Malunsesmutti skriver:
helt uenig! Tvillinger har ofte et stort behov for at være sammen, jeg ville forlange at de kom i samme klasse!
Det er bare vigtigt at tænke ti år frem og at have det med i sine overvejelser. Jeg har som lærer primært negative erfaringer med tvillinger i samme klasse - jeg "får" dem fra 7., og der kan billedet være et helt andet, end da de var seks og gerne ville være sammen i nye omgivelser.
Fx pigen og drengen, hvor pigen rykkede enormt både fagligt og modenhedsmæssigt, mens drengen stadig var meget umoden. Det var rædselsfuldt for ham at være den "lille" og fjollede ikke bare hjemme, men også hele skoledagen lang med søsters skrappe blik på sig.
Så var der to piger, som var vidt forskellige af sind, og hvor den ene væltede sig i veninder og "fans" i klassen, mens den anden, mere forsigtige, altid følte sig som "det tynde øl", der fulgte med. Hun var ikke A, men B's søster.
Nu har jeg M i 8. Han og broren har aldrig gået i samme klasse, og broren, S, har mistet sin bedsteven, der er flyttet. S føler sig alene i sin klasse, er meget afhængig af M og vil gerne skifte til hans klasse. Forældrene synes, det er en god idé, og M havde sagt ja - indtil jeg talte med ham på tomandshånd og han grædende fortalte, at han var bange for, S ville hænge på ham og ikke lade ham have sine klassekammerater for sig selv. Det havde han ikke turdet sige til forældrene, for de og S syntes jo, det var sådan en god idé. Som han sagde, så er de i forvejen sammen så meget af tiden, og han har brug for at være sig selv i skoletiden.
Der er fire andre tvillingepar på 8. årgang. Alle i hver deres klasse. Det fungerer SÅ godt - de har noget til fælles i form af samme skole, kan vælge hinanden til i frikvartererne, men kan også nyde ikke at være "tvillingerne" konstant.