Barn nr 4

Abracadabra skriver:

Tjah. Hvis du er så fysisk handicappet, at du står udenfor arbejdsmarkedet, hvordan vil du så hjemmepasse 2 vuggestuebørn? 

Jeg er nok bare ret træt af folk, som SAGTENS kan alt det, de gider, men når de bliver spurgt til selvforsørgelse, kaster de sig på sofaen og skriger op om deres depression, angst og ondt i ryggen. 

Jeg håber ikke, at du er én af dem. 

Beklager på forhånd. Det bliver nok meget langt.

Der er brådne kar alle vegne. 

Og ja - der er nogle, der ikke gider arbejde og hellere vil undskylde sig med alt muligt. Jeg har selv haft en kæreste, der var på kontanthjælp i mange år, fordi han ikke var særlig interessseret i at være på arbejdsmarkedet. Den indstilling kunne jeg slet ikke have med at gøre. Jeg prøvede nærmest alt for at motivere ham, men det var håbløst. Godt nok havde han nogle problemer med helbredet, men motivationen var der slet ikke. Vi er så heller ikke kærester mere.

Jeg kan også godt tænke mit, hvis man får 5-6 børn på kontanthjælp. Så tænker jeg, at man måske godt kunne være stoppet efter f.eks. 3 børn.

Og er det et ungt mennesker på kontanthjælp, der lige bliver hovsa-gravid og udelukkende går op i, hvor mange tilskud hun kan få, så tænker jeg også, at hun måske lige skulle have overvejet, om hun kunne forsørge det barn.

Men - der findes rent faktisk rigtig mange, der gerne vil arbejde, men ikke kan. Og så er vi en del, der er i fleksjob p.gr.a. helbredsmæssige problemer.

Sidestiller du altid kontanthjælpsmodtagere og fleksjobbere ?

Tænker du, at fleksjobbere er sådan nogle, der ikke gider arbejde fuldtids ?

Jeg har (eller havde for han lever ikke længere) en far, der var ude for en alvorlig trafikulykke som 22-årig. Inden ulykken var han ved landbruget. Efter et sygehusophold, der varede mere end 1 år og genoptræning fik han tilbudt en invalidepension. Men han sagde nej tak, han ville hellere tage en uddannelse og klare sig selv. Så han har ernæret sig som folkeskolelærer.

Han har været et forbillede og en kæmpe inspiration for mig. 

Jeg har taget en uddannelse og arbejdet på fuld tid i mange år. Og jeg har elsket det. Har såmænd også tit arbejdet mere end 37 timer pr. uge.

Da jeg var 39 år, blev jeg ramt af en meget voldsom depression. Det var et helvede - og jeg mener virkelig - det var et helvede - og desværre resulterede det i, at jeg ikke længere kunne være på det ordinære arbejdsmarked.

Jeg kan simpelt hen ikke tåle stress, selv om jeg tidligere havde en høj stresstærskel.

Mener du i ramme alvor, at jeg har meldt mig ud af det ordinære arbejdsmarked ?

Jeg var så ked af at skulle i fleksjob, og jeg kæmpede en ulige kamp for at blive på det ordinære arbejdsmarked. Min sagsbehandler måtte hjælpe min terapeuet med at overbevise mig om, at et fleksjob var den eneste vej frem.

Hvad har sygdom eller ulykker at gøre med "den sociale arv" ? - jeg har forældre, der begge havde uddannelser og var på arbejdsmarkedet.

I dag ved jeg, hvor uendelig priviligeret man er, hvis man ikke fejler noget og kan gå på arbejde uden smerter eller andre problemer. 

Tænker du, at du selv er hævet over ulykker og sygdom ? - tror du ikke, at du kan få din ryg ødelagt i en trafikulykke, som du ikke selv er skyld i, og som bevirker, at du bliver nødt til at blvie fleksjobber ?

Du lever i lykkelig uvidenhed om, hvor syg man kan blive af depression, stress eller angst. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var lige så uvidende på det punkt, som du er.

Er det forkert, at jeg kan finde på at gå til zumba, når jeg er fleksjobber ? - er det forkert, at jeg kan gøre noget, som giver energi og glæde ?

Jeg har ingen børn, så derfor kan du ikke beskylde mig for at få børn, som det offentlige skal forsørge.

