What to do?? Konfirmation

Aristocats skriver:

Nej, jeg synes faktisk slet ikke at det er et dårligt argument. Der sidder unge mennesker herude der knapt nok kan få et par nye sko og så bliver jeg ærligt talt harm over bagateller som det her. Min mand kommer fra USA (et belastet område) hvor konfirmationer ikke er normen, og han var praktisk talt ved at falde ned af stolen da han hørte hvor meget man overhovedet spendere på én fest - når man kender en anden virkelighed bliver ens tolerance over sådanne problematikker her også lavere. Der er unge mennesker på 14 år der er nødt til at sælge stoffer til at få til dagen af vejen samtidig med at huset falder sammen og skoene er sandaler i frostvejr. Vores børn bliver tit præsenteret for andre menneskers dårlige kår, så de ved hvor priviligerede de er. Det er der sgu ikke noget galt i. De ved også godt, at andre mennesker sulter og det ER et kæmpe privilegie at få mad på bordet hver dag - både min mand og jeg ved, at sult ikke kun er noget der sker i U-lande men også inde hos naboen. Jeg synes virkelig at unge mennesker skal være glade for at deres forældre vil hoppe på tungen for deres mini-bryllupper og at de overhovedet har ressourcerne til at holde sådan en ret dyr og overdådig fest, som vi ved langt de fleste konfirmationer er. Hold nu op, hvor under jeg mange børn og unge jeg har mødt igennem min tid bare 200 kr!!!

Nu skriver TS jo også, at det ville være svært i forhold til økonomien og 2 fester. En "ok" økonomi i dagligdagen har også et loft. Unge mennesker tager ikke skade af at lære at der bliver kun én fest for sådan dikterer mors og fars pengepung bare. Jeg ser slet ikke nogen grund til at bruge penge man ikke har på 2 fester, når man kan holde én fed fest samtidig med at man ikke går fuldstændig kold overfor budgettet. Og selvfølgelig kan de få selvbestemmelse - de kan selv bestemme mad, farvetemaer, kjoler, festlege, you name it. Det ene udelukker absolut ikke det andet. At lade somom at deres ret til selvbestemmelse er fuldstændig doomed fordi der kun skal være én fest er i min optik totalt overdrevet. 

Alt er fed luksus eller problemer i bagatelstørrelsen sat op imod fattigdom og nød. Havde dette omhandlet ønsker eller krav om absurde overflodsfester á la kongehus eller milliardærfamilier, ville jeg også gå ind for en kontant "No way!"-udmelding. Jeg læser noget helt andet i pigernes ønske - et ønske, der handler om FØLELSER, om ønsket om at have noget for sig selv, om ikke endnu engang at skulle være én ud af to. 

Det ville jeg ikke bare affærdige som primadonnanykker eller groteske krav om luksus. Netop ønsker baseret på oprigtige følelser mener jeg ikke, man kan være bekendt at negligere og feje af bordet som helt ude i hampen. Og det læser jeg mange i tråden gøre. I det hele taget ser jeg en tendens, ikke blot her, til at affærdige og kategorisere alt, teenagere ytrer, som egocentrisk, diva-agtigt, krævende osv. osv. - samtidig med, at snart sagt alle er enige om, at mindre børns følelser skal respekteres og tages alvorligt, og at man da som minimum skal være lydhør og rumme dem.

12-13-årige er også børn. Deres drømme er også dybtfølte. Muligvis urealistiske eller umulige at honorere, men oprigtige. Derfor skal de da ikke bare mødes med "Dét kan I glemme alt om!" eller "Vær glad og taknemmelig for, du har tag over hovedet og mad på bordet!" Jeg ville i den grad lytte, tænke, forklare, opstille mulige scenarier, plusser og minusser , muligheder og umuligheder - gå i respektfuld dialog, sådan som jeg til enhver tid har lært mine børn, man skal gøre. 

