Barsel under elevtid 2 gange?

Tommelise skriver:

Hvor læser du, at jeg skriver, at en kvinde ikke må blive gravid? 

I det tilfælde, jeg nævner, hvor jeg selv var barselvikar:
 Det var en lillebitte, nystartet virksomhed. Den kvinde, jeg skulle vikariere for, vidste ikke, at hun var gravid, da hun blev ansat.

Det fandt hun ud af en uge efter ansættelsen.

Blev hun fyret - nej

Gik virksomheden konkurs - nej

Men jeg KENDTE historien - og hvis jeg havde været gravid og havde underskrevet kontrakten uden at fortælle det - så ville jeg i den grad have røvrendt arbejdsgiveren. Og hvis du ikke kan se det - tja. 

Der er da også kæmpe forskel på at sige; "Jeg er gravid, og jeg kan da slet ikke forstå, at det kan være et problem for arbejdsgiveren" - og så på at sige:

"Jeg er gravid, og jeg kan altså godt se, at det er upraktisk".

Jeg er vokset op i slipstrømmen på kvindefrigørelsen, og vi får ingen ligestilling, hvis vi slet ikke er parat til at ofre noget. Ligestilling er ikke gratis. 

Det er ikke det samme, som at vi ikke må få børn. 

Og vi bliver netop bombet tilbage til kødgryderne, hvis vi slet ikke har nogen forståelse for, at det der med at være på arbejdsmarkedet - det er "give and take".

Og at være totalt ligeglad med, om man planlægger to gange barsel inden for en elevtid - hvem tror du lige, der betaler din uddannelse og din barsel ?

Vi vil gerne have alle rettighederne - men vi vil ikke se ud over vores egen næsetip.

 

 

 

 

Altså du virker stærkt kritisk over for ts ønske om at få et barn mere imens hun er elev, det kunne jo nemt tolkes som at du ikke synes hun må/bør blive gravid (lige nu). Derudover var den kommentar ikke ment bestemt til dig. Det var mine egne refleksioner over hele debatten (ikke kun denne tråd) med temaet "må jeg godt blive gravid"?

Jeg synes det er ærgeligt at så mange føler behov for at "spørge om lov" fordi JEG ser det som et udtryk for kvindeundertrykkelse. Jeg kan se på dine andre svar, at vi ser meget forskelligt på dét.

Personligt har jeg selv været gravid lige da jeg søgte et job. Jeg kan faktisk ikke huske om jeg fandt ud af det lige før eller lige efter jeg sendte ansøgningen. Men jeg vidste det i hvert fald til samtalen. Jeg nævnte det ikke. Det handlede ikke om at skjule noget eller forsøge at udnytte arbejdsgiver, og havde jeg brækket mig midt under samtalen, havde jeg da også forklaret hvorfor (jeg kastede meget op). Jeg fik jobbet, et vikariat på 7 mdr. Jeg skulle gå på barsel efter knap 5mdr.

 That's life. Jeg fortalte intet, fordi jeg ikke havde lyst til at det var officielt endnu. Ikke engang min familie vidste det. Skulle jeg blotlægge mine dybeste tanker og drømme for en fremmed? Breake en "hemmelighed" som kun min mand og jeg kendte til? Potentielt smide en jobchance på jorden for et æg, der kun lige havde sat sig fast? Som måske aldrig blev til noget barn? For uanset hvordan man tænker om ærlighed er det et faktum, at en gravid kvinde er mere bøvl for en virksomhed end en ikke gravid. Har jeg ført nogen bag lyset? Næ. Det kan måske lyde som om jeg er mega kold, det er jeg nu ikke. Og jeg havde da selv overvejelser for om/hvornår jeg skulle sige noget. Jeg kom frem til at jeg ikke "skyldte" en arbejdsgiver at fortælle noget SÅ privat, når det ikke engang var sikkert at det blev til noget.

Selvfølgelig kan man selv havde andre præferencer, og så siger man bare hvad man vil. Men jeg synes det er en glidebane at forlange/dømme andre kvinder for ikke at sige noget. For hvor går grænsen? Ved nf? Ved positiv test? Ved planlægning af pb? Eller som her -hvor mange børn må man få i et givet tidsrum. Skal vi også sætte maks på hvad man tillade sig pr ansættelse, pr kvinder i det hele?  (Og jeg ved godt du ikke har skrevet de her ting )

Hvem betaler uddannelse og barsel? Jamen det gør vi alle, der betaler skat.. jeg forstår ikke hvor du vil hen med det? Det lyder næsten som om du føler at du personligt har den udgift. Ts tager jo sin uddannelse (og bataler også skat undervejs) men bliver bare forlænget af et par barsler. Jamen det er jo så barsler hun ikke skal have senere, hvor hun nok "koster mere" Ja jeg tror bare vi ser for forskelligt på det måske.

