Når mor er blevet en anden

I et parforhold kan der ske det, at man udvikler sig i hver sin retning og skal parforholdet overleve så kræver det en accept fra begge sider og ikke kun den der trækker "detsigerforskningkortet". 

Det lyder til, at det at få barn har været anstødsstenen til, at I bevægede jer i forskellige retninger og det lyder til, at I ikke accepterer og lytter til hinanden. Ved du fx, hvorfor din mand er modstander af ideen om, at du skal blive hjemmegående? Ellers er det måske på tide at spørge og ikke bare spørge, men også at vælge at lytte. Det kunne jo være langt mere end den økonomiske faktor der er på spil, det kunne fx være at han er bange for at miste den kvinde han forelskede sig i...

Og så et godt råd smid "detsigerforskningenkortet" langt ud til højre, for forskning og analyser kan sige rigtig mange ting. I er blevet forældre sammen, og det der betyder noget for jer, er at I sammen finder den måde I vil være familie og forældre på. 

Jeg er helt med på vuggestuer er til for arbejdsmarkedet (og for den sags skyld for de forældre, der godt kan lide at være på arbejdsmarkedet). Jeg er med på, at udviklingspsykologien ikke nødvendigvis taler for adskillelsen de første par år osv. Men jeg er også helt med på, at et barn fx er fantastisk til at fornemme stemninger og en betændt stemning i et hjem også påvirker i de første leveår osv osv osv. 

Kom min mand med "detsigerforskningkortet", hver gang vi skulle tale om familien, opdragelse, børn, arbejde, mad og ja alt der omhandler vores liv sammen. Så ville jeg få et føl på tværs og finde forskningen der talte imod (for det findes sjovt nok forskning er ikke sandhed, forskning er bud som understøttes enten af teori eller empiri eller begge dele). 

Så mit råd er: i fredstid, lyt til hinanden acceptere hinandens ståsteder (og drop jeg ved ved at, for forskningen....). Det kan være I ender med, at du går hjemme fordi der kan findes en løsning på din mands usikkerheder i forhold til det arrangement - Ja hvem ved det kan være han ser lyset så han vil gå hjemme og du bliver den der skaber det økonomiske fundament. Det kan også være du kan forstå hans bekymringer og måske revurderer eller måske noget helt 3. 

For den vej I går på nu er uholdbart for et parforhold, for det er en vej, hvor I ikke skaber sammen, men holder hinanden skakmat med "jegvedbedst" argumenter- det er gift for et parforhold.

Held og lykke

I et parforhold kan der ske det, at man udvikler sig i hver sin retning og skal parforholdet overleve så kræver det en accept fra begge sider og ikke kun den der trækker "detsigerforskningkortet". 

Det lyder til, at det at få barn har været anstødsstenen til, at I bevægede jer i forskellige retninger og det lyder til, at I ikke accepterer og lytter til hinanden. Ved du fx, hvorfor din mand er modstander af ideen om, at du skal blive hjemmegående? Ellers er det måske på tide at spørge og ikke bare spørge, men også at vælge at lytte. Det kunne jo være langt mere end den økonomiske faktor der er på spil, det kunne fx være at han er bange for at miste den kvinde han forelskede sig i...

Og så et godt råd smid "detsigerforskningenkortet" langt ud til højre, for forskning og analyser kan sige rigtig mange ting. I er blevet forældre sammen, og det der betyder noget for jer, er at I sammen finder den måde I vil være familie og forældre på. 

Jeg er helt med på vuggestuer er til for arbejdsmarkedet (og for den sags skyld for de forældre, der godt kan lide at være på arbejdsmarkedet). Jeg er med på, at udviklingspsykologien ikke nødvendigvis taler for adskillelsen de første par år osv. Men jeg er også helt med på, at et barn fx er fantastisk til at fornemme stemninger og en betændt stemning i et hjem også påvirker i de første leveår osv osv osv. 

Kom min mand med "detsigerforskningkortet", hver gang vi skulle tale om familien, opdragelse, børn, arbejde, mad og ja alt der omhandler vores liv sammen. Så ville jeg få et føl på tværs og finde forskningen der talte imod (for det findes sjovt nok forskning er ikke sandhed, forskning er bud som understøttes enten af teori eller empiri eller begge dele). 

