Wheelybug skriver:
Jeg synes, at du skal Kontakte din læge og få en henvisning til operation. Det er standardrutine, at man konsulterer med sin anæstesilæge inden operation, ellers bed om det pga angst. Her får du rig mulighed for at tale med ham/hende om din frygt og angst og komme med dine spørgsmål. Så skal han/hun nok berolige dig og forklare om indgrebet, og hvordan du bedøves, når de fjerner dine mandler 
jeg ved dog, at ved sådan et lille indgreb bliver du kun meget let og overfladisk bedøvet, samt det er et ukompliceret indgreb. Jeg synes, at du skylder baby og mand og især også dig selv at gøre dette selve din angst fylder det kan være det også har positiv påvirkning på hvor sensitivt du kan lugte og smage.
Og lige en sidebemærkning-måske din mand mener, at jeres barn sover bedre, når han har ham om natten, fordi han simpelthen ikke kan høre ham?
Ift om min kæreste kan høre ham, så se mit svar til en anden ovenfor men til gengæld kan man sige at trods min kæreste hører hvis baby græder, har han omvendt den fordel at han ikke vækkes af de der små i søvne-lyde som babyer laver uden de vågner. Dem vækkes jeg af - kan næsten misunde ham ind i mellem 
Jeg har faktisk været til forundersøgelse for to år siden, så kender godt proceduren. Efter jeg var blevet udredt for søvnapnø og ikke havde det, blev jeg undersøgt grundigt ellers, hvor man fandt store mandler og lidt polypper. Skulle have fjernet dem, var til samtale med narkoselæge, hvor aftalen også blev jeg skulle have noget beroligende.
Men i mellemtiden havde min kæreste været i narkose ifm en operation i øret, og oplevede at vågne for hurtigt fra narkosen, så han var 'for' bevidst da de ekstuberede ham, og derfor fik følelsen af at blive kvalt. De har fundet ud af at han er ekstremt tolerant overfor narkosen og at han virkelig skal pumpes op med det, ellers vågner han får hurtigt.
Så ud over jeg i forvejen var bange for narkose blev det ikke ligefrem bedre af hans oplevelse, så jeg endte med at bakke ud, fordi jeg var for bange.
Min angst stammer fra et barndomstraume. Når andre læser det virker det nok helt harmløst, og det var det jo også, der skete ikke noget der gik galt. Men som barn oplevede jeg det som ekstremt traumatisk, og trods jeg var kun 4 år, har jeg aldrig glemt det, og erindringen står så klart og tydeligt for mig.
Jeg bliver holdt nede på en briks af flere voksne, og så kommer de med masken. De siger "du skal bare lege at du lugter til en sur gammel støvle", og så bliver den presset ned over ansigtet på mig. Jeg var så rædselsslagen af at bliver holdt fast og få mast masken ned over ansigtet. Og min erindring af at vågne er følelsen af at ligge helt alene i et kæmpe stort rum og være virkelig bange. Vågnede selvfølgelig ikke alene, men det er sådan jeg husker det.
Det traume har bare ætset sig fast, og selvom jeg ved man oftest bedøver intravenøst og ikke i maske på voksne, så sidder det - for mig - traume bare ubehjælpeligt fast. Har ikke været i narkose siden.