Jeg siger i øvrigt heller ikke at man skal vifte en positiv test for næsen af chefen imens man griner "hahaha hvad vil du gøre nu?" Men at kunne se det måske var lidt upraktisk for en arbejdsgiver er meget langt fra at begrænse sin personlige frihed ved så at udskyde sine ønsker om børn.

Jeg ser det som DET vigtigste at en kvinde får børn når hun og evt partner er klar til det. Man kan ikke planlægge alligevel hvornår det lykkes, og at skulle tage en masse hensyn til potentielle og nuværende arbejdsgivere er derfor håbløst. Der vil ALTID være nogen, der bliver "ramt" når en kvinde bliver gravid. Og jeg tilslutter mig, at det er et problem, der skal løses på samfundsniveau og ikke individniveau, på baggrund af en masse tossede uskrevne regler.

Anonym skriver:

Altså du virker stærkt kritisk over for ts ønske om at få et barn mere imens hun er elev, det kunne jo nemt tolkes som at du ikke synes hun må/bør blive gravid (lige nu). Derudover var den kommentar ikke ment bestemt til dig. Det var mine egne refleksioner over hele debatten (ikke kun denne tråd) med temaet "må jeg godt blive gravid"?

Jeg synes det er ærgeligt at så mange føler behov for at "spørge om lov" fordi JEG ser det som et udtryk for kvindeundertrykkelse. Jeg kan se på dine andre svar, at vi ser meget forskelligt på dét.

Personligt har jeg selv været gravid lige da jeg søgte et job. Jeg kan faktisk ikke huske om jeg fandt ud af det lige før eller lige efter jeg sendte ansøgningen. Men jeg vidste det i hvert fald til samtalen. Jeg nævnte det ikke. Det handlede ikke om at skjule noget eller forsøge at udnytte arbejdsgiver, og havde jeg brækket mig midt under samtalen, havde jeg da også forklaret hvorfor (jeg kastede meget op). Jeg fik jobbet, et vikariat på 7 mdr. Jeg skulle gå på barsel efter knap 5mdr.

 That's life. Jeg fortalte intet, fordi jeg ikke havde lyst til at det var officielt endnu. Ikke engang min familie vidste det. Skulle jeg blotlægge mine dybeste tanker og drømme for en fremmed? Breake en "hemmelighed" som kun min mand og jeg kendte til? Potentielt smide en jobchance på jorden for et æg, der kun lige havde sat sig fast? Som måske aldrig blev til noget barn? For uanset hvordan man tænker om ærlighed er det et faktum, at en gravid kvinde er mere bøvl for en virksomhed end en ikke gravid. Har jeg ført nogen bag lyset? Næ. Det kan måske lyde som om jeg er mega kold, det er jeg nu ikke. Og jeg havde da selv overvejelser for om/hvornår jeg skulle sige noget. Jeg kom frem til at jeg ikke "skyldte" en arbejdsgiver at fortælle noget SÅ privat, når det ikke engang var sikkert at det blev til noget.

Selvfølgelig kan man selv havde andre præferencer, og så siger man bare hvad man vil. Men jeg synes det er en glidebane at forlange/dømme andre kvinder for ikke at sige noget. For hvor går grænsen? Ved nf? Ved positiv test? Ved planlægning af pb? Eller som her -hvor mange børn må man få i et givet tidsrum. Skal vi også sætte maks på hvad man tillade sig pr ansættelse, pr kvinder i det hele?  (Og jeg ved godt du ikke har skrevet de her ting )

Hvem betaler uddannelse og barsel? Jamen det gør vi alle, der betaler skat.. jeg forstår ikke hvor du vil hen med det? Det lyder næsten som om du føler at du personligt har den udgift. Ts tager jo sin uddannelse (og bataler også skat undervejs) men bliver bare forlænget af et par barsler. Jamen det er jo så barsler hun ikke skal have senere, hvor hun nok "koster mere" Ja jeg tror bare vi ser for forskelligt på det måske.

