Pseudotvilling?? For og i mod :-)

Vi er så skrækeksemplet her, kan jeg godt se. 

Vi har præcist 18 måneder mellem vores og lillesøster var ikke planlagt. Storesøster havde en hård start pga kolik, og efter at have overlevet den omgang var jeg sikker på at intet kunne vippe mig af pinden...

Så kom lillesøster 18 måneder senere. Hun græd hele tiden og sov aldrig, og ville ikke spise. Efter at jeg havde insisteret overfor lægerne, viste det sig at hun havde svær refluks og allerede i en alder af 5 uger havde hun syreskader i spiserøret. Det betød at jeg måtte stoppe amning og starte hende på syrehæmmende medicin samt en speciel MME. 

Så håbede vi at det hjalp, men nej. Hun ville stadig ikke spise, sov 20-45 minutter ad gangen og tabte sig igen. Vi fandt en ørelæge, og det viste sig at hun havde så meget væske på ørene at hendes kurver var helt flade. Så 5 måneder gammel fik hun dræn. 

Hendes motorik var voldsomt forsinket pga. væsken på ørerne, hun havde ingen balance, kunne ikke rulle eller kravle. Efter flere omgange med hospitalet vurderer de hende til at være Ca 6 måneder bagud motorisk (hvilket er skidt, når man ikke er meget mere end 1 år gammel), men bortset fra nogle enkelte øvelser gør man ikke mere. Vi ender med at finde en privat fysioterapeut med speciale i børn, der konstaterer at hun også er hypermobil. Hende går vi ved i 6 måneder indtil vores datter er nogenlunde med rent motorisk. 

Og gennem alt det her har lillesøster på intet tidspunkt sovet mere end 45 minutter ad gangen, både dag og nat. Mellem hende og en tumling, var vi slidt ned til sokkeholderne... Omkring 18 måneders alderen begyndte hun at gå. Hun begyndte også at sove 1,5 time ad gangen. Dette stod på indtil hun blev 3, hvor jeg simpelthen tog en uge, hvor hun fik lov til at skrige, mens jeg sad i soveværelset og græd. 

Jeg var på det tidspunkt gået ned med stress, jeg tabte håret i totter og kastede mavesyre op, min hukommelse var næsten ikke eksisterende og jeg led af ordmobiliseringsvanskeligheder.

Nu hvor lillesøster snart fylder 7 føles det endeligt som om vi er ved at være igennem det værste, pigerne trives og har det godt og jeg har også ganske langsomt fået det bedre. 

Ingen af disse ting vi var igennem er specielt sjældne, det er ting, der mere eller mindre hyppigt rammer babyer og småbørn, men konsekvenserne har været store. Fx er min ældste meget omsorgs- og ansvarsfuld, også mere end en på 8 bør være. Hun er ofte nem i en grad så det går ud over hende selv og hun siger sjældent fra, heller ikke i skolen. Alt sammen helt sikkert en konsekvens af at være blevet storesøster til en baby med udfordringer da hun selv var dårligt mere end en baby. 

Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg ikke fået børn så tæt på hinanden. Det var meget tæt på at rive os fra hinanden, og især storesøster er stadig mærket af det. 

Skouboe skriver:

Vi er så skrækeksemplet her, kan jeg godt se. 

Vi har præcist 18 måneder mellem vores og lillesøster var ikke planlagt. Storesøster havde en hård start pga kolik, og efter at have overlevet den omgang var jeg sikker på at intet kunne vippe mig af pinden...

Så kom lillesøster 18 måneder senere. Hun græd hele tiden og sov aldrig, og ville ikke spise. Efter at jeg havde insisteret overfor lægerne, viste det sig at hun havde svær refluks og allerede i en alder af 5 uger havde hun syreskader i spiserøret. Det betød at jeg måtte stoppe amning og starte hende på syrehæmmende medicin samt en speciel MME. 

Så håbede vi at det hjalp, men nej. Hun ville stadig ikke spise, sov 20-45 minutter ad gangen og tabte sig igen. Vi fandt en ørelæge, og det viste sig at hun havde så meget væske på ørene at hendes kurver var helt flade. Så 5 måneder gammel fik hun dræn. 