Måske findes der en løsning, der kommer deres ønske delvist i møde uden at ruinere familien. Det kræver kompromisser og fælles kreativitet. For mig ville det ikke være en acceptabel løsning bare at skyde følelser og drømme ned med et "Nogle børn har ikke sko, og i Ishøj er der 14-årige, der sælger narko!" 

Mor og meget mere skriver:

Alt er fed luksus eller problemer i bagatelstørrelsen sat op imod fattigdom og nød. Havde dette omhandlet ønsker eller krav om absurde overflodsfester á la kongehus eller milliardærfamilier, ville jeg også gå ind for en kontant "No way!"-udmelding. Jeg læser noget helt andet i pigernes ønske - et ønske, der handler om FØLELSER, om ønsket om at have noget for sig selv, om ikke endnu engang at skulle være én ud af to. 

Det ville jeg ikke bare affærdige som primadonnanykker eller groteske krav om luksus. Netop ønsker baseret på oprigtige følelser mener jeg ikke, man kan være bekendt at negligere og feje af bordet som helt ude i hampen. Og det læser jeg mange i tråden gøre. I det hele taget ser jeg en tendens, ikke blot her, til at affærdige og kategorisere alt, teenagere ytrer, som egocentrisk, diva-agtigt, krævende osv. osv. - samtidig med, at snart sagt alle er enige om, at mindre børns følelser skal respekteres og tages alvorligt, og at man da som minimum skal være lydhør og rumme dem.

12-13-årige er også børn. Deres drømme er også dybtfølte. Muligvis urealistiske eller umulige at honorere, men oprigtige. Derfor skal de da ikke bare mødes med "Dét kan I glemme alt om!" eller "Vær glad og taknemmelig for, du har tag over hovedet og mad på bordet!" Jeg ville i den grad lytte, tænke, forklare, opstille mulige scenarier, plusser og minusser , muligheder og umuligheder - gå i respektfuld dialog, sådan som jeg til enhver tid har lært mine børn, man skal gøre. 

Måske findes der en løsning, der kommer deres ønske delvist i møde uden at ruinere familien. Det kræver kompromisser og fælles kreativitet. For mig ville det ikke være en acceptabel løsning bare at skyde følelser og drømme ned med et "Nogle børn har ikke sko, og i Ishøj er der 14-årige, der sælger narko!" 

 

 

 

Det primære jeg prøver at få frem er, at hvis der ikke er råd er der bare ikke råd. Hvis man ikke har råd til to fester, så ER man da heldig at man alligevel kan få én. Det er jo ikke fordi de ingen fest får. Det har intet at gøre med at negligere ungernes drømme, ønsker og følelser, men hvis det rent økonomisk ikke kan lade sig gøre så er der bare ikke mere at sige dér! Det er måske også et spørgsmål om hvor langt man vil gå, jeg havde personligt IKKE sat min økonomi over styr på grund af én (undskyld mig) skide konfirmationsfest. Jeg ønsker alle unge mennesker en fed fest inden for rimelighedens grænser. Jeg ønsker også at forældre ikke bruger tusindevis af penge de ikke har grundet ÉN dag. Ungerne dør sgu ikke af at opleve at nogle gange har penge et loft og så må man gå på kompromis og så værdsætte den fest man kan få. Det er jo ikke fordi de ingen fest får. Og jeg forbliver harm over at folk får dette til at se ud som verdens største uretfærdighed når intet tyder på at de ikke får en brag af en fest, men bare ikke to fordi det kan de af meget gode og fornuftige grunde ikke få. Og jo, man er sørme en GANSKE priviligeret teenager når man kan få en fest til flere tusinde kroner. Og det synes jeg unge har krav på at vide. Jeg hader når folk ikke anerkender hvor godt de egentligt har det. For nogle er det et kliché-argument, men for mig giver det yderst god mening. Dette er i min optik er luksusproblem. Som lineog4 var inde på, man kan godt sige jeg kan godt forstå du gerne vil, men så må du vente til at du selv har råd. Hvis pengene var til det, fair nok, men det er det tilsyneladende ikke! Og så er den ikke længere i min verden. Det er ikke fordi de ikke fortjener det, men alt i verden kan ikke altid lade sig gøre - og det må unge og børn gerne få at vide i min verden. Ingen siger (heller ikke jeg) at drømmene og ønskerne ikke er oprigtige eller ikke skal tages alvorligt, men jeg hopper bare ikke på at det er helt forfærdeligt at man fortæller dem at det bare ikke kan blive som de helt præcis ønsker det, fordi pengene ikke rækker uendeligt. Hvis pigerne er villige til at gå på stort kompromis i forhold til hvad de kan forvente af festerne i forhold til pengene, jamen, så er de jo frie til at gøre hvad de vil. Men hvis de har urealistiske ønsker i forhold til penge er det i min optik også i orden at sige jeg forstår dine ønsker og jeg ser dig men NEJ. Det er ikke at skyde drømme og ønsker ned at sætte tingene i perspektiv og forklare at så skidt er det nu så heller ikke "bare" at få én fest. Der er en balancegang og den synes jeg godt man kan finde, samtidig med at man accepterer ungernes ønsker men også siger nej og har sin fornuft (og forhåbentligt sin pengepung) med sig.  

