En mands rettigheder

CaWi skriver:

Ja jeg mener gør dog for pokker noget ved det. Om det så er at komme videre, eller at lære at leve med det, er for så vidt lige gyldigt. Så længe man gør et eller andet.

Jeg har fuld forståelse for at nogen er "svagere" end andre, og at andre ikke er som mig.

Men derfor må jeg ggodtsynes hvad jeg synes,  og du må også godt ikke forstå hvad jeg mener, eller bryde dig om hvad jeg mener.

Jeg er der for dem i min omgangskreds der har brug for det, og de ved hvor de har mig, og jeg dem.

Færdig slut bum.

Dine svar har provokeret mig et eller andet sted, og forstår egentlig ikke helt hvorfor - for egentlig mener jeg lidt det samme. Jeg mener man kan teæffe et valg i sit liv, man kan vælge ikke at lade bitterheden overstrømme sig, eller rettere man kan forsøge at vælge det. For nogen gange viser livet sin vrangside og så er det ikke nok at få at vide, at nu er det altså tid tim at tage sig sammen. 

Det er nok det der provokerer mig, nemlig den i mine øjne naive tro på man bare kan sige til sig selv: nu tager jeg mig sammen. Når man står der i helvedes forgård, og livet ikke bare har vist vrangsiden, men også har skjult retsiden meget godt. Så er der intet man ønsker mere end at tage sig sammen. Man slår sig selv i hovedet med sin egen svaghed, sin egen mangel på evne til at trække sig op af det sorte hul. Måske er man på vej op af hullet, men måske kræver opstigningen man kravler hele vejen og vejen er lang. Så at have en der aldrig har stået eller også en der har er egentlig ligegyldigt, som siger: det er dit eget valg, du er din egen lykkes smed - så sendes man lige lukt ned i sin egen manglende evner. For man magter det ikke, kunne man gjorde man det jo.

livet har lært mig jeg er stærk når jeg tør rumme min svaghed og svag når jeg lukker den ude og bare klør på for det bør man jo. Når jeg tør vise min sårbarhed, vise at jeg også kan bryde sammen, vise de omkring mig at jeg også oplever smerte - så er jeg så forbandet stærk. Når jeg derimod smider masken på, skjuler min sårbarhed - ja så er jeg svag. At være i kontakt med sig selv er for mig at se en kæmpe styrke.

det betyder ikke man skal dyrke det, det betyder ikke jeg synes man skal sidde og pille i sin navle for at finde alle stykkerne frem osv. Men det betyder at man skal rumme også smerten og det smerten gør ved en. Man skal anerkende sin egen sårbarhed.

Kommer sådan til at tænke på min mors gamle faster fra Lolland, der havde gemt det hele væk. Hvor barnebarnets død blev klaret med en begravelse og så tilbageløb arbejdet, for vi skal jo ikke dvæle i sorgen. Og den telefonsamtale jeg havde med hende 14 dage efter min datter var død, og min morfar var faldet om og nu var hjemme fra hospitalet. Samtalen handlede om, at min morfar jo nu kunne trænge til lidt hjælp og da jeg jo nu alligevel ikke havde noget at lave, og det dårligste man kunne gøre var at fastholde aig selv i sorgen og i lediggang, så kunne jeg åske flytte ind hos ham i en kort periode og passe ham. Jeg valgte at måbe og så tilgive med det samme, for hun vidste ikke bedre og for mig viste hun bare svaghed og absolut ikke styrke, hun viste et stækket menneske der ikke turde følelserne. 

lineog4 skriver:

Dine svar har provokeret mig et eller andet sted, og forstår egentlig ikke helt hvorfor - for egentlig mener jeg lidt det samme. Jeg mener man kan teæffe et valg i sit liv, man kan vælge ikke at lade bitterheden overstrømme sig, eller rettere man kan forsøge at vælge det. For nogen gange viser livet sin vrangside og så er det ikke nok at få at vide, at nu er det altså tid tim at tage sig sammen. 

