Drama

Flomama skriver:

Jeg var godt nok blevet stram i det hvis en pædagog havde talt sådan til mig, som jeg forstår det er situationen gået helt galt pga. Fejl kommunikation.

Havde jeg afleveret min dreng i bh og var blevet mødt af en pædagog der sade vi skulle komme i tøjet pga. En mærkelig lugt (og alle andre går helt roligt rundt) havde jeg tænkt det var noget rengørings halløj (lorte ble, opkast, rådden madpakke, kloak, toilet eller lign) havde jeg da også taget mig tid til at foklarer at puslespil blir senere og nu der hygge på legepladsen, havde da hverken snakket alvorligt, tvunget i tøjet eller lign. 

Når hun så anden gang konmer og jager sådan, havde jeg nok spurgt hende hvad hun hidser sig sådan op for! Hun kan vel sige der er mistanke om brand ud på lejepladsen nu.

Og så er jeg da enig i det en vildt underlig procedure. Jeg ville da tænke en står ved i gaderoben og får  børn og forældre ud, og selvfølgelig glemmer alt om overtøj, en pædagog kan på vej ud, som sikre døren gribe et par jakker eller lign. Men selvfølgelig ikke gå på kompromi med sikkerhed. 

Jeg kunne først ikke lugte noget besynderligt fordi samtlige vinduer og døre stod vidt åbne, så jeg troede med det samme at det var kloakken den var gal med. 

Min datter protesterede ved grædende at sige "jeg vil ikke ud og lege". Jeg forklarede hende kort at vi var nødt til at gå ud sammen med de andre børn på legepladsen. Jeg var lige så forvirret på det tidspunkt, så for mig handlede det bare om at få hende i tøjet og med ud, så vi kunne finde ud af hvad pokker der foregik. 

Jeg blev, efter hele seancen var overstået, meget chokeret over hvor dårligt de havde håndteret det hele på. Hvordan vil det så ikke gå, hvis det en dag er virkelig alvor? Der var endda et par børn som gik rundt for sig selv og tog tøj på, og gik alene ud. Det synes jeg er enormt utrygt, når nu pædagogerne mente at situationen var farlig. Derfor gør det mig også en smule vred når jeg så bagefter er den der får en løftet pegefinger.

20Nana02 skriver:

Synes folk herinde fejltolker det jeg skriver fuldstændig.

Jeg hverken forhandlede, trøstede eller diskuterede med min datter i situationen. Jeg brugte heller ikke tid på at spørge de forskellige forældre eller pædagoger om hvad der foregik. Jeg tog min datter ud i gangen, fandt tøjet frem og gav hende det hele på, på trods af at hun sad grædende på gulvet. Igen, hun var ikke hysterisk eller trodsig, hun var ulykkelig og slap som en kludedukke. Hvilket gjorde det vanskeligt at klæde hende hurtigere på. Jeg tog hende også op og bar hende ud, fordi jeg ikke ville vente på at hun selv rejste sig og gik. Det er vel fuldt forståeligt at en 3 årig reagerer på en uvant og utryg situation.

Pædagogen var ikke til stede ude i gangen, men kom kun ud for at skynde på os, fordi hun hørte min datter bryde ud i gråd. 

Skal også tilføjes at jeg ikke var den eneste forælder i gangen, som var i færd med at klæde sit barn på. 

 

Og havde de været så nervøse, så burde de have holdt forældre og børn helt væk fra børnehaven, men alle gik rundt derinde, og ingen havde styr på noget som helst. 

Jeg er helt og aldeles enig med dig i, at havde de oplevet situationen så alvorligt så det skulle være hu hej vilde dyr, så skal det kommunikeres klart og tydeligt - og tænker også det er her misforståelsen opstår. For har du ikke oplevet det som akut, så tager du måske ikke "du skal" stemmen på, og tror egentlig "bare" det er det pædagogen henviser til. Og du ved jo bedst selv om du har den stemme og om den har effekt- Jeg faldt egentlig bare over, du skriver et sted noget a la sådan er 3 årlige - og nej det er de ikke partout, min unger ved at når jeg de meget få gange tager "du-skal" stemmen på, så bryder de først ud i gråd bagefter. Et eksempel: min 4 årige trådte på hvad de kaldte en edderkoppe fisk i Italien (det viste sig at være en fjæsing). Han hade mange smerter, og folk omkring sagde han ikke måtte sove. Ergo jeg talte i min "du skal " stemme og sagde han ikke måtte sove, og de to andre fik beskeden: I hjælper og bliver hos mig. Da ambulancen havde været der og undersøgt ham, fået foden i varm vand så smerten forsvinder delvist, spurgte han: må jeg sove. Da jeg svarede ja sov han inden for 5 sekunder. De andre spurgte: må vi lege nu. Og da svaret var ja skulle de kramme gange hundrede, den ene græd og så kunne de lege. Det handlede ikke om panik, men alene om de ved nr mor er sådan (faktisk meget stille), så gør vi bare alt hvad hun siger og reagerer bagefter. 