Desuden er der blevet lagt en helt masse gode forslag på bordet her i forhold til at det kun bliver én fest men de samtidig også for lov til at styre noget helt selv og være centrum. For eksempel at der kunne være 2 rum, hvor pigerne selv har kunne bestemme hvert sit tema osv., opdeling i forhold til mad, farvetema, klokkeslæt hvor "opmærksomheden" skiftes, eller som jeg var inde på, hvis de vil holde 2 fester og samtidig have økonomien i behold, så må de måske affinde sig med at have samme farvetema etc. og ting eventuelt skal "genbruges" til den sidste fest - spørgsmålet er så bare lige, hvor meget selvbestemmelse der er i dét, når det kommer til stykket. Men hvis de er villige til at gå på et klart kompromis, så er det da helt fint, som sagt. Spørgsmålet er så bare om de har lyst til det - eller om forældrene har lyst til at brænde en masse ikke-eksisterende penge af. 

Og alle mine argumenter bunder ud i udsagnet om, at økonomien ikke kan holde til det - og jeg ser det også som en fordel at kunne signalere fornuftige forbrugsvaner og valg omkring hvad der kan lade sig gøre i forhold til penge. Forældrene kunne også bare sige fuck it, i får de 2 fester selvom økonomien vil have det det en smule skidt efterfølgende og at vi har 30.000 i overtræk eller forbrugslån - for den fest der kun varer én dag, den skal du have! Så op i bagdelen med, at vi godt vidste vi ikke havde penge til det men gjorde det alligevel. Jeg gider bare heller ikke være idioten der har et barn på 20 år der lige pludselig skylder 40.000 i gæld, for det fladskærms-tv havde de fortjent, den bytur den ene lørdag var yderst nødvendig, den taske ville altså gøre mine kærestesorger meget bedre... fordi mor og far havde lært dem at det kan godt være der ikke er råd, men følg da dine lyster alligevel og gem den realistiske og fornuftige sans væk til en anden god gang. Not on my watch! Unge skal i den grad lære ordentlig dømmekraft og sunde vaner i forhold til penge og hvad der rent økonomisk kan lade sig gøre uden at man skyder sig selv i foden. 

Mor og meget mere skriver:

Alt er fed luksus eller problemer i bagatelstørrelsen sat op imod fattigdom og nød. Havde dette omhandlet ønsker eller krav om absurde overflodsfester á la kongehus eller milliardærfamilier, ville jeg også gå ind for en kontant "No way!"-udmelding. Jeg læser noget helt andet i pigernes ønske - et ønske, der handler om FØLELSER, om ønsket om at have noget for sig selv, om ikke endnu engang at skulle være én ud af to. 