Inden jeg blev syg, arbejdede jeg i rigtig mange år inden for det private erhvervsliv - så ikke engang min løn blev betalt af det offentlige.

Jeg mødte en tidligere kollega i dag. Hun har været nede med stress og depression, og hun har nogle problemer med følelsesløse fingerspidser, fordi hun på et tidspunkt har arbejdet uden handsker med frostvarer. 

Hun går hjemme for egen regning, da hun er faldet ud af dagpengesystemet. Hun har fået forbud mod at fortælle tll en jobsamtale, at hun har nogle udfordringer, og så føler arbejdsgiveren sig snydt, så det er ikke lykkkedes hende at få et job. 

Må min kollega, som har sclerose ikke have de to børn, hun har ?

Umiddelbart lyder det, som om du har en masse fordomme om psykisk syge mennekser.

Tør du svare ærligt på mine spørgsmål ?

Hvad tænker du om den sagsbehandler, der besluttede at stoppe sygedagpengene til en kvinde der var ramt af brystkræft og sende hende i et jobafklaringsforløb ?

Der er så mange nuacer.

Og jeg bliver nogle gange såååå træt af mennesker, der bare skriger op om, at syge ikke gider arbejde.

Tommelise skriver:

Beklager på forhånd. Det bliver nok meget langt.

Der er brådne kar alle vegne. 

Og ja - der er nogle, der ikke gider arbejde og hellere vil undskylde sig med alt muligt. Jeg har selv haft en kæreste, der var på kontanthjælp i mange år, fordi han ikke var særlig interessseret i at være på arbejdsmarkedet. Den indstilling kunne jeg slet ikke have med at gøre. Jeg prøvede nærmest alt for at motivere ham, men det var håbløst. Godt nok havde han nogle problemer med helbredet, men motivationen var der slet ikke. Vi er så heller ikke kærester mere.

Jeg kan også godt tænke mit, hvis man får 5-6 børn på kontanthjælp. Så tænker jeg, at man måske godt kunne være stoppet efter f.eks. 3 børn.

Og er det et ungt mennesker på kontanthjælp, der lige bliver hovsa-gravid og udelukkende går op i, hvor mange tilskud hun kan få, så tænker jeg også, at hun måske lige skulle have overvejet, om hun kunne forsørge det barn.

Men - der findes rent faktisk rigtig mange, der gerne vil arbejde, men ikke kan. Og så er vi en del, der er i fleksjob p.gr.a. helbredsmæssige problemer.

Sidestiller du altid kontanthjælpsmodtagere og fleksjobbere ?

Tænker du, at fleksjobbere er sådan nogle, der ikke gider arbejde fuldtids ?

Jeg har (eller havde for han lever ikke længere) en far, der var ude for en alvorlig trafikulykke som 22-årig. Inden ulykken var han ved landbruget. Efter et sygehusophold, der varede mere end 1 år og genoptræning fik han tilbudt en invalidepension. Men han sagde nej tak, han ville hellere tage en uddannelse og klare sig selv. Så han har ernæret sig som folkeskolelærer.

Han har været et forbillede og en kæmpe inspiration for mig. 

Jeg har taget en uddannelse og arbejdet på fuld tid i mange år. Og jeg har elsket det. Har såmænd også tit arbejdet mere end 37 timer pr. uge.

Da jeg var 39 år, blev jeg ramt af en meget voldsom depression. Det var et helvede - og jeg mener virkelig - det var et helvede - og desværre resulterede det i, at jeg ikke længere kunne være på det ordinære arbejdsmarked.

Jeg kan simpelt hen ikke tåle stress, selv om jeg tidligere havde en høj stresstærskel.

Mener du i ramme alvor, at jeg har meldt mig ud af det ordinære arbejdsmarked ?

Jeg var så ked af at skulle i fleksjob, og jeg kæmpede en ulige kamp for at blive på det ordinære arbejdsmarked. Min sagsbehandler måtte hjælpe min terapeuet med at overbevise mig om, at et fleksjob var den eneste vej frem.

Hvad har sygdom eller ulykker at gøre med "den sociale arv" ? - jeg har forældre, der begge havde uddannelser og var på arbejdsmarkedet.

I dag ved jeg, hvor uendelig priviligeret man er, hvis man ikke fejler noget og kan gå på arbejde uden smerter eller andre problemer. 

