Kan man som skizofren tillade sig at få børn?

Tommelise skriver:

Der er heldigvis 10 år, til du er 35 år så længe behøver du forhåbentlig ikke at vente.

Men det lyder rigtig fornuftigt at vente, til du er stabil.

2 måneder er meget kort tid. Er du først blevet skruk inden for de seneste måneder, eller talte I nogensinde om det med at få et barn ?

Jeg har været skruk siden jeg var 18 
Men dengang havde jeg ikke fundet min kæreste, så det har været noget jeg snakkede tidligt om med min kæreste da vi fandt sammen, men vi ville ikke bringe et barn til verden uden at jeg var 100% stabil og jeg havde snakket det igennem med psykiatrien og eller lægen først  

Anonym skriver:

Jeg havde diagnosen paranoid skizofreni, da jeg blev mor første gang, jeg fik medicin og var meget ofte indlagt pga sygdommen, kort efter jeg fandt ud af jeg var gravid, forsvandt mine symptomer og efter jeg havde fået min datter, begyndte jeg at trappe ud af medicinen, jeg har nu været medicinfri i 4 år og har ikke haft kontakt til psykiatrien siden jeg blev medicinfri, jeg er gået fra at være førtidspensionist til at have fuldtidsarbejde, så for mig var det at få et barn det bedste der kunne ske 

 

Jeg havde det første år kontakt til familieafdelingen, jeg var rigtig glad for den hjælp og støtte jeg fik fra dem, det behøver ikke at være negativt at være i kontakt med kommunen 

 

Jeg har siden fået endnu et barn, lavet i fertilitetsbehandling og vi er lige startet i behandling igen for at få nr 3 

Ej det lyder virkelig godt
Jeg så glad på dine vegne

Kimiko skriver:

Ej det lyder virkelig godt
Jeg så glad på dine vegne

Mange tak 

Nu er skizofreni en af de mest tabu-belagte og fordoms-ramte psykiske sygdomme overhovedet, så det glæder mig virkelig, at der ikke er nogen herinde, som har skrevet, noget ala "Når du tror du er rask, er der virkelig grund til bekymring".

1/3 af alle med en skizofreni-diagnose bliver raske. 1/3 kommer til at klare sig rigtig godt men skal have støtte, og det er så promillen i den sidste 1/3 man hører skrækhistorier om.

Selvfølgelig kan du tillade dig at blive mor! Og hvor er det dejligt, at du er ude af medicinen og har det godt. Jeg husker selv, da jeg efter 5-6 år på medicin endelig kom ud af det - jeg fik mit liv tilbage fra den ene dag til den anden. Medicinen var virkelig ikke god for mig. Og ja, jeg havde en skizofreni diagnose for 9 år siden. I dag er jeg rask og har været uden medicin/behandling i 9 år - og jeg skal have tvillinger til marts. Jeg tænker slet ikke min tidligere sygdom ind i det her, for det er så længe siden, jeg lærte at tackle symptomerne dengang, og jeg har siden været max presset med arbejde, 4 aborter (hvorad den sidste især var meget meget voldsom) og fertilitetsbehandling. Hvis jeg stadig var syg, ville det være slået ud i den proces.

Jeg synes, det er en rigtig god overvejelse at vente og få testet din stresstærskel - kan du håndtere stress, kan du tackle svære perioder, og hvordan reagerer du i forskellige situationer? Hvis du kan tackle nogle af livets hårde udfordringer uden tilbagefald, hvis du i en længere periode kan leve under "almindelige vilkår" (arbejde/uddannelse/etc), så kan jeg slet ikke se, hvorfor en diagnose, du er kommet dig over, skulle hindre dig i at blive mor.

Jeg ville nu bruge noget tid på at lære den raske person at kende, inden du får en ekstra titel 

Syntes der er flot at du er blevet medicinfri og er blevet afsluttet hos en psykiater. Du gør dig mange gode overvejelser omkring dig selv og din fremtid, og det er utrolig vigtigt. - Du lyder bestemt ikke som en af dem der ikke burde få børn  

Dog vil jeg sige at I har god tid. 25 år er stadig en ung alder og skulle i ende med at vente 5 år, er det altså ikke verdens undergang. Du er først lige blevet afsluttet hos psykiateren (også selvom der er gået nogle måneder), og der er stadig en risiko for tilbagefald. En graviditet nu, med humørsvingninger og hvad der ellers medfølger, kan formegentlig øge den risiko. Jeg vil mene at du, for din egen skyld, skal have minimum et godt år uden medicin og behandling (enkelte besøg hos psykiater eller lign. behøver ikke have nogen betydning). Og vent også gerne to år for at være helt sikker på du er blevet stabil igen.

