Off topic har jeg nogen gange tænkt det samme om folk, der har haft kræft eller noget andet dødeligt, altså om man bør få børn, hvis man ved, at der er større risiko end ellers for at man dør fra barnet i utide. I sådanne situationer kunne jeg forestille mig, at det også handler om, at man virkelig er nødt til at tro på det, når man er erklæret rask og leve det liv, man ønsker. På samme måde som vi, som psykisk syge, håber, at det er for altid, når vi er symptomfri og at vi ikke ryger ned i et hul igen.
Jeg tænker, at det med at nægte at lade en fysisk sygdom få indflydelse på, hvorvidt man får børn eller ej, måske til en vis grad kan sidestilles med den sygdomsfornægtelse man selv kan have, når man tænker, at ens psykiske lidelse ikke vil blusse op igen, ikke vil influere på ens forældrrskab osv.
Men jeg synes ikke, at man ser mange debatter om hvorvidt kroniske syge (fysisk syge) kan tillade sig at få børn. Alligevel mener jeg at have hørt, at det tages i betragtning, hvis man skal godkendes til adoption.
Lige nogle off topic strøtanker.
Anmeld
Citér