Det ville jeg ikke bare affærdige som primadonnanykker eller groteske krav om luksus. Netop ønsker baseret på oprigtige følelser mener jeg ikke, man kan være bekendt at negligere og feje af bordet som helt ude i hampen. Og det læser jeg mange i tråden gøre. I det hele taget ser jeg en tendens, ikke blot her, til at affærdige og kategorisere alt, teenagere ytrer, som egocentrisk, diva-agtigt, krævende osv. osv. - samtidig med, at snart sagt alle er enige om, at mindre børns følelser skal respekteres og tages alvorligt, og at man da som minimum skal være lydhør og rumme dem.

12-13-årige er også børn. Deres drømme er også dybtfølte. Muligvis urealistiske eller umulige at honorere, men oprigtige. Derfor skal de da ikke bare mødes med "Dét kan I glemme alt om!" eller "Vær glad og taknemmelig for, du har tag over hovedet og mad på bordet!" Jeg ville i den grad lytte, tænke, forklare, opstille mulige scenarier, plusser og minusser , muligheder og umuligheder - gå i respektfuld dialog, sådan som jeg til enhver tid har lært mine børn, man skal gøre. 

Måske findes der en løsning, der kommer deres ønske delvist i møde uden at ruinere familien. Det kræver kompromisser og fælles kreativitet. For mig ville det ikke være en acceptabel løsning bare at skyde følelser og drømme ned med et "Nogle børn har ikke sko, og i Ishøj er der 14-årige, der sælger narko!" 

 

 

 

Jeg er så enig 

Jeg synes det store spørgsmål lidt er om de skal konfirmeres samme dag. Hvis de skal det, så er i nød til at tage en snak med dem om, at to fester kommer til betyde, at den ene ikke bliver fejret på dagen og det er jo også lidt tamt.

hvis de derimod skal konfirmeres to forskellige dage, så synes jeg faktisk to fester ikke er noget urimeligt ønske. Det ville godt være trist at gå igennem hele kirkehandlingen og så bare hjem og vente en uge på at holde festen.

men altså tag en god snak med dem. Og find ud af om ønsket er en fiks ide, om de har tænkt alle konsekvenserne igennem f.eks at de begge eller af dem ikke bliver fejret på dagen, at der er en risiko for at nogle melder fra, at der bliver tale om mindre fester. 

Og som andre skriver, så få fælles fodslag med din mand. Men synes pigerne fortjener at blive taget seriøst, ikke at de skal bestemme men de skal høres.

Anonym skriver:

Shit, jeg er i uvejr med manden herhjemme. 

Vi har to døtre på 12, som skal konfirmeres inden for en overskuelig fremtid. Vi har en fin indkomst, som vi kan leve af, men ikke en som skaber total overflod og derfor har vi de sidste mange år, sparet op til deres store dag, så vi har en fin god sjat penge til den store fest. Så langt så godt.

Vores uenighed viser dog sit grimme ansigt her .. Min mand og jeg har nok taget det lidt som en selvfølge, at vi kun skulle holde en fest, fordi vores døtre er tvillinger, og som de fleste tvillinger gør, fejre ting sammen. MEN.. Vores to preteens af døtre vil pt på ingen måde holde det sammen, og kræver hver deres fest. 

Gør man det??? Eller skal vi som forældre bestemme det, om det skal holdes hver for sig eller sammen? 

Jeg har det jo lidt sådan at vores økonomi på ingen måde ville syntes godt om 2xkonfirmationer, men jeg syntes også lidt det er komplet hul i hovedet at skulle holde to konfirmationer med så kort tid imellem, for de samme mennesker osv. Altså, der er så mange glæder ved tvillinger og være tvillinger, og her vil jeg så mene at her er der så bare et minus - og det er der er nogle ting man bliver nødt til at dele (ligesom sin fødselsdag) og sådan er det bare. 

Men det er min mand dybt uenig i, og mener vi "bare" kan holde to små beskedne fester, end en stor fest hvor intet ville mangle. Hvad har i andre med tvillinger gjort??