Det har du formodentlig også, men har ikke oplevet situationen var en hvor det skulle til

lineog4 skriver:

Jeg er helt og aldeles enig med dig i, at havde de oplevet situationen så alvorligt så det skulle være hu hej vilde dyr, så skal det kommunikeres klart og tydeligt - og tænker også det er her misforståelsen opstår. For har du ikke oplevet det som akut, så tager du måske ikke "du skal" stemmen på, og tror egentlig "bare" det er det pædagogen henviser til. Og du ved jo bedst selv om du har den stemme og om den har effekt- Jeg faldt egentlig bare over, du skriver et sted noget a la sådan er 3 årlige - og nej det er de ikke partout, min unger ved at når jeg de meget få gange tager "du-skal" stemmen på, så bryder de først ud i gråd bagefter. Et eksempel: min 4 årige trådte på hvad de kaldte en edderkoppe fisk i Italien (det viste sig at være en fjæsing). Han hade mange smerter, og folk omkring sagde han ikke måtte sove. Ergo jeg talte i min "du skal " stemme og sagde han ikke måtte sove, og de to andre fik beskeden: I hjælper og bliver hos mig. Da ambulancen havde været der og undersøgt ham, fået foden i varm vand så smerten forsvinder delvist, spurgte han: må jeg sove. Da jeg svarede ja sov han inden for 5 sekunder. De andre spurgte: må vi lege nu. Og da svaret var ja skulle de kramme gange hundrede, den ene græd og så kunne de lege. Det handlede ikke om panik, men alene om de ved nr mor er sådan (faktisk meget stille), så gør vi bare alt hvad hun siger og reagerer bagefter. 

Det har du formodentlig også, men har ikke oplevet situationen var en hvor det skulle til

De skulle med det samme have sagt at der var mistanke om fare for brand, og ikke kun sige "der er en mærkelig lugt, og det tror vi ikke er så sundt at indånde, så vi skal samles udenfor". Det var de præcise ord jeg fik. Hvem ville tænke at det var noget alvorligt? Hvem ville tænke at der var fare på færde, når børn, forældre og pædagoger går rundt inde i bygningen, og en af dem tilmed står roligt i køkkenvinduet, mens hun ringer til lederen. Helt ærligt. 

Som sagt, havde jeg fået besked om at der var potentielle farer, så havde jeg nok taget min datter, og gået direkte ud igen - tøj eller ej. 

Nu er det ikke to børn der er ens. Så du kan aldrig nogensinde sammenligne din 4 årige, eller dine andre børn, med min 3 årige. Man kan aldrig forvente at en 3 årig, som aldrig har oplevet alvorlige situationer, aner hvordan man skal agere korrekt, når selv de voksne ikke har styr på noget som helst og går rundt i cirkler. Og på normale dage havde min datter, som er meget følsom, typisk reageret ved at stå og skrige, lægge armene over kors, og vende ryggen til mig, de gange hvor tingene ikke går som ventet. Men her begyndte hun bare at græde og blive slap. Hun vidste godt at jeg mente hvad jeg sagde, derfor "gav hun op". Hun kæmpede ikke imod. Samme reaktion er der sågar voksne mennesker der har, når de bliver forvirrede og utrygge. 

Vi reagerede efter omstændighederne. Længere er den ikke. 

Hvis du troede at dit barn havde trådt på en sten på den ferie, så havde du squ nok heller ikke taget det helt så alvorligt, og det samme havde dine børn heller ikke. Nu vidste du at der var chancer for at det kunne være en farlig fisk, ergo så reagerer du selvfølgelig anderledes, og dine børn kan automatisk mærke det på dig. 

Må helt ærligt indrømme at jeg er en smule forarget over de fleste af jer der skriver herinde. Det ser ud som om der er mere fokus på hvor hurtigt og hvordan min datter og jeg reagerede, end på at pædagoger ikke aner hvordan man skal håndtere en måske farlig situation. 

Jeg har endda valgt at holde fridag med min datter i dag, fordi jeg faktisk er enormt rystet over at dem som skal passe på vores børn, ikke aner hvad de laver, og så endda prøver at tørre den af på forældrene. Jeg synes ikke det bør være op til forældrene at gætte på hvad der foregår. Og når man har ansvar for andres børn, så SKAL man bare have styr på den slags. Der nytter det ikke noget at man ikke informerer andre om hvad der sker. Man sætter heller ikke forældrene til at give deres børn tøj på først indenfor. Man taler heller ikke sådan til andre mennesker. Man går heller ikke igennem en bygning, som man mistænker kan gå i brand. Og man står ikke efterfølgende og giver forældrene en reprimande. 

