Skænderi omkring børnene

Anonym skriver:

 Så er det også utrolig nemt for dig at sige aldrig. Det er altid meget lettere at være klog på andres vegne  

 

Skal børn ikke være sammen med deres mor/ far? Eller kunne du forestille dig, at din mand og dig blev skilt, han blev gift igen, jeres barn/ børn ville gerne bo hos ham og hans nye kone, men faderen var sent hjemme pga arbejde hver dag. Men det er måske noget andet? Eller?

 

Så lad da være med at spørg herinde, hvis du ikke vil høre de svar eller råd, som vi kommer med. 

Vi kan jo kun svare ud fra de ting du oplyser. Vi er ikke tankelæsere. 

Du lyder som om du er kørt helt sur i jeres generelle samliv. Måske du skulle starte dér og få lidt luft? 

Bshizzle skriver:

Jeg ville ALDRIG forbyde min mands barn at flytte hjem til hans Far...!!  

(- Nu har han heldigvis osse kun med mig). 

Men hvorfor skulle hans Barn ikke få muligheden over at bo hos jer.. Når dit/jeres barn gør? 

Well... Kan være derfor din mand er negativ. 

Men kan tyde at i har mange flere problemer.. 

Mit råd er helt sikkert par terapi og ellers få snakket ud om det!. 

Selvfølgelig skal det heller ikke forbydes. Dog kan jeg godt forstå at hun siger nej, hvis det er hende der kommer til at stå med hele opgaven og far ikke tager sin del af slæbet? Barnet er jo ikke på samvær hos far så, barnet er på samvær hos fars kæreste når far ikke rigtig deltager i at håndtere barnet.. At barn og far måske engang imellem hygger vil jeg ikke betragte som samvær når det er bonusmor der står med alt andet med barnet. 

Hun er trods alt kun mor til hendes egen, og burde ikke tvinges ud i at være næsten fuldtids mor for to. Burde hun ikke have lov til at være mor til sin egen og kun bonusmor til mandens barn. 

mpr skriver:

Selvfølgelig skal det heller ikke forbydes. Dog kan jeg godt forstå at hun siger nej, hvis det er hende der kommer til at stå med hele opgaven og far ikke tager sin del af slæbet? Barnet er jo ikke på samvær hos far så, barnet er på samvær hos fars kæreste når far ikke rigtig deltager i at håndtere barnet.. At barn og far måske engang imellem hygger vil jeg ikke betragte som samvær når det er bonusmor der står med alt andet med barnet. 

Hun er trods alt kun mor til hendes egen, og burde ikke tvinges ud i at være næsten fuldtids mor for to. Burde hun ikke have lov til at være mor til sin egen og kun bonusmor til mandens barn. 

Mon ikke det nærmere er hele familiekonstelationen og dynamikken der skal ses på, så de kan være familie sammen i stedet for at modarbejde hinanden. 

Jeg mener.. Hvor er faren i det her?  

Hvis Gud forbyde det, bio mor blev kørt ned af en lastbil i morgen.. Hvad så? Måtte barnet så heller ikke flytte ind? Det er sat lidt på spidsen, ja, men alligevel. 

Bonus barnet søger jo bonus mor. Det er da tydeligt, hvis barnet beder om at bo hos dem, og det nærmest kun er bonusmor som er tilstede.

Igen. Hvor er far? Han må på banen, så der kan skabes overskud hos bonusmor. 

EBK skriver:

Så lad da være med at spørg herinde, hvis du ikke vil høre de svar eller råd, som vi kommer med. 

Vi kan jo kun svare ud fra de ting du oplyser. Vi er ikke tankelæsere. 

 

Du lyder som om du er kørt helt sur i jeres generelle samliv. Måske du skulle starte dér og få lidt luft? 

Nej- det vil jeg ikke lade være med  men jeg vil have lov at påpege, når noget bliver urimeligt. 

Helt ærligt - en kvinde som bor med sin mand og kun har fælles børn - altså slet ikke er i situationen - kan IKKE sige aldrig i denne her sammenhæng. Sådan er det bare. 

Anonym skriver:

Nej- det vil jeg ikke lade være med  men jeg vil have lov at påpege, når noget bliver urimeligt. 

Helt ærligt - en kvinde som bor med sin mand og kun har fælles børn - altså slet ikke er i situationen - kan IKKE sige aldrig i denne her sammenhæng. Sådan er det bare. 