Så mit råd er: i fredstid, lyt til hinanden acceptere hinandens ståsteder (og drop jeg ved ved at, for forskningen....). Det kan være I ender med, at du går hjemme fordi der kan findes en løsning på din mands usikkerheder i forhold til det arrangement - Ja hvem ved det kan være han ser lyset så han vil gå hjemme og du bliver den der skaber det økonomiske fundament. Det kan også være du kan forstå hans bekymringer og måske revurderer eller måske noget helt 3. 

For den vej I går på nu er uholdbart for et parforhold, for det er en vej, hvor I ikke skaber sammen, men holder hinanden skakmat med "jegvedbedst" argumenter- det er gift for et parforhold.

Held og lykke

Fuck det er godt skrevet ...

I forhold til det med at det kan være andet end økonomi... jeg ville personligt synes min mand var meget uinspirerende hvis han kun kunne fortælle om en tur til legepladsen og den nyeste serie på Netflix. 

Jeg får som partner meget ud af at vi kan snakke oplevelser fra dagen og voksen opgaver på arbejde. Så jeg ville ikke ønske en hjemmegående mand. Jeg elsker st han får inspiration fra arbejde og det band han er i om aftenen en gang imellem. 

Jeg ville som mand heller ikke have lydt til st trække det økonomiske læs udelukkende og jeg mener heller ikke det er fair - med mindre man er enig om det.

som par besluttet man om man vil hjemmeskole sine børn på en båd, være veganere, have aupair eller andet. Og det er jo fint vi lever forskelligt. Men man kan ikke plage om ens eget ønske uden det har konsekvenser. 

Anonym skriver:

Har desværre ikke lige tid til at svare alle lige nu, men jeg vil bare lige sige, at nu er min måde at være mor på ikke bare er baseret på mine følelser, men jeg har sat mig ind i forskning. Forskning siger, at børn ikke bør være væk fra deres forældre de første tre år som minimum. Så hvordan kan i sige, at det skal børn? Når evidensbaseret forskning siger noget andet.

Der er nok ikke nogen - eller kun ganske få - der siger, at børn SKAL i institution før de tre år. Som jeg læser det, er det dig, der er ultimativ i din opfattelse af, at dét skal/bør dit barn IKKE. Jeg kan godt forstå, kommunikationen mellem dig og manden går galt, når du fx mener, at “han gider ikke prioritere anderledes økonomisk eller sætte sig ind i hvad forskellige opvækster egentlig betyder for vores datter” - dit ordvalg viser med tydelighed, at du har fundet sandhedEN, og at hans modvilje bare er et spørgsmål om, at han ikke GIDER sætte sig ind i den. Underforstået - hvis han bare gad, ville han også se lyset. Formentlig VIL han ikke, og det er noget helt andet. Du er nødt til, også for din datters skyld, at vise hendes far så meget respekt, at du ikke affærdiger hans modvilje som manglende “giden”. Hvordan ville du selv reagere, hvis han sagde, at du ikke GAD arbejde længere, og at dét var årsagen til dit ønske? 

Du har ret, og du har ikke ret. Det samme gælder ham. Der er ikke nogen forskning, der påviser, at én opvæksttype garanterer høj trivsel på alle fronter - eller at samtlige børn i vores del af verden har vantrivedes de sidste cirka 50 år, efter at børn begyndte i institution. Eller for den sags skyld, at samtlige børn, der har haft hjemmegående mødre, har haft markant højere trivsel på kort og langt sigt. 

Hvis du ikke er parat til at opfatte dét, du ønsker, netop som et ØNSKE og ikke en naturlov, en simpel nødvendighed, det eneste rigtige - så er det indlysende, at I aldrig kommer til at mødes i en ligeværdig diskussion. Det er også hans barn, hans liv, hans familie, og det er svært at tro, han bevidst og med fuldt overlæg vil vælge det værst tænkelige for sit barn. Han ser “bare” anderledes på det end du, og det er du pinedød nødt til at respektere. Først dér begynder muligheden for at tale sammen. 

Som en anden skriver så meld dig ind i en ifavnsk gruppe på facebook, de er rigtig gode til at dele erfaringer, både gode og dårlige.

