Aristocats skriver:
Hm, måske er det bare mig, men jeg synes folks syn på andres kæledyr tilsyneladende har ændret sig markant - og til en skræmmende side.
Vi havde selv 2 katte hos mine forældre og jeg tror ikke jeg kunne tælle på én hånd hvor mange andre fremmede katte der tøffede rundt i vores have, tog en lur i udestolene og endda også tog en bid mad, der var beregnet til vores egne katte. Nu var vi måske også farvet af selv at have kat, men opfattede det kun som hyggeligt, at andre katte kiggede forbi og nogle kom igen og igen meget jævnligt - vi havde endda navne til de katte der var stamgæster.
Vores katte rendte også frit rundt i kvarteret og i andres haver og lå i solen på naboens garagetag og jeg erindrer ikke, at vi nogensinde fik en klage eller sure miner - men måske boede vi også bare i et katte-glad område - og heldigvis for det da! Jeg bliver helt skræmt når jeg læser folks udtalelser herinde - der ER sgu da bare en uskyldig kat for hulan som jo aldrig bevidst er ude på at genere, som i 99 % af tilfældene smutter med det samme du ser den - derudover husker jeg ikke, at jeg nogensinde så kattelort i vores have og mine forældre havde da heller aldrig noget at fjerne.
Uanset hvad, så kan jeg godt undres over, hvor respekten og medmenneskeligheden er blevet af overfor andre menneskers kæledyr - somom man kan tillade sig at behandle en uskyldig kat som skidt og møg, blot fordi den er på visit i haven. Jeg kan samtidig godt forstå visse argumenter, men jeg synes godt nok også, at folk er en smule over stregen.
Mennesket vil gerne eje hele jorden, hvilket betyder, at der bliver mindre og mindre plads til andre levende væseners naturlige udfoldelse.
Jeg er glad for, at jeg bor på landet omgivet af marker med 450 meter til nærmeste nabo. (Selvom vores naboer er søde og ikke dyrefjendske)
Hvis man ikke skal være tolerant over for andre kan man tage den endnu videre og forbyde hunde i haver, hvis de gør. Jeg er ved at vælte på cykel mindst 1 gang daglig, fordi jeg får et chok hver gang jeg kører fordi hækken med den gøende hund. (Ja, jeg lærer åbenbart aldrig hvornår jeg skal forberede mig på chokket, for det overrasker mig hver gang).
Så er en katteprut i bedet egentlig lidt mere ufarligt. (Og jo, jeg kan godt forstå, at den del af det kan være irriterende, men hvor ville jeg ønske folk lærte at omfavne livet og glæde sig over det, i stedet for at hidse sig op hvor små ting, der ikke burde vælte verdenen).
