Drama

Har lige brug for at lufte min irritation lidt. 

Jeg ankom til min datters børnehave om morgenen for at sætte hende af. Vi går ind som vi plejer, intet virker umiddelbart unormalt, men en af pædagogerne kommer så og siger, at jeg skal give min datter overtøj, og gå udenfor, fordi der er en mærkelig grim lugt i børnehaven, men de ved ikke hvad det er. Jeg tænker bare at det lyder mystisk, og begynder at give min datter overtøj på. Hun blev selvfølgelig forvirret og begyndte at brokke sig kraftigt. Den samme pædagog kommer pludselig ud i gangen, og siger at jeg bare skal have min datter i tøjet nu, og at hun bare skal høre efter (med irriteret stemme). Jeg kæmper med tøjet, barnet bliver mere ked af det og forvirret, og jeg bliver frustreret...og mindst lige så forvirret.

Da vi så endelig kommer ud på legepladsen, så skal vi pludselig gå sammen gennem børnehaven ud på den anden side...meget mærkeligt....udenfor får vi endelig at vide at der er blevet ringet efter brandvæsnet, fordi de troede at der måske var gået overgang i ventilationssystemet, og at der måske var risiko for brand. Det viste sig senere at være et enkelt lysstofrør der var gået, og der var noget plastik i lampen der var smeltet (hvilket fik det til at lugte). Der var ingen farer, men det er nu også fint nok, at være på den sikre side. 

Men...senere kommer den samme pædagog hen til mig og siger, at hun synes det var et stort problem, at jeg ikke skyndte mig mere med at give min datter tøj på, og få hende ud på legepladsen. Hun mente, at jeg overhovedet ikke tog det seriøst nok. Jeg er så ikke typen der går i panik over en mærkelig lugt...eller hvis pædagogerne mener at der er tid til overtøj, og jeg kan se at både pædagoger, forældre og børn går rundt indenfor i roligt tempo. Nu er jeg ikke ekspert i brandøvelser, men hvis der er mistanke om brand i en børnehave, så beder man ikke forældre om at gå ind og klæde deres børn på først. Så skal man som det første få alle ud, lukke dørene, og få alle væk på sikker afstand. Og man går ikke igennem bygningen, for at komme ud på den anden side, hvis der er potentielle farer.  Hun begyndte så i forsvar at sige "jamen det er ikke kritik, men du skal være mere hård ved din datter i sådan nogle situationer. Tænk hvis nu taget faldt ned, eller der var brand i bygningen, så skal det jo gå stærkt". Jeg blev lidt mundlam må jeg indrømme. Hvem tænker på ting som overtøj i sådan nogle situationer? Og er det ikke vanvittigt at gå igennem bygningen, hvis der måske er ild i noget?? 

Synes det er mærkeligt og irriterende at jeg skal belæres om hvordan jeg skal agere, når de selv slet ikke har styr på sådanne situationer.  Må indrømme at jeg er virkelig chokeret over hvor lidt styr de havde på det. Skal pædagoger ikke have styr på sådan noget? 

20Nana02 skriver:

Har lige brug for at lufte min irritation lidt. 

Jeg ankom til min datters børnehave om morgenen for at sætte hende af. Vi går ind som vi plejer, intet virker umiddelbart unormalt, men en af pædagogerne kommer så og siger, at jeg skal give min datter overtøj, og gå udenfor, fordi der er en mærkelig grim lugt i børnehaven, men de ved ikke hvad det er. Jeg tænker bare at det lyder mystisk, og begynder at give min datter overtøj på. Hun blev selvfølgelig forvirret og begyndte at brokke sig kraftigt. Den samme pædagog kommer pludselig ud i gangen, og siger at jeg bare skal have min datter i tøjet nu, og at hun bare skal høre efter (med irriteret stemme). Jeg kæmper med tøjet, barnet bliver mere ked af det og forvirret, og jeg bliver frustreret...og mindst lige så forvirret.

Da vi så endelig kommer ud på legepladsen, så skal vi pludselig gå sammen gennem børnehaven ud på den anden side...meget mærkeligt....udenfor får vi endelig at vide at der er blevet ringet efter brandvæsnet, fordi de troede at der måske var gået overgang i ventilationssystemet, og at der måske var risiko for brand. Det viste sig senere at være et enkelt lysstofrør der var gået, og der var noget plastik i lampen der var smeltet (hvilket fik det til at lugte). Der var ingen farer, men det er nu også fint nok, at være på den sikre side. 

