Jeg eksisterer ikke længere

Syntes det var en underligt fræk måde at skrive på

Det vil sige, at når man er umedicineret, intet netværk har, så er man egoistisk og sætte et barn til verden? 

Hvad så med dem som får medicin, men stadig har et problem? Jeg hører da om nogle, som ligefrem truer med selvmord osv, som os har børn, er de så os egoistiske og sætte børn til verden? Fx

Sådan  kan man jo blive ved? 

Syntes da man hellere skulle tage og hjælpe de mennesker, som behøver hjælp, i stedet for at nærmest nedgøre dem. 

Alle kan få brug for hjælp, og komme i nogle lidt uheldig situationer.

 Der ville satme da komme gang i pleje familierne, hvis man åbenbart skal anbringe børn der, når det ikke altid er lige lyserødt hos hver lille familie

Det er efter min mening egoistisk at sætte et barn i verdenen, hvis man har en psykisk lidelse, der gør, at man ikke kan give sit barn en stabil opvækst - hvilket man ikke kan, hvis man har det psykisk dårligt og ingen støtte har.

Anonym skriver:

Nej, det har jeg ikke. Tror det ender med jeg ender på gaden. Jeg har det af helvedes til og tror ikke på det her ender godt, men jeg kan ikke få nogen til at hjælpe og jeg orker ikke mere. Siden sidst jeg skrev herinden er du den første der har spurgt til mig

Jeg vil stadig gerne hjælpe og lytte. Håber du er ok.

Anonym skriver:

Som barn af en bipolar forælder må jeg ærlig talt indrømme, at jeg synes, at det er et egoistisk valg at sætte et barn i verdenen, når man er umedicineret samt intet netværk har. Men det er et valg, som du har taget, og det er dit job som forælder, at dit barn har det bedst muligt. Hvis du har det så dårligt, som du beskriver, ville det måske være bedst for dit barn at bo hos en plejefamilie for en stund indtil du er kommet i behandling og har fået styr på din bolig situation mm.

Jeg håber, at du snart får den hjælp, du har brug for. Vær stærk for dit barns skyld.

 

Jeg havde et netværk da jeg blev gravid og jeg var også sammen med faren, samt jeg var medicineret og fulgt af en psykiater. Min far, der også er bipolar, valgte lige pludselig sidste år at flytte til Thailand (der boede min søn og jeg hos ham, efter bruddet med faren). Min far var lige blevet godkendt som aflastning for mig og så stod jeg pludselig i Jylland alene. Så flyttede jeg tilbage til Kbh for at være i nærheden af faren, og siden da har min boligsituation været usikker. Fordi jeg er flyttet så meget rundt, har jeg ikke været i fast kontakt med en læge og er derfor pt ikke medicineret. Samtidig er mine venner faldet fra. Det er måneder siden jeg har hørt fra nogen. De kan ikke forholde sig til min situation. Jeg er pt fulgt på psykiatrisk, men de har skrevet i en udtalelse til kommunen at de ikke kan behandle mig korrekt, før jeg får en bolig, fordi det tynger mig sådan at leve på denne måde.

Den dag nogen siger til mig det er skadeligt for mit barn at være hos mig, så flytter han. Men både børnehaven og kommunen har ikke sagt andet end at jeg er en god mor, og at min søn og jeg skal blive sammen. Jeg er ked af du synes jeg er egoistisk og at jeg ikke kan tage mig af min søn, men jeg stoler på vi bliver fulgt så tæt pt, af både kommunen og børnehaven at de ville sige til hvis de mente jeg var skadelig for min søn.

Håber det giver mening og at du forstår jeg gør alt hvad jeg mener er det bedste for min søn.

esioul skriver:

Er du startet i behandling? 

Har du snakket med lægen om en henvisning til psykolog? 

Ja, jeg har fået besked om at al behandling foregår på psykiatrisk.

På psykiatrisk har de skrevet i et notat til kommunen at de ikke mener de kan give mig en reel behandling for min diagnose pt, da jeg er i en så dyb krise og dette konkrete problem skal løses først. Men der sker ikke noget - og føler lidt psyk har "givet op".

men skal derud imorgen og vil kræve noget medicin, for jeg sover nærmest ikke længere. Jeg troede virkelig ikke man kunne have det sådan her og stadig leve. Dagene er ulideligt lange og jeg får det bare værre og værre

EBK skriver:

Jeg vil stadig gerne hjælpe og lytte. Håber du er ok.

