Hvordan "opdrager" I, i disse situationer?

lilledittemor skriver:

Herhjemme kan vores 5-årige også være virkelig belastende omkring aftensmaden - hun kan slet ikke samle sig.

Vi har købt et sjov dreje-æggeur. I 0. Klasse, som hun skal starte i til sommer, går man 10 minutter til at spise hvor der skal være HELT ro - så må man snakke bagefter. Men hvis i gør det til en sjov leg/øvelse, hvor i også er med og "hvem kan være stille længest", mon ikke at det kunne virke?

De lærer jo mest gennem leg ��

Det der hun gør i bilen - måske det er kedsomhed? Sæt hendes yndlingssang på i stedet og lad hende synge med på den ��

Det var faktisk smart, og har gjort det samme i en børnehave jeg engang arbejdede i. 

Hvor finder man et sjovt æggeur?

Anonym skriver:

Det var faktisk smart, og har gjort det samme i en børnehave jeg engang arbejdede i. 

 

Hvor finder man et sjovt æggeur?

Vi købte vores i Kvickly.. det er en cupcake. 

lilledittemor skriver:

Der er heller ikke noget værre end at skulle være sur og skælde ud hele tiden - det er virkelig en ond spiral.

Nemlig. Det er også fordi vi kan se en ændret opførsel fra hendes side, til det bedre, efter vi har fundet et alternativ til den måde vi selv agerer på. Så tænker at der måtte være andre muligheder

Jeg kan ikke lade være med at hæfte mic ved dine formuleringer omkring jeres datter. "Hun driver os til vanvid" og "vi gider ikke at spise med dig, når du er sådan" 

Det er ikke hensigtigsmæssigt at omtale barnet som problemet, men istedet handlingen som problemet. Man kan fastholde barnet i dårlige handlemønstre, hvis man personificerer den dårlige opførsel.

Når det så er sagt, så tror jeg rigtig meget på, at indsatsen skal ligges i hjemmet. Jeg har ikke et konkret løsningsforslag til bilepisoden, men hvis I får "opdraget" hende i hjemmet, så burde det løse sig selv. Hvis det er et generelt problem på køreturen, kan I overveje en form for belønningssystem. Fortælle at man ikke råber i bilen. Hvis jeres datter kan kontrollere sine udbrud i bilen, får hun et klistermærke. Når hun så fx har tjent 5 klistermærker, så mp hun bestemme hvad hun helst vil lave med jer en time om søndagen, fx. Det vigtige ved belønningssystemer er, at man ikke trækker klistermærker fra ved dårlig adfærd. Man belønner kun den gode, så fokus bliver positivt.

I forhold til at løbe i hjemmet, der har vi takt med vores børn om, at hvis der skal løbes, så skal man i haven. Hvis de løber alligevel siger vi; "herhjemme løber vi ikke indenfor, men I må gerne komme i haven" Det synes jeg fungerer godt. 

Grundlæggende kunne det være, at jeres datter har brug for tydelig og visuel struktur i forhold til jeres forventninger til hende. Måske I skulle sætte jer sammen og tale om "husregler". Lad hende være med til at bestemme, hvad der er vigtigt for jeres familie. Igen er det vigtigt med positive formuleringer og ikke påbud. Fx: "I vores familie sidder vi stille ved bordet og snakker pænt til hinanden" Der er nogen børn, som har svært ved at forstå, hvilken adfærd der ønskes af dem, men helt generelt gør alle børn det bedste, hvis de kan. Det er et vigtigt budskab at holde sig for øje, når hverdagen kapper over. 

Jeg tror på, at ros og anerkendelse avler god opførsel. Prøv at slå mindre hårdt ned på den uønskede adfærd, men ignorer den så vidt mulig. Og i stedet fokusere på at rose jeres datter for alt det gode hun gør. Børn har brug for altid at være i overskud på "rosekontoen". I starten kan det godt virke lidt søgt, at rose for alting, men det gavner sig i sidste ende og bliver mere naturligt med tiden.

Held og lykke med det hele og husk at fokusere på det positive. 

Vi har en pige her hjemme på 5,5 år som driver os til vanvid, hun har er voldsomt temperament, og respekterer os ikke hvis vi siger stop. 