Men...senere kommer den samme pædagog hen til mig og siger, at hun synes det var et stort problem, at jeg ikke skyndte mig mere med at give min datter tøj på, og få hende ud på legepladsen. Hun mente, at jeg overhovedet ikke tog det seriøst nok. Jeg er så ikke typen der går i panik over en mærkelig lugt...eller hvis pædagogerne mener at der er tid til overtøj, og jeg kan se at både pædagoger, forældre og børn går rundt indenfor i roligt tempo. Nu er jeg ikke ekspert i brandøvelser, men hvis der er mistanke om brand i en børnehave, så beder man ikke forældre om at gå ind og klæde deres børn på først. Så skal man som det første få alle ud, lukke dørene, og få alle væk på sikker afstand. Og man går ikke igennem bygningen, for at komme ud på den anden side, hvis der er potentielle farer.  Hun begyndte så i forsvar at sige "jamen det er ikke kritik, men du skal være mere hård ved din datter i sådan nogle situationer. Tænk hvis nu taget faldt ned, eller der var brand i bygningen, så skal det jo gå stærkt". Jeg blev lidt mundlam må jeg indrømme. Hvem tænker på ting som overtøj i sådan nogle situationer? Og er det ikke vanvittigt at gå igennem bygningen, hvis der måske er ild i noget?? 

 

Synes det er mærkeligt og irriterende at jeg skal belæres om hvordan jeg skal agere, når de selv slet ikke har styr på sådanne situationer.  Må indrømme at jeg er virkelig chokeret over hvor lidt styr de havde på det. Skal pædagoger ikke have styr på sådan noget? 

Selfølgelig skal de nok have bedre styr på hvordan man agere i sådan en situation, men vel altid betryggende at de handler på en tvivl/mistanke istedet for at lade stå til.

også syntes da også det er vigtigt at dit barn høre efter hvad du siger, klart man kan blive utryg eller bøvle lidt når rutiner brydes, men syntes det altid er vigtigt det er den voksne der sætter dagsordnen i forhold til Bhv børn. De er ikke store nok til at have selvbestemmelse over hvornår der skal ske hvad, især ikke hvis der er mulighed for der er fare på færde.

Selfølgelig skal de nok have bedre styr på hvordan man agere i sådan en situation, men vel altid betryggende at de handler på en tvivl/mistanke istedet for at lade stå til.

også syntes da også det er vigtigt at dit barn høre efter hvad du siger, klart man kan blive utryg eller bøvle lidt når rutiner brydes, men syntes det altid er vigtigt det er den voksne der sætter dagsordnen i forhold til Bhv børn. De er ikke store nok til at have selvbestemmelse over hvornår der skal ske hvad, især ikke hvis der er mulighed for der er fare på færde.

Jo jo, men hvis man har/har haft børn i 3 års alderen, så er der nogle kampe ind i mellem. Min datter fik ikke lov til at bestemme, og tøjet kom også på, så hurtigt det nu kunne lade sig gøre taget tingene i betragtning. Havde pædagogen sagt at vi skal ud nu, så havde jeg bare smidt min datter over skulderen og løbet ud. Ingen tvivl om det. Men nu var der ingen tegn på at situationen var alvorlig, og alle andre tog det forholdsvis køligt. 

Som skrevet i indlægget, så mener jeg at de håndterede situationen på en direkte tåbelig måde. Er der den mindste mistanke om brand, så ski*** man altså hul i overtøj, eller hvilken side af bygningen man står på....så er det bare ud og væk. 

Har haft børn i 3 års alderen det er heldigvis overe

men der du bliver provokeret af er vel dybest set at pædagogen vover at kommentere på din opdragelse, eller samspil med dit barn?

Moster Lagkage skriver:

Har haft børn i 3 års alderen det er heldigvis overe

men der du bliver provokeret af er vel dybest set at pædagogen vover at kommentere på din opdragelse, eller samspil med dit barn?

Jeg bliver provokeret over at blive beskyldt for at være useriøs, og når man forventer at et grædende og forvirret barn på 3 år bare hopper i overtøjet. Hun var ikke hysterisk, men ulykkelig, fordi hun havde glædet sig til at skulle lave puslespil med sin bedste ven. Og når alting pludselig vender på hovedet, så er det klart at barnet reagerer. 

Jeg kender dig ikke, men hvis du er en moderne mor, der skal opnå enighed med dit barn, før du giver venstre gummisko på og igen før højre, kan jeg godt forstå, at det tog pippet fra din pædagog. Det lyder umiddelbart som en længere seance, hvilket da nok var upassende i den situation.

Jeg kender dig ikke, men hvis du er en moderne mor, der skal opnå enighed med dit barn, før du giver venstre gummisko på og igen før højre, kan jeg godt forstå, at det tog pippet fra din pædagog. Det lyder umiddelbart som en længere seance, hvilket da nok var upassende i den situation.