Hendes motorik var voldsomt forsinket pga. væsken på ørerne, hun havde ingen balance, kunne ikke rulle eller kravle. Efter flere omgange med hospitalet vurderer de hende til at være Ca 6 måneder bagud motorisk (hvilket er skidt, når man ikke er meget mere end 1 år gammel), men bortset fra nogle enkelte øvelser gør man ikke mere. Vi ender med at finde en privat fysioterapeut med speciale i børn, der konstaterer at hun også er hypermobil. Hende går vi ved i 6 måneder indtil vores datter er nogenlunde med rent motorisk. 

Og gennem alt det her har lillesøster på intet tidspunkt sovet mere end 45 minutter ad gangen, både dag og nat. Mellem hende og en tumling, var vi slidt ned til sokkeholderne... Omkring 18 måneders alderen begyndte hun at gå. Hun begyndte også at sove 1,5 time ad gangen. Dette stod på indtil hun blev 3, hvor jeg simpelthen tog en uge, hvor hun fik lov til at skrige, mens jeg sad i soveværelset og græd. 

Jeg var på det tidspunkt gået ned med stress, jeg tabte håret i totter og kastede mavesyre op, min hukommelse var næsten ikke eksisterende og jeg led af ordmobiliseringsvanskeligheder.

Nu hvor lillesøster snart fylder 7 føles det endeligt som om vi er ved at være igennem det værste, pigerne trives og har det godt og jeg har også ganske langsomt fået det bedre. 

Ingen af disse ting vi var igennem er specielt sjældne, det er ting, der mere eller mindre hyppigt rammer babyer og småbørn, men konsekvenserne har været store. Fx er min ældste meget omsorgs- og ansvarsfuld, også mere end en på 8 bør være. Hun er ofte nem i en grad så det går ud over hende selv og hun siger sjældent fra, heller ikke i skolen. Alt sammen helt sikkert en konsekvens af at være blevet storesøster til en baby med udfordringer da hun selv var dårligt mere end en baby. 

Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg ikke fået børn så tæt på hinanden. Det var meget tæt på at rive os fra hinanden, og især storesøster er stadig mærket af det. 

Men mon ikke det havde været det samme hvis storesøster havde været 3 da lillesøster kom ��

Soonmom skriver:

Men mon ikke det havde været det samme hvis storesøster havde været 3 da lillesøster kom ��

Nej, for så havde storesøster været mere selvhjulpen og jeg tror ikke at det havde kostet hende så meget hvis hun var ældre. 

Skouboe skriver:

Nej, for så havde storesøster været mere selvhjulpen og jeg tror ikke at det havde kostet hende så meget hvis hun var ældre. 

Helt ærligt, så tror jeg faktisk det havde været værre for så havde den store jo bare "fået lov" til at klare flere ting selv som du selv siger havde hun været med selvhjulpen og derved evt blevet mere overladt til sig selv 

lineog4 skriver:

Det er skægt hvor mange følelser der kommer ind i sådan en debat - jalousi er noget der kan opstå mellem alle, et godt søskende bånd er noget der kan opstå mellem alle og et dårligt lige så. At få børn med 1 år mellem eller 10 år mellem hver ingen garantier, og heldigvis er vi flest der kan berette om børn der knuselsker hinanden uafhængigt af aldersforskel. Jeg har 3 børn hvor af ingen af dem er pseudotvillinger og de er tæt, og hinandens mest sikre støtter. Fx blev lillebror ked af det i skolen, fandt sin storebror som mente det her var så alvorligt så han fandt storesøster og det trygge trekløver var sammen og de sagde selv: så kan intet ondt ske. Jeg har en lillebror der brød sammen der storebror var syg, hvorfor fordi det viser sig storebror går forbi hver dag inden klub og giver lillebror et kram og hører om han har det godt. At søskende bliver tætte handler om mangt og meget mere end alder, jalousien handler omfanget og meget mere end alder. Og heldigvis er vi da flest forældre der tænker lige det vi gjorde var det bedste for vores børn - jeg ville selv helt egoistisk have grædt snot over pseudotvillinger, var på ingen måde parat da de var så små - jeg ville ikke have grædt for deres skyld, men for min. Og andre ville have forsvoret der skulle være 7 år mellem deres yngste og ældste og sådan er vi så forskellige.