Det er nok det der provokerer mig, nemlig den i mine øjne naive tro på man bare kan sige til sig selv: nu tager jeg mig sammen. Når man står der i helvedes forgård, og livet ikke bare har vist vrangsiden, men også har skjult retsiden meget godt. Så er der intet man ønsker mere end at tage sig sammen. Man slår sig selv i hovedet med sin egen svaghed, sin egen mangel på evne til at trække sig op af det sorte hul. Måske er man på vej op af hullet, men måske kræver opstigningen man kravler hele vejen og vejen er lang. Så at have en der aldrig har stået eller også en der har er egentlig ligegyldigt, som siger: det er dit eget valg, du er din egen lykkes smed - så sendes man lige lukt ned i sin egen manglende evner. For man magter det ikke, kunne man gjorde man det jo.

livet har lært mig jeg er stærk når jeg tør rumme min svaghed og svag når jeg lukker den ude og bare klør på for det bør man jo. Når jeg tør vise min sårbarhed, vise at jeg også kan bryde sammen, vise de omkring mig at jeg også oplever smerte - så er jeg så forbandet stærk. Når jeg derimod smider masken på, skjuler min sårbarhed - ja så er jeg svag. At være i kontakt med sig selv er for mig at se en kæmpe styrke.

det betyder ikke man skal dyrke det, det betyder ikke jeg synes man skal sidde og pille i sin navle for at finde alle stykkerne frem osv. Men det betyder at man skal rumme også smerten og det smerten gør ved en. Man skal anerkende sin egen sårbarhed.

Kommer sådan til at tænke på min mors gamle faster fra Lolland, der havde gemt det hele væk. Hvor barnebarnets død blev klaret med en begravelse og så tilbageløb arbejdet, for vi skal jo ikke dvæle i sorgen. Og den telefonsamtale jeg havde med hende 14 dage efter min datter var død, og min morfar var faldet om og nu var hjemme fra hospitalet. Samtalen handlede om, at min morfar jo nu kunne trænge til lidt hjælp og da jeg jo nu alligevel ikke havde noget at lave, og det dårligste man kunne gøre var at fastholde aig selv i sorgen og i lediggang, så kunne jeg åske flytte ind hos ham i en kort periode og passe ham. Jeg valgte at måbe og så tilgive med det samme, for hun vidste ikke bedre og for mig viste hun bare svaghed og absolut ikke styrke, hun viste et stækket menneske der ikke turde følelserne. 

Jeg mener overhovedet ikke at man ikke må være ked, føle sorg osv. Og ja, man kan sagtens have brug for en udstrakt hånd, og får man den skal man da helt sikkert også tage imod den.

Men ingen andre end dig selv har ansvaret for din egen lykke. Er man nede over et eller andet, så er det ikke andres ansvar at få dig tilbage på benene igen. Jovist de kan hjælpe dig på vej og være der for dig. Men ingen andre end dig selv har ansvaret.

Derfor er man sin egen lykkes smed. Hvis ikke du vil hjælpes, kan du ikke hjælpes. Hvis du vil hjælpes, ja så har du allerede taget ansvar for dig selv.

CaWi skriver:

Jeg mener overhovedet ikke at man ikke må være ked, føle sorg osv. Og ja, man kan sagtens have brug for en udstrakt hånd, og får man den skal man da helt sikkert også tage imod den.

Men ingen andre end dig selv har ansvaret for din egen lykke. Er man nede over et eller andet, så er det ikke andres ansvar at få dig tilbage på benene igen. Jovist de kan hjælpe dig på vej og være der for dig. Men ingen andre end dig selv har ansvaret.

Derfor er man sin egen lykkes smed. Hvis ikke du vil hjælpes, kan du ikke hjælpes. Hvis du vil hjælpes, ja så har du allerede taget ansvar for dig selv.

Hmm, selvfølgelig har man da et medansvar overfor sine medmennesker, eller skulle vi bare sende alle de mennesker som har prøvet at begå selvmord hjem med en recept hvordan det helt sikkert kan lykkedes dem?

Jeg har da i den grad et medansvar overfor min familie og tætte venner, for at hjælpe dem, når de ikke ved at de skal bruge den, eller har bedt om den.

Ved du reelt hvor svært det er, at bede om hjælp når man er sit aller sorteste sted i livet, og floskerne flyver rundt om hovedet på en med fx "du skal bare sige til"??? 

Jeg ved hvordan det er at se en veninde miste sin mand til cancer, og deres børn miste deres far! Og det var et helvede, hver dag, hver time og hvert evigt eneste sekund!!! Og bad hun om hjælp, nej! Fordi hun ikke kunne og fordi hun ikke vidste hvad pokker folk dog kunne hjælpe hende med, for det fik jo ikke manden tilbage.