Selv om min datter græd og satte sig hulkende ned på gulvet, så tog det os omkring 3-4 min. fra vi kom ind, til at få jakke, regnjakke, regnbukser og gummistøvler på, og kom ud igen. Så den holder ikke i retten. 

20Nana02 skriver:

Jeg bliver provokeret over at blive beskyldt for at være useriøs, og når man forventer at et grædende og forvirret barn på 3 år bare hopper i overtøjet. Hun var ikke hysterisk, men ulykkelig, fordi hun havde glædet sig til at skulle lave puslespil med sin bedste ven. Og når alting pludselig vender på hovedet, så er det klart at barnet reagerer. 

Jeg tænker pædagogen har fået det formidlet forkert, og du måske heller ikke har været lige så nervøse som de har været (hvis de var nervøse så det skulle ske hurtigt er det vigtigt at formidle det). Men når det er skrevet, så tænker jeg det er vigtigt som forældre at gøre det klart for sine børn, hvornår man mener det alvorligt og hvornår det kan diskuteres og på samme måde, hvornår gør man bare hvad der bliver sagt og hvornår sætter man sig og laver en scene (det gør man selvsagt aldrig ) - det læres ikke over natten, men fedt at øve nærmest fra de har fået hovedet ud. Mine børn kender fx min stemme når jeg mener det alvorligt, og når jeg siger: det her er ikke til diskussion, så gør de det bare og så kan de bagefter fortælle mig at det bare ikke var okay - og det har de egentlig også gjort i 3 års alderen - og måske er det det pædagogen mente?

Jeg tænker pædagogen har fået det formidlet forkert, og du måske heller ikke har været lige så nervøse som de har været (hvis de var nervøse så det skulle ske hurtigt er det vigtigt at formidle det). Men når det er skrevet, så tænker jeg det er vigtigt som forældre at gøre det klart for sine børn, hvornår man mener det alvorligt og hvornår det kan diskuteres og på samme måde, hvornår gør man bare hvad der bliver sagt og hvornår sætter man sig og laver en scene (det gør man selvsagt aldrig ) - det læres ikke over natten, men fedt at øve nærmest fra de har fået hovedet ud. Mine børn kender fx min stemme når jeg mener det alvorligt, og når jeg siger: det her er ikke til diskussion, så gør de det bare og så kan de bagefter fortælle mig at det bare ikke var okay - og det har de egentlig også gjort i 3 års alderen - og måske er det det pædagogen mente?

Synes folk herinde fejltolker det jeg skriver fuldstændig.

Jeg hverken forhandlede, trøstede eller diskuterede med min datter i situationen. Jeg brugte heller ikke tid på at spørge de forskellige forældre eller pædagoger om hvad der foregik. Jeg tog min datter ud i gangen, fandt tøjet frem og gav hende det hele på, på trods af at hun sad grædende på gulvet. Igen, hun var ikke hysterisk eller trodsig, hun var ulykkelig og slap som en kludedukke. Hvilket gjorde det vanskeligt at klæde hende hurtigere på. Jeg tog hende også op og bar hende ud, fordi jeg ikke ville vente på at hun selv rejste sig og gik. Det er vel fuldt forståeligt at en 3 årig reagerer på en uvant og utryg situation.

Pædagogen var ikke til stede ude i gangen, men kom kun ud for at skynde på os, fordi hun hørte min datter bryde ud i gråd. 

Skal også tilføjes at jeg ikke var den eneste forælder i gangen, som var i færd med at klæde sit barn på. 

Og havde de været så nervøse, så burde de have holdt forældre og børn helt væk fra børnehaven, men alle gik rundt derinde, og ingen havde styr på noget som helst. 

Jeg var godt nok blevet stram i det hvis en pædagog havde talt sådan til mig, som jeg forstår det er situationen gået helt galt pga. Fejl kommunikation.

Havde jeg afleveret min dreng i bh og var blevet mødt af en pædagog der sade vi skulle komme i tøjet pga. En mærkelig lugt (og alle andre går helt roligt rundt) havde jeg tænkt det var noget rengørings halløj (lorte ble, opkast, rådden madpakke, kloak, toilet eller lign) havde jeg da også taget mig tid til at foklarer at puslespil blir senere og nu der hygge på legepladsen, havde da hverken snakket alvorligt, tvunget i tøjet eller lign. 

Når hun så anden gang konmer og jager sådan, havde jeg nok spurgt hende hvad hun hidser sig sådan op for! Hun kan vel sige der er mistanke om brand ud på lejepladsen nu.

Og så er jeg da enig i det en vildt underlig procedure. Jeg ville da tænke en står ved i gaderoben og får  børn og forældre ud, og selvfølgelig glemmer alt om overtøj, en pædagog kan på vej ud, som sikre døren gribe et par jakker eller lign. Men selvfølgelig ikke gå på kompromi med sikkerhed.