Jeg siger i øvrigt heller ikke at man skal vifte en positiv test for næsen af chefen imens man griner "hahaha hvad vil du gøre nu?" Men at kunne se det måske var lidt upraktisk for en arbejdsgiver er meget langt fra at begrænse sin personlige frihed ved så at udskyde sine ønsker om børn.

Jeg ser det som DET vigtigste at en kvinde får børn når hun og evt partner er klar til det. Man kan ikke planlægge alligevel hvornår det lykkes, og at skulle tage en masse hensyn til potentielle og nuværende arbejdsgivere er derfor håbløst. Der vil ALTID være nogen, der bliver "ramt" når en kvinde bliver gravid. Og jeg tilslutter mig, at det er et problem, der skal løses på samfundsniveau og ikke individniveau, på baggrund af en masse tossede uskrevne regler.

Ja, jeg er kritisk over for, at man VÆLGER at underskrive en elevkontrakt på x antal måneder eller år.

Og så bagefter er ligeglad med kontrakten.

Tommelise skriver:

Ja, jeg er kritisk over for, at man VÆLGER at underskrive en elevkontrakt på x antal måneder eller år.

Og så bagefter er ligeglad med kontrakten.

Jeg ser det ikke som et udtryk for at hun er ligeglad med kontrakten, skriver jo helt specifikt at hun vil gøre det færdigt. Hun ønsker blot børn tæt på hinanden. Jeg ser hendes ansættelsesforhold og hendes privatliv som to adskilte, sideløbende ting. 

Skulle hun da -ifølge dig- have ventet med at tage denne uddannelse til hun var færdig med at få børn?

Anonym skriver:

Jeg ser det ikke som et udtryk for at hun er ligeglad med kontrakten, skriver jo helt specifikt at hun vil gøre det færdigt. Hun ønsker blot børn tæt på hinanden. Jeg ser hendes ansættelsesforhold og hendes privatliv som to adskilte, sideløbende ting. 

Skulle hun da -ifølge dig- have ventet med at tage denne uddannelse til hun var færdig med at få børn?

Eller også skulle hun gøre uddannelsen færdig først.

Vi kan ikke altid få det hele på én gang. 

Tommelise skriver:

Eller også skulle hun gøre uddannelsen færdig først.

Vi kan ikke altid få det hele på én gang. 

 

Vi kender jo ikke nærmere detaljer omkring ts privatliv, men potentielt kunne hun jo være oppe i årene fertilitetsmæssigt. Og da vil hvert år tælle...

Nå, men uanset kan jeg se, at vi ser helt forskelligt på det. Tak for en god og spændende debat og tak for den gode tone undervejs 

Anonym skriver:

Vi kender jo ikke nærmere detaljer omkring ts privatliv, men potentielt kunne hun jo være oppe i årene fertilitetsmæssigt. Og da vil hvert år tælle...

Nå, men uanset kan jeg se, at vi ser helt forskelligt på det. Tak for en god og spændende debat og tak for den gode tone undervejs 

I gymnasiet "lærte" vi, at man kan det hele. Alle de børn man ønsker + karriere. 

Vi vil have det hele, men det kan vi bare ikke altid. Kombinationen lykkes ikke altid. 

Og jeg synes, det er udtryk for en lidt forkælet holdning, at vi aldrig vil vælge. Og nogle gange må man vælge fra. 

Der er ting, som yngre kvinder tager for givet, som jeg godt kan synes, er forkælet. Da min storesøster fik børn, havde hun kun 6 måneders barsel. Så er det svært ikke at synes, at det er en luksus med 12 måneder. 

Men debatten om, hvad ligestilling er - og hvad vi selv er parat til at betale for ligestillingen - den er da interessant.

Men den kan vi altid tage i en anden tråd.

Tommelise skriver:

Burde TS ikke have overvejet det, inden hun - helt og alderes frivilligt skrev under på en elevkontrakt på x antal måneder eller år ?

 

Jeg forstår nok ikke helt, hvorfor der skulle være stor forskel på en elevtid og en reel ansættelse? Andet end at det faktisk er billigere for arbejdspladsen at betale barsel til en elev? Alternativt skulle hun vente til overstået elevtid og blive gravid som nyledig eller nyansat. Jeg tænker bare, at så kan man pludselig komme til at vente mange år med den graviditet  

Jeg er jo helt enig i, at man skal være lidt gelinde og være “ordentlig”, men man har også lov til at planlægge og leve sit eget liv, som man gerne vil. To-tre år er vel også et meget “almindeligt” mellemrum mellem børn.