Tænker du, at du selv er hævet over ulykker og sygdom ? - tror du ikke, at du kan få din ryg ødelagt i en trafikulykke, som du ikke selv er skyld i, og som bevirker, at du bliver nødt til at blvie fleksjobber ?

Du lever i lykkelig uvidenhed om, hvor syg man kan blive af depression, stress eller angst. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var lige så uvidende på det punkt, som du er.

Er det forkert, at jeg kan finde på at gå til zumba, når jeg er fleksjobber ? - er det forkert, at jeg kan gøre noget, som giver energi og glæde ?

Jeg har ingen børn, så derfor kan du ikke beskylde mig for at få børn, som det offentlige skal forsørge.

Inden jeg blev syg, arbejdede jeg i rigtig mange år inden for det private erhvervsliv - så ikke engang min løn blev betalt af det offentlige.

Jeg mødte en tidligere kollega i dag. Hun har været nede med stress og depression, og hun har nogle problemer med følelsesløse fingerspidser, fordi hun på et tidspunkt har arbejdet uden handsker med frostvarer. 

Hun går hjemme for egen regning, da hun er faldet ud af dagpengesystemet. Hun har fået forbud mod at fortælle tll en jobsamtale, at hun har nogle udfordringer, og så føler arbejdsgiveren sig snydt, så det er ikke lykkkedes hende at få et job. 

Må min kollega, som har sclerose ikke have de to børn, hun har ?

Umiddelbart lyder det, som om du har en masse fordomme om psykisk syge mennekser.

Tør du svare ærligt på mine spørgsmål ?

Hvad tænker du om den sagsbehandler, der besluttede at stoppe sygedagpengene til en kvinde der var ramt af brystkræft og sende hende i et jobafklaringsforløb ?

Der er så mange nuacer.

Og jeg bliver nogle gange såååå træt af mennesker, der bare skriger op om, at syge ikke gider arbejde.

Jeg vil forsøge at besvare dine spørgsmål:

Nej. 

Nej. 

Nej. 

Du er dig og ikke alle. Statistikken er tydelig. Risikoen for at stå udenfor arbejdsmarkedet er langt, LANGT højere for børn/unge med forældre udenfor arbejdsmarkedet. 

Nej. 

Jo.

Nej. 

Nej. 

Jo. 

Ja. 

Jeg kender ikke nok til forløbet til at kunne/ville udtale mig. 

Men jeg kan sige, at jeg bliver bekymret, når unge mennesker får barn efter barn efter barn efter barn SAMTIDIG med, at de er for fysisk/psykisk skrøbelige til at kunne være selvforsørgende. Det er tydeligvis ekstremt upassende at gå op i, at man rent faktisk selv kan betale for sine ungers mad og bleer, men alene alle de forargede svar herinde fortæller mig, at samfundet har taget en skævvridning, hvor vi ikke længere går op i pligten til at bidrage men mere tænker på retten til at ligge trygt i sikkerhedsnettet. 

Det kan naturligvis ikke fortsætte. Jo flere, der lægger sig i sikkerhedsnettet, jo færre er der til at holde nettet oppe. Jeg vil personligt gerne holde sammen på nettet - men hvor meget længere holder det?

Abracadabra skriver:

Jeg vil forsøge at besvare dine spørgsmål:

Nej. 

Nej. 

Nej. 

Du er dig og ikke alle. Statistikken er tydelig. Risikoen for at stå udenfor arbejdsmarkedet er langt, LANGT højere for børn/unge med forældre udenfor arbejdsmarkedet. 

Nej. 

Jo.

Nej. 

Nej. 

Jo. 

Ja. 

Jeg kender ikke nok til forløbet til at kunne/ville udtale mig. 

 

Men jeg kan sige, at jeg bliver bekymret, når unge mennesker får barn efter barn efter barn efter barn SAMTIDIG med, at de er for fysisk/psykisk skrøbelige til at kunne være selvforsørgende. Det er tydeligvis ekstremt upassende at gå op i, at man rent faktisk selv kan betale for sine ungers mad og bleer, men alene alle de forargede svar herinde fortæller mig, at samfundet har taget en skævvridning, hvor vi ikke længere går op i pligten til at bidrage men mere tænker på retten til at ligge trygt i sikkerhedsnettet. 

