Jeg eksisterer ikke længere

Love2 skriver:

Øv at i skal går det igennem, syntes ikke at det er fair at kommunen ikke vil hjælpe, da der en tidligere sagsbehandler der ikke har gjordt sit arbejde ordenligt. 

Har du prøvet at snakke med andre fra kommunen? Der må være noget hjælp at hente, specielt når du har et barn. 

 

Jeg har talt med et par afdelinger efterhånden. En socialrådgiver fra psykiatrisk har sendt en underretning til familieafdelingen i fredags og jeg håber lidt de kan hjælpe. Socialrådgiveren sagde de og voksenafdelingen var de eneste der havde bemyndigelse til at ændre på kommunens afgørelse, så jeg håber.

men jobcenteret gjorde jo det samme, uden resultat, for en måneds tid siden, så det er svært at være super optimist.

Anonym skriver:

Jeg har talt med et par afdelinger efterhånden. En socialrådgiver fra psykiatrisk har sendt en underretning til familieafdelingen i fredags og jeg håber lidt de kan hjælpe. Socialrådgiveren sagde de og voksenafdelingen var de eneste der havde bemyndigelse til at ændre på kommunens afgørelse, så jeg håber.

men jobcenteret gjorde jo det samme, uden resultat, for en måneds tid siden, så det er svært at være super optimist.

jeg krydser hvad jeg kan for at det lykkes at kommunen vil hjælpe, så dig og din søn kan får en en rolig hverdag igen. 

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har skrevet herinde før. Er alene med et barn på 2 år, vi har intet sted at bo, bor midlertidigt et meget uholdbart sted hvor jeg er sammen med min søn på seks kvadratmeter og hvor det har sindssyge konsekvenser hvis ikke barnet er stille i løbet af hele dagen, ihvertfald indtil ved 15-16 tiden. Det er uudholdeligt. Ingen vil/kan hjælpe os. Hele tiden venter jeg og weekenderne er så slemme. Jeg bliver angst og ked af det. Jeg ved at der lige nu, ikke er nogen der tænker på mig eller fokuserer på mig. Der er jo ingen der får løn i weekenderne. Jeg har ingen familie, ej heller venner eller netværk. Synes egentlig jeg er meget normal, men det sidste år har forandret mig og jeg er alene altid nu. Jeg har ikke talt med en "ven" i over et halvt år. Jeg får de vildeste angst anfald i weekenderne især, når min søn er hos hans far. Jeg er så ensom og bange hele tiden. Jeg føler jeg styrer lige mod afgrunden og aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er bipolar og starter i behandling i næste uge, efter et års ventetid. Føler lidt det eneste der kan hjælpe er et hjem, en base. Selvom jeg ved inderst inde jeg også har en masse at tage fat i med en psykiater. Føler bare lidt det er "spildt" hvis vi ikke får et hjem - for så falder ALT fra hinanden alligevel. Jeg føler mig slet ikke som mig selv længere. Føler det er for sent. Jeg er væk, død. Alt det her jet har gået igennem det sidste år, især det sidste halve år, har smadret mig. Jeg glemmer alting. Jeg har vel tabt mig 40 kg. Jeg ligner lort. Jeg hsr det af lort. Og jeg er så alene 

jeg skriver kun fordi jeg ikke har andre steder at gå hen. Og det hjælper at få det hele ud. Især når jeg bliver angst. Så håber ikke det provokerer nogen

Hvis du har lyst, vil jeg gerne se om jeg kan hjælpe dig i forhold til kommunen.

Jeg arbejder pt som jurist i en stor kommune, bla omkring hvilken kommune der skal hjælpe med hvad og hvornår. Så.måske har jeg et fornuftigt input. Men det kræver selvfølgelig at du giver mig nogle oplysninger om dig selv og hvad der er sket hvornår, samt hvad det er for hjælp kommunen har givet afslag på og hvad deres begrundelse er.

Hvis du har mod på det, kan du skrive en privat besked. Ellers håber jeg der snart kommer skub i din sag!

Christine skriver:

Hvis du har lyst, vil jeg gerne se om jeg kan hjælpe dig i forhold til kommunen.

Jeg arbejder pt som jurist i en stor kommune, bla omkring hvilken kommune der skal hjælpe med hvad og hvornår. Så.måske har jeg et fornuftigt input. Men det kræver selvfølgelig at du giver mig nogle oplysninger om dig selv og hvad der er sket hvornår, samt hvad det er for hjælp kommunen har givet afslag på og hvad deres begrundelse er.