Hun har ét barn med sin mand, og ét barn med sin tidligere mand. 

Er det så OK, at hun svarer?? 

Anonym skriver:

Nej- det vil jeg ikke lade være med  men jeg vil have lov at påpege, når noget bliver urimeligt. 

Helt ærligt - en kvinde som bor med sin mand og kun har fælles børn - altså slet ikke er i situationen - kan IKKE sige aldrig i denne her sammenhæng. Sådan er det bare. 

Måske bonus sønnen har sagt, at han gerne vil bo ved jer, netop fordi du som bonus mor er et fantastisk menneske for ham. 

Med struktur og regler. 

Og ja, selvfølgelig skal hans far da os på banen Ingen tvivl om det, men general så tror jeg sgu ikke mænd går i så små sko som kvinder. 

Selvom det ikke er din søn, så tror jeg faktisk at din kæreste ser dig som hans søns "mor" og som det har foregået de sidste mange tusinder år, så er det altid moderen, som tager sig af børnene, for det er en af de ting vores mænd stoler på, at vi har godt styr på. 

Tror din kæreste ser jer som EN almindelig familie, selvom det er sammenbragt børn. 

Og mænd er bare som mænd nu bare en gang sådan, de er lidt mere afslappet med alt ting, hvorimod vi kvinder nærmest har a d h  d, med at madpakker skal laves om aften, tøj ligges frem til næste dag osv osv, der ville mænd være gange cool, og bare Gøre det på selve dagen. 

Luk dog den stakkels dreng ind i dit hjerte, og åben jeres hjem for ham på fuld tid, han elsker dig da, ellers ville han da ikke be om at bo hos jer. 

Tag ham da til dig som var han din egen.

Syntes faktisk du skulle skamme sig, med at sige, at 50/50 er ganske fint. 

Ja måske fint for dig, men nok ikke for drengen, og måske far og søn med tiden kom endnu mere tættere på hinanden.

Og far fik øjnene noget mere op for sin søn.

Du har valgt denne mand, og med denne mand, medfølger en søn. 

Børns behov kommer i første række, men de får aldrig lov til at blive hørt med deres behov, det er ikke altid lykken og være et barn, når man ikke selv har valgt at komme til verden.

Anonym skriver:

Måske bonus sønnen har sagt, at han gerne vil bo ved jer, netop fordi du som bonus mor er et fantastisk menneske for ham. 

Med struktur og regler. 

Og ja, selvfølgelig skal hans far da os på banen Ingen tvivl om det, men general så tror jeg sgu ikke mænd går i så små sko som kvinder. 

Selvom det ikke er din søn, så tror jeg faktisk at din kæreste ser dig som hans søns "mor" og som det har foregået de sidste mange tusinder år, så er det altid moderen, som tager sig af børnene, for det er en af de ting vores mænd stoler på, at vi har godt styr på. 

Tror din kæreste ser jer som EN almindelig familie, selvom det er sammenbragt børn. 

Og mænd er bare som mænd nu bare en gang sådan, de er lidt mere afslappet med alt ting, hvorimod vi kvinder nærmest har a d h  d, med at madpakker skal laves om aften, tøj ligges frem til næste dag osv osv, der ville mænd være gange cool, og bare Gøre det på selve dagen. 

Luk dog den stakkels dreng ind i dit hjerte, og åben jeres hjem for ham på fuld tid, han elsker dig da, ellers ville han da ikke be om at bo hos jer. 

Tag ham da til dig som var han din egen.

Syntes faktisk du skulle skamme sig, med at sige, at 50/50 er ganske fint. 

Ja måske fint for dig, men nok ikke for drengen, og måske far og søn med tiden kom endnu mere tættere på hinanden.

Og far fik øjnene noget mere op for sin søn.

Du har valgt denne mand, og med denne mand, medfølger en søn. 

Børns behov kommer i første række, men de får aldrig lov til at blive hørt med deres behov, det er ikke altid lykken og være et barn, når man ikke selv har valgt at komme til verden.

 

 

 

 

Tildels et fint indlæg- men  stop nu med at generaliserer kvinder og mænd. Der er 1000 undskyldninger for mænd/ fædre. Men hvad er undskyldningen for en kvinde/ mor/ bonusmor. Ingen. 

