Skænderi omkring børnene

Jeg har brug for gode råd. Jeg vil forsøge ikke at komme med for mange oplysninger for ikke at blive genkendt. 

Jeg har kendt min mand i 7 år. Vi har et barn sammen, og en hver fra tidligere. 

Problemet handler om, at jeg har så svært ved at slippe ting der er sket, ting der er blevet sagt. Vi havde en meget hård start ( på flere år) grundet forskellige ting, men mest i forhold til at få et familieliv op at køre. 

Jeg stod meget alene med det i perioder, og selvom min mand var hjemme, var det ofte mig der tog sig af hans og mit barn. Det haf været så hårdt. Hans barn har været så hård. Jeg har i perioder været deprimeret over det. Vi har talt, skændtes, snakket, været enige, uenige, har brugt hinandens børn på en træls måde i skænderierne fx" hvad med dit eget barn? " og bla bla 

mest af alt er jeg bitter over, at vi ikke fik hjælp dengang. At han ikke tog mere ansvar, så både mig og børnene kunne slappe mere af. 

Mange ting er meget bedre nu, men indimellem popper den grimme oplevelse op i mig, som har sat sig i mig. Altså, tiden, som var så svær. Den afstand vi har taget til hinanden i forsøget på, at beskytte eget afkom. 

I min verden trængte hans barn virkelig til noget opdragelse. Noget forudsigelighed, struktur og retningslinjer. Hverken min mand eller barnets mor er i stand til det og jeg føler jeg står med "problemet" da min mand arbejder meget. 

Barnet taler ofte om, at det gerne vil bo her hos os. Jeg har sagt nej, 50/50 er rigeligt for mig, jeg har brug for at puste ud. Det endte i en diskussion, et skænderi. Alt det vi før har talt on, været enige om lyder nu som om, han ikke længere er enig i.

jeg har sagt, at han skal gøre hvad han føler er bedst for barnet. Men jeg ved jo godt hvem der kommer til at tage sig allermest af det. Og jeg har slet ikke lyst til mere ansvar. 

Der blev sagt mange grimme ting under skænderiet, og den afstand er bare så frygtelig. 

Jeg vil egentlig bare høre gode råd... Forståelse måske også. Jeg har ikke brug for negative svar, tak 

Tror du ikke, at jeres liv ville blive lettere, hvis I imødekom barnets ønske om at bo hos jer? 

Hvis du er den voksne i denne her familiesammensætning, som netop er i stand til at få en struktureret hverdag til at køre, så er det da klart at barnet søger dig (og jer). 

Børn har, som du selv siger, brug for struktur, opdragelse og retningslinjer.

jeg synes det er så synd for barnet, at du afviser dets ønske om at bo hos jer. Tænk hvis din mand sagde, at han heller ikke ville have dit barn boende, fordi han havde brug for at puste ud.

jeg tænker også, at du nok vil have godt af at tale med en psykolog, eller lidt parterapi, så I kan få talt ud om tingene på neutral grund, og finde løsninger på jeres problematikker.

Jeg tænker du kan gøre det klart at skal barnet bo hos jer så bliver tingene altså lavet om..

og det kunne du jo også gøre nu.. Gør det klart at du ikke er børnepasser på nogen af børnene og han må være mere med og at når du er alene med børnene så kører det altså på din måde og at han skal bakke 100% op omkring dette ellers kan du ikke være alene med børnene fordi du bliver modarbejdet 

Jeg tænker at I måske skulle finde en parterapeut, der kan hjælpe jer med kommunikationen - det lyder til at det måske er en god ide.

Det kunne måske også være en god ide for dig at få bearbejdet dine følelser omkring jeres hårde start.

Tak for svar. 

Jeg har tænkt det samme, med parterapi. Det er kun penge der holder mig fra at gøre det. 

