Hej jeg skriver anonymt, da det her virkelig er ømtåleligt for mig. Det bliver langt og måske lidt rodet, men jeg håber det giver mening!
Jeg vil så gerne tilgive min mor, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal gøre det, så jeg ikke stadig bærer et lille nag i mig.
Sagen er den, at jeg efter jeg er bleve mor selv har fået øjnene op for at min mor ikke var perfekt (I know, det er ingen) og alle småting der måtte være, er jo som det er. Men. At gå fra at være "bare mig" til at være mor, ændrede mig fundementalt. Jeg er klar over at det har været et stort chok for mine forældre, og de har skulle vænne sig til det. Det tog noget tid, men de har accepteret at jeg er en anden eller "bedre"/ny udgave af mig selv.
Men jeg har i processen opdaget at den "perfekte" barndom jeg havde ikke var så perfekt, og at mit tætte forhold til min mor ikke var et sundt og ligeværdigt forhold. Det var mig, der siden jeg var barn, forsøgte at beskytte hende og gøre hende glad, uanset hvordan jeg selv havde det. Det er som det er, og det kan jeg ikke holde over hende. Hun er selv vokset op i et knap så funktionelt hjem og har selv haft en svær barndom, så jeg VED at hun kun har gjort alt i kærlighed og bedste mening, men hun har bare manglet noget hjemmefra. Det er "baggrundshistorien" og den kommer med, fordi hun ikke selv er klar over det/kan se det, og det hænger sammen med mit dilemma.
Mit "problem" og det jeg egentlig gerne vil på den anden side af, er hendes reaktion da jeg blev mor. Jeg vil ikke gå i specifikke detaljer, men jeg oplevede et kæmpe svigt (og vildt mange små), som jeg aldrig havde fantasi til at forestille mig. Jeg så virkelig den grimmeste side af hende, som jeg ikke anede eksisterede. Og jeg oplevde hvordan jeg blev forsøgt manipuleret, udskammet og kritiseret på min person og mine følelder ekskluderet, negligeret og devalueret på en måde, som jeg i dag stadig er i chok over. Når jeg forsøgte at sige fra, blev alt vendt til at det var mig, der var problemet fordi jeg ikke bare kunne "gøre som alle andre"/rette ind
Min start på moderksabet var rigtig hård og jeg var enormt sårbar og havde brug for støtte, men i stedet for en kærlig, rummende og støttende mor, der så MIG, fik jeg en mor, der kun kunne fokusere på alt det hun "blev snydt for" og når vi snakkede handlede det altid om hvor ked af det hun var over at jeg ikke kunne "præstere" (i mangel af bedre ord) det, som hun havde brug for.
Jeg følte virkelig ikke at jeg var andet værd end den livmoder, der havde bragt hendes barnebarn til verden.
Det er en del år siden efterhånden, og jeg har nu flere børn. Vi har et okay forhold, men jeg kan mærke at jeg stadig holder hende på afstand, særlig følelsesmæssigt. Og det gør mig ked af det. Jeg har ikke en dyb grundlæggende tillid til hende mere. Hun er en sød mormor, det er slet ikke det! Børnene er glade for hende, og en del af grunden til at jeg så gerne vil tilgive er, at jeg på ingen måde ønsker det skal gå ud over deres indbyrdes forhold.
Men i min process med at blive mor og finde mig selv, skubbede jeg hende rigtig langt væk for at kunne mærke mig selv. Og det var bl.a. der jeg "opdagede" de her ting om min barndom. Vi har prøvet at snakke om tingene. Men uanset hvordan jeg fremlægger det. Hvor meget "burgermetode" eller "hold bolden på din side"-pædagogik jeg bruger, tager hun det som et angreb på hendes person og hendes rolle som mor. Det er ikke min intention, men det sker, fordi hun opfatter det. F.eks. havde vi engang en samtale om tremmeseng. Jeg sagde, at det ville vi ikke have, fordi jeg syntes det var underligt "langt væk" og vi sov jo så fint når baby lå i vores seng. Det blev i løbet af kort tid til at man jo ikke var en dårlig mor for at lægge barnet i tremmeseng, og det havde hun for øvrigt gjort ved alle hendes børn, og vi havde da ikke taget skade. (Altså jeg har ALDRIG sagt at man tager skade af at sove i tremmeseng, så blev virkelig paf over det). Samme retrorik blev brugt da jeg ønskede at amme helt i 6 mdr og ikke give grød ved 4. Og ja. Genrelt alt hvad jeg gør, som hun ikke har gjort virker til at blive et forsvar for hendes måde at gøre på dengang. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det er i fortiden og de valg jeg træffer træffer jeg altså på baggrund af hvad jeg synes virker godt. Det har intet med hende at gøre (og det har det aldrig haft, men det fatter hun ikke)
Tilbage til min barndom. Jeg ved har formodning om, at det samlede mønster fra min barndom har været med til at præge min person -bl.a. evig dårligt selvværd, problemer med at håndtere føleser, konflikter og at sætte grænser
Det gør ondt at have fundet "årsagen" til de udfordringer jeg har haft i livet, men det giver god mening og jeg har fundet fred i det. Dog ikke ifht min mor som hun er nu. Fordi jeg netop kan se barndommen og hendes reaktioner fra da jeg blev mor, i et nyt, mere klart lys, ved jeg også, at hun aldrig kommer til at ændre sig. Og det mønster hun har er bare at være meget grænseoverskridende (ubevidst og altid i hendes optik, i bedste mening). Og hun er sådan ved alle. Ikke kun mig. Hun gør det -i hendes hoved- af kærlighed og hjæpsomhed, dog uanset om folk ønsker det eller ej.
Og det bringer mig tilbage til mit dilemma. For jeg vil gerne tilgive 100% og stoppe med at være i alarmberedskab når vi har kontakt og konstant holde hende på en (mental) armslængdes afstand. Men jeg er SÅ bange for at "starte forfra" fordi hun netop har svært ved grænser og at se tingene fra min side. Jeg har lidt følelsen af at "hvis man rækker fanden en lillefinger, tager han hele hånden"
Vores forhold kan aldrig blive som før (hvor vi ikke var lige, men blot spillede efter hendes dagsorden), men jeg ønsker et ligeværdigt forhold, hvor vi kan dele stort og småt, uden at det bliver en glidebane ud i grænseoverskridende adfærd.
Er det muligt? Hvordan tilgiver man noget, der føles som et totalt svigt på alle følelsesmæssige planer?
