Drama

Det lyder som om, kommunikation ik har været helt tydeligt, for self ska man ik bede folk om at børnene ska i tøjet, inden de kommer ud, hvis man er realt bange for at der er brand i huset.

Men det hjælper jo heller ik noget at skabe panik, og derfor er det vel endelig ok, at de siger I ska gå ud, pga den mærkelige lugt, som jo også er en real fare.

At hun så bagefter igen formulere sig uheldigt i forhold til dig, ka sagtens skyldes at hun måske selv har været lidt bange og usikker.

Jeg ville tage en rolig snak, med hende omkring din oplevelse næste gang du ser hende. Bare husk at holde bolden på din egen bane halvdel. Vh stine

Uanset situationens alvor, så skal man selvfølgelig aldrig gå i panik. Men i den slags tilfælde bør man sige klart og tydeligt "Vi skal alle samles på legepladsen med det samme". Mere behøver man faktisk ikke at sige, som det første. Når der er styr på tropperne, så kan man forklare årsagen. 

Det handler ikke kun om kommunikationen, men i den grad også hvordan sagen blev håndteret. Og det er voldsomt bekymrende at en pædagog, som har arbejdet i faget i mange år, ikke har overblik over situationer som denne. Men for at være fair, så var der ikke nogen af pædagogerne som agerede korrekt. 

Jeg havde planer om at tage det op med dem alle. Hvis det skulle ske, at der en dag ville opstå en brand, så skal der være bedre styr på sagerne.

Men bare rolig. Jeg ville aldrig overfuse hende, sådan som hun gjorde med mig. 

Jeg har ikke læst alle kommentarene  

Men jeg tror virkelig der er tale om ren og skær en dårlig kommunikation. 

Pædagogen kommunikerede ikke situationens fare ordentlig til dig og du har ikke kommunikeret din frustration ordentlig til pædagogen. 

Jeg er helt enig i at pædagogen skulle forklare lidt bedre end "mærkelig lugt" specielt hvis der var tid til at gå rundt på stuen mens du var i gangen. Derud over skal hun helt klart ikke komme tilbage til dig med en dømmende tone. Sådan møder man overhoved ikke forældre. Hun kunne i stedet være nysgerrig på hvorfor det tog så lang tid også derefter udtrykke hendes bekymring over "hastigheden" hvis situatuionen var mære alvorlig. 

Jeg synes som sådan ikke det var en dårlig procedure at gå på legepladsen hvis man er det mindste nervøs over en underlig lugt. Synes faktisk det netop viser at de tager alting alvorligt. 

Når det så er sagt så kunne du også godt kommunikere din frustation til pædagogen. Fortæl hende at det var ikke sådan du læste situationen og at du blev nød til selv at aflæse situationen da du fik meget lidt information. 

Jeg ved godt at vi pædagoger kan være lidt belastende engang i mellem og vi er jo også jeres børns sekundære socialisering og det kan være hårdt for mange forældre men vi er her kun for at passe på jeres børn og vi holder faktisk meget af dem. Så husk at det nok bare var pædagogens følelser der lige talte i øjeblikket og fortæl hende hvad du føler så du ikke bliver ked af det igen  

20Nana02 skriver:

De skulle med det samme have sagt at der var mistanke om fare for brand, og ikke kun sige "der er en mærkelig lugt, og det tror vi ikke er så sundt at indånde, så vi skal samles udenfor". Det var de præcise ord jeg fik. Hvem ville tænke at det var noget alvorligt? Hvem ville tænke at der var fare på færde, når børn, forældre og pædagoger går rundt inde i bygningen, og en af dem tilmed står roligt i køkkenvinduet, mens hun ringer til lederen. Helt ærligt. 

Som sagt, havde jeg fået besked om at der var potentielle farer, så havde jeg nok taget min datter, og gået direkte ud igen - tøj eller ej. 