Hvis du har mod på det, kan du skrive en privat besked. Ellers håber jeg der snart kommer skub i din sag!

Flot tilbud!

Ville selv ønske jeg kunne hjælpe, men har desværre ikke de store muligheder...

Love2 skriver:

jeg krydser hvad jeg kan for at det lykkes at kommunen vil hjælpe, så dig og din søn kan får en en rolig hverdag igen. 

Tusind tak 

Christine skriver:

Hvis du har lyst, vil jeg gerne se om jeg kan hjælpe dig i forhold til kommunen.

Jeg arbejder pt som jurist i en stor kommune, bla omkring hvilken kommune der skal hjælpe med hvad og hvornår. Så.måske har jeg et fornuftigt input. Men det kræver selvfølgelig at du giver mig nogle oplysninger om dig selv og hvad der er sket hvornår, samt hvad det er for hjælp kommunen har givet afslag på og hvad deres begrundelse er.

Hvis du har mod på det, kan du skrive en privat besked. Ellers håber jeg der snart kommer skub i din sag!

Tusind tak, det er et fantastisk flot tilbud! Og umiddelbart vil jeg rigtig gerne takke ja. Er det iorden jeg skriver til dig i løbet af ugen når jeg (forhåbentlig) har hørt fra kommunen ift den underretning psykiatrisk sendte i fredags? Tænkte jeg måske har lidt mere konkret der så.

og igen, tusind tak. Jeg tror slet ikke du forstår hvad det betyder for mig. Når jeg ser nogen har taget sig tid til at svare og tænke på mig/os. Jeg bliver enormt rørt. Hele mit liv har de eneste der nogensinde brød sig om mig også være lønnede. Altså pædagoger, lærere, sagsbehandlere osv, så når fremmede rækker ud på denne måde rører det mig dybt. Jeg vil bare gerne virkelig udtrykke at jeg er taknemmelig for jeres tanker og for dit og andres flotte tilbud. Det håber jeg virkelig trænger igennem alt mit ynk!

Anonym skriver:

Tusind tak, det er et fantastisk flot tilbud! Og umiddelbart vil jeg rigtig gerne takke ja. Er det iorden jeg skriver til dig i løbet af ugen når jeg (forhåbentlig) har hørt fra kommunen ift den underretning psykiatrisk sendte i fredags? Tænkte jeg måske har lidt mere konkret der så.

og igen, tusind tak. Jeg tror slet ikke du forstår hvad det betyder for mig. Når jeg ser nogen har taget sig tid til at svare og tænke på mig/os. Jeg bliver enormt rørt. Hele mit liv har de eneste der nogensinde brød sig om mig også være lønnede. Altså pædagoger, lærere, sagsbehandlere osv, så når fremmede rækker ud på denne måde rører det mig dybt. Jeg vil bare gerne virkelig udtrykke at jeg er taknemmelig for jeres tanker og for dit og andres flotte tilbud. Det håber jeg virkelig trænger igennem alt mit ynk!

Det manglede da bare! Jeg ved hvor kompliceret det kan være at finde rundt i reglerne - så meget at folk der arbejder med det til daglig faktisk roder rundt i det nogle gange. Så hvis du er blevet offer for en sagsbehandlingsfejl, så går du glip af noget hjælp du kunne få.

Det er jo på ingen måde din skyld at du er i den situation, og selv hvis det var, så under jeg dig virkelig noget medvind. Jeg er en af de heldige der har - i hvert fald lidt - familie der er en enorm støtte uanset hvad, og jeg kan kun gætte på hvor hårdt det er at mangle.

Du har jo også helt sikkert en styrke og nogle ressourcer, men er bare hårdt prøvet lige pt. Så hvis jeg på nogen måde kan hjælpe dig på vej videre, så ville jeg blive glad! 

Og hvem vil ikke gerne hjælpe en mor der elsker sit barn og vil gøre alt for ham 

Du skriver bare, så ser jeg på det. Men jeg kan også godt forstå hvis du synes det er ubehageligt og utrygt at indvie fremmede i dit privatliv! Jeg synes uanset hvad, at det er stærkt at du beder om hjælp og det skal nok lysne for jer! 

Hvordan har du det i dag? 

Jeg ved ikke hvor du er fra, men jeg bor lidt uden for København (på Vestegnen). Hvis der er noget jeg kan hjælpe dig med, eller du har brug for en der vil lytte, så er min indbakke altid åben. 