Det kan naturligvis ikke fortsætte. Jo flere, der lægger sig i sikkerhedsnettet, jo færre er der til at holde nettet oppe. Jeg vil personligt gerne holde sammen på nettet - men hvor meget længere holder det?

Jeg tror såmænd ikke, at vi er så vildt uenige.

Jeg ved godt, at børn af mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet har større risiko for selv at komme til at stå uden for.

Men fleksjobbere står IKKE uden for arbejdsmarkedet. 

Vi er rigtig mange, der tænker på pligten. 

Vi skal bare huske, at sygdom og ulykker ikke er noget, man vælger.

Det er trist, at man i dag driver klapjagt på mennesker, der ikke kan bidrage fuldt ud.

Jeg er meget tæt på en ung mand, som desværre lige nu er i gang med et jobafklaringsforløb, som måske bliver erstattet af et ressourceforløb.

I guder - hvor har han kæmpet. Han har taget en uddannelse. Og nu er han knækket sammen.

Det er ikke hans skyld, at hans mors moderkage holdt op med at fungere, så han ikke fik næring den sidste tid før fødslen med en deraf følgende "hjernepåvirkning". Det er ikke hans skyld, at han har været så meget på "overarbejde" for at tage en uddannelse.

Kommunen er - efter næsten 1 års pres - gået med til at få lavet en vurdering fra en psykolog. De ville helst ikke have lavet vurderingen, for det kunne betyde, at de måtte se i øjnene, at han ikke kan klare sig på det ordinære arbejdsmarked.

Hvis du kom med mig til et møde i min netværksgruppe for fleksjobbere inden for min fagforening, så ville du måske blive overrasket over de forløb, nogle af dem har været igennem.

Mennekser, der kun kan arbejde 40 minutter om ugen, kan ikke få en førtidspension.

Igen - jeg tror ikke, vi er så ueinige.

Og du ville nok blive overrasket, hvis du vidste, hvem jeg stemte på tll valget. 

Mht til kvinden med brystkræft - hun var i job, men var nødt til at sygemelde sig. Hun var i kemobehandling i nogle måneder, før man kunne operere. Dagen før hun skulle have fjernet sit bryst, fik hun en besked i sin E-boks om, at hendes sygedagpenge ville blive stoppet et par dage efter opereationen, og hun skulle sendes i jobafklaringsforløb. Også selv om hun skulle i strålebehandling.

Da hun talte med den sagsbehandler, der havde taget beslutningen, fik hun at vide, at "når du er blevet opereret, så har du jo ikke en livstruende sygdom mere". Hmm. Det er noget af en melding, når der er tale om kræft.

Og jeg ved, at det er muligt at forlænge sygedagpengeperioden - min lillesøster fik heldigvis ro til at blive rask, dengang det var hende, der var igennem et brystkræftforløb. 

Igen igen - jeg er enig med dig på mange områder.

Men jeg bliver virkelig træt af alle de fordomme, der er i forhold til psykisk sygdom. 

Tommelise skriver:

Jeg tror såmænd ikke, at vi er så vildt uenige.

Jeg ved godt, at børn af mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet har større risiko for selv at komme til at stå uden for.

Men fleksjobbere står IKKE uden for arbejdsmarkedet. 

Vi er rigtig mange, der tænker på pligten. 

Vi skal bare huske, at sygdom og ulykker ikke er noget, man vælger.

Det er trist, at man i dag driver klapjagt på mennesker, der ikke kan bidrage fuldt ud.

Jeg er meget tæt på en ung mand, som desværre lige nu er i gang med et jobafklaringsforløb, som måske bliver erstattet af et ressourceforløb.

I guder - hvor har han kæmpet. Han har taget en uddannelse. Og nu er han knækket sammen.

Det er ikke hans skyld, at hans mors moderkage holdt op med at fungere, så han ikke fik næring den sidste tid før fødslen med en deraf følgende "hjernepåvirkning". Det er ikke hans skyld, at han har været så meget på "overarbejde" for at tage en uddannelse.

Kommunen er - efter næsten 1 års pres - gået med til at få lavet en vurdering fra en psykolog. De ville helst ikke have lavet vurderingen, for det kunne betyde, at de måtte se i øjnene, at han ikke kan klare sig på det ordinære arbejdsmarked.

Hvis du kom med mig til et møde i min netværksgruppe for fleksjobbere inden for min fagforening, så ville du måske blive overrasket over de forløb, nogle af dem har været igennem.

