18 år og mor?

lillespir24 skriver:

Forældre jobbet er desværre oftest for delt 80/20% så uanset hvor meget man tænker det er fælles barn fælles ansvar så ligger jobbet helt klart mest på moren de første 1-2 år 

Er det din egen vurdering eller har du fakta til at bakke din påstand op?

Mom skriver:

Er det din egen vurdering eller har du fakta til at bakke din påstand op?

Nu er det sådan at jeg er mor og anden gangs gravid så erfaring 

lillespir24 skriver:

Nu er det sådan at jeg er mor og anden gangs gravid så erfaring 

Så altså et postulat!

Mit postulat som mor til 3 børn er, at fædre kan, er og bør være ligeså meget på som moderen.

Mom skriver:

Så altså et postulat!

Mit postulat som mor til 3 børn er, at fædre kan, er og bør være ligeså meget på som moderen.

Det vil jo aldrig kunne lade sig gøre i barsels perioden???? Far går på arbejde i 9 timer dagligt og moren går hjemme med barnet men i de timerhvor begge er hjemme ja der er man lige om det enig 

lillespir24 skriver:

Det vil jo aldrig kunne lade sig gøre i barsels perioden???? Far går på arbejde i 9 timer dagligt og moren går hjemme med barnet men i de timerhvor begge er hjemme ja der er man lige om det enig 

Mange deler barslen stort set lige over i dag, moderen har måske barnet mest under sin barsel, far under hans. Efter det første år, er langt de fleste forældre begge tilbage på arbejdsmarkedet. 

Så jeg kan slet ikke se hvordan din 80/20 fordeling skulle være, medmindre far ikke er interesseret, eller at mor ikke vil lade ham komme på banen.

Dog var min hensigt, med at citere dig - skriv dog hvis det er egne erfaringer, og lad ikke tal stå alene som fakta, når det ikke forholder sig sådan

Mom skriver:

Mange deler barslen stort set lige over i dag, moderen har måske barnet mest under sin barsel, far under hans. Efter det første år, er langt de fleste forældre begge tilbage på arbejdsmarkedet. 

Så jeg kan slet ikke se hvordan din 80/20 fordeling skulle være, medmindre far ikke er interesseret, eller at mor ikke vil lade ham komme på banen.

Dog var min hensigt, med at citere dig - skriv dog hvis det er egne erfaringer, og lad ikke tal stå alene som fakta, når det ikke forholder sig sådan

Godt vi ikke behøver at være enige det bliver vi nemlig ikke 

Jeg synes som andre, der skriver at i skal overveje det nøje og især få snakket dine behandlere omkring din sygdom og et barn.

jeg bider mærke i at du skriver, du mærker til den flere gange om dagen, det lyder af meget, og mange går ned med fødselsreaktioner eller stress uden at have noget med i bagagen. Så synes at du skylder dig selv og din kommende familie at få helt styr på den del af jeres liv.

du er kun 18 og har mange år med god fertilitet til at blive mor i. For at sætte dine ting omkring gange mødre i perspektiv, så er gennemsnitsalderen på en førstegangs fødende i Danmark omkring 29 år, det vil mange nok mene er for højt, men det betyder altså at det er mere almindeligt at have en mor omkring 50 når man er 18 end en på 35. Der. Er helt sikkert både fordele og ulemper ved at få børn i forskellige aldre, og man skal selvfølgelig vælge helt selv.

så som opsummering, jeg synes i skal vente et par år med børn. Der sker også meget med en i 18-20 årsalderen, så det er godt finde sig selv, før man skal finde sig selv som mor. Og det drejer sig ikke om drukture, men bare om at vide hvem man er og hvad man gerne vil og kan. Det lyder til at du har været nød til at blive voksen rigtigt hurtigt, så måske er det ok at være ung lidt endnu.

vickie188 skriver:

jeg er 18 år og hvis jeg var ældre ville jeg havde dingosen personlighedsforstyrelse fordi jeg har flyttet meget i mit liv, da jeg var barn, og har oplevet nogle ting som børn ikke skal opleve jeg har været sammen med min kæreste siden jeg var 15 år, han er ældre end mig, i 20erne, vi har boet sammen jeg var 16 år ca, og det klare vi rigtigt godt vi har hund og to heste, men vi føler at vi mangler noget eller en, vi vil gerne have en baby, hans forældre osv vil støtte mens mine vil være mindre støttende, men det ok snakker ikke super meget med mine,' vi har råd økonomisk, og vi har tiden, osv, vi vil rigtig gerne have det liv sammen, hvad synes i? snot dumt eller???