Nu er det ikke to børn der er ens. Så du kan aldrig nogensinde sammenligne din 4 årige, eller dine andre børn, med min 3 årige. Man kan aldrig forvente at en 3 årig, som aldrig har oplevet alvorlige situationer, aner hvordan man skal agere korrekt, når selv de voksne ikke har styr på noget som helst og går rundt i cirkler. Og på normale dage havde min datter, som er meget følsom, typisk reageret ved at stå og skrige, lægge armene over kors, og vende ryggen til mig, de gange hvor tingene ikke går som ventet. Men her begyndte hun bare at græde og blive slap. Hun vidste godt at jeg mente hvad jeg sagde, derfor "gav hun op". Hun kæmpede ikke imod. Samme reaktion er der sågar voksne mennesker der har, når de bliver forvirrede og utrygge. 

Vi reagerede efter omstændighederne. Længere er den ikke. 

Hvis du troede at dit barn havde trådt på en sten på den ferie, så havde du squ nok heller ikke taget det helt så alvorligt, og det samme havde dine børn heller ikke. Nu vidste du at der var chancer for at det kunne være en farlig fisk, ergo så reagerer du selvfølgelig anderledes, og dine børn kan automatisk mærke det på dig. 

 

Nu troede jeg faktisk han havde trådt på en sten i starten, så lidt sjovt du lige skriver det 

Jeg tænker nu egentlig ikke mine børn har oplevet flere alvorlige situationer end de fleste, og egentlig bruger jeg også " du skal" stemmen i knapt så alvorlige situationer a la; du skal holde mig i hånden når vi går på gaden, du skal blive inden for den hvide streg på perronen osv. Og det tænker jeg da også du gør, tænker alle forældre har øjeblikke hvor de har hundrede procent kontrol for det kræver situationen. 

Men jo mere jeg læser med, så forstår jeg det måske ikke handler så meget om hvad pædagogen sagde efterfølgende, men langt mere om, hvorvidt de håndterede en potentiel farlig situation korrekt. Og det tænker jeg da du skal spørge undrende til. De har brandregler og de bliver tjekket formodentlig en gang om året, de ved hvor de ska gå hen ved mistanke om brand og hvordan de skal gøre i situationen, og du kan da godt sige det virkede som om de regler lige skal friskes op igen. Og hvem ved måske er reglen at de skal mødes på legepladsen og måske er den knapt så konstruktiv

emiliedamm skriver:

Jeg har ikke læst alle kommentarene  

 

Men jeg tror virkelig der er tale om ren og skær en dårlig kommunikation. 

Pædagogen kommunikerede ikke situationens fare ordentlig til dig og du har ikke kommunikeret din frustration ordentlig til pædagogen. 

Jeg er helt enig i at pædagogen skulle forklare lidt bedre end "mærkelig lugt" specielt hvis der var tid til at gå rundt på stuen mens du var i gangen. Derud over skal hun helt klart ikke komme tilbage til dig med en dømmende tone. Sådan møder man overhoved ikke forældre. Hun kunne i stedet være nysgerrig på hvorfor det tog så lang tid også derefter udtrykke hendes bekymring over "hastigheden" hvis situatuionen var mære alvorlig. 

Jeg synes som sådan ikke det var en dårlig procedure at gå på legepladsen hvis man er det mindste nervøs over en underlig lugt. Synes faktisk det netop viser at de tager alting alvorligt. 

Når det så er sagt så kunne du også godt kommunikere din frustation til pædagogen. Fortæl hende at det var ikke sådan du læste situationen og at du blev nød til selv at aflæse situationen da du fik meget lidt information. 

Jeg ved godt at vi pædagoger kan være lidt belastende engang i mellem og vi er jo også jeres børns sekundære socialisering og det kan være hårdt for mange forældre men vi er her kun for at passe på jeres børn og vi holder faktisk meget af dem. Så husk at det nok bare var pædagogens følelser der lige talte i øjeblikket og fortæl hende hvad du føler så du ikke bliver ked af det igen  

Jeg har i selve indlægget og kommentarerne skrevet at jeg mener at det var helt fint at forlade bygningen. Og har også skrevet at jeg uden spørgsmål selvfølgelig følger de anvisninger der bliver givet, giver min datter overtøj på, og går udenfor. Hvad jeg ikke fatter er...

1) Hvorfor står der ikke en pædagog ved hoveddøren for at forhindre at de forældre og børn der ankom senere træder indenfor, når man nu mente at luften var giftig, eller der var risiko for brand?

2) Er det ikke relevant at informere om hvad pokker der foregår? 

