Hvad har jeg af muligheder?

Jeg har arbejdet flere år i en vuggestue og har aldrig oplevet, at et barn på den måde blev erklæret uegnet til vuggestue. Faktisk har vi kun én gang haft en dreng, som blev nødt til at blive taget ud og det var pga nogle fysiske problemer med immunforsvar, som gjorde, at han ikke kunne være i miljøet sådan rent praktisk. 

Der er kæmpe forskel på, hvor let indkøringen er. Nogle børn har brug for meget voksenkontakt og fysisk nærhed. Vi har haft nogle som stort set har været på armen af en voksen det første halvår. Og ja, det er hårdt, men på et tidspunkt er de klar til at udforske det hele lidt mere selv. Vores til dato hårdeste indkøring er nok en af de drenge, som nyder vuggestuen allermest nu. 

Og mht babyer, som sympatigræder. Sådan gør de jo, hvilket er grunden til, at det er et helvede nogle gange at være vuggestuepædagog. For lige pludselig sidder man med 10 grædende babyer, når det startede med, at én var sur. Vi plejer at dele os op, for ellers får man aldrig ro på flokken  Tror faktisk vi løfter flere øjenbryn over de babyer, som bare leger i ro og mag, mens resten af flokken skriger (oftest er det 3. børn. Man kan TYDELIGT mærke forskel).  

Jeg ved ikke, om dit barn fejler noget, men synes godt nok pædagoger osv. har været hurtige til at komme med ideer. I min vuggestue tænker vi aldrig på diagnoser til babyer i hvert fald. 

lineog4 skriver:

Sagsbehandler er fordi jeg ikke ved om du kan tage direkt kontakt til PPR, eller om det skal gå gennem sagsbehandler/familieafsnittet.

Jeg er sikker på de private "alternativ" med ergoterapeut mm. Er mindst lige så godt som det PPR og kommune kan tilbyde . Jeg har bare en ekstra agenda, der hedder: det her skal kommunen vide. De skal vide en vuggestue råder til dagpleje velvidende der er lang ventetid og at du derefter støder ind i en privatløsning som er så ringe. Kan det være rigtigt at et barn kastes rundt, en nervøs mor skal have søvnløse nætter og man selv skal være "ekspert" ud i pædagogik og barnets udvikling og vide hvor man skal vende blikket hen og søge hjælp?

Jeg er sikker på du går den rigtige vej, men jeg ville ønske du havde overskuddet til at gå til kommunen så en privatløsning og en vuggestue kunne få lidt hjælp til hvordan man håndterer sådanne situationer.

Og igen jeg vil ikke på baggrund af så få ord udtale og om din søn (men rigtig mange børn bliver sympati kede af det). 

Held og lykke, håber der bliver fundet en løsning, så du kan trække vejret ned i maven og vide din søn har det godt, og uafhængigt af om han har udfordringer eller ej er i en gruppe med voksne mennesker som ser og hører ham, og hvor han får lov til at udvikle sig og blive en skøn tumling lige om lidt.

Det giver rigtig god meining. Tak fordi du lige ville uddybe. Jeg ved at denne terepeut også bruges af kommunen og fx PPR, så jeg føler mig i sikre hænder her. Det eneste er selvfølgelig, at det er for egen regning, men dette er heldigvis ikke en udfordring.

Jeg giver dig fuldstændig ret i, at det her skal kommunen vide og du skulle bare vide hvor vred jeg er, over at min stakkels dreng har været kastebolden i alt det her! Så snart min søn (som jo er så absolut det vigtigste) er i et rigtige tilbud til ham, så vil jeg lave en skriftlig klage over hele vores forløb for at undgå at andre kommer til at stå i en lignende situation.