Du nævnte du havde taget meget på grunden medicinen. Hvis nu du alligevel følger rådet (og din egen indskydelse med at vente et par år), så ville jeg forsøge at tabe lidt af den ekstra vægt. Du vil få det bedre med dig selv og en meget nemmere graviditet.

Selvfølglig kan du det! Min veninde har en lignede historie som en tidligere har skrevet her i tråden. 

Hun blev diagnostiseret allerede i slut teenageårene og blev placeret på en førtidspension. Man mente åbenbart at skizofreni var "for good" og der var ikke noget at gøre så hun kunne blive velfungerende  det er pænt tidligt at afskrive et menneske fra samfundet! 

Efter 7år som førtidspensionist, blev hun mor.. stadig på medicin. Men bare nogen måneder efter fødslen besluttede hun at det skulle fandme være løgn at hendes barn skulle vokse op med en mor på pension når hun nu rent faktisk selv synes hun var ret intelligent og fungerede i mange sammenhænge. Så hun begyndte at trappe ud af medicin. Det gik forrygende! Og da hun var ude af medicin begyndte hun HF. Det knækkede et par gange fordi hun kørte for hårdt på, for hurtigt. Efter 5 år havde hun afsluttet HF. Hun tog et par fag ad gangen og benyttede sig af at hun ikke skulle ramme x antal timer for at få SU - så havde hun aldrig gennemført. 

Nu, der er pensionen lagt på hylden og hun modtager SU og læser på universitet og har lutter 10 og 12 taller med sig. 

Hun er nok den sejeste jeg kender 

nårh ja. Hun tog også 40kg på af medicin. Dem smed hun efter fødslen næsten så snart hun trappede ud af medicinen. 

Go ahead! Og tillykke med at du er medicinfri

Jeg svarer uden at have læst tråden. Jeg synes, at det er et svært spørgsmål og vanskeligt at sige noget generelt. Det er forskelligt hvor hårdt, man er ramt af sin sygdom og hvilke konsekvenser, det har for én. Det er også forskelligt, hvor hårdt man føler, det er at passe børn. Nu er jeg selv psykisk syg godt nok ikke skizofren, men jeg er ikke sikker på, at jeg ville være blevet mor, hvis jeg vidste, hvad jeg ved i dag. Men det er jo min situation, din kan være en helt anden. Jeg traf valget fordi jeg havde haft 3 år, hvor jeg havde det godt og var meget velfungerende. Det blev jeg ikke ved med at være. Desværre. Som de andre skriver, så rådfør dig med læge og psykiatrien osv. Det gjorde jeg ikke dengang, og det var måske bedre, at jeg havde gjort det.

Kimiko skriver:

Kan jeg være så egoistisk og få et barn, når jeg er skizofren? 
Jeg har det godt nu og jeg er medicin fri og har aldrig været gladere. Jeg bor sammen min kæreste som jeg har været sammen med i lidt over 2 år og vi har det helt igennem fantastisk sammen.

Nu er sagen den at jeg gik over tid med min menstruation og jeg troede at jeg var gravid (hvilket jeg ikke var da jeg tog en test og den viste negativ), hvilket fik en masse følelser frem i mig, for det har altid været min drøm at være mor, men den drøm gik lidt i dvale i den tid jeg var i behandling for skizofreni.

Jeg fik for nogle år siden diagnosen paranoid skizofreni og fik derfor en hulens masse medicin som gjorde at jeg tog 50 kg på og gjorde mig til en zombie som ikke kunne drømme eller for den sags skyld tænke klart.. så derfor tog jeg den beslutning at jeg ville være medicin fri inden 2017 var ovre og det er jeg så blevet og jeg har det så meget bedre og jeg har ingen symptomer mere. Jeg føler mig så glad.

Jeg har snakket med min kæreste om det og han vil også gerne have et barn, dog vil han vente til han er færdig med hans uddannelse, hvilket er fornuftigt nok, men vi er begge 25 år så jeg syntes heller ikke vi kan vente alt for lang tid med at få et barn.

Er der andre der har skizofreni som er blevet forældre?
Hvordan så andre på det? fx kommunen? Jeres familie? etc.
Hvor lang tid syntes I man skal være medicinfri og stabil før man forsøger at blive gravid?

Jeg kan ikke se det er egoistisk at ville have børn. Allerhøjst lidt nørdet.

Hvordan andre forholder sig til at I får børn er da heller ikke relevant for hvad I finder ud af sammen som voksne mennesker.

Dog er kommunens/lovens forpligtigelser vigtige at studere nærmere, fordi ellers kan det ende på en uønsket måde.

