Anonym skriver:
Ift om min kæreste kan høre ham, så se mit svar til en anden ovenfor 
men til gengæld kan man sige at trods min kæreste hører hvis baby græder, har han omvendt den fordel at han ikke vækkes af de der små i søvne-lyde som babyer laver uden de vågner. Dem vækkes jeg af - kan næsten misunde ham ind i mellem 
Jeg har faktisk været til forundersøgelse for to år siden, så kender godt proceduren. Efter jeg var blevet udredt for søvnapnø og ikke havde det, blev jeg undersøgt grundigt ellers, hvor man fandt store mandler og lidt polypper. Skulle have fjernet dem, var til samtale med narkoselæge, hvor aftalen også blev jeg skulle have noget beroligende.
Men i mellemtiden havde min kæreste været i narkose ifm en operation i øret, og oplevede at vågne for hurtigt fra narkosen, så han var 'for' bevidst da de ekstuberede ham, og derfor fik følelsen af at blive kvalt. De har fundet ud af at han er ekstremt tolerant overfor narkosen og at han virkelig skal pumpes op med det, ellers vågner han får hurtigt.
Så ud over jeg i forvejen var bange for narkose blev det ikke ligefrem bedre af hans oplevelse, så jeg endte med at bakke ud, fordi jeg var for bange.
Min angst stammer fra et barndomstraume. Når andre læser det virker det nok helt harmløst, og det var det jo også, der skete ikke noget der gik galt. Men som barn oplevede jeg det som ekstremt traumatisk, og trods jeg var kun 4 år, har jeg aldrig glemt det, og erindringen står så klart og tydeligt for mig.
Jeg bliver holdt nede på en briks af flere voksne, og så kommer de med masken. De siger "du skal bare lege at du lugter til en sur gammel støvle", og så bliver den presset ned over ansigtet på mig. Jeg var så rædselsslagen af at bliver holdt fast og få mast masken ned over ansigtet. Og min erindring af at vågne er følelsen af at ligge helt alene i et kæmpe stort rum og være virkelig bange. Vågnede selvfølgelig ikke alene, men det er sådan jeg husker det.
Det traume har bare ætset sig fast, og selvom jeg ved man oftest bedøver intravenøst og ikke i maske på voksne, så sidder det - for mig - traume bare ubehjælpeligt fast. Har ikke været i narkose siden.
Jeg kan sagtens forstå dig, lyder rigtig ubehageligt og det er helt normalt at være bange for narkose af forskellige årsager. I dit tilfælde lyder dit traume måske mere som en angst over at blive holdt fast og tvunget til noget (miste kontrollen måske), som du ikke vil mere end selve narkosen? Din kærestes scenarie lyder normalt, man bliver i så fald bedt om at hoste den ud. Har jeg også selv prøvet ved narkose og fandt det ikke ubehageligt. Jeg håber, at du finder den rigtige løsning for dig selv og din lille familie, nogle gange skal der den "rigtige" årsag til -din baby, før man gør noget man er bange for 