Vi øver os meget i når hun bliver sur og kaster med tingene at sige noget med "jeg kan godt høre at du bliver sur nu, men......". Og de situationer er blevet bedre efter vi øver os i ikke at blive sure og tale med store bogstaver. 

Men vi kan ikke finde "en plan" for de situationer hvor hun bliver ved med at fjolle, larme/løbe rundt, f.eks i bilen bliver ved med at råbe den samme ting nogle gange, hun har det sjovt, men man bliver SÅ træt af at høre den samme "weeee" lyd eller hvad det kan være, konstant. eller hele tiden laver pjat ved bordet når vi skal spise. 

Hvad gør i andre? Det er ligesom om hun har virkeligt meget uro i kroppen konstant. 

Giver en konsekvens. "Hvis du gør det en gang til, er der desværre ikke mere skærm (eller andet som barnet kan lide) i dag".

Det var det eneste der kunne få vores søn til at holde op med at slå da han var yngre (3 år). Jeg kan stadig bruge den engang imellem. Det kan feks være - hvis ikke han kan opføre sig (nogenlunde, jeg er ikke så skrap med kravene) ordentligt på cafe, så må vi gå.

Det vigtige med den metode, er at man altid handler på den konsekvens man har sat op. Hvis jeg siger at vi går næste gang du råber - så er det det vi gør, også selvom det betyder at jeg ikke får spist min salat til 139 kr.

Hvis barnet er lidt langsom til at reagere, kan man evt starte med at sige "tredje gang du råber, så går vi", og så tælle ned, så barnet kan "følge med".

Jeg kan lide den metode fordi den fordrer kommunikation og nærvær. Jeg kan være tæt på mit barn hele tiden, vi kan snakke om det der er sket, han kan give udtryk for dine følelser, samtidig med at jeg ikke på noget tidspunkt behøver at hæve stemmen eller blive vred. Men han forstår alvoren af hans handlinger og at han ikke bare kan gøre som det passer ham.

Anonym skriver:

Men hvordan skal jeg stoppe det når hun sidder i bilen og siger den samme lyd hele tiden? Selvom jeg bliver sur, og nærmest råber hjælper det ikke. Derfor søger jeg råd her. Det er sku svært at smide hende på værelset når man kører bil 

Vi råber aldrig af vores børn, det er ikke nødvendigt.

I stedet er der konsekvens, konsekvens, konsekvens!!

I bilen havde jeg holdt ind på en rasteplads, gået udenfor og afventet, at hun stoppede skaberiet - hun ville så formentligt gå i gang med råberi, skrigen, sparken og så videre, resultat: hun ville først få opmærksomhed, når det stoppede og vi kunne lave en aftale om at man sidder pænt.

Hvis scenariet startede 5 minutter senere igen - så starter man forfra. Det er forbavsende så hurtigt børn lærer!!

Jeg tolerer heller ikke, at en besked skal siges mere end 2 gange, så er der konsekvens (og jeg har altså også en preteenager).

Nu skuder jeg lige spredehagl  og først vil jeg sige, at for mig er det aller vigtigste tydelige voksne, tydelige rammer og struktur og ja der kan lyde som diagnose, men det er min overbevisning at det hjælper alle børn og ikke kun diagnosebørn. Børns hjerner er endnu ikke udhviklet fuldt ud og en af de ting de "mangler" er de eksekutive færdigheder og derfor kan vi voksne hjælpe med tydelighed og struktur (noget yder på at der hvor vi voksne netop er sådan udvikler barnet det endnu mere). 

Når det er skrevet, så skal I i hjemmet bestemme jeg for hvor I vil lave indsats, er det aftensmadssituationen I vil have kontrolleret, er det hoppen i sofaen, er det bilturen, hvad er det? For at skyde spredehagl og tage lidt her og der og kun nogle gange er egentlig værre.

Som du skriver mangler du redskaber til, hvordan pokker får jeg min datter til at lytte til de regler jeg opstiller? Her ville jeg først kigge på mine regler, giver de mening? Her hjemme giver det fx ikke mening at man skal være stille når vi spiser, her taler vi alle hele tiden  men reglen er vi giver plads til hinanden og ikke rejser sig os før alle børn har spist. Den sidste regel er italesat og fastholdes ved hver eneste måltid vi spiser sammen, vi bøjer stort set aldrig af. 

