dagligt, og jeg synes, at man skal sætte pris på sine mødre så længe, man har dem. Derfor provokerer dit indlæg mig noget. Det er selvfølgelig ikke din skyld, at min mor er død, men jeg forstår virkelig ikke, at man er så petitesseorientering i en så vigtig relation. 

Jeg svarer lige begge dine beskeder under én.

Jeg skriver jo netop herinde for at få perspektiv, fordi jeg jo godt kan se at jeg er gået i stå (eller kun glor i min navle om du vil)

Jeg kan ikke lade være med at læse en smule agressivitet i dine indlæg. Måske det hænger sammen med din sidste pointe om at din mor er død og du bliver provokeret af mit indlæg. Fair nok. De to ting har ikke noget med hinanden at gøre, hvilket du også selv skriver.

Jeg spørger til råd herinde netop for finde ud af hvordan jeg kan gøre det andereledes, så vi kan få en god relation. At du mener det handler om petitesser er nok fordi jeg ikke har blottet mit liv fuldstændigt herinde, og ja, hvis du læser det helt bogstaveligt at det kun handler om en tremmeseng (hvilket det ikke gør) så forstår jeg godt du synes det er fjollet. Måske var det en fejl overhovedet at nævne det, fordi det sådan set ikke er det der er problemet. 

Nej burger metoden har aldrig virket (imo) men jeg har immervæk prøvet, fordi jeg har prøvet "alt" hvad "man" normalt bliver anbefalet 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Jeg tror måske, at den fulde tilgivelse du leder efter, er svær at nå. Men en accept, som du skriver - af at “tingene var, som de var, men nu må I videre på bedst mulige vis” - det tror jeg på at man kan. Og selvfølgelig kan sorg og tilgivelse bo ved siden af hinanden - de behøver ikke at være gensidigt udelukkende, selvom de er i “konflikt”.  

Det kan godt være jeg forventer / ønsker for meget. Jeg tror som en anden var inde på, at jeg måske blot skal nyde den mormor hun er og så lade det andet vente

Anonym skriver:

Jeg er ked af at høre din bardom har været sådan, tak fordi du deler 

Det er faktisk rigtig rart at høre at man kan have det godt sammen uden at tilgive fortiden. Som en anden også var inde på, er det måske slet ikke tilgivelse, der er målet men i stedet at få et fornuftigt forhold nu.

Nemlig. Mit liv skal ikke ødelægges af en dårlig barndom jeg elsker livet og min egen familie arbejde osv. Så skal min fortid ikke ødelægge noget som helst. 

Jeg tror ikke du har brug for at tilgive hende, men for at acceptere hende. Hun er, som hun er, og det ændrer sig sandsynligvis ikke, så hvad du i virkeligheden leder efter, eller bør lede efter, er hvordan du lærer at acceptere hende som hun er.

Du skriver at du ikke stoler helt på hende, men hun opfører sig jo sådan set som hun plejer. Måske du skulle stoppe med at se hende, som du synes hun burde være, og se hende som hun er i virkeligheden.

Så kan du også forudsige hendes adfærd, og reagere på den, istedet for at blande dine forventninger ind i sagen. Du kan ikke ændre hendes adfærd, men du kan ændre dine forventninger til hendes adfærd. Giver det mening?

Så "tricket" er, at finde ud af, hvilke tiltag, mentale eller fysiske, der giver dig mest af det, du gerne vil have fra hende, og mindst af den opførsel, du ikke bryder dig om. 

Skal du fx sige fra og fortælle hende, at noget ikke var ment som et angreb, og hvis hun vælger at opfatte det på den måde, må det stå for egen regning. Hvis hun bliver ved med at prøve at give dig dårlig samvittighed, så vær afklaret omkring hvad du vil gøre, fx gå din vej. Og så gør det! 

Handlinger har konsekvenser, sådan er verden for alle, og man må selv stå på mål for sine egne, det gælder også din mor. 

Baseret på din sidste beskrivelse af hende tænker jeg, at hun måske også sidder fast i et uheldigt mønster. Hendes adfærd giver hende tydeligvis noget, ellers ville hun ikke fortsætte. Kunne det tænkes, at hun føler et behov for at blive bekræftet, og derfor vælger at tolke dine ord som et angreb, så du bekræfter hende ved at fortælle hende at det var det skam ikke, og sådan var det ikke ment? 

Måske hun har brug for konflikten og offerrollen for at føle sig værdsat?

Hvis det er tilfældet ( selvom det næppe er så entydigt som jeg beskriver her), så prøv at kigge på hvad du kan ændre ved din reaktion, så hendes adfærd ikke betaler sig. Hvad ville der fx ske, hvis du, næste gang hun vendte noget til et angreb, sagde: " Det var faktisk ikke ment som et angreb, jeg ønsker bare at gøre tingene sådan her. Jeg er sikker på, at du gjorde som du mente var bedst, da jeg var barn og det elsker jeg dig for. Og så skift emne, eller gå på toilettet eller begynd at snakke med en anden eller lignende, noget der klart signalerer at det emne er lukket. Du ved bedst selv, hvad der skal til. På denne måde validerer du hende, uden at gå med på hendes adfærd.