3) Hvordan kan overtøj være vigtigere end sikkerhed, når man nu troede at situationen var kritisk?

4) Burde man ikke tilbyde at hjælpe med at få børnene hurtigt ud, i stedet for at bruge tid på at gå rundt om sig selv og hvæse af folk?

5) Burde der ikke også være en sikkerhedsplan, så alle pædagogerne er fuldstændig enige om hvor man samles, så man ikke skal til at gå gennem den bygning, som man lige kom fra, som man troede kunne bryde i brand? 

6) Hvad får man egentlig ud af at tale sådan til et andet voksent menneske og belære hende/ham foran alle? Det er bare latterligt og unødvendigt.  

Jeg læste situationen som "ikke kritisk", når der er tid til overtøj (hvilket tager sin tid selv på en god dag)...de andre pædagoger gik stille og roligt rundt og småjokede...og de få andre forældre, der også var til stede, tog det helt afslappet. Hvem ville dog nogensinde kunne gætte at det var alvorligt? 

Jeg bliver ikke ked af det, men utryg og vred over at dem som har ansvaret for sikkerheden i børnehaven, ikke ved hvad de laver. Det er uacceptabelt. Fra min datter og jeg var ankommet, til alle sad ude på den rigtige side af børnehaven og var talt sammen, gik der omkring 15-20 min. Det er alt for lang tid, hvis vi taler om giftige gasser, eller brand. 

Den samme pædagog har før, under normale omstændigheder, talt ned til mig. Så jeg tvivler på at hendes tone og bemærkning var fordi hun var bekymret. 

lineog4 skriver:

Nu troede jeg faktisk han havde trådt på en sten i starten, så lidt sjovt du lige skriver det 

Jeg tænker nu egentlig ikke mine børn har oplevet flere alvorlige situationer end de fleste, og egentlig bruger jeg også " du skal" stemmen i knapt så alvorlige situationer a la; du skal holde mig i hånden når vi går på gaden, du skal blive inden for den hvide streg på perronen osv. Og det tænker jeg da også du gør, tænker alle forældre har øjeblikke hvor de har hundrede procent kontrol for det kræver situationen. 

Men jo mere jeg læser med, så forstår jeg det måske ikke handler så meget om hvad pædagogen sagde efterfølgende, men langt mere om, hvorvidt de håndterede en potentiel farlig situation korrekt. Og det tænker jeg da du skal spørge undrende til. De har brandregler og de bliver tjekket formodentlig en gang om året, de ved hvor de ska gå hen ved mistanke om brand og hvordan de skal gøre i situationen, og du kan da godt sige det virkede som om de regler lige skal friskes op igen. Og hvem ved måske er reglen at de skal mødes på legepladsen og måske er den knapt så konstruktiv

Det er klart at jeg bliver irriteret over at blive irettesat på den måde, når alt jeg gjorde var at følge de anvisninger jeg blev givet. Det tror jeg de fleste ville blive. Jeg kunne forstå det hvis jeg fx. havde brugt tid på at pjatte med min datter, eller lige skulle på toilettet først. 

Der skal bare ikke være slinger i valsen, når vi taler om børnenes sikkerhed. Det er det jeg klart finder mest foruroligende. Det skal bare altid være i orden. Uden undtagelse. 

Jeg er enig med dig i, at de skal have arbejdet med deres kriseberedskab. Beskederne skal være helt tydelige og handlingsanvisende i en beredskabssituation. Det, at hun indledningsvis siger, at du skal give din datter tøj på og gå ud, er med til at forme din Forestilling om, at bygningen er OK at opholde sig i og at det er vigtigere at få regntøj på end at komme hurtigt ud. Havde hun sagt 'vi skal allesammen ud af huset. Der er en underlig lugt. Vi samles på legepladsen. Du må hellere tage hendes regntøj med', havde du nok reageret hurtigere, men uden at panikke. 

Kritikken af din opdragelse skal ikke leveres på den måde. Det er ikke anerkendende og skulle have ventet til et tidspunkt, hvor hun havde overskud til at tale med dig om det på en ordentlig måde. Jeg tænker, at hun har været lidt oppe at køre over situationen, så medmindre hun ofte er sådan, ville jeg nok bare lægge det bag mig.