Mennekser, der kun kan arbejde 40 minutter om ugen, kan ikke få en førtidspension.

Igen - jeg tror ikke, vi er så ueinige.

Og du ville nok blive overrasket, hvis du vidste, hvem jeg stemte på tll valget. 

Mht til kvinden med brystkræft - hun var i job, men var nødt til at sygemelde sig. Hun var i kemobehandling i nogle måneder, før man kunne operere. Dagen før hun skulle have fjernet sit bryst, fik hun en besked i sin E-boks om, at hendes sygedagpenge ville blive stoppet et par dage efter opereationen, og hun skulle sendes i jobafklaringsforløb. Også selv om hun skulle i strålebehandling.

Da hun talte med den sagsbehandler, der havde taget beslutningen, fik hun at vide, at "når du er blevet opereret, så har du jo ikke en livstruende sygdom mere". Hmm. Det er noget af en melding, når der er tale om kræft.

Og jeg ved, at det er muligt at forlænge sygedagpengeperioden - min lillesøster fik heldigvis ro til at blive rask, dengang det var hende, der var igennem et brystkræftforløb. 

Igen igen - jeg er enig med dig på mange områder.

Men jeg bliver virkelig træt af alle de fordomme, der er i forhold til psykisk sygdom. 

 

Lidt off-topic, men alligevel ikke: Jeg har sclerose og fuldtidsjob. Heldigvis et fleksibelt arbejde, hvor jeg selv har stor indflydelse på, hvornår jeg lægger en del af mine arbejdstimer. Jeg kunne på nuværende tidspunkt ikke klare et 8-16-job, da jeg er nødt til at hvile de fleste eftermiddage. 

Min leder mener, vi skal begynde at se på fleksjob-ordning. Ikke fordi, jeg har mange sygedage - max fem om året - men fordi jeg ofte er nødt til, med ledelsens velsignelse, at melde fra eftermiddagsmøder, og fordi han ved, mit liv i lange perioder kun består af arbejde og hvile. Han vil gerne passe på mig, så jeg holder længst muligt på jobbet. Min psykolog mener også, det er en god idé, så jeg kan “få mig et liv” og måske forebygge attaks og nedture psykisk (man bliver sårbar, når man i perioder er kronisk træt). 

Jeg har overhovedet ikke lyst til fleksjob, bl.a. fordi jeg stritter imod at lade sygdommen “vinde”. Det er irrationelt. Men jeg opfatter det også som en hård proces at skulle igennem forløbet. Og det bekræfter dit indlæg. Ville du anbefale at vente, til det står bøjet i neon, at der ikke er andet at gøre, eller at tage turen nu, hvor det ikke synes strengt nødvendigt? 

Mor og meget mere skriver:

Lidt off-topic, men alligevel ikke: Jeg har sclerose og fuldtidsjob. Heldigvis et fleksibelt arbejde, hvor jeg selv har stor indflydelse på, hvornår jeg lægger en del af mine arbejdstimer. Jeg kunne på nuværende tidspunkt ikke klare et 8-16-job, da jeg er nødt til at hvile de fleste eftermiddage. 

Min leder mener, vi skal begynde at se på fleksjob-ordning. Ikke fordi, jeg har mange sygedage - max fem om året - men fordi jeg ofte er nødt til, med ledelsens velsignelse, at melde fra eftermiddagsmøder, og fordi han ved, mit liv i lange perioder kun består af arbejde og hvile. Han vil gerne passe på mig, så jeg holder længst muligt på jobbet. Min psykolog mener også, det er en god idé, så jeg kan “få mig et liv” og måske forebygge attaks og nedture psykisk (man bliver sårbar, når man i perioder er kronisk træt). 

Jeg har overhovedet ikke lyst til fleksjob, bl.a. fordi jeg stritter imod at lade sygdommen “vinde”. Det er irrationelt. Men jeg opfatter det også som en hård proces at skulle igennem forløbet. Og det bekræfter dit indlæg. Ville du anbefale at vente, til det står bøjet i neon, at der ikke er andet at gøre, eller at tage turen nu, hvor det ikke synes strengt nødvendigt? 

Den er rigtig svær, og jeg kan godt forstå dine følelser omkring det.

Jeg kæmpede imod rigtig længe. Det kan føles som et stort nederlag. Især når man har lagt vægt på at klare sig selv.