Anonym skriver:

Tildels et fint indlæg- men  stop nu med at generaliserer kvinder og mænd. Der er 1000 undskyldninger for mænd/ fædre. Men hvad er undskyldningen for en kvinde/ mor/ bonusmor. Ingen. 

Undskyldninger? Det er overhovedet ikke en undskyldning for mænd, men mænd er mere afslappet til tingene, og kan godt li at vi kvinder ligesom passer på familien. 

Men altså når nu du spørg, kvinder kommer tit med dårlige undskyldninger om at de har menstruation, er trætte, har arbejdet hårdt, skal Gøre alle de praktiske ting selv, skal se serie i tvet, skal på café. 

Så måske er der som et siger 1000 undskyldninger for både mænd og kvinder

Anonym skriver:

Jeg har brug for gode råd. Jeg vil forsøge ikke at komme med for mange oplysninger for ikke at blive genkendt. 

Jeg har kendt min mand i 7 år. Vi har et barn sammen, og en hver fra tidligere. 

Problemet handler om, at jeg har så svært ved at slippe ting der er sket, ting der er blevet sagt. Vi havde en meget hård start ( på flere år) grundet forskellige ting, men mest i forhold til at få et familieliv op at køre. 

Jeg stod meget alene med det i perioder, og selvom min mand var hjemme, var det ofte mig der tog sig af hans og mit barn. Det haf været så hårdt. Hans barn har været så hård. Jeg har i perioder været deprimeret over det. Vi har talt, skændtes, snakket, været enige, uenige, har brugt hinandens børn på en træls måde i skænderierne fx" hvad med dit eget barn? " og bla bla 

mest af alt er jeg bitter over, at vi ikke fik hjælp dengang. At han ikke tog mere ansvar, så både mig og børnene kunne slappe mere af. 

Mange ting er meget bedre nu, men indimellem popper den grimme oplevelse op i mig, som har sat sig i mig. Altså, tiden, som var så svær. Den afstand vi har taget til hinanden i forsøget på, at beskytte eget afkom. 

I min verden trængte hans barn virkelig til noget opdragelse. Noget forudsigelighed, struktur og retningslinjer. Hverken min mand eller barnets mor er i stand til det og jeg føler jeg står med "problemet" da min mand arbejder meget. 

Barnet taler ofte om, at det gerne vil bo her hos os. Jeg har sagt nej, 50/50 er rigeligt for mig, jeg har brug for at puste ud. Det endte i en diskussion, et skænderi. Alt det vi før har talt on, været enige om lyder nu som om, han ikke længere er enig i.

jeg har sagt, at han skal gøre hvad han føler er bedst for barnet. Men jeg ved jo godt hvem der kommer til at tage sig allermest af det. Og jeg har slet ikke lyst til mere ansvar. 

Der blev sagt mange grimme ting under skænderiet, og den afstand er bare så frygtelig. 

Jeg vil egentlig bare høre gode råd... Forståelse måske også. Jeg har ikke brug for negative svar, tak 

Tænker egentlig det er lidt skægt (på den ikke sjove måde) at I skændes om noget så slet ikke er på vej til at blive en realitet - barnet har ytret er ønske og i min optik er det ikke noget barnet skal vælge og bestemme. Det er en voksenting hvor I er en del voksne parter der skal blive enige der er nemlig de to forældre og så er der bonusserne omkring. Så I er blevet uvenner over noget flyvsk, en tanke hos din mand. 

Personligt ville jeg ikke starte med kategorisk nej, men have sagt: okay lad os lege med tanken, hvorfor er det bedre for lille Ole, hvordan skal det struktureres fx hvor mange dage hos mor, kan du tage et par tidlige dage så du kan få eftermiddage med lille Ole alene osv. Hvem ved måske det med en god snak kunne ende med at virke godt? 

Jeg ved ikke hvor meget I har dit barn, men det lyder til I er kommet ind i en meget ukonstruktiv vane med at definere mit og dit og vores og ikke bare vores. Og er det skilt meget skarpt op, så er det måske også svært at forstå for din mand hvis dit barn må bo mere jer end hans barn (hvis det er tilfældet). Så kan det godt være det er fordi du bruger mere tid med børnene eller... Men det tror jeg er svært fordi din mand at begribe, for i den tid han har hjemme også selvom den er mindre end din er en del af tiden som bonusfar til dit barn, så hvorfor skal han så det...? Ja lyder småligt og forkert men lyder bare til det er der i er - og der tænker jeg I skal arbejde med at se alle børnene som jeres dog klart med forskelligt udgangspunkt og også forskellige følelser. Ved det selv, når det hele er dårligt med bonus så er det DIN søn, når det er rosenrødt så har VI sgu gjort det godt  falder i med begge ben konstant. 