Så hver dag, hver evig eneste dag de første 6 mdr. tog jeg hjem til hende, for at vise at ligemeget hvad, så var og er jeg der. Ligemeget om hun græd eller var glad så var jeg på. Og hvorfor, fordi jeg elsker hende og de børn, og derfor har jeg et medansvar for hvordan de har det. Selvfølgelig!

CaWi skriver:

Jeg mener overhovedet ikke at man ikke må være ked, føle sorg osv. Og ja, man kan sagtens have brug for en udstrakt hånd, og får man den skal man da helt sikkert også tage imod den.

Men ingen andre end dig selv har ansvaret for din egen lykke. Er man nede over et eller andet, så er det ikke andres ansvar at få dig tilbage på benene igen. Jovist de kan hjælpe dig på vej og være der for dig. Men ingen andre end dig selv har ansvaret.

Derfor er man sin egen lykkes smed. Hvis ikke du vil hjælpes, kan du ikke hjælpes. Hvis du vil hjælpes, ja så har du allerede taget ansvar for dig selv.

Jeg er både enig og helt igennem uenig. For mig lugter det så meget af den amerikanske drøm, og tanken om alle kan opnå det samme hvis bare de tager ansvar, vil det og forfølger det. Og ja så kan ansvaret også være at bede om hjælp. 

Men jeg er jo enig i den forstand, at en der ikke ønsker hjælpen heller ikke kan modtage hjælpen. 

men jo jeg har ansvar for andre, og jo jeg kan når jeg har de stærke skuldre vælge at bære for dem med de svage skuldre. Jeg kan i mødet med det andet menneske møde en appel (usagt som sagt), hvor jeg kan overdrages noget af ansvaret.

jeg sad i dag til personalemøde, og mit blik faldt hurtigt på en kollega og alt inde i mig fortalte mig hun havde der af h.... Til. Jeg kunne vælge at sige: det er hendes ansvar, og i det mindste er det hendes egen ansvar at bede om hjælp. Eller jeg kunne vælge det jeg gjorde, nemlig at efter mødet sige: skal vi følges og på vejen spørge: er du okay? Hun var ikke okay - er det mit ansvar, nej nok ikke. Men en lille gestus, en lille handlen på appellen har måske hjulpet.

og med hensyn til den udstrakte hånd, man kan altså være så langt nede så man ikke en gang kan overkomme at række ud efter hånden. Der har man brug for nogen der ikke bare rækker hånden ud, men nogen der rent faktisk tager begge hænder og løfter en op så næsen når over vandet.

Startede med at skrive, at jeg også er enig. Og det er jeg i den forstand, at har man et my overskud. Så har man nogle valg, og man kan faktisk bevidst vælge at ikke lade sig opsluge at det negative, bitterheden osv. Men det kraver et overskud, og det kræver brikkerne falder ordentlig på plads. Og ikke mindst tror jeg det kræver man har mødt nogen i sit liv som ved at reagere, ved at løfte op selvom det ikke er deres ansvar, at man møder den gode side af livet ved andres hjælp.

CaWi skriver:

Jeg mener overhovedet ikke at man ikke må være ked, føle sorg osv. Og ja, man kan sagtens have brug for en udstrakt hånd, og får man den skal man da helt sikkert også tage imod den.

Men ingen andre end dig selv har ansvaret for din egen lykke. Er man nede over et eller andet, så er det ikke andres ansvar at få dig tilbage på benene igen. Jovist de kan hjælpe dig på vej og være der for dig. Men ingen andre end dig selv har ansvaret.

Derfor er man sin egen lykkes smed. Hvis ikke du vil hjælpes, kan du ikke hjælpes. Hvis du vil hjælpes, ja så har du allerede taget ansvar for dig selv.

Men konteksten er, at mange kvinder i dine øjne burde tage sig sammen og lade være at gå psykisk ned pga. en abort - eller i hvert fald ikke gå for langt ned for længe. Så kunne man da præcis lige så vel hævde, at når enhver er sin egen lykkes smed, så skal kvinden naturligvis træffe det valg, hun bedst kan leve med, og hvis dét er at få barnet, selv om faderen er imod det, og så må han gro sig nogle nosser og leve med det i stedet for at hyle over det i 18 år. 