Jeg vil mene at enhver normal person ville finde det stærkt kritisabelt, hvis det havde handlet om deres egne børns sikkerhed. 

Altså, jeg vil sige det sådan, at det er nemt at blive fornærmet hvis man leder efter en årsag til at blive fornærmet. At du kalder tråden "drama" og ikke bare børster situationen af dig eller forklarer den med en pædagog, som ikke lige fik forklaret sig elegant nok får dig til at fremstå som en petitesserytter. Hvorfor ikke bare smide det i pyt-kassen?

Altså, jeg vil sige det sådan, at det er nemt at blive fornærmet hvis man leder efter en årsag til at blive fornærmet. At du kalder tråden "drama" og ikke bare børster situationen af dig eller forklarer den med en pædagog, som ikke lige fik forklaret sig elegant nok får dig til at fremstå som en petitesserytter. Hvorfor ikke bare smide det i pyt-kassen?

Nu er jeg så en af dem der sætter mit barns sikkerhed meget højt. Og jeg forventer squ at dem der bliver betalt for at passe på min datter i dagtimerne ved hvad man gør i tilfælde af brand. 

Hvad hvis der faktisk havde været brand i bygningen? Skal vi bare sige "pyt med det", fordi der heldigvis ikke var ild i noget? Ville du også sige pyt, hvis det handlede om dine egne børn? Det håber jeg ikke. 

Det handler ikke en skid om hvilken tone man siger det i. Men man skal satme sige, hvis der muligvis er brand i bygningen. Alt andet er ganske enkelt ikke acceptabelt. 

20Nana02 skriver:

Nu er jeg så en af dem der sætter mit barns sikkerhed meget højt. Og jeg forventer squ at dem der bliver betalt for at passe på min datter i dagtimerne ved hvad man gør i tilfælde af brand. 

Hvad hvis der faktisk havde været brand i bygningen? Skal vi bare sige "pyt med det", fordi der heldigvis ikke var ild i noget? Ville du også sige pyt, hvis det handlede om dine egne børn? Det håber jeg ikke. 

Det handler ikke en skid om hvilken tone man siger det i. Men man skal satme sige, hvis der muligvis er brand i bygningen. Alt andet er ganske enkelt ikke acceptabelt. 

Medmindre det har været et bevidst valg fra pædagogens side for at undgå at der pludselig er en horde af paniske forældre der tramper de andre børn (og hinanden) ned for først at komme ud med deres barn. 

Hvad med at have en smule tillid til at pædagogen var i stand til at vurdere situationen på en ordentlig måde? At hun siger at der er en mærkelig lugt som de ikke tror er sund burde være nok begrundelse for at I skulle tage hende alvorligt - også uden at der stod stikflammer ud af taget. 

ErDetSnartNU skriver:

Medmindre det har været et bevidst valg fra pædagogens side for at undgå at der pludselig er en horde af paniske forældre der tramper de andre børn (og hinanden) ned for først at komme ud med deres barn. 

Hvad med at have en smule tillid til at pædagogen var i stand til at vurdere situationen på en ordentlig måde? At hun siger at der er en mærkelig lugt som de ikke tror er sund burde være nok begrundelse for at I skulle tage hende alvorligt - også uden at der stod stikflammer ud af taget. 

Ej hold da op. Pædagoens begrundelse for ikke at fortælle hvad det drejede sig om var "jamen vi skal jo ikke gøre børnene bange". Hun var den eneste der rendte hovedløs rundt. Alle andre pædagoger tog det helt roligt, og gik endda og jokede lidt. 

Og hvis det var så skide alvorligt, så beder man stadig ikke forældrene om at klæde deres børn på først inde i den bygning, som man tror der måske er ild i. Hvor er logikken henne altså? 

Det ville nok være mere gavnligt at få snakket med pædagogen og evt lederen i børnehaven  om hele episoden. 

Det lyder som om, kommunikation ik har været helt tydeligt, for self ska man ik bede folk om at børnene ska i tøjet, inden de kommer ud, hvis man er realt bange for at der er brand i huset.

Men det hjælper jo heller ik noget at skabe panik, og derfor er det vel endelig ok, at de siger I ska gå ud, pga den mærkelige lugt, som jo også er en real fare.

At hun så bagefter igen formulere sig uheldigt i forhold til dig, ka sagtens skyldes at hun måske selv har været lidt bange og usikker.

Jeg ville tage en rolig snak, med hende omkring din oplevelse næste gang du ser hende. Bare husk at holde bolden på din egen bane halvdel. Vh stine