Lea2787 skriver:

Jeg forstår nok ikke helt, hvorfor der skulle være stor forskel på en elevtid og en reel ansættelse? Andet end at det faktisk er billigere for arbejdspladsen at betale barsel til en elev? Alternativt skulle hun vente til overstået elevtid og blive gravid som nyledig eller nyansat. Jeg tænker bare, at så kan man pludselig komme til at vente mange år med den graviditet  

Jeg er jo helt enig i, at man skal være lidt gelinde og være “ordentlig”, men man har også lov til at planlægge og leve sit eget liv, som man gerne vil. To-tre år er vel også et meget “almindeligt” mellemrum mellem børn.

I rigtig mange tilfælde planlægger man jo næsten et elevforhold på forhånd, med hensyn til skole perioder og “vikar dækning” under disse perioder.

jeg har siddet som næsten ansvarlig i en mindre virksomhed ( med hensyn til bla arbejdsplaner og personalebemanding), og hold op hvor er det surt når eleven skal på barsel 2 gange på en en elevtid der varer ca 2,5- 3 år.

Lea2787 skriver:

Jeg forstår nok ikke helt, hvorfor der skulle være stor forskel på en elevtid og en reel ansættelse? Andet end at det faktisk er billigere for arbejdspladsen at betale barsel til en elev? Alternativt skulle hun vente til overstået elevtid og blive gravid som nyledig eller nyansat. Jeg tænker bare, at så kan man pludselig komme til at vente mange år med den graviditet  

Jeg er jo helt enig i, at man skal være lidt gelinde og være “ordentlig”, men man har også lov til at planlægge og leve sit eget liv, som man gerne vil. To-tre år er vel også et meget “almindeligt” mellemrum mellem børn.

Jeg synes ikke, at der er noget forkert i 2 gange barsel i løbet af en elevtid, men som en anden har nævnt tidligere i tråden, ville jeg som arbejdsgiver nok ikke ansætte en nyuddannet elev med 2 gange barsel på CV'et. Ikke fordi der er noget forkert i det, for det er der ikke, men jeg ville frygte for, om barslen er gået ud over elevens læring.

Hvis et forløb ser ud som: 1 år på skole/arbejdsplads, 1 år på barsel, 1 år på skole/arbejdsplads, 1 år på barsel, ½ år på skole/arbejdsplads, ville jeg frygte at pauser, der er lige så lange som uddannelsen, ville gå ud over, hvor meget eleven har fået med sig fra "det virkelige liv" på arbejdspladsen, så stod jeg med 2 kandidater til en ansættelse, ville det blive medarbejderen uden alle pauserne fra uddannelsen velvidende, at det nok ville betyde barsel under ansættelsen i stedet.

Janey skriver:

Jeg synes ikke, at der er noget forkert i 2 gange barsel i løbet af en elevtid, men som en anden har nævnt tidligere i tråden, ville jeg som arbejdsgiver nok ikke ansætte en nyuddannet elev med 2 gange barsel på CV'et. Ikke fordi der er noget forkert i det, for det er der ikke, men jeg ville frygte for, om barslen er gået ud over elevens læring.

Hvis et forløb ser ud som: 1 år på skole/arbejdsplads, 1 år på barsel, 1 år på skole/arbejdsplads, 1 år på barsel, ½ år på skole/arbejdsplads, ville jeg frygte at pauser, der er lige så lange som uddannelsen, ville gå ud over, hvor meget eleven har fået med sig fra "det virkelige liv" på arbejdspladsen, så stod jeg med 2 kandidater til en ansættelse, ville det blive medarbejderen uden alle pauserne fra uddannelsen velvidende, at det nok ville betyde barsel under ansættelsen i stedet.

Det er også en af de ting, som jeg ser som en stor forskel.

Hvis jeg stod med to kandidater til et job, ville jeg også vælge den, der ikke havde fået hakket sin uddannelse i stykker, fordi jeg ville vurdere, at hun alt andet lige havde et bedre fagligt fundament at stå på.

Og det ville komme i anden række, at hun så måske skal på barsel et par gange eller tre.