Jeg kan simpelthen ikke se det anderledes, end at du lægger din personlige værdiladning - en abort skal man lære at leve med, et ufrivilligt faderskab skal man ikke - ind over dine betragtninger om lykkesmederi. Du hævder ligefrem, at mange kvinder gør sig svagere, end de er - fordi DU mener, en abort er til at leve med og bør være det for enhver. Hvorfor er det ikke mænd, der gør sig svagere, end de er, når de "vælger" at opfatte det at få et barn som jordens undergang i stedet for at komme videre og få det bedste ud af det? 

Helt firkantet: Kvinder er gode til at søge hjælp, når de er i krise. Mænd er ikke særligt gode til det. 74 % af  selvmord i DK begås af mænd. Jeg synes, det står til diskussion, hvem der er hhv. svage og stærke i forhold til at tage livet på sig og komme videre med at smede lykke. 

Mom skriver:

Hmm, selvfølgelig har man da et medansvar overfor sine medmennesker, eller skulle vi bare sende alle de mennesker som har prøvet at begå selvmord hjem med en recept hvordan det helt sikkert kan lykkedes dem?

Jeg har da i den grad et medansvar overfor min familie og tætte venner, for at hjælpe dem, når de ikke ved at de skal bruge den, eller har bedt om den.

Ved du reelt hvor svært det er, at bede om hjælp når man er sit aller sorteste sted i livet, og floskerne flyver rundt om hovedet på en med fx "du skal bare sige til"??? 

Jeg ved hvordan det er at se en veninde miste sin mand til cancer, og deres børn miste deres far! Og det var et helvede, hver dag, hver time og hvert evigt eneste sekund!!! Og bad hun om hjælp, nej! Fordi hun ikke kunne og fordi hun ikke vidste hvad pokker folk dog kunne hjælpe hende med, for det fik jo ikke manden tilbage.

Så hver dag, hver evig eneste dag de første 6 mdr. tog jeg hjem til hende, for at vise at ligemeget hvad, så var og er jeg der. Ligemeget om hun græd eller var glad så var jeg på. Og hvorfor, fordi jeg elsker hende og de børn, og derfor har jeg et medansvar for hvordan de har det. Selvfølgelig!

Den med du skal bare sige til, den er så dræbende. Hvad skal jeg sige? Jeg kan jo ikke bede om et plaster, om en kur, om en redning for den er der ikke. Ingen kan give mig det eneste der kunne hjælpe lige nu.

Plus, der er bare så ufedt at vide, at ens opringning bare ikke er den alle glæder sig. At vide hvordan smiler forsvinder, latteren forstummer når de i røret hører stemmen sige: det er Line. Det er nemmere så at undlade at ringe, for man vil ikke være til besvær, ikke være pariaen som kommer med død, ødelæggelse, sorg, smerte og mærkelige grin.

Hvordan skal man føle efter hvad man har behov for, når man faktisk ikke tør føle. Hvordan skal man sige jeg er ked af, når man ikke tør åbne munden i frygt for det skrig der ligger på lur vil springe ud af mundet. Hvordan ringe på en dør, når man er bange for man klasker sammen som en klud på dørstenen. 

Det var flot hvad ud gjorde for din veninde og er glad for det ikke kun er mig der føler jeg har et ansvar også for andres lykke eller mangel på samme.

lineog4 skriver:

Den med du skal bare sige til, den er så dræbende. Hvad skal jeg sige? Jeg kan jo ikke bede om et plaster, om en kur, om en redning for den er der ikke. Ingen kan give mig det eneste der kunne hjælpe lige nu.

Plus, der er bare så ufedt at vide, at ens opringning bare ikke er den alle glæder sig. At vide hvordan smiler forsvinder, latteren forstummer når de i røret hører stemmen sige: det er Line. Det er nemmere så at undlade at ringe, for man vil ikke være til besvær, ikke være pariaen som kommer med død, ødelæggelse, sorg, smerte og mærkelige grin.

Hvordan skal man føle efter hvad man har behov for, når man faktisk ikke tør føle. Hvordan skal man sige jeg er ked af, når man ikke tør åbne munden i frygt for det skrig der ligger på lur vil springe ud af mundet. Hvordan ringe på en dør, når man er bange for man klasker sammen som en klud på dørstenen. 