Det er måske vigtigt at sige, at vores børnepasser den ene dag kunne sige "Åh sikke en fantastisk dag, han har bare hygget sig" for så den næste at sige "Han har aldrig været glad hernede!" og det gjorde mig ganske utryg. Dette har jeg oplyst tilsynsførende og begyndte også at notere, når hun havde sagt hvordan dagen var forløbet, sådan så jeg lige kunne huske mig selv på at min dreng altså som regel havde flest gode dage dernede og ikke var "aldrig glad" dernede. Vi fandt også ud af, at passeren ikke havde den erfaring hun havde oplyst og mange andre ting, som ikke fungerede. Jeg valgte selv at opsige aftalen med passeren (det er måske også meget essentielt) efter at måtte erkende, at det med at skulle forlade møder i tide og utide fordi man blev ringet hjem 3 gange på en uge, det bare ikke var holdbart. Det jeg er mest ked af i alt det her, det er at det jo er min stakkels fantstiske søn som har været kastebolden i alt det her. Det gør mig simpelthen rasende.

Derfor har jeg valgt at passe på ham i en struktureret hverdag herhjemme, som han kender og er tryg i, indtil vi kan få afklaret om han har nogle særlige udfordringer eller ej. Om ikke andet føler jeg også et ansvar i forhold til at få ham kigget på, for tænk nu hvis der var noget - så skal der selvfølgelig handles. Men som udgangspunkt tror jeg ikke på at han fejler noget som helst og måske blot er sensitiv af natur, men sådan kan børn jo være forskellige. Som du også siger, så er det svært at udtale sig om på de få linjers historie herinde. Det er bl.a. derfor jeg har kontaktet en professionel til at vurdere, om der skal sættes ind.

Jeg blev rigtig rørt over dine ord og tak for støtten. Det er så vigtigt for mig, at næste sted også bliver det 'sidste sted' for ham - for børn har på ingen måder godt af at skifte pasning, og da slet ikke i det omfang. Det er på ingen måder optimalt.

Du har helt ret - den rigtige løsning skal findes og det er bare så pokkers vigtigt, at han er et sted hvor de kan rumme ham og hans fantastiske væsen, også de dage hvor han har brug for ekstra kærlighed / kram / tryghed og jeg hviler ikke, indtil min søn er det rette sted.

Et kram til dig og tak for de mange gode vinkler på sagen - dem kan jeg helt sikkert bruge 

libramarie12 skriver:

hvor gammel er din søn. for mange børn har det mega svært ved 7-9 mdr der er noget med deres realitet forhold til forældrene? 

Det er helt rigtigt, der ligger en sepeartionsfase lige heromkring. Min søn startede i vuggestue da han var 8,5 måned og vi mærkede seperationsangsten for fuld kraft i den periode. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på indkøringen og set i bakspejlet, ja så skulle vi nok have ventet indtil den fase var ovre 

Anonym skriver:

Det giver rigtig god meining. Tak fordi du lige ville uddybe. Jeg ved at denne terepeut også bruges af kommunen og fx PPR, så jeg føler mig i sikre hænder her. Det eneste er selvfølgelig, at det er for egen regning, men dette er heldigvis ikke en udfordring.

Jeg giver dig fuldstændig ret i, at det her skal kommunen vide og du skulle bare vide hvor vred jeg er, over at min stakkels dreng har været kastebolden i alt det her! Så snart min søn (som jo er så absolut det vigtigste) er i et rigtige tilbud til ham, så vil jeg lave en skriftlig klage over hele vores forløb for at undgå at andre kommer til at stå i en lignende situation.

Det er måske vigtigt at sige, at vores børnepasser den ene dag kunne sige "Åh sikke en fantastisk dag, han har bare hygget sig" for så den næste at sige "Han har aldrig været glad hernede!" og det gjorde mig ganske utryg. Dette har jeg oplyst tilsynsførende og begyndte også at notere, når hun havde sagt hvordan dagen var forløbet, sådan så jeg lige kunne huske mig selv på at min dreng altså som regel havde flest gode dage dernede og ikke var "aldrig glad" dernede. Vi fandt også ud af, at passeren ikke havde den erfaring hun havde oplyst og mange andre ting, som ikke fungerede. Jeg valgte selv at opsige aftalen med passeren (det er måske også meget essentielt) efter at måtte erkende, at det med at skulle forlade møder i tide og utide fordi man blev ringet hjem 3 gange på en uge, det bare ikke var holdbart. Det jeg er mest ked af i alt det her, det er at det jo er min stakkels fantstiske søn som har været kastebolden i alt det her. Det gør mig simpelthen rasende.