Men tal, tal, tal ikke om hvorvidt barnet skal bo der med mindre far ønsker det skal være en realitet og ikke bare en tanke. Men om hvordan får I smidt mit, dit, vores opdelingen væk (næsten væk for helt væk forsvinder den sgu nok ikke) og er en fælles familie (lidt bruget men fælles).

lineog4 skriver:

Tænker egentlig det er lidt skægt (på den ikke sjove måde) at I skændes om noget så slet ikke er på vej til at blive en realitet - barnet har ytret er ønske og i min optik er det ikke noget barnet skal vælge og bestemme. Det er en voksenting hvor I er en del voksne parter der skal blive enige der er nemlig de to forældre og så er der bonusserne omkring. Så I er blevet uvenner over noget flyvsk, en tanke hos din mand. 

Personligt ville jeg ikke starte med kategorisk nej, men have sagt: okay lad os lege med tanken, hvorfor er det bedre for lille Ole, hvordan skal det struktureres fx hvor mange dage hos mor, kan du tage et par tidlige dage så du kan få eftermiddage med lille Ole alene osv. Hvem ved måske det med en god snak kunne ende med at virke godt? 

Jeg ved ikke hvor meget I har dit barn, men det lyder til I er kommet ind i en meget ukonstruktiv vane med at definere mit og dit og vores og ikke bare vores. Og er det skilt meget skarpt op, så er det måske også svært at forstå for din mand hvis dit barn må bo mere jer end hans barn (hvis det er tilfældet). Så kan det godt være det er fordi du bruger mere tid med børnene eller... Men det tror jeg er svært fordi din mand at begribe, for i den tid han har hjemme også selvom den er mindre end din er en del af tiden som bonusfar til dit barn, så hvorfor skal han så det...? Ja lyder småligt og forkert men lyder bare til det er der i er - og der tænker jeg I skal arbejde med at se alle børnene som jeres dog klart med forskelligt udgangspunkt og også forskellige følelser. Ved det selv, når det hele er dårligt med bonus så er det DIN søn, når det er rosenrødt så har VI sgu gjort det godt  falder i med begge ben konstant. 

Men tal, tal, tal ikke om hvorvidt barnet skal bo der med mindre far ønsker det skal være en realitet og ikke bare en tanke. Men om hvordan får I smidt mit, dit, vores opdelingen væk (næsten væk for helt væk forsvinder den sgu nok ikke) og er en fælles familie (lidt bruget men fælles).

Snakken har været oppe utrolig mange gange i løbet af årene. Statsforvaltning osv. Barnet har i min verden fået mulighed for at tage stilling til alt for mange ting og det mener jeg ikke er optimalt. Slet ikke, når jeg ikke tror på at moderen går med til det. Derfor føler jeg, at det er opslidende at barnet vakler frem og tilbage om hvor det vil bo. Jeg bliver frustreret over, at man ikke fortæller barnet: hør her min ven. Du bor lige meget ved mor og far. Punktum. 

Jeg kan sagtens forstå din / jeres ide om, at hvorfor skal min være her, når hans ikke er ( der er 5 dages forskel på tiden de er her) 

barnet går i skole i en anden by, har venner der osv, så jeg tror ikke det er en god ide. Hvis barnet ikke havde det godt, var det en anden sag. 

Sagen er jo også bare den, at det er mig der er her mest både på den ene og den anden måde. Og det er problemet med overskuddet ( det kan jeg jo ikke bare trylle frem ) det er ikke noget man kan dunke mig i hovedet for, ikke et valg jeg selv tager. Ja, det er barnet det handler om, men mener også, at den voksen som skal tage sig af barnet, skal være indforstået med det og have lyst og overskud, ellers bliver det jo ikke godt?  

Jeg føler, at den uge jeg kan blæse ud, reder hele vores familie. Og jeg er ikke ond eller ligeglad, men det er en konstatering, en følelse jeg har.