Medicin er ikke til at spøge med, så der skal du have en læges udsagn, men mindst ét år vil jeg personligt mene er i den rigtige retning. Kroppen skal afgiftes 100% ellers bliver der for mange negative faktorer der kan give en masse problemer.

Som du selv nævner, så vil det give god mening at vente til din kæreste er færdig med sin uddannelse og hvis du selv skal igennem en uddannelse, så har det sine fordele at få det på plads før børnene invaderer jeres liv...

Anonym skriver:

Selvfølglig kan du det! Min veninde har en lignede historie som en tidligere har skrevet her i tråden. 

Hun blev diagnostiseret allerede i slut teenageårene og blev placeret på en førtidspension. Man mente åbenbart at skizofreni var "for good" og der var ikke noget at gøre så hun kunne blive velfungerende  det er pænt tidligt at afskrive et menneske fra samfundet! 

Efter 7år som førtidspensionist, blev hun mor.. stadig på medicin. Men bare nogen måneder efter fødslen besluttede hun at det skulle fandme være løgn at hendes barn skulle vokse op med en mor på pension når hun nu rent faktisk selv synes hun var ret intelligent og fungerede i mange sammenhænge. Så hun begyndte at trappe ud af medicin. Det gik forrygende! Og da hun var ude af medicin begyndte hun HF. Det knækkede et par gange fordi hun kørte for hårdt på, for hurtigt. Efter 5 år havde hun afsluttet HF. Hun tog et par fag ad gangen og benyttede sig af at hun ikke skulle ramme x antal timer for at få SU - så havde hun aldrig gennemført. 

Nu, der er pensionen lagt på hylden og hun modtager SU og læser på universitet og har lutter 10 og 12 taller med sig. 

Hun er nok den sejeste jeg kender 

nårh ja. Hun tog også 40kg på af medicin. Dem smed hun efter fødslen næsten så snart hun trappede ud af medicinen. 

Go ahead! Og tillykke med at du er medicinfri

Jeg forstår ikke den der holdning med, at "hendes børn ikke skulle vokse op med en mor på pension, når hun nu rent faktisk selv synes, hun var ret intelligent"

Psykisk sygdom og pension har INTET med intelligens at gøre.

Kimiko skriver:

Kan jeg være så egoistisk og få et barn, når jeg er skizofren? 
Jeg har det godt nu og jeg er medicin fri og har aldrig været gladere. Jeg bor sammen min kæreste som jeg har været sammen med i lidt over 2 år og vi har det helt igennem fantastisk sammen.

Nu er sagen den at jeg gik over tid med min menstruation og jeg troede at jeg var gravid (hvilket jeg ikke var da jeg tog en test og den viste negativ), hvilket fik en masse følelser frem i mig, for det har altid været min drøm at være mor, men den drøm gik lidt i dvale i den tid jeg var i behandling for skizofreni.

Jeg fik for nogle år siden diagnosen paranoid skizofreni og fik derfor en hulens masse medicin som gjorde at jeg tog 50 kg på og gjorde mig til en zombie som ikke kunne drømme eller for den sags skyld tænke klart.. så derfor tog jeg den beslutning at jeg ville være medicin fri inden 2017 var ovre og det er jeg så blevet og jeg har det så meget bedre og jeg har ingen symptomer mere. Jeg føler mig så glad.

Jeg har snakket med min kæreste om det og han vil også gerne have et barn, dog vil han vente til han er færdig med hans uddannelse, hvilket er fornuftigt nok, men vi er begge 25 år så jeg syntes heller ikke vi kan vente alt for lang tid med at få et barn.

Er der andre der har skizofreni som er blevet forældre?
Hvordan så andre på det? fx kommunen? Jeres familie? etc.
Hvor lang tid syntes I man skal være medicinfri og stabil før man forsøger at blive gravid?

Først - sejt gået!  

Jeg syns du skal se tiden an et par år før I går igang med projekt baby, I har masser af tid! Og det er enormt vigtigt at du er 100% stabil når/hvis der skal komme en baby. 

Jeg har selv haft div diagnoser, den sidste var skizotopi... Jeg var også i zombie tilstand og trappede ud af medicinen, da var jeg 22/23... Da jeg blev 26 fik jeg mit første barn og nu som 33 årig har jeg lige fået nr 2  

Selvom jeg er symptom fri, medicin fri, fungerer normalt osv, ér det hårdt at være mor, at være på 24/7, men jo ældre jeg er blevet jo mere hviler jeg i mig selv og dét gør det nemmere at være mor. 

Held og lykke med det hele