Jeg synes, det er fint at stikke hovedet ind til lederen og spørge til, hvornår de skal have brandøvelse, for du oplevede, at kommunikationen var utydelig den morgen.

L-mor skriver:

Jeg er enig med dig i, at de skal have arbejdet med deres kriseberedskab. Beskederne skal være helt tydelige og handlingsanvisende i en beredskabssituation. Det, at hun indledningsvis siger, at du skal give din datter tøj på og gå ud, er med til at forme din Forestilling om, at bygningen er OK at opholde sig i og at det er vigtigere at få regntøj på end at komme hurtigt ud. Havde hun sagt 'vi skal allesammen ud af huset. Der er en underlig lugt. Vi samles på legepladsen. Du må hellere tage hendes regntøj med', havde du nok reageret hurtigere, men uden at panikke. 

Kritikken af din opdragelse skal ikke leveres på den måde. Det er ikke anerkendende og skulle have ventet til et tidspunkt, hvor hun havde overskud til at tale med dig om det på en ordentlig måde. Jeg tænker, at hun har været lidt oppe at køre over situationen, så medmindre hun ofte er sådan, ville jeg nok bare lægge det bag mig.

Jeg synes, det er fint at stikke hovedet ind til lederen og spørge til, hvornår de skal have brandøvelse, for du oplevede, at kommunikationen var utydelig den morgen.

Jeg kan så på ingen måde se hvad jeg gjorde galt med min datter. 

Hun havde siddet hele vejen til børnehaven den morgen, og sagt at hun skulle lege med A og lave puslespil med ham. Hun glædede sig rigtig meget. 

Da vi så ankommer til en børnehave hvor samtlige vinduer og døre er åbne, og voksne og børn går rundt over det hele, så begynder hun selvfølgelig straks at blive utryg. Og da det hun havde glædet sig til pludselig ikke kan lade sig gøre, så bliver hun forståeligt nok ked af det. Det er jo en helt normal reaktion fra en 3 årig, når man bliver overvældet og skuffet. Jeg kunne ikke forklare situationen for hende, for jeg var mindst lige så rundt på gulvet. Jeg havde ikke en chance for at forhindre at hun ville blive så ked af det. Men jeg kan så heller ikke se hvorfor kun ikke måtte have en reaktion. Hun kom jo i tøjet, og med ud sammen med de andre, som vi fik besked på. 

Pædagoens hvæsen og vrissen var endda kun med til at gøre det hele endnu værre for min datter. Hun stod udenfor bagefter og klamrede sig til mig, og sagde gentagende "Mor, jeg vil have dig. Jeg bliver bange". 

Det var ikke kun kommunikationen der var helt af H til. Havde vi testet en brandøvelse, så var vi dumpet. 

20Nana02 skriver:

Jeg har i selve indlægget og kommentarerne skrevet at jeg mener at det var helt fint at forlade bygningen. Og har også skrevet at jeg uden spørgsmål selvfølgelig følger de anvisninger der bliver givet, giver min datter overtøj på, og går udenfor. Hvad jeg ikke fatter er...

1) Hvorfor står der ikke en pædagog ved hoveddøren for at forhindre at de forældre og børn der ankom senere træder indenfor, når man nu mente at luften var giftig, eller der var risiko for brand?

2) Er det ikke relevant at informere om hvad pokker der foregår? 

3) Hvordan kan overtøj være vigtigere end sikkerhed, når man nu troede at situationen var kritisk?

4) Burde man ikke tilbyde at hjælpe med at få børnene hurtigt ud, i stedet for at bruge tid på at gå rundt om sig selv og hvæse af folk?

5) Burde der ikke også være en sikkerhedsplan, så alle pædagogerne er fuldstændig enige om hvor man samles, så man ikke skal til at gå gennem den bygning, som man lige kom fra, som man troede kunne bryde i brand? 

6) Hvad får man egentlig ud af at tale sådan til et andet voksent menneske og belære hende/ham foran alle? Det er bare latterligt og unødvendigt.  

Jeg læste situationen som "ikke kritisk", når der er tid til overtøj (hvilket tager sin tid selv på en god dag)...de andre pædagoger gik stille og roligt rundt og småjokede...og de få andre forældre, der også var til stede, tog det helt afslappet. Hvem ville dog nogensinde kunne gætte at det var alvorligt? 