Det var flot hvad ud gjorde for din veninde og er glad for det ikke kun er mig der føler jeg har et ansvar også for andres lykke eller mangel på samme.

Mange tak for dit rigtige fine indlæg 

Jeg kan bare ikke have det der med at man kun skal sørge for selv. Jeg ved ikke om det var flot det jeg gjorde, men for mig var det bare det eneste rigtige helt inde i hjertet.

Jeg prøver lige at lave et fælles svar, og dette bliver det sidste,  for lige meget hvad jeg skriver,  bliver jeg "dømt" for de holdninger jeg har til trods for jeg gentagne gange siger at verden selvfølgelig ikke er sort og hvid. 

Jeg ved godt hvad det vil sige at være nede. Har selv prøvet det. Både i forbindelse med abort, dødsfald mm. Jeg har hjulpet en veninde og hendes to fantastiske piger igennem en svær tid,  hvor pigerne havde mistet deres far.

Jeg hjalp af lyst, men ikke fordi jeg følte et medansvar for deres lykke. Dette ville jeg kun føle over for et familie medlem.

Jeg spørger også ind til min kollega eller skolekammerater, hvis jeg kan se de ikke har det godt.

Jeg er altså ikke et "ondt menneske" der har nok i sig selv og aldrig rigtig har haft det hårdt.

Og nej jeg mener ikke alle piger skal kunne få en abort uden at fortrække en mine, eller at faren bare skal acceptere kvindens valg.

MIN VERDEN ER IKKE KUN SORT OG HVID!!!!!

CaWi skriver:

Jeg mener overhovedet ikke at man ikke må være ked, føle sorg osv. Og ja, man kan sagtens have brug for en udstrakt hånd, og får man den skal man da helt sikkert også tage imod den.

Men ingen andre end dig selv har ansvaret for din egen lykke. Er man nede over et eller andet, så er det ikke andres ansvar at få dig tilbage på benene igen. Jovist de kan hjælpe dig på vej og være der for dig. Men ingen andre end dig selv har ansvaret.

Derfor er man sin egen lykkes smed. Hvis ikke du vil hjælpes, kan du ikke hjælpes. Hvis du vil hjælpes, ja så har du allerede taget ansvar for dig selv.

Jeg er den veninde, som Mom skriver om. Jeg mistede min mand for 2 år siden. Jeg har før mistet bedsteforældre og andre nærtstående og derved haft kendskab til sorg, jeg har gennemlevet kriser i familien som selvmord, stress og svær sygdom, vi har gennemlevet svære økonomiske perioder osv.. Jeg mener, at hver krise har gjort mig stærkere. Men aldrig har jeg fået slået benene væk, som da min mand blev syg og døde.

Jeg har skrabet bunden. Og når man roder dernede, så har man ikke overskuddet eller overblikket til at bede om hjælp - ej heller til at tage imod en udstrakt hånd. Så er veninder og familie som Mom altafgørende. Og har man ikke dem i sit netværk, forstår jeg godt dem, der "klynker" år efter år efter år - hvilket bringer mig til næste punkt, for godt nok siger du, at forskellige kriser kræver forskellig mængde tid for forskellige mennesker, men når du siger år efter år, har du jo allerede en holdning til, hvor lang tid tingene bør tage? En sorgproces er ikke overstået på et år, kan jeg konstatere. Den tager tid og her to år efter kan jeg stadig ramme de dybe huller. Men fordi jeg har et bagland, der støtter og hiver mig op, i stedet for at konstatere, at nu må jeg tage mig sammen og gro en rygrad, så har jeg mod, lyst og overskud til at kæmpe mig op og videre. Havde jeg læst dit indlæg for 1,5-2 år siden, havde det i den grad kunne tryne mig længere ned - om ikke andet så i dårlig samvittighed over min egen svaghed.

Jeg finder ikke kun dit indlæg naivt, men også kynisk. Jeg tror på, at alle må tage ansvar for deres eget liv. Er man utilfreds, må man foretage ændringer. Men er man i krise - og der er altså virkelig stor forskel på at være utilfreds og være i krise - så har omverdenen et, om ikke andet moralsk, ansvar for at tage hånd om medmenneskerne. Og det er et ansvar jeg hjertens gerne tager på mig.