Du virker som et utrolig sødt menneske, og du skal absolut ikke gå og føle dig ensom. 

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har skrevet herinde før. Er alene med et barn på 2 år, vi har intet sted at bo, bor midlertidigt et meget uholdbart sted hvor jeg er sammen med min søn på seks kvadratmeter og hvor det har sindssyge konsekvenser hvis ikke barnet er stille i løbet af hele dagen, ihvertfald indtil ved 15-16 tiden. Det er uudholdeligt. Ingen vil/kan hjælpe os. Hele tiden venter jeg og weekenderne er så slemme. Jeg bliver angst og ked af det. Jeg ved at der lige nu, ikke er nogen der tænker på mig eller fokuserer på mig. Der er jo ingen der får løn i weekenderne. Jeg har ingen familie, ej heller venner eller netværk. Synes egentlig jeg er meget normal, men det sidste år har forandret mig og jeg er alene altid nu. Jeg har ikke talt med en "ven" i over et halvt år. Jeg får de vildeste angst anfald i weekenderne især, når min søn er hos hans far. Jeg er så ensom og bange hele tiden. Jeg føler jeg styrer lige mod afgrunden og aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er bipolar og starter i behandling i næste uge, efter et års ventetid. Føler lidt det eneste der kan hjælpe er et hjem, en base. Selvom jeg ved inderst inde jeg også har en masse at tage fat i med en psykiater. Føler bare lidt det er "spildt" hvis vi ikke får et hjem - for så falder ALT fra hinanden alligevel. Jeg føler mig slet ikke som mig selv længere. Føler det er for sent. Jeg er væk, død. Alt det her jet har gået igennem det sidste år, især det sidste halve år, har smadret mig. Jeg glemmer alting. Jeg har vel tabt mig 40 kg. Jeg ligner lort. Jeg hsr det af lort. Og jeg er så alene 

jeg skriver kun fordi jeg ikke har andre steder at gå hen. Og det hjælper at få det hele ud. Især når jeg bliver angst. Så håber ikke det provokerer nogen

Åh hvor kan jeg godt følge din tankegang, jeg var inde i en lignende periode for et par år siden, hvis du får brug for en at snakke med skal du være velkommen til at skrive 

jeg ved at det kan være svært at snakke om, men samtidig ved jeg også at det hjælper. 

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har skrevet herinde før. Er alene med et barn på 2 år, vi har intet sted at bo, bor midlertidigt et meget uholdbart sted hvor jeg er sammen med min søn på seks kvadratmeter og hvor det har sindssyge konsekvenser hvis ikke barnet er stille i løbet af hele dagen, ihvertfald indtil ved 15-16 tiden. Det er uudholdeligt. Ingen vil/kan hjælpe os. Hele tiden venter jeg og weekenderne er så slemme. Jeg bliver angst og ked af det. Jeg ved at der lige nu, ikke er nogen der tænker på mig eller fokuserer på mig. Der er jo ingen der får løn i weekenderne. Jeg har ingen familie, ej heller venner eller netværk. Synes egentlig jeg er meget normal, men det sidste år har forandret mig og jeg er alene altid nu. Jeg har ikke talt med en "ven" i over et halvt år. Jeg får de vildeste angst anfald i weekenderne især, når min søn er hos hans far. Jeg er så ensom og bange hele tiden. Jeg føler jeg styrer lige mod afgrunden og aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er bipolar og starter i behandling i næste uge, efter et års ventetid. Føler lidt det eneste der kan hjælpe er et hjem, en base. Selvom jeg ved inderst inde jeg også har en masse at tage fat i med en psykiater. Føler bare lidt det er "spildt" hvis vi ikke får et hjem - for så falder ALT fra hinanden alligevel. Jeg føler mig slet ikke som mig selv længere. Føler det er for sent. Jeg er væk, død. Alt det her jet har gået igennem det sidste år, især det sidste halve år, har smadret mig. Jeg glemmer alting. Jeg har vel tabt mig 40 kg. Jeg ligner lort. Jeg hsr det af lort. Og jeg er så alene 

jeg skriver kun fordi jeg ikke har andre steder at gå hen. Og det hjælper at få det hele ud. Især når jeg bliver angst. Så håber ikke det provokerer nogen

Åh hvor kan jeg godt følge din tankegang, jeg var inde i en lignende periode for et par år siden, hvis du får brug for en at snakke med skal du være velkommen til at skrive 

jeg ved at det kan være svært at snakke om, men samtidig ved jeg også at det hjælper.