Hej med dig
Det må være smadder hårdt at være så uenige om, hvilket familieliv man gerne vil have. Og der er jo intet unormalt ved, at man ændrer sig mere eller mindre, når man ændrer livsfase - herunder fx får børn. Men jeg tænker som flere andre, at det vil være godt for dig og jer, hvis du får skilt tingene mere ad.
Du refererer flere steder til “forskning og evidens”. Du argumenterer for, at det ikke er dine følelser der er på spil, men viden om hvad der er rigtigt og hvad de forskellige valg har af konsekvenser for jeres datter. Og at det handler om, at din mand ikke “gider sætte sig ind i tingene”. Men hvis det er korrekt at du har sat dig ind i området og formår at læse dig ind på den eksisterende viden med tilstrækkelig kritisk refleksion, så ved du jo også, at evidensen på komplekse felter såsom fx børneopdragelse og familieliv er uendeligt meget mere nuanceret, end hvad fx den “ifavnske bølge” sædvanligvis fremstiller (og deres modsætninger ligeså - få ting er som bekendt særlig gode, når det køres ud i ekstremerne, heller ikke teorier om børneopdragelse).
Der er jo ingen forskning der peger på, at alle børn i dagsinstitutioner lider nød. Eller at hjemmepassede børn pr. definition har det godt. Det betyder ikke, at vi ikke som samfund ikke skal forholde os kritisk til måden vi driver pasningstilbud på, eller til hvilken indretning af dagligdagen vi har det bedst med. Men at mene at dit barn tager følelsesmæssigt skade af er par korte dage i pasning om ugen et tilsyneladende trygt sted, for derefter at henvise til forskningen, er en fejlfortolkning i mine øjne - som jeg godt forstår at din mand muligvis står af på. Og som du ikke har forskningsmæssigt belæg for - snarere følelsesmæssig (og følelser er også ganske gode og legitime, når man er forælder).
Når jeg som mor vælger, at sende mine børn i vuggestue og passe mit arbejde, handler det ikke om, at jeg ikke har “set lyset” og ikke kan stave til #omsorgsrevolution. Det er et valg jeg har truffet med vidtåbne og bevidste øjne, fordi det passer til vores families samlede ve og vel og fordi jeg tror på, at de er gode for både børn og voksne. Vi har fleksible og spændende jobs, en fornuftig økonomi, stærkt netværk, og mine børn har relativt korte dage i en institution som de er meget glade for. Det føles fornuftigt og godt nede i “intuitions-maven” langt de fleste dage om året.
Så jeg argumenterer på ingen måde for at du med vold og magt skal tvinge dit barn ud i fremmede arme 45 timer om ugen (det er der vel egentlig ingen, som synes?). Men lidt mere nuance end at dagpleje = følelsesmæssig traumatisk opvækst og Ifavnsk opdragelse = evig frelse, vil nok være en fin måde hvorpå I derhjemme kan nærme jer hinanden og finde fælles fodslag for de værdier, som I gerne vil basere jeres familieliv på. Der findes jo 117 mellemveje, mellem yderpolerne. Og det er en helt naturlig del af (forælder)livet at tvivle, føle og stille spørgsmål ved, om vi nu gør tingene godt nok. Det er sådan arten overlever - men vi behøver ikke at gå i stå af det - men kan trøste os ved, at der er en million veje til “den gode barndom” og at børn heldigvis ofte er robuste nok til at modstå vores fejltrin.
Generelt tror jeg, at der kommer få gode ting ud af, at diskutere på den måde som I lyder til at gøre. For det er jo netop ikke særlig interessant hvad “forskningen siger”, specielt fordi forskningen ikke er entydig. Det er interessant hvad I hver især mener og føler er det rigtige for jer og jeres familie, hvad I har råd til, ambitioner om, lyst til, osv.
Held og lykke med den videre snak.