Jeg ville bestemt vente! Det er hårdt at have en baby, og dette kan jeg skrive under på. Jeg blev mor som 22 årig til en skøn lille pige med KOLIK. Det er den hårdeste periode i hele mit liv, at stå med en skrigende baby, jeg bare ikke kunne trøste. Jeg havde og har stadig en dejlig mand, men det var stadig mega hårdt! Jeg havde ærlig talt ikke troet, at det at blive forældre ville være så hårdt, som det faktisk er og var. Det er selvfølgelig SUPER fantastisk samtidig, og de gode stunder og dage overskygger de mindre gode og hårde dage, men jeg priser mig lykkelig over, at jeg ikke var 18 år, da jeg stod med det store ansvar, og jeg havde også styr på økonomien, da jeg var 18. Der skal bare mere til end det, nemlig noget mere livserfaring og med alderen bliver man som regel bare mere rustet og moden til opgaven (jeg ved godt, at det ikke gælder for alle)! Men jeg er selv 25 nu lige om lidt, og jeg ved med mig selv, at næste gang jeg får en baby, så er jeg meget meget bedre rustet og meget mere "klar", og dette er ikke kun fordi jeg er mor i forevejen, men også fordi at jeg er blevet mere afbalanceret, selvstændig og rolig med alderen. Det er bare en følelse. 

Jeg håber inderligt for jer, at i venter lidt. Bare 3-4 år, og så nyd at i kan gøre hvad i vil, rejs, nyd to-somheden og bare glæd jer til forældrerollen, men lidt senere i livet. Det er ikke for at lyde som en sur madamme, fordi jeg VED at man kan være en fantastisk mor som 18 årig, men ligefrem at planlægge det allerede, det havde jeg ikke gjort. 

Lad for gudskelov være at få et barn før din psykiske sygdom er under kontrol, dine Down ture vil påvirke dit barn meget mere end du tror og forestiller dig(også selvom du vil gøre alt for at skjule det) og dén skyld følelse er noget af det værste, som bestemt ikke vil gavne psyken. VENT! kæmpe kram fra en der virkelig ved det.

Som stort set alle andre herinde, er jeg ikke spor i tvivl om at det vil være meget uhensigtsmæssigt at få et barn på nuværende tidspunkt i jeres situation. Jeg skal forsøge at forklare hvorfor:

- Du er psykisk syg og mærker dette flere gange dagligt. En baby kan ikke tage hensyn til din manglende hukommelse, nedture, svære perioder, manglende overskud, osv. Den vil kræve dig på alle tidspunkter af døgnet - også når du ikke har sovet i tre dage og far er på arbejde.

- At være ung er ikke en hindring i sig selv. Men at være ung, have en traumatisk baggrund og psykisk diagnose er rigtig mange store mundfulde på én gang. De næste år af dit liv skal ikke bruges på en baby - men på dig selv - du fortjener at få det bedre og være "egoistisk" før du får ansvaret for et andet liv.

- En baby skal ikke bruges til at udfylde et tomrum eller følelsen af kedsomhed. Find ud af hvem du er og hvad der interesserer dig i stedet. Med og helt bestemt også uden kæresten.

- Få gjort din uddannelse færdig og prøv kræfter med arbejdsmarkedet. Det vil give dig en robusthed og økonomisk ballast, som kan komme hele familien til gode resten af livet.

- At du ikke går i byen og ikke vil være gammel som din egen mor, er ikke rigtig gode argumenter i sig selv. Det kræver langt mere end manglende byture at være mor - og lidt alder og modenhed i dit tilfælde tror jeg vil komme jer alle til gode.

Held og lykke med det hele.