Derfor har jeg valgt at passe på ham i en struktureret hverdag herhjemme, som han kender og er tryg i, indtil vi kan få afklaret om han har nogle særlige udfordringer eller ej. Om ikke andet føler jeg også et ansvar i forhold til at få ham kigget på, for tænk nu hvis der var noget - så skal der selvfølgelig handles. Men som udgangspunkt tror jeg ikke på at han fejler noget som helst og måske blot er sensitiv af natur, men sådan kan børn jo være forskellige. Som du også siger, så er det svært at udtale sig om på de få linjers historie herinde. Det er bl.a. derfor jeg har kontaktet en professionel til at vurdere, om der skal sættes ind.

Jeg blev rigtig rørt over dine ord og tak for støtten. Det er så vigtigt for mig, at næste sted også bliver det 'sidste sted' for ham - for børn har på ingen måder godt af at skifte pasning, og da slet ikke i det omfang. Det er på ingen måder optimalt.

Du har helt ret - den rigtige løsning skal findes og det er bare så pokkers vigtigt, at han er et sted hvor de kan rumme ham og hans fantastiske væsen, også de dage hvor han har brug for ekstra kærlighed / kram / tryghed og jeg hviler ikke, indtil min søn er det rette sted.

Et kram til dig og tak for de mange gode vinkler på sagen - dem kan jeg helt sikkert bruge 

Kan sagtens huske tråden og de episoder du skrev om.

glad for at læse du har overskuddet til at gå videre med det når du og din søn har fundet det rette sted til ham og du igen kan være rolig. For ikke alle har din viden, din evne til selv at finde løsninger og tænk om de var endt hvor du er?!

Glæder mig til en positiv opdatering 

Hej med dig

Jeg kan se, at du allerede er i gang med forskellige initiativer til din søn, men du spørger, hvorfor du skal have en sagsbehandler. Det skal du have for at blive registeret i det offentlige system. Skulle du være så uheldig, at din søn rent faktisk har en diagnose (forhåbentlig ikke), så får du desværre ingen hjælp af det offentlige system, hvis udredningen ikke er foretaget af dem. De kan ikke bruge det til noget, at han er udredt privat. Desuden hvis du er tvunget til at gå på deltid for at passe din søn, skal du have supplerende dagpenge fra kommunen i kompensation for den lavere løn du får. Det kan du heller ikke få medmindre du tilknyttet kommunen, og de har kørt processen. 

Jeg bygger ovenstående på erfaring fra en lillebror med autisme, der først blev opdaget meget sent og forældre til andre diagnose-børn, der blev udredt privat (for at springe offentlige venteliste-kø over mv), men som ingen hjælp har kunne få fra det offentlige.

Jeg håber virkelig, at din lille dreng vil klare sig godt fremadrettet

knus

KissMeKissMeKissMe skriver:

Jeg har arbejdet flere år i en vuggestue og har aldrig oplevet, at et barn på den måde blev erklæret uegnet til vuggestue. Faktisk har vi kun én gang haft en dreng, som blev nødt til at blive taget ud og det var pga nogle fysiske problemer med immunforsvar, som gjorde, at han ikke kunne være i miljøet sådan rent praktisk. 

Der er kæmpe forskel på, hvor let indkøringen er. Nogle børn har brug for meget voksenkontakt og fysisk nærhed. Vi har haft nogle som stort set har været på armen af en voksen det første halvår. Og ja, det er hårdt, men på et tidspunkt er de klar til at udforske det hele lidt mere selv. Vores til dato hårdeste indkøring er nok en af de drenge, som nyder vuggestuen allermest nu. 