Det skal siges, at jeg ikke har sagt nej til barnet, men til min mand. Desuden er der jo også en mor der har noget at skulle ha sagt, så jeg tror ikke engang det nogensinde kan blive en realitet. Jeg mener bare, at skal de overhovedet komme på tale, vil jeg ikke stå for det hele. Vi skulle jo gerne kunne tilbyde noget bedre. 

Jeg tænker bare, at mit barn heller ikke skulle bo fast ved mig, hvis det ikke var mig som tog sig af det. Tænker det er bedst for børn at det er deres forældre der opdrager og som de bruger mest tid med.

Anonym skriver:

Jeg har brug for gode råd. Jeg vil forsøge ikke at komme med for mange oplysninger for ikke at blive genkendt. 

Jeg har kendt min mand i 7 år. Vi har et barn sammen, og en hver fra tidligere. 

Problemet handler om, at jeg har så svært ved at slippe ting der er sket, ting der er blevet sagt. Vi havde en meget hård start ( på flere år) grundet forskellige ting, men mest i forhold til at få et familieliv op at køre. 

Jeg stod meget alene med det i perioder, og selvom min mand var hjemme, var det ofte mig der tog sig af hans og mit barn. Det haf været så hårdt. Hans barn har været så hård. Jeg har i perioder været deprimeret over det. Vi har talt, skændtes, snakket, været enige, uenige, har brugt hinandens børn på en træls måde i skænderierne fx" hvad med dit eget barn? " og bla bla 

mest af alt er jeg bitter over, at vi ikke fik hjælp dengang. At han ikke tog mere ansvar, så både mig og børnene kunne slappe mere af. 

Mange ting er meget bedre nu, men indimellem popper den grimme oplevelse op i mig, som har sat sig i mig. Altså, tiden, som var så svær. Den afstand vi har taget til hinanden i forsøget på, at beskytte eget afkom. 

I min verden trængte hans barn virkelig til noget opdragelse. Noget forudsigelighed, struktur og retningslinjer. Hverken min mand eller barnets mor er i stand til det og jeg føler jeg står med "problemet" da min mand arbejder meget. 

Barnet taler ofte om, at det gerne vil bo her hos os. Jeg har sagt nej, 50/50 er rigeligt for mig, jeg har brug for at puste ud. Det endte i en diskussion, et skænderi. Alt det vi før har talt on, været enige om lyder nu som om, han ikke længere er enig i.

jeg har sagt, at han skal gøre hvad han føler er bedst for barnet. Men jeg ved jo godt hvem der kommer til at tage sig allermest af det. Og jeg har slet ikke lyst til mere ansvar. 

Der blev sagt mange grimme ting under skænderiet, og den afstand er bare så frygtelig. 

Jeg vil egentlig bare høre gode råd... Forståelse måske også. Jeg har ikke brug for negative svar, tak 

Tænker du skal selvfølgelig også tænke på dig selv i dette. Samtidig så måske også være åben overfor barnets ønske, ikke at det nødvendigvis bliver en realitet, men sig til far at du gerne vil støtte ham i det hvis han vil forsøge at få bopælen, MEN det kræver at han mander sig op og får nogle færre timer og tager større del i hele cirkus sammenbragt, for du skal ikke stå med det hele, især ikke når det ikke er dit barn. Man skal jo også passe på sig selv, og det kan ikke passe at det skal gå i hårdknude det hele. Selvfølgelig ikke at sige du skal ligge alt ansvar fra dig, men at i får fundet en symbiose så i begge hjælper til med alle børn og så i får fundet fælles fodslag, altså at siger du en ting så bakker han op uanset hvad. Er han ikke helt enig kan i tage den stille og rolig når ungerne er lagt i seng.

Er selv bonusmor så kender godt det der med at hvis alt bliver smidt over på ens skuldre, og manden så ikke får fundet tilbage så har man brug for puste rum, for det er pludselig ikke samarbejde om at få en familie, det er "bare" at stå som den sure trælse bonusmor som bestemmer det hele og så har far kun det sjove med børnene.. 