Jeg er så heldig at være på den gamle ordning. Og jeg er da virkelig taknemmelig for at bo i et land, hvor ordningen findes.

Jeg er ikke helt sikker, men der har været noget om, at man ikke kan blive ansat i fleksjob på sin nuværende arbejdsplads, medmindre man først har været ansat i 12 måneder efter de "sociale kapitler" Men jeg ved ikke helt, om det altid gælder, eller om det er noget andet, når man har en alvorlig sygdom, som er blevet forværret. 

Som med så meget andet, så er fleksjobordningen jo desværre blevet misbrugt somme tider, og det har været en medvirkende årsag til reformen. 

Så jeg ved ikke, om du måske bliver sendt i arbejdsprøvning på en anden arbejdsplads først.

Det kan måske blive hårdere at komme igennem forløbet, hvis du når at blive rigtig dårlig.

Jeg tænker, at du måske i første omgang kunne undersøge, om der er en konsulent i din fagoforening, der ved noget om det. Så kunne du måske få en uforpligtende samtale.

Det er også muligt, at din arbejdsgiver - helt uforpligtende - kan undersøge mulighederne.

Måske kan I få en form for rundbordssamtale, uden at der behøver at blive taget beslutninger her og nu.

Men jeg forstår din modstand - og du er jo så et eksempel på en, der rigtig gerne vil arbejde på trods af sygdom.

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så er der jo brådne kar alle vegne. Desværre har jeg hørt om fleksjobbere, der arbejder sort ved siden af deres fleksjob, og jeg bliver så forarget. for det er jo netop med til at ødelægge det for andre.

Anonym skriver:

Min kæreste er i flex fordi han har fået 2 diskus som har gjort ham uistand til at arbejde fuldtid . Det er ikke fordi han som sådan er syg syg eller hvad man skal sige . 

Jeg derimod indrømmer gerne jeg har nogen helt andre ting der gør jeg skal i flex , men fordi man er flexjobber gør det ikke en til en dårligere forældre om man har 1-2 eller 7 børn (sker så aldrig) men bare fordi man ikke kan arbejde fuldtid betyder det ikke man ikke kan have overskud til sine børn . 

Der er os syge på kontanthjælp som får både 5-6 børn .  

synes det er så ærgerligt man sættes i bås om overskud fordi man enten er på kontanthjælp eller flexjobber og ikke har 37 timer dageligt . 

Jeg kunne os bare selv vælge st hjemmepasse feks i stedet de næste år så ville ingen tænke på om jeg havde overskud . 

 

Ja, nu er det lige før, debatten er kommet til at køre hen over hovedet på dig.

Men jeg tror ikke, du skal opfatte det, som om der er nogle, der mener, at man er en dårligere forælder, fordi man er sygemeldt eller i fleksjob.

Men - man kan jo godt tænke, at hvis du kun havde f.eks. to børn, så var der måske et større overskud til at komme i et fleksjob, eller hvad det nu kan blive. Jeg håber, du kan følge tanken.

Jeg ved godt, at man ikke helt kan stille det sådan op, da arbejde og børn er to forskellige ting. Du har ikke de samme deadlines derhjemme, som du har på arbejde. Og jeg ved jo ikke, hvad lige præcis du bokser med.

Men jeg skal i hvert fald ikke have 4 børn, for det har jeg ikke overskud til. Det giver nu også sig selv p.gr.a. min alder. 

Havde jeg været yngre, havde jeg måske valgt at få et barn, selv om jeg er i fleksjob (og havde en sund og rask mand). Men ikke fire. Jeg vil gerne opfylde min "deal" med samfundet om, at jeg arbejder de 20 timer, som jeg kan klare i et fleksjob, så det kan jo ikke nytte noget, hvis mit overskud blev mindre, så jeg måtte gå ned i tid. 

Jeg tror også, det kunne have været rigtig svært, hvis jeg havde stået med et spædbarn samtidig med forløbet med at blive visiteret til fleksjob.

Jeg har en kusine, der har været ramt af gentagne depressioner, og hendes mand har epilepsi med hyppige anfald. De har valgt, at deres datter forbliver enebarn.

Det er slet ikke det samme, som at man ikke må få børn, fordi man er på kh, i fleksjob eller på førtidspension. 

Og ja - der er mange fordomme.