Og mht babyer, som sympatigræder. Sådan gør de jo, hvilket er grunden til, at det er et helvede nogle gange at være vuggestuepædagog. For lige pludselig sidder man med 10 grædende babyer, når det startede med, at én var sur. Vi plejer at dele os op, for ellers får man aldrig ro på flokken  Tror faktisk vi løfter flere øjenbryn over de babyer, som bare leger i ro og mag, mens resten af flokken skriger (oftest er det 3. børn. Man kan TYDELIGT mærke forskel).  

Jeg ved ikke, om dit barn fejler noget, men synes godt nok pædagoger osv. har været hurtige til at komme med ideer. I min vuggestue tænker vi aldrig på diagnoser til babyer i hvert fald. 

Kære du,

Hvor er det dejligt at høre lidt fra en fagperson også. For det første - du har min fulde respekt for det arbejde, du har! Det er benhårdt med de normeringer der i dag men det lyder som om, at du er et rigtig godt sted

Det er en sjov beskrivelse, du kommer med af vuggestuer. Det er fuldstændig som at høre min søster, som også selv er vuggestuepædagog og ja, det lyder altså som om at jeres vuggestuer har været helt anderledes end den, som vi ramte.

Der var flere kritikpunkter til vores første pasningstilbud. De havde for mange børn på stuen (og var overnormeret), stod ofte 1 pædagog alene til de 13 børn og flere gange sad de voksne bare og snakkede, imens børnene skreg og skreg. Den epsiode, som jeg husker bedst og som var med til at vi fulgte rådet om privat pasning, det var en tirsdag hvor vi var med til indkøring. Et af børnene sad og skreg alene i 40 minutter i en højstol uden voksenkontakt, og en af de andre dage til indkøringerne måtte vi gå hjem igen fordi de voksne havde for mange skrigende børn.

Der var rigtig mange episoder. En af vuggestuepædagogerne fortalte mig "Hvis du spørger mig, så er det direkte overgreb på børnene at gå i denne her vuggestue" og efter hun sagde det, så satte jeg ikke mine ben i den vuggestue igen! Jeg ville ønske, at jeg bare overdrev, men det løber mig så koldt ned af ryggen når jeg tænker på den skrækkelig institution.

Nu får jeg min dreng screenet, for ja hvis der er særlige behov, så skal vi selvfølgelig kunne støtte ham bedst muligt i disse. Hvis ikke, så ved vi det, og uanset udfaldet vil det afgjort blive nemmere at finde den rigtige pasning til ham.

Det er 'rart' at høre, at vores forløb ikke er normalt og at man ikke normalt giver så let op i en anden institution. Jeg må dog indrømme, at jeg godt nok er blevet skræmt af tanken om vuggestuer efter forløbet her.

Jeg har i øvrigt også haft min søster (som er uddannet pædagog og vuggestuepædagog) til at være her nogle dage sammen med min søn og jeg, for at få hendes syn på sagen. Og hun siger at han kan næsten ikke blive mere normal, så hun tror heller ikke at årsagen skal findes der.

lineog4 skriver:

Kan sagtens huske tråden og de episoder du skrev om.

glad for at læse du har overskuddet til at gå videre med det når du og din søn har fundet det rette sted til ham og du igen kan være rolig. For ikke alle har din viden, din evne til selv at finde løsninger og tænk om de var endt hvor du er?!

Glæder mig til en positiv opdatering 

Tusind tak Line  Og tak fordi du lige havde tid til at skrive lidt med en rigtig 'førstegangs' førstegangsmor omkring dette. Det lyder til at du har en del erfaring med børn, så tak fordi du ville dele lidt ud af dem.