Held og lykke med det hele 

Anonym skriver:

Tænker du skal selvfølgelig også tænke på dig selv i dette. Samtidig så måske også være åben overfor barnets ønske, ikke at det nødvendigvis bliver en realitet, men sig til far at du gerne vil støtte ham i det hvis han vil forsøge at få bopælen, MEN det kræver at han mander sig op og får nogle færre timer og tager større del i hele cirkus sammenbragt, for du skal ikke stå med det hele, især ikke når det ikke er dit barn. Man skal jo også passe på sig selv, og det kan ikke passe at det skal gå i hårdknude det hele. Selvfølgelig ikke at sige du skal ligge alt ansvar fra dig, men at i får fundet en symbiose så i begge hjælper til med alle børn og så i får fundet fælles fodslag, altså at siger du en ting så bakker han op uanset hvad. Er han ikke helt enig kan i tage den stille og rolig når ungerne er lagt i seng.

Er selv bonusmor så kender godt det der med at hvis alt bliver smidt over på ens skuldre, og manden så ikke får fundet tilbage så har man brug for puste rum, for det er pludselig ikke samarbejde om at få en familie, det er "bare" at stå som den sure trælse bonusmor som bestemmer det hele og så har far kun det sjove med børnene.. 

Held og lykke med det hele 

Tusind tak for din forståelse og de gode råd. 

Det med mindre arbejde er ikke muligt. Også derfor jeg synes jeg "fortjener" at blive hørt og forstået, frem for at give mig dårlig samvittighed. 

Tror det værste er mangel på forståelse  lidt som om" du tager dig af din egen, så kan du vel også ha min- agtigt " Det er bare ikke det samme. Som du selv skriver : man har altså ikke lyst til at være en sur bonusmor, det synes ( føler jeg ) at jeg er så rigeligt i forvejen... 

Åh det er så svært, det synes jeg virkelig. Og der bliver altid skænderi, når vi taler om børnene. Også lige så meget derfor jeg ikke orker mere end 1 uge, synes det er hårdt på mange måder. 

Jeg ville ALDRIG forbyde min mands barn at flytte hjem til hans Far...!!  

(- Nu har han heldigvis osse kun med mig). 

Men hvorfor skulle hans Barn ikke få muligheden over at bo hos jer.. Når dit/jeres barn gør? 

Well... Kan være derfor din mand er negativ. 

Men kan tyde at i har mange flere problemer.. 

Mit råd er helt sikkert par terapi og ellers få snakket ud om det!. 

 Så er det også utrolig nemt for dig at sige aldrig. Det er altid meget lettere at være klog på andres vegne  

Skal børn ikke være sammen med deres mor/ far? Eller kunne du forestille dig, at din mand og dig blev skilt, han blev gift igen, jeres barn/ børn ville gerne bo hos ham og hans nye kone, men faderen var sent hjemme pga arbejde hver dag. Men det er måske noget andet? Eller?

Hvis barnet skal være hjemme må det som minimum være for mig være et must at den biologiske forældre kan klare opgaven også tidsmæssigt.... Ja i er 2 men, det er hans barn, og helt ærlig hvad skal barnet der hvis han alligevel ikke er der det meste af tiden....

Pt er en veninde samme sted, her er barnet dog flyttet ind, bio mor er ikke en speciel go mor, og bio far som barnet Bor ved er sjældent hjemme pga jo..... Nogle gange flere uger af gangen...

Barnet er ret så krævende på mange områder, og det står bonus mor nu med.... Det er for mig dybt uansvarligt af bio forældre... Hvis bio forældre ikke har tid eller mulighed for at tag sig af sine børn, bør de i mine øjne ikke bo der, og opgaven skal ikke hvile på bonus forældre... Og slet ikke på bekostning af familiens andre børn...