Min mor har en forfærdelig mor. Altså det var hun. Og jeg gik til psykolog i mange år for at få bearbejdet de grimme ting hun sagde og gjorde ved mig. Efter det har jeg accepteret at hun var en forfærdelig mor. Men en god mormor. Vi ses en gang om måneden hvor jeg kommer forbi med børnene, udover det så snakker vi stort set ikke sammen. Hun er ikke den jeg kontakter når jeg har problemer eller brug for trøst. Sådan er det. Og så lever jeg med det. 

Abracadabra skriver:

Jeg vil gerne eksemplificere: 

Min mor kunne sagtens have spurgt: Skal hun bruge sut? Hvortil jeg da sagtens kunne have svaret: Nej, jeg synes, at det er noget mærkeligt noget at bruge narresut, når babyen hellere vil have bryst, nærhed og omsorg. 

Det svarer ret godt til jeres kommunikation om tremmesengen. Og selvfølgelig bliver en mormor da ked af sådan en sviner!

Du skal til at se på dig selv og din egen kommunikation fremfor at se på din mor. 

PS: Burgermetoden?? Altså dér hvor man siger: Du har pæne øreringe, en grim personlighed, men det er en virkelig god kage? Hvornår har burgermetoden virket for NOGEN?

PPS: Min højtelskede og meget fejlfyldte mor er død, jeg savner hende dagligt, og jeg synes, at man skal sætte pris på sine mødre så længe, man har dem. Derfor provokerer dit indlæg mig noget. Det er selvfølgelig ikke din skyld, at min mor er død, men jeg forstår virkelig ikke, at man er så petitesseorientering i en så vigtig relation. 

Da jeg var barn og helt ung, kunne jeg overhovedet ikke forstå, at veninder og andre jævnaldrende kunne være skuffede, sårede, vrede på deres fædre. Ikke engang, at en skilsmisse kunne være så slem igen for barnet. For pokker, de var heldige overhovedet at HAVE en far. Min var for helvede død, og det var forfærdeligt - så burde de da kunne bære over med deres fædre, også hvis de egentlig ikke var udpræget kærlige eller hensynsfulde over for deres døtre. 

Sådan fungerer det jo ikke. Jeg kan og kunne ikke forlange, at de satte pris på deres fædre, så længe de havde dem; heller ikke, selv om fædrene ikke udsatte dem for vold eller misbrug. Man “må” gerne, også som voksen, reagere på ikke at føle sig mødt, rummet og værdsat af sin far eller mor. Lige så vel “må” en far eller mor til voksne børn også reagere på adfærd fra deres børns side, som påvirker dem negativt. 

Når TS har oplevet: “ Jeg vil ikke gå i specifikke detaljer, men jeg oplevede et kæmpe svigt (og vildt mange små), som jeg aldrig havde fantasi til at forestille mig. Jeg så virkelig den grimmeste side af hende, som jeg ikke anede eksisterede. Og jeg oplevde hvordan jeg blev forsøgt manipuleret, udskammet og kritiseret på min person og mine følelder ekskluderet, negligeret og devalueret på en måde, som jeg i dag stadig er i chok over. Når jeg forsøgte at sige fra, blev alt vendt til at det var mig, der var problemet fordi jeg ikke bare kunne "gøre som alle andre"/rette ind” - så er det legitimt, at hun har det virkelig svært med sin mor og ikke sætter ubetinget pris på hende.

Det springende punkt er selvfølgelig, om hun har haft GRUND til at opleve sin mor sådan. Det kan ingen af os dømme om, da det kræver kendskab til hele historien, herunder konkrete eksempler, som TS ikke ønsker at bringe. Men dét, hun beskriver i ovenstående, er ikke “almindeligt” eller petitesse-agtigt, hvad enten TS overreagerer og piller navle, eller moren vitterlig ER manipulerende, kritisk, udskammende. 

Det er under alle omstændigheder værd at arbejde og gå videre med, om det så munder ud i erkendelsen af, at TS er hyper nærtagende og ikke kan mentalisere i relationen til moren, eller at moren agerer og er, som TS oplever hende. Man kan ikke - eller sjældent - bare beslutte at lægge en sådan problematik på hylden og beslutte at værdsætte sin mor fremadrettet.

Vi bærer i den grad uhensigtsmæssige mønstre og roller med os ind i vores relation til vores børn, hvad enten vi så går ekstremt i den modsatte grøft eller utilsigtet gentager, hvad vi selv oplevede. Jeg ville helt afgjort blive klogere på, hvad der egentlig var på færde i relationen til moren, hvis jeg var i TS’ sted. I mine øjne er det ikke navlepilleri at investere i indsigt og udvikling, også til gavn for egne børn.