En fest - det er Jer der betaler, Jer der bestemmer. Tænker heller ikke venner og familie "gider" sidder der to weekender i træk til næsten samme fest. 

Aristocats skriver:

Og alle mine argumenter bunder ud i udsagnet om, at økonomien ikke kan holde til det - og jeg ser det også som en fordel at kunne signalere fornuftige forbrugsvaner og valg omkring hvad der kan lade sig gøre i forhold til penge. Forældrene kunne også bare sige fuck it, i får de 2 fester selvom økonomien vil have det det en smule skidt efterfølgende og at vi har 30.000 i overtræk eller forbrugslån - for den fest der kun varer én dag, den skal du have! Så op i bagdelen med, at vi godt vidste vi ikke havde penge til det men gjorde det alligevel. Jeg gider bare heller ikke være idioten der har et barn på 20 år der lige pludselig skylder 40.000 i gæld, for det fladskærms-tv havde de fortjent, den bytur den ene lørdag var yderst nødvendig, den taske ville altså gøre mine kærestesorger meget bedre... fordi mor og far havde lært dem at det kan godt være der ikke er råd, men følg da dine lyster alligevel og gem den realistiske og fornuftige sans væk til en anden god gang. Not on my watch! Unge skal i den grad lære ordentlig dømmekraft og sunde vaner i forhold til penge og hvad der rent økonomisk kan lade sig gøre uden at man skyder sig selv i foden. 

Jeg læser intet om, at TS er ude i tanker om forbrugslån, overtræk på 30.000, "undervisning" af pigerne i, at man bare skal følge sine lyster og havne i kæmpegæld som 20-årig. Jeg læser, at TS mener, økonomien ikke vil have godt af to konfirmationer, mens hendes mand ser det som en mulighed med to beskedne fester. Måske er der basis for at overveje mulighederne i forhold til dét og nå frem til en økonomisk bæredygtig plan, såfremt pigerne involveres og får en realistisk ramme at bevæge sig indenfor - "I kan få fest A sammen med dét og dét og dét, eller I kan få fest B og C hver for sig, men det bliver så uden dét og dét." Udfra det kan de så træffe deres realistiske og økonomisk mulige valg. 

Jeg synes, der bliver malet nogle meget ekstreme billeder af situationen ud fra TS' oplysninger, og at du sætter nogle meget sort/hvide scenarier op af en familie, der grundet pres fra to ekstremt privilgerede teenageres ønsker havner i Luksusfælden lige om lidt. Jeg ser en åbning over for pigernes ønske fra deres fars side og tænker, at han jo muligvis har en velbegrundet pointe i, at det kan lade sig gøre at komme deres ønske i møde uden at sætte økonomien helt over styr. 

Ideen med at give dem en stak Matadorpenge og illustrere for dem, hvilke muligheder, der er indenfor rammerne af plan A og plan B, er lige efter mit hoved. Erfarer de så, at to fester bliver for skrabede, og at en fælles fest bedst opfylder deres ønsker, har man dels taget dem alvorligt, dels givet dem en helt anden læring og forståelse af økonomi end ved blot at sætte dem på plads med fraser om, at de skal være glade for, der overhovedet bliver en fest, og at kvinderne i Sierra Leone må gå syv km for at hente vand. 

Man kan godt bevidstgøre sine unge mennesker om, at de er ekstremt priviligerede, at vi lever i et smørhul, at verdens goder er uhyrligt ulige fordelt, uden at tage deres, helt naturligt, store ønsker vedr. fx konfirmation som et udtryk for forkælelse og manglende proportionssans. Vi leverer næsten alle dagligt talrige eksempler på fråds over for vores børn, med mindre vi bor i en jordhule. Mine børn er vokset op med social indignation i modermælken og er på hver deres måde dybt engagerede i social- og miljøpolitik, frivilligt arbejde etc. - men det betyder ikke, at de er blottet for ønsker af materialistisk karakter, og at studenterfesten til sommer ønskes aflyst og pengene sendt til Røde Kors eller hjemløse i stedet.