Det var da en ærgerlig oplevelse, men min første reaktion var alligevel at trække på smilebåndet. Herre gud, de damer, det var vel bare en afledningsmanøvre for at få barnet til at holde op med at skrige og det virkede jo.
Det kunne jeg godt have fundet på, da NM havde kolik. I hvert fald hvis husbond var hjemme og klar til at tage over.
Jeg synes også, her bliver malet lidt for meget fanden på væggen over den seng på badeværelset episode. Min første tanke var i hvert fald, at det var sjovt og ville gøre sig godt i konfirmationssangen. Han vidste jo efter al sandsynlighed godt, at du ville vågne af spektaklet og fare ud og tage Emil op, hvilket sandsynligvis også skete, før han faldt i søvn igen.
Så for mig at se, er den sengeflytning i sig selv ikke så slem.
Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at du bliver arrig over, at han ikke selv kan regne ud, at du gerne ville sove længe lørdag, når han skulle afsted hele weekenden. Men det kan de jo ikke nødvendigvis, de mænd. Og vi kvinder ville måske heller ikke kunne, for tankelæser er der jo ingen der er. Eller det er der måske, men det er så sagen uvedkommende.
Jeg kan huske, vi snakkede om det for lang tid siden, hvor I var kørt skævt af hinanden over en længere periode og han reagerede ved at trække sig ind i sig selv og sin computer og du reagerede ved at rase her over, at han ikke kunne regne ud, hvad du ville have ham til at gøre og fryse ham ud.
Måske er det dét, der er ved at ske/er sket igen?
Hvis jeg var dig, ville jeg i hvert fald tage en rolig og åben snak med ham, så I ikke kører for langt ud af det gale spor igen og så bare acceptere, at man sgu er nødt til at fortælle sin mand, hvad man vil have ham til at gøre og hvorfor, for ellers bliver man simpelthen for skuffet. Selvom det da er PISSEIRRITERENDE, at han ikke kan regne tingende ud af sig selv.
Knus fra Birgitte, som ikke er i tvivl om, at du kan være en strigle.