Heldigvis har jeg en masse overskud og ressourcer på de fleste planer i mit liv - og dem er jeg så glad for at kunne trække på, netop med tanke på det forløb som har været.

Jeg sidder i en strategisk lederstilling til daglig, som jeg heldigvis kan få deltid / orlov fra, imens jeg koncentrerer mig fuldt ud om min søn og hans fremtidige pasning.

Men det er ikke alle som måske har det samme overskud og det løber mig koldt ned af ryggen at tænke på de, som mon kunne stå / eller måske står i en lignende situation - for hvad gør de?

Vi skal til screening på onsdag og så lover jeg lige at komme med en opdatering herinde 

JL87 skriver:

Hej med dig

Jeg kan se, at du allerede er i gang med forskellige initiativer til din søn, men du spørger, hvorfor du skal have en sagsbehandler. Det skal du have for at blive registeret i det offentlige system. Skulle du være så uheldig, at din søn rent faktisk har en diagnose (forhåbentlig ikke), så får du desværre ingen hjælp af det offentlige system, hvis udredningen ikke er foretaget af dem. De kan ikke bruge det til noget, at han er udredt privat. Desuden hvis du er tvunget til at gå på deltid for at passe din søn, skal du have supplerende dagpenge fra kommunen i kompensation for den lavere løn du får. Det kan du heller ikke få medmindre du tilknyttet kommunen, og de har kørt processen. 

Jeg bygger ovenstående på erfaring fra en lillebror med autisme, der først blev opdaget meget sent og forældre til andre diagnose-børn, der blev udredt privat (for at springe offentlige venteliste-kø over mv), men som ingen hjælp har kunne få fra det offentlige.

Jeg håber virkelig, at din lille dreng vil klare sig godt fremadrettet

knus

Puh hvor er jeg altså glad for at jeg fik oprettet denne her tråd! Den information er jo så vigtig. Jeg vil i første omgang tage til screening privat og herefter, hvis hun mener der er grund til udredning, så vil jeg kontakte næste instans.

Jeg håber heller ikke for ham, at han har nogle diagnoser, men hvis han har så er det vigtigt at der bliver taget hånd om disse. Så jeg tror på at min skønne, lille søn nok skal klare skærene her i livet og jeg ved at jeg vil gøre alt for at give ham de bedst mulige rammer her i livet 

Nu har jeg læst flere af dine tråde og jwg synes altså du skal passe på du ikke "sygeliggør" dit barn. Jeg kan jo ikke vide det men jeg tror han er helt normal. Han er jo stadig meget lille og det er desværre normalt at de ikke trives i institutioner. Faktisk er det et sundhedstegn at han reagerer. 

Jwg synes det er meget voldsomt med terapeuter psykologer sanseprofiler mv. Han er ikke engang 1 år!!!

Då vidt jeg husker bor du i Kbh. Der er flere steder i Kbh fx Vanløse som har for mange pladser ligesom frb har ledige vuggestue pladser. Det giver lidt transport tid men med cykel er det muligt. Besøg og find nogle gode institutioner. 

Du virker som en mor der vil det bedste for dit barn så det er ikke en kritik bare et godt råd. 

Nu har jeg læst flere af dine tråde og jwg synes altså du skal passe på du ikke "sygeliggør" dit barn. Jeg kan jo ikke vide det men jeg tror han er helt normal. Han er jo stadig meget lille og det er desværre normalt at de ikke trives i institutioner. Faktisk er det et sundhedstegn at han reagerer. 

Jwg synes det er meget voldsomt med terapeuter psykologer sanseprofiler mv. Han er ikke engang 1 år!!!

Då vidt jeg husker bor du i Kbh. Der er flere steder i Kbh fx Vanløse som har for mange pladser ligesom frb har ledige vuggestue pladser. Det giver lidt transport tid men med cykel er det muligt. Besøg og find nogle gode institutioner. 

Du virker som en mor der vil det bedste for dit barn så det er ikke en kritik bare et godt råd.