Anonym skriver:
Bare fordi vi ikke deler de samme holdninger, så kan man godt formulere sig ordentligt. Jeg respekterer dine holdninger.
Hvis du læser et af mine svar længere oppe, så vil du se, at jeg har skrevet, at jeg kan arbejde 40-50 timer om måneden - evt mere efter hvordan det bliver planlagt, hvilket faktisk ville dække halvdelen af de faste udgifter og lidt ud over.
I forvejen arbejder jeg “skæve” tidspunkter for at skabe tid i hjemmet. Lige nu er jeg fx lige kommet hjem fra en nattevagt. Så jeg vil gerne arbejde - meget gerne! Jeg ville rigtig gerne, hvis min mand ville gå hjemme med vores datter. Det har jeg også spurgt ham om, men det vil han på ingen måde. Han mener selv, at hvis vi skulle gøre det, så skulle det være mig.
Men hvis du kan dække "din del" af de faste udgifter på den måde, hvorfor gør i så ikke sådan? Så betaler du din andel og så må du se om der er noget tilovers til dig selv. Og ellers er det bare ærgeligt med nye bukser og frisør de næste par år. Det må jo være en prioritet.
Igen, han har jo intet imod at du er hjemmegående, hvis du bare selv kan lukke det økonomiske hul der vil blive.
Jeg kan ikke se problemet, hvis du har fundet en løsning på det økonomiske .
Er det fordi det handler mere om du vil høre ham råbe at i nu er ifavnske forældre sammen? I så fald, synes jeg du skal træde et skridt tilbage og passe på du ikke falder i en eller anden ideologi fælde. Det er ikke vigtigt "hvad man er" det er vigtigt at man er forældre som man intuitivt føler naturligt - din mand er ikke forældre efter ifavnske "regler" (jeg forstår i øvrigt ikke at man har behov for at sætte et mærkat på "hvordan" man er forældre da det netop bør være intuitivt, det virker på mig som en anden slankekur med regler og metoder der ikke nødvendigvis alle falder en særlig naturligt.) MEN han går altså ikke i vejen for at DU kan være det. Så go ahead, men lad være at trække det ned over hovedet på din mand som en anden ekstremist, det har aldrig gavnet noget.
Anmeld
Citér