Tak, men jeg tror ikke der er nogen der kan hjælpe længere  jeg bliver virkelig rørt når i skriver herinde, det er det eneste tidspunkt jeg får det hele vendt med nogen, men alt er bare så sort. Jeg har virkelig svært ved at se hvordan det kan løse sig det her 

Anonym skriver:

Ja, jeg har fået besked om at al behandling foregår på psykiatrisk.

På psykiatrisk har de skrevet i et notat til kommunen at de ikke mener de kan give mig en reel behandling for min diagnose pt, da jeg er i en så dyb krise og dette konkrete problem skal løses først. Men der sker ikke noget - og føler lidt psyk har "givet op".

men skal derud imorgen og vil kræve noget medicin, for jeg sover nærmest ikke længere. Jeg troede virkelig ikke man kunne have det sådan her og stadig leve. Dagene er ulideligt lange og jeg får det bare værre og værre

Åhh det gør mig så ondt at høre. 

Jeg kan godt huske da jeg gik ned med en stress belastning. Man føler sig så alene og man ved ikke hvordan man skal klare næste dag - eller bare næste time. Det hele kører i kroppen på en. 

Jeg synes virkelig du skal banke i bordet i morgen. Du har ventet et år på behandling og nu kan de ikke gøre noget. Har du ikke en der kan tage med og snakke din sag? nogle gange har man ikke selv kræfter til at kæmpe. 

Det her er jo ikke holdbart for dig i længden, du må virkelig presse på 

Søde dig, jeg har tilbudt et værelse til dig og din søn engang og det tilbud står endnu 

send mig en PB, jeg kan ikke holde ud at ingen spørg til dig, du må gladeligt få mit telefon nr og ringe/skrive når lokummet brænder og du har brug før øre til at lytte 

jeg er selvf fuld indforstået med dit ønske om at være anonym, og du kan stole 100% på mig 

H-Nielsen skriver:

Søde dig, jeg har tilbudt et værelse til dig og din søn engang og det tilbud står endnu 

send mig en PB, jeg kan ikke holde ud at ingen spørg til dig, du må gladeligt få mit telefon nr og ringe/skrive når lokummet brænder og du har brug før øre til at lytte 

 

jeg er selvf fuld indforstået med dit ønske om at være anonym, og du kan stole 100% på mig 

 

Hvor er det bare godhjertet af dig !!!! 

Jeg må indrømme at jeg har tænkt meget på TS og glad for denne tråd er fremme igen. 

TS? Plezzzzz ta imod gratis hjælp fra dem som kan tilbyde dig det! 

Du kører dig selv (og dit barn) ned ved at sidde i den bolig situration.. 

Kom væk.. Kom ud..! 

Jeg åbnede med glæde min dør for dig og dit barn.. Men jeg bor på Fyn?

Bshizzle skriver:

Hvor er det bare godhjertet af dig !!!! 

Jeg må indrømme at jeg har tænkt meget på TS og glad for denne tråd er fremme igen. 

TS? Plezzzzz ta imod gratis hjælp fra dem som kan tilbyde dig det! 

Du kører dig selv (og dit barn) ned ved at sidde i den bolig situration.. 

Kom væk.. Kom ud..! 

Jeg åbnede med glæde min dør for dig og dit barn.. Men jeg bor på Fyn?

 

I lige måde 

jeg bor dog endnu længere væk end dig, jeg bor i Nordjylland - men måske ts trænger til ferie 

Jeg har også tænkt på dig TS....

synes det er SÅ forfærdeligt at i skal stå i denne situation og jeg fatter slet ikke at kommunen eller andre ikke hjælper dig! 

I et samfund som vores burde det fandme være sådan nogle som dig der burde tages hånd om og hjælpes videre. Synes det er dybt tragisk at de bare sender den videre og siger det ikke er deres bord...

synes virkelig du skal tage din søn og tage imod tilbuddet fra en sød bruger herinde (nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor lang tid det kunne gælde) men måske du lige kunne nå at få lidt ro på og kunne samle tankerne, og måske få en andens øjne på, hvad du evt kan gøre og har af muligheder.

hvis du laver en indsamling til et indskud eller lign, støtter jeg gerne