Jeg bliver ikke ked af det, men utryg og vred over at dem som har ansvaret for sikkerheden i børnehaven, ikke ved hvad de laver. Det er uacceptabelt. Fra min datter og jeg var ankommet, til alle sad ude på den rigtige side af børnehaven og var talt sammen, gik der omkring 15-20 min. Det er alt for lang tid, hvis vi taler om giftige gasser, eller brand. 

 

Den samme pædagog har før, under normale omstændigheder, talt ned til mig. Så jeg tvivler på at hendes tone og bemærkning var fordi hun var bekymret. 

 

 

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor du ikke fortæller alt dette til hende? For du har jo fuld ret til dine følelser og jeg kan da SÅ godt forstå din frustration men hvad skal en debat på baby.dk hjælpe dig med ? 

Du ville helt klart komme meget hurtigere over det hvis du fortalte hende alt det her. I stedet for at være i forsvarsposition i en debat du selv har startet. 

Vi kan ikke besvare dig på de spørgsmål. Det kan kun den pågældende pædagog  

20Nana02 skriver:

Jeg kan så på ingen måde se hvad jeg gjorde galt med min datter. 

Hun havde siddet hele vejen til børnehaven den morgen, og sagt at hun skulle lege med A og lave puslespil med ham. Hun glædede sig rigtig meget. 

Da vi så ankommer til en børnehave hvor samtlige vinduer og døre er åbne, og voksne og børn går rundt over det hele, så begynder hun selvfølgelig straks at blive utryg. Og da det hun havde glædet sig til pludselig ikke kan lade sig gøre, så bliver hun forståeligt nok ked af det. Det er jo en helt normal reaktion fra en 3 årig, når man bliver overvældet og skuffet. Jeg kunne ikke forklare situationen for hende, for jeg var mindst lige så rundt på gulvet. Jeg havde ikke en chance for at forhindre at hun ville blive så ked af det. Men jeg kan så heller ikke se hvorfor kun ikke måtte have en reaktion. Hun kom jo i tøjet, og med ud sammen med de andre, som vi fik besked på. 

Pædagoens hvæsen og vrissen var endda kun med til at gøre det hele endnu værre for min datter. Hun stod udenfor bagefter og klamrede sig til mig, og sagde gentagende "Mor, jeg vil have dig. Jeg bliver bange". 

Det var ikke kun kommunikationen der var helt af H til. Havde vi testet en brandøvelse, så var vi dumpet. 

 

Der er rigtig mange der medgiver, at ja deres håndtering var ikke optimal, det skal de arbejde på! Selvfølgelig er det ikke godt nok. Men pas nu på, at du ikke går så meget i forsvarsposition(det virker det altså til), at du fuldstændig misser en mulighed for måske selv at forbedre sig lidt. Jeg er overbevist om, at alle i den pågældende situation har gjort alt, hvad de kunne - både dig som forældre og personalet. Nu var situationen heldigvis ikke alvorlig og de fejl som blev lavet, kan rettes op til evt næste gang. Husk lige at hør på hvad de siger pædagogerne, måske de har opfattet din håndtering anderledes end dig, og måske de faktisk har et par brugbare råd. Det ville være ærgerligt at misse, fordi man bare vil have ret.

emiliedamm skriver:

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor du ikke fortæller alt dette til hende? For du har jo fuld ret til dine følelser og jeg kan da SÅ godt forstå din frustration men hvad skal en debat på baby.dk hjælpe dig med ? 

Du ville helt klart komme meget hurtigere over det hvis du fortalte hende alt det her. I stedet for at være i forsvarsposition i en debat du selv har startet. 

Vi kan ikke besvare dig på de spørgsmål. Det kan kun den pågældende pædagog  

Jeg skrev som det aller første at jeg havde brug for at få lukket mine frustrationer ud. Det er jeg vel fuldt berettiget til, såvel som alle andre herinde? 

Hvad jeg så heller ikke helt kan forstå hvorfor folk skal begynde at kommentere på det, hvis de bare gerne vil fortælle mig hvad de synes jeg skal gøre bedre.