Selvfølgelig vækker det da stærke følelser, når andre har så massive opfattelser af ens familieforhold som synd for børnene eller sågar synd for mig. Vi har den jo jævnligt herinde med enebørn, meget unge eller gamle forældre, og det vil da altid opfattes underligt, når nu man er glad for egne forhold, at se andre, der ikke selv har stået i tilsvarende, "vide", at det er synd for nogen. 

Jeg er ikke kun mor til pseudotvillinger, men prøvede først at have fire år mellem nr. et og to, så jeg har ikke kun et ben i én lejr og kan ikke sige, at båndet mellem nr. to og tre er stærkere eller mere kvalitetsfyldt end båndet mellem et og to og et og tre. Jeg er bare glad for alt, jeg har fået og for alt, mine børn har fået igennem hinanden - og synes, det er ja, underligt, at se dele af det beskrevet som synd for nogen. Det er synd, når det ikke går så let for nogen, men det gælder jo for alle forhold, uagtet omstændighederne. 

Jeg ville aldrig planlægge Pseudotvillinger Jeg mener det er en gave man kan give sit første barn at lade dem være enebarn et par år, og også den næste have sine 4-5 år på en anden måde for sig selv.
Min kæreste har 7 og 8 år ned til sine søstre, der så er pseudo, men de har et udemærket venskab både i dag, men også dengang tog han sig godt af dem. Jeg synes også det var dejligt at blive storesøster i en alder af 7 til min bror, og jeg var en stor hjælp for hans mor, jeg kunne både give flaske, hjælpe med bleskift, og lege med ham så hun lige kunne klare en opvask eller andet. 

Meget overfladisk, de venner/omgangskredse hvor jeg synes det har fungeret med pseudosøskende er hvor kønnet på dem har været forskelligt, men synes bare ofte når det har været samme køn, så har det ikke fungeret godt. Jeg synes igen også det er for hurtigt man skal smide en identitet på et lille barn at han nu skal være storebror, og den store, så mange glemmer han altså stadig kun er lille, der er bare en der er lidt mindre. Storebror ser hvordan alle siger iiihh og åååh over ny baby, og han er altså ikke engang selv færdig med sin læring, men pludselig handler alt om at den nye skal lærer en masse og er så sød, og skal have ro. Fint at man lære der også skal være plads til andre, men jeg forstår godt hvis der opstår problemer med den ældste i sådan en relation. 

jeg synes ikke det er noget at stræbe efter. 4-5 år er en fin forskel.

Soonmom skriver:

Helt ærligt, så tror jeg faktisk det havde været værre for så havde den store jo bare "fået lov" til at klare flere ting selv som du selv siger havde hun været med selvhjulpen og derved evt blevet mere overladt til sig selv 

Det har du selvfølgelig lov til at mene fuldstændigt som du har lyst til. 

Soonmom skriver:

Helt ærligt, så tror jeg faktisk det havde været værre for så havde den store jo bare "fået lov" til at klare flere ting selv som du selv siger havde hun været med selvhjulpen og derved evt blevet mere overladt til sig selv 

Arh vel? 

Det har du ingen viden om  

Jeg er ud af en søskende flok på tre, jeg er henholdsvis 5 og 8 år ældre end mine små brødre. Vi havde ikke meget glæde af hinanden som børn, og aldrig blevet ret tætte, jeg fungere mere som en ekstra mor og det var nemt for mine forældre, for barnepigen boede i huset. Min mand er 4 yngre end hans bror.

Vi var meget enig om at vi ville have vores børn tæt. Vi har 15 mdr mellem Nr 1 og 2 og 26 mdr mellem nr 2 og 3. Altså tre børn på 3,5 år og 100% planlagt.

Det var 4 år som stod i babyernes tegn, hvor hele vores liv handlede om det. Det var 4 fantastisk år, var det hårdt ja en gang i mellem, og selvfølgelig var det det, for om man har et eller 10 så er der tidspunkter hvor det er op af bakke.

Men mine piger har haft utrolig glæde af hinanden, de har været på næsten sammen udviklings trin, lege de samme lege elsket de samme film. De var meget tætte.

Mine tre piger er i dag 12, 11 og 9 - de har stadig utrolig meget glæde af hinanden.

Flomama skriver:

Arh vel? 

Det har du ingen viden om  

Jeg er uddannet indenfor børn og har set mange eksempler på det, nej jeg ved det ikke og det gør du heller ikke, men det var sådan set heller ikke det jeg skrev