Jeg har også ændret min holdning til “opdragelse” efter jeg er blevet mor, jeg er bare heldig at min mand er med mig 95% af vejen 

grinny skriver:

Som en anden skriver så meld dig ind i en ifavnsk gruppe på facebook, de er rigtig gode til at dele erfaringer, både gode og dårlige.

Jeg har også ændret min holdning til “opdragelse” efter jeg er blevet mor, jeg er bare heldig at min mand er med mig 95% af vejen 

Jeg tror vi alle ændrer os når vi bliver forældre også i synes på, hvordan man skal være forældre. Jeg selv vokser hver dag, lærer nyt hver dag og er så heldig så min mand og jeg er vokset nogenlunde samme vej og ikke mindst kan se potentialet i, at vi er forskellige.

Jeg tror dog ikke vi var vokset samme vej, hvis ens af havde hævdet at vide bedst. Da vi blev forældre første gang var jeg i gang med speciale i pædagogik (og filosofi) og vidste derfor en masse teoretisk om udviklingspsykologi mm. Men ikke en gang har jeg smidt kortet "jegvedbedstfordijegharuddannelse". Vi har undret os sammen og vi har ikke mindst set på helheden for en ting er, hvad en gren inden for psykologi siger om barnet, men barnet agerer jo i en sammenhæng som er familien og er en del af et fællesskab (system).

Nå lang sludder, men det er egentlig for at sige, det er ikke nok at man udvikler sig selv for det skal være forældreskabet der udvikler sig og det gør man sammen og man går på kompromiser og ikke mindst ser potentialet i forskelligheden.

lineog4 skriver:

Jeg tror vi alle ændrer os når vi bliver forældre også i synes på, hvordan man skal være forældre. Jeg selv vokser hver dag, lærer nyt hver dag og er så heldig så min mand og jeg er vokset nogenlunde samme vej og ikke mindst kan se potentialet i, at vi er forskellige.

Jeg tror dog ikke vi var vokset samme vej, hvis ens af havde hævdet at vide bedst. Da vi blev forældre første gang var jeg i gang med speciale i pædagogik (og filosofi) og vidste derfor en masse teoretisk om udviklingspsykologi mm. Men ikke en gang har jeg smidt kortet "jegvedbedstfordijegharuddannelse". Vi har undret os sammen og vi har ikke mindst set på helheden for en ting er, hvad en gren inden for psykologi siger om barnet, men barnet agerer jo i en sammenhæng som er familien og er en del af et fællesskab (system).

Nå lang sludder, men det er egentlig for at sige, det er ikke nok at man udvikler sig selv for det skal være forældreskabet der udvikler sig og det gør man sammen og man går på kompromiser og ikke mindst ser potentialet i forskelligheden.

Amen

Jeg kan godt se jeg fremstår som en led kælling, og det er synd for min mand (og barn åbenbart), at skulle bo med mig.

For det første, så til dem, der skriver, at det er klart, at mit barn aldrig bliver tryg, når hun er der så lidt. Det er indenfor det sidste halve år, at det er blevet sådan. Før det var hun der 6-9 timer om dagen, 5 dage om ugen. Det handler ligeledes heller ikke om, at hun ikke er tilpas der. Hun er nu meget glad, når hun er der, men hun sætter også en facade op og viser ikke tegn på at være ked af det på noget tidspunkt - før hun kommer hjem. Dette er også dagplejernes holdning. Derudover har dagplejemoderen fortalt, at vores datter har fået meget mere overskud, når hun er der efter hun holder mere fri.

Mange skriver også, at min mand nok ikke gider have en kedelig kone, der går hjemme eller bære det hele økonomisk og jeg bør spørge ham hvad han ønsker og vil. Jeg har talt med ham om det utallige gange og jeg har forsøgt at grave dybere ned, men ærligt så har han sjældent en dybere mening med noget, og sådan har det altid været. Hans svar er: det kunne da være fedt hvis du gik hjemme, men det har vi ikke penge til. 