Mht. trådens emne - ærlig talt mener jeg ikke, at der er så meget at diskutere. Kvindens selvbestemmelse over egen krop bør aldrig under nogen omstændigheder drages i tvivl. Ergo kan en mand aldrig forlange abort/fuldført graviditet. Alle, der indgår i et seksuelt forhold ved eller bør vide, at resultatet uanset alskens prævention, kan ende i en graviditet. Ligeledes har alle et individuelt ansvar for at bruge prævention, og at kvinden påstår at hun er på piller, unddrager ikke manden hans ansvar for at bruge kondom. 

Kommer der et barn, kan ingen af parterne frikendes for ansvar.  Faktum er, at kvinderne bare har et større udvalg af valgmuligheder. Jeg forstår ikke de kvinder, der vælger at få et barn, der er tydeligt uønsket fra mandens side, men lige meget hvad, så er det her bare et punkt, hvor naturen ikke har gjort ligestilling muligt. Så kan man tage en diskussion med/om de kvinder som åbenlyst nægter at medtænke konsekvenserne for fædrenes liv - måske kan man rykke ved deres holdning. 

Touché skriver:

Jeg er den veninde, som Mom skriver om. Jeg mistede min mand for 2 år siden. Jeg har før mistet bedsteforældre og andre nærtstående og derved haft kendskab til sorg, jeg har gennemlevet kriser i familien som selvmord, stress og svær sygdom, vi har gennemlevet svære økonomiske perioder osv.. Jeg mener, at hver krise har gjort mig stærkere. Men aldrig har jeg fået slået benene væk, som da min mand blev syg og døde.

Jeg har skrabet bunden. Og når man roder dernede, så har man ikke overskuddet eller overblikket til at bede om hjælp - ej heller til at tage imod en udstrakt hånd. Så er veninder og familie som Mom altafgørende. Og har man ikke dem i sit netværk, forstår jeg godt dem, der "klynker" år efter år efter år - hvilket bringer mig til næste punkt, for godt nok siger du, at forskellige kriser kræver forskellig mængde tid for forskellige mennesker, men når du siger år efter år, har du jo allerede en holdning til, hvor lang tid tingene bør tage? En sorgproces er ikke overstået på et år, kan jeg konstatere. Den tager tid og her to år efter kan jeg stadig ramme de dybe huller. Men fordi jeg har et bagland, der støtter og hiver mig op, i stedet for at konstatere, at nu må jeg tage mig sammen og gro en rygrad, så har jeg mod, lyst og overskud til at kæmpe mig op og videre. Havde jeg læst dit indlæg for 1,5-2 år siden, havde det i den grad kunne tryne mig længere ned - om ikke andet så i dårlig samvittighed over min egen svaghed.

Jeg finder ikke kun dit indlæg naivt, men også kynisk. Jeg tror på, at alle må tage ansvar for deres eget liv. Er man utilfreds, må man foretage ændringer. Men er man i krise - og der er altså virkelig stor forskel på at være utilfreds og være i krise - så har omverdenen et, om ikke andet moralsk, ansvar for at tage hånd om medmenneskerne. Og det er et ansvar jeg hjertens gerne tager på mig.

Mht. trådens emne - ærlig talt mener jeg ikke, at der er så meget at diskutere. Kvindens selvbestemmelse over egen krop bør aldrig under nogen omstændigheder drages i tvivl. Ergo kan en mand aldrig forlange abort/fuldført graviditet. Alle, der indgår i et seksuelt forhold ved eller bør vide, at resultatet uanset alskens prævention, kan ende i en graviditet. Ligeledes har alle et individuelt ansvar for at bruge prævention, og at kvinden påstår at hun er på piller, unddrager ikke manden hans ansvar for at bruge kondom. 

Kommer der et barn, kan ingen af parterne frikendes for ansvar.  Faktum er, at kvinderne bare har et større udvalg af valgmuligheder. Jeg forstår ikke de kvinder, der vælger at få et barn, der er tydeligt uønsket fra mandens side, men lige meget hvad, så er det her bare et punkt, hvor naturen ikke har gjort ligestilling muligt. Så kan man tage en diskussion med/om de kvinder som åbenlyst nægter at medtænke konsekvenserne for fædrenes liv - måske kan man rykke ved deres holdning.