Så kig jeres regler efter i sømmene, hvad for nogle giver nok mening så I kan formidle den mening videre til jeres datter. Tal fornuft til hende, hun er stor nok. Og husl så regler og fornuft taler man om i fredstid, i krigstid overholder og eksekverer man blot reglerne.

Hvis jeres datter fx konstant siger en irriterende lyd i bilen, er det så en regel: ingen lyde i bilen. Giver den mening - for mig gør den ikke, for der er for mange undtagelser og vurderinger. Det giver derimod mening at opdrage i en forståelse af, vi er en familie, et fællesskab og her har alle ret til at sige: stop det kan jeg ikke lide. Så måske er det den fornuft I skal præsentere for jeres datter og fastholde den som regel i krigstid. 

Når mine børn hopper i sofaen: får de "bare": stop det må I ikke. Hvad gør jeg hvis de ikke hører efter? Gentager mit stop og fortæller dem den her er ikke til diskussion. Og så stopper de! Du mangler at din datter forstår: den her er ikke til diskussion. Den skal du have ind i jeres familie og det kræver du lærer at stå fast, du behøver ikke anerkende hende i hver eneste situation, du behøver at vise hende du mener det. Jeg siger stop og jeg mener det og det er absolut ikke afhængig af om du er glad, sur, ked af det eller andet. Det her ord, den her stemme og jeg står fast. Den her stemme, de her ord så er jeg forhandlingsvillig. Man behøver ikke nå til at råde, jeg bruger fx både her hjemme og i skolen at italesætte: kan du høre på min stemme og se på mit ansigt at nu mener jeg det og jeg bliver sur. Hjælp stort set hver gang. Du skal blive ultra tydelig, tydelig tydelig tydelig tydelig voksen. 

Og ja du kan finde alternativer, god ide men ikke altid hvorfor dog? i voksne vil have hun stopper den, så skal hun stoppe lyden. Igen tydelig tydelig tydelig

Gud hvor magter jeg ikke folk der med det samme siger "dit barn trænger til en diagnose". Kære TS, lad være med at lytte til det skidt. 

Jeg tror jeg ville: 1) Bede hende stoppe,

2) Hvis hun ikke stopper, holder jeg ind ASAP,

3) Sige til hende "Nu går jeg ud og vi kører ikke videre før du stopper". Her ville det jo være en fordel at i var på vej et sted hen hun gerne ville, så hun rigtig synes det er irriterende i ikke kører,

4) Så ville jeg nok bare stille mig ud og vente, have telefonen i hånden så jeg selv kan udholde ventetiden

Så ville jeg nok altid bare køre 10 minutter før så vi når destination til tiden

Hvis ikke dét virker, så tror jeg bare jeg ville vende om og køre hjem, hvis vi fx blot er på vej ud at handle

Anonym skriver:

Hader bare at sende hende på værelset, synes ikke hendes værelse skal forbindes med en "straf", men vi har snakket om konsekvent at sende hende på værelset hvis hun fortsætter med f.eks at klatre rundt i sofaen når vi beder hende om at stoppe. Altså simpelthen fjerne hende fra situationen 

Vores børn ryger tit på værelset, og det er aldrig en straf, men en konstatering af, at når de ikke kan finde ud af at opføre sig, så vi alle sammen kan være her, så de må nødvendigvis gå et sted hen, hvor de kan opføre sig som de gør. Når de er klar til at opføre sig, så vi alle sammen kan være her, så kommer de bare ud igen.

Min pige bliver 5 til marts, og vi har haft det samme problem. Vi gik i foråret igang med et klistermærke belønningssystem, hvor vi lavede 6-7 kategorier (høre efter, hjælpe m at dække bord, rydde op, være sød ved/lege med lillebror osv) hvor hun så eft aftensmaden fik klistermærker hvis hun havde gjort noget godt den dag. Hun satte dem så selv op på tavlen, og når hun nåede hen for enden fik hun en lille gave.

Det hjalp nærmest fra den ene dag til den anden, vi fik en helt ny velopdragen pige. Hvor hun før var sur, tvær og hysterisk var hun pludselig ekstremt villig til at samarbejde for at opnå klistermærker. Efter et par måneder begyndte vi at glemme det om aftenen, men effekten holdt ved. Hun har da stadig krudt i røven, og selvfølgelig har vi stadig trælse episoder, men det er slet ikke så slemt som før klistermærkerne.