Derudover så synes jeg det lyder rigtig dejligt med jer, som kan reflektere med jeres partner om opdragelse og opvækst. Der har min mand nu heller ikke mange lag. Han siger noget om en ting, og så er det videre. Gider ikke bruge mere tid på at snakke om det, nu når der er fundet en løsning eller når det alligevel ikke er noget, der kan ændres. Det at tale om følelser og hvad der vækker noget i os og bekymrer os, er en by i Rusland. Jeg kan fortælle nok så meget, og så ikke få noget den anden vej. Tror vitterligt ikke der er mange tanker og bekymringer hos ham, hvilket jo også er en god egenskab på flere områder.

Grunden til jeg netop trækker “detsigerforskning”-kortet er fordi min mand går op i det! Ligegyldigt emnet, så bliver jeg tit mødt med “hvem siger det”, “hvor ved du det fra” osv.

og shit hvor lyder min mand nederen i ovenstående, men han har også nogle rigtig gode sider!! 

Desuden så synes jeg godt nok ikke der bliver svaret særlig støttende fra mange af jer. Jeg skriver explicit, at jeg udmærket godt er klar over, at det er mig, som har ændret mig, og det er mig, der er en anden! 

Tak til de konstruktive beskeder. Kan i øvrigt godt se, at det her ikke lige var forummet til sådan en problemstilling.

Anonym skriver:

Jeg kan godt se jeg fremstår som en led kælling, og det er synd for min mand (og barn åbenbart), at skulle bo med mig.

 

For det første, så til dem, der skriver, at det er klart, at mit barn aldrig bliver tryg, når hun er der så lidt. Det er indenfor det sidste halve år, at det er blevet sådan. Før det var hun der 6-9 timer om dagen, 5 dage om ugen. Det handler ligeledes heller ikke om, at hun ikke er tilpas der. Hun er nu meget glad, når hun er der, men hun sætter også en facade op og viser ikke tegn på at være ked af det på noget tidspunkt - før hun kommer hjem. Dette er også dagplejernes holdning. Derudover har dagplejemoderen fortalt, at vores datter har fået meget mere overskud, når hun er der efter hun holder mere fri.

 

Mange skriver også, at min mand nok ikke gider have en kedelig kone, der går hjemme eller bære det hele økonomisk og jeg bør spørge ham hvad han ønsker og vil. Jeg har talt med ham om det utallige gange og jeg har forsøgt at grave dybere ned, men ærligt så har han sjældent en dybere mening med noget, og sådan har det altid været. Hans svar er: det kunne da være fedt hvis du gik hjemme, men det har vi ikke penge til. 

 

Derudover så synes jeg det lyder rigtig dejligt med jer, som kan reflektere med jeres partner om opdragelse og opvækst. Der har min mand nu heller ikke mange lag. Han siger noget om en ting, og så er det videre. Gider ikke bruge mere tid på at snakke om det, nu når der er fundet en løsning eller når det alligevel ikke er noget, der kan ændres. Det at tale om følelser og hvad der vækker noget i os og bekymrer os, er en by i Rusland. Jeg kan fortælle nok så meget, og så ikke få noget den anden vej. Tror vitterligt ikke der er mange tanker og bekymringer hos ham, hvilket jo også er en god egenskab på flere områder.

 

Grunden til jeg netop trækker “detsigerforskning”-kortet er fordi min mand går op i det! Ligegyldigt emnet, så bliver jeg tit mødt med “hvem siger det”, “hvor ved du det fra” osv.

 

og shit hvor lyder min mand nederen i ovenstående, men han har også nogle rigtig gode sider!! 

 

Desuden så synes jeg godt nok ikke der bliver svaret særlig støttende fra mange af jer. Jeg skriver explicit, at jeg udmærket godt er klar over, at det er mig, som har ændret mig, og det er mig, der er en anden! 

 

Tak til de konstruktive beskeder. Kan i øvrigt godt se, at det her ikke lige var forummet til sådan en problemstilling.

Så du mit link, dit barn er så gammel nu at det har gavn af at være væk fra mor og i et fællesskab alene - det siger nyeste forskning, så du kan ikke rigtig støtte dig op af det .

At dagplejemor giver dig ret kan også bare være fordi hun gerne vil have færre børn (det har jeg mødt en del daglejer der har den holdning - hvem siger nej til mindre arbejde )  

Ingen af jer kan jo vide om hun har en facade oppe hos dagplejer eller om hun reelt bare er glad for at være sammen med jævnaldrende - det har jeg svært ved at se hvordan i kan konkluderer

Soonmom skriver:

Så du mit link, dit barn er så gammel nu at det har gavn af at være væk fra mor og i et fællesskab alene - det siger nyeste forskning, så du kan ikke rigtig støtte dig op af det .