Men selv helt raske mennesker kan mangle overskuddet til fire børn.

Og det er den undren, der bliver givet udtryk for - sådan som jeg læser det. Og det håber jeg, du kan følge. 

Det betyder ikke, at du ikke skal få det barn, som du venter. Du er nu engang blevet gravid. 

Tommelise skriver:

Den er rigtig svær, og jeg kan godt forstå dine følelser omkring det.

Jeg kæmpede imod rigtig længe. Det kan føles som et stort nederlag. Især når man har lagt vægt på at klare sig selv.

Jeg er så heldig at være på den gamle ordning. Og jeg er da virkelig taknemmelig for at bo i et land, hvor ordningen findes.

Jeg er ikke helt sikker, men der har været noget om, at man ikke kan blive ansat i fleksjob på sin nuværende arbejdsplads, medmindre man først har været ansat i 12 måneder efter de "sociale kapitler" Men jeg ved ikke helt, om det altid gælder, eller om det er noget andet, når man har en alvorlig sygdom, som er blevet forværret. 

Som med så meget andet, så er fleksjobordningen jo desværre blevet misbrugt somme tider, og det har været en medvirkende årsag til reformen. 

Så jeg ved ikke, om du måske bliver sendt i arbejdsprøvning på en anden arbejdsplads først.

Det kan måske blive hårdere at komme igennem forløbet, hvis du når at blive rigtig dårlig.

Jeg tænker, at du måske i første omgang kunne undersøge, om der er en konsulent i din fagoforening, der ved noget om det. Så kunne du måske få en uforpligtende samtale.

Det er også muligt, at din arbejdsgiver - helt uforpligtende - kan undersøge mulighederne.

Måske kan I få en form for rundbordssamtale, uden at der behøver at blive taget beslutninger her og nu.

Men jeg forstår din modstand - og du er jo så et eksempel på en, der rigtig gerne vil arbejde på trods af sygdom.

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så er der jo brådne kar alle vegne. Desværre har jeg hørt om fleksjobbere, der arbejder sort ved siden af deres fleksjob, og jeg bliver så forarget. for det er jo netop med til at ødelægge det for andre.

 

Tak for dit svar. Det formelle har jeg ret godt styr på, da jeg selv arbejder i fagforeningen 1/4 af min arbejdstid som medlem af kredsstyrelsen. Det er mere det der med at erkende, hvornår det er nu!, jeg kæmper med - og så er jeg i tvivl om, hvor hård processen er. 

Jeg har også bare så svært ved at gennemskue, hvordan man nogensinde vil kunne vurdere min arbejdsevne, når min sygdom er så svingende, og mit job er så fleksibelt, at jeg har stor indflydelse på, hvornår jeg lægger de mest tidskrævende opgaver. 

Jeg tænker videre. 

Anonym skriver:

Min kæreste er i flex fordi han har fået 2 diskus som har gjort ham uistand til at arbejde fuldtid . Det er ikke fordi han som sådan er syg syg eller hvad man skal sige . 

Jeg derimod indrømmer gerne jeg har nogen helt andre ting der gør jeg skal i flex , men fordi man er flexjobber gør det ikke en til en dårligere forældre om man har 1-2 eller 7 børn (sker så aldrig) men bare fordi man ikke kan arbejde fuldtid betyder det ikke man ikke kan have overskud til sine børn . 

Der er os syge på kontanthjælp som får både 5-6 børn .  

synes det er så ærgerligt man sættes i bås om overskud fordi man enten er på kontanthjælp eller flexjobber og ikke har 37 timer dageligt . 

Jeg kunne os bare selv vælge st hjemmepasse feks i stedet de næste år så ville ingen tænke på om jeg havde overskud . 

 

Men kan du slet ikke sætte dig ind i den tankegang, hos folk der undrer sig over at du har overskud til fire børn men ikke til at arbejde 37 timer?

Jeg under gerne (næsten) alle mennesker børn, men kan da undre mig over at man synes det er okay at blive betalt af det offentlige fordi man ikke kan overskue 37 timer, men så godt kunne fungerer derhjemme med 4 børn. (Som jeg vil vove at påstå er mere krævende end et 37 timers job)

Se evt. det nye indlæg, med næsten samme navn som dit: https://www.baby.dk/debat/295058pi1/flere-boern-end-gennemsnittet/barn-nr--4.aspx