Når mor er blevet en anden

Hvad går man, når man er blevet en helt anden efter man er blevet mor? Vi har en på 2,5 år, og jeg er blevet en helt anden. Vil nok kalde det ifavnsk med stort ønske om at gå hjemme med vores datter. Min mand vil ikke være med til det, og jeg føler jeg bruger min hverdag på ekstrem dårlig samvittighed overfor vores datter og skænderier med manden. Det eneste vi nærmest diskuterer er vores vildt forskellige holdninger til forældreskabet, og jeg er bare så dybt uenig. Jeg mener ikke alt det som er normen i samfundet er det bedste for vores datter. Hun reagerer også kraftigt på at være afsted og har altid gjort det. 

Ofte har jeg ikke lyst til at tale eller være i nærheden af min mand, fordi vi bare er så uenige. Jeg er udmærket godt klar over, at det er mig som har ændret mig, fordi jeg har fået øjnene op for nogle ting. Men hvad gør man? Jeg kan ikke slippe den her måde at være mor på, og jeg vil ikke. Min mand kan også nogle gange sige at jeg har ret i det, men han gider ikke prioritere anderledes økonomisk eller sætte sig ind i hvad forskellige opvækster egentlig betyder for vores datter. 

Det blev rodet. Skulle nok bare ud med det. Er så træt af hele tiden at føle, jeg lever mit liv halvt og at jeg ikke har god samvittighed nogensinde.

Det er svært for ingen af jer har ret, i har "bare" forskellige opfattelser af hvad der skal prioriteres. Måske ville en terapeut være en god ide. I kunne også sætte jer ned og tale om hvor i ser jer selv om 5, 10 og 20 år. Hvad er vigtigt for jer at opnå? Er det vigtigt for ham at komme ud at rejse? Få drømmehuset? Tidligt på pension? Hvad er det præcist som han drømmer om. Jeg kan egentlig godt forstå hvis han ikke er interesseret i at bære hele den økonomiske byrde. Det sætter ham i en udsat situation. På den anden side, kunne du gå ned i tid? Eller skifte branche? Måske finde et arbejde der kan gøres hjemmefra. 

Tiden hvor børnene er små og har brug for os er kort

Jeg kan godt forstå du gerne vil priotere hendes velfærd .

Når nu din mand ikke vil være med   hvad så med st se hvad du selv kan gøre?

Hvad med fx  aftenarb eller weekend.

Det gør at du kan have hende hjemme om dagen.

Fx rengøring er tit flexibelt pg kan udføres når hun sover så er din mand hjemme og kan lytte efter hende. 

Så har du stadig en indtægt og kan bidrage økonomisk i forholdet. 

Astoria skriver:

Det er svært for ingen af jer har ret, i har "bare" forskellige opfattelser af hvad der skal prioriteres. Måske ville en terapeut være en god ide. I kunne også sætte jer ned og tale om hvor i ser jer selv om 5, 10 og 20 år. Hvad er vigtigt for jer at opnå? Er det vigtigt for ham at komme ud at rejse? Få drømmehuset? Tidligt på pension? Hvad er det præcist som han drømmer om. Jeg kan egentlig godt forstå hvis han ikke er interesseret i at bære hele den økonomiske byrde. Det sætter ham i en udsat situation. På den anden side, kunne du gå ned i tid? Eller skifte branche? Måske finde et arbejde der kan gøres hjemmefra. 

I forvejen er vores datter kun afsted 2-3 gange om ugen, men det er bare ikke nok. Jeg savner vores glade datter de dage hun er afsted og det tager hende 1-2 fridage at blive sig selv igen efter hun har været afsted. Han ville heller ikke komme til at bære helt det hele, da jeg ville kunne arbejde ca 40-50 timer om måneden lagt ud på to weekender. 

Jeg kan godt se hvad du mener, og problemet er nok vi ønsker vidt forskellige ting her i livet. Jeg ville ønske jeg havde vidst hvilken mor jeg ville blive, for så havde vi nok været enige om aldrig at skulle have børn sammen...

Prøv at kaste et blik på hans følelser: Føler han sig i virkeligheden nedprioriteret i forhold til din datter? Kan han føle sig som en arbejdshest, som primært skal bruges til at tjene penge, så I kan hygge derhjemme? Husker I jeres tosomhed? Sex og kærlighed? 

Men er du sikker på at det ikke er din holdning der smitter af på dit barn. Altså, du mener det er bedst hun er hjemme, så derfor reagere hun på at skulle afsted?

Ville også synes det var en stor omvæltning, hvis jeg blev gift med en person og den så ændrede holdninger lige pludseligt - det er jo næsten som at være gift med en man ikke har valgt. Hvis det er holdninger af stor betydning i er uenige om, hvilket det lyder som om.

Jeg tænker, at I bliver nødt til at forsøge at arbejde jer hen imod nogle kompromisser, for ingen af jer kommer særlig langt med dogmatiske holdninger til, at tingene skal være på en bestemt måde for at være 100% rigtige og eller er alt tabt. Og selvfølgelig smitter dine følelser af på din datter, jeres uenigheder ligeså. Måske, som en anden skriver, ville terapi være en god måde for jer begge at indse, at ingen af jer har ret og at I formentlig begge vil jeres familie det bedste?

Du får intet ud af stejlt at holde på din “måde st være mor på”. Du ender med delebørn og derved få meget færre penge mellem hænderne og kun se dine børn hver anden uge... vel og mærke hvor far henter kl 16.00  Det er de brosten du er ved at lægge.

Jeg kan godt forstå din mand. Han knokler for at skaffe penge og du skal bruge dem på st have god samvittighed og være ifavns mor..?! Ej

Der er altså ikke nogle børn som tager skade af at være sammen i et fællesskab og lærer de strukturer at kende der også går igen i en skole. Grunden til at hun måske reagerer er fordi hun er for ofte væk fra institutionen og du har et ubehag overfor at aflevere hende. Det kam hun sagtens mærke. Kun at være afsted 2-3 dage er da overhoved ikke meget. Jeg kan godt forstå din mand stejler. 

Det kan også sagtens tænkes din mand stejler fordi det vil lægge et ekstra økonomisk pres på hans skuldre hvis du skal være hjemmegående.

Han vil måske være tvunget til at opretholde en høj løn og skulle han evt miste jobbet vil det måske være en katastrofe for familien. Den situation er der nogen som tager i stiv arm mens andre vil føle det meget utrygt.

Men I bliver jo nødt til at snakke om det.

Det du skal overveje er om du gør din datter en tjeneste ved at kæmpe med næb og klør for at skulle være hjemme. 

Resultat ved at kæmpe:

1) ødelagt ægteskab - manden bliver irriteret og går. Du kan allerede ikke lide af være sammen med ham fordi i skændes og prioriterer forskelligt.

2) dit barn bliver delebarn og du er nødt til at arbejde endnu mere. Din man tager pengene med sig og henter kl 16.. alle dage.

3) skilsmissebarn med delte ferie og helligdag og hver anden uge væk fra dig. 

Det er reelt det du med meget stor sandsynlighed opnår. 

Det du opnår ved at slå øjnene op for din partners behov og ikke kun din datters:

1) et bedre parforhold der holder

2) datter der får glæde af meget forældrertid samtidig med at opleve sammenholdet i en gruppe af børn. 

3) at kunne holde alle jule og fødselsdage og ferier med hende.

find interessen for din partner igen og ikke kun din datter. Hun vil ikke takke dig for at blive skilsmissebarn.