At dagplejemor giver dig ret kan også bare være fordi hun gerne vil have færre børn (det har jeg mødt en del daglejer der har den holdning - hvem siger nej til mindre arbejde )  

Ingen af jer kan jo vide om hun har en facade oppe hos dagplejer eller om hun reelt bare er glad for at være sammen med jævnaldrende - det har jeg svært ved at se hvordan i kan konkluderer

 

Jeg læste godt dit link hurtigt, men det ligger klar til, når jeg lige har tid til at få læst det ordentligt 

Jamen så kan jeg da også ligeledes fortælle, at dagplejeren har selv tilkaldt (med vores godkendelse selvfølgelig) dagplejepædagogen til at komme og observere vores barn, fordi hun netop synes hun holder en alt for god facade. Dette har dagplejepædagogen også set. Er der godt nok så? Derudover tænker jeg, at man da godt kan være glad for at lege med andre, selvom man holder en facade oppe omkring ens følelser?

I forhold til mindre arbejde for dagplejeren, så vælger jeg at tro på det bedste i hende. Vi har et utrolig godt forhold og hun bekymrer sig om vores datter og har selv lavet mange tiltag, som absolut ikke har givet hende mindre arbejde.

Anonym skriver:

Jeg kan godt se jeg fremstår som en led kælling, og det er synd for min mand (og barn åbenbart), at skulle bo med mig.

 

For det første, så til dem, der skriver, at det er klart, at mit barn aldrig bliver tryg, når hun er der så lidt. Det er indenfor det sidste halve år, at det er blevet sådan. Før det var hun der 6-9 timer om dagen, 5 dage om ugen. Det handler ligeledes heller ikke om, at hun ikke er tilpas der. Hun er nu meget glad, når hun er der, men hun sætter også en facade op og viser ikke tegn på at være ked af det på noget tidspunkt - før hun kommer hjem. Dette er også dagplejernes holdning. Derudover har dagplejemoderen fortalt, at vores datter har fået meget mere overskud, når hun er der efter hun holder mere fri.

 

Mange skriver også, at min mand nok ikke gider have en kedelig kone, der går hjemme eller bære det hele økonomisk og jeg bør spørge ham hvad han ønsker og vil. Jeg har talt med ham om det utallige gange og jeg har forsøgt at grave dybere ned, men ærligt så har han sjældent en dybere mening med noget, og sådan har det altid været. Hans svar er: det kunne da være fedt hvis du gik hjemme, men det har vi ikke penge til. 

 

Derudover så synes jeg det lyder rigtig dejligt med jer, som kan reflektere med jeres partner om opdragelse og opvækst. Der har min mand nu heller ikke mange lag. Han siger noget om en ting, og så er det videre. Gider ikke bruge mere tid på at snakke om det, nu når der er fundet en løsning eller når det alligevel ikke er noget, der kan ændres. Det at tale om følelser og hvad der vækker noget i os og bekymrer os, er en by i Rusland. Jeg kan fortælle nok så meget, og så ikke få noget den anden vej. Tror vitterligt ikke der er mange tanker og bekymringer hos ham, hvilket jo også er en god egenskab på flere områder.

 

Grunden til jeg netop trækker “detsigerforskning”-kortet er fordi min mand går op i det! Ligegyldigt emnet, så bliver jeg tit mødt med “hvem siger det”, “hvor ved du det fra” osv.

 

og shit hvor lyder min mand nederen i ovenstående, men han har også nogle rigtig gode sider!! 

 

Desuden så synes jeg godt nok ikke der bliver svaret særlig støttende fra mange af jer. Jeg skriver explicit, at jeg udmærket godt er klar over, at det er mig, som har ændret mig, og det er mig, der er en anden! 

 

Tak til de konstruktive beskeder. Kan i øvrigt godt se, at det her ikke lige var forummet til sådan en problemstilling.

Jeg har ikke nærlæst de andre kommenterer, s måske det er foreslået. Men måske i kunne have gavn af parterapi eller lignende i forhold til at få lukket op for kommunikationen ?