Barn og mobiltelefon

Ligger på grensen mellom skolebarn og tenåring,men tar innlegget her :) Hvilke holdninger har danske foreldre til mobiletelefoner til egne barn? Vi vet vi har strenge holdninger selv etter norske forhold, men lurer på hvordan de er etter danske, og hva som er vanlig der. Vi er selv et ektepar tidlig i 40-årene med to gutter, født i 1997/2001, som driver eget firma. Et lite aksjeselskap med tre ansatte utenom oss selv. Vi bruker ganske mye Skype-telefoni fra PC i hverdagen, men ingen ansatt vil kunne unnvære mobiletelefonen i nærheten heller. Brukes ikke særlig mye, men er helt, helt unnværlig noen ganger. Ingen av guttene våre har pr i dag egen mobiltelefon. For yngste blir nok det status en del år til, han har hittil aldri nevnt et ord om at han savner en. Eldste kunne nok gjerne tenkt seg en etter hvert. Interessen begynte etter at hans bestevenn, 13 ½, fikk telefon til julen 2008. Vi har i dag satt 13-årsgrense for guttene, pga stråling og «kan ikke se at de har reelt behov før» For oss kunne det derimot vært nyttig en gang innimellom, men det er deres, ikke vårt, behov som skal i fokus i oppdragelsen! Grensen og våre argumenter har vår eldste akseptert uten videre diskusjon, men han har aldri fortalt at han jubler over den :). Hadde han blitt tilbudt en telefon nå, er vi 99,9 % sikre på at han ville sagt «ja, takk». Vi vil også kreve etter det at de bruker (kablet) headset. Det gjør vi selv og det anmoder vi våre ansatte om, men vi ønsker ikke å pålegge en ansatt over 18 år slikt, vår jobb er å sørge for at de har utstyret til disposisjon og vet vår anbefaling/ønske. Ellers ser vi 12 ½ – 13 år som naturlig tidspunkt for å kunne snakke om behov, han er da blitt ungdomsskoleelev og vil med det lett begynne å etablere litt «fjernere» kontakter enn innenfor naturlig sykkelavstand. Opplever vi at telefonen blir veldig viktig for ham, er vi villig til å kompromisse litt ved å tilby ham bedriftens «reservetelefon» (mer senere) på «fast lån» med et kontantkortabonnement fra skolestart til høsten, selv om han da ennå ikke har fylt 13. Ulempen da blir at han senere må bytte abonnement og nummer.... På 13-årsdagen vil han nemlig bli formelt ansatt for arbeid «ved behov» i familiebedriften (han har vært med i arbeidet i adskillige år og tjent seg en hel del penger på det, men norsk lov tillater ikke en formalisert ansettelse før 13-årdagen...) Da blir det mulig å la ham få bedriftstilknyttet SIM-kort og telefon/headset identisk med det vi selv og våre andre ansatte har. Helt enkel, men veldig funksjonell telefon i vår sammenheng (pt NOKIA 2760, blir byttet i mest mulig tilsvarende når denne ikke lengre er tilgjengelig) + godt headset. Ønsker han å kjøpe noe annet selv, må han også gjerne det, bare han også kjøper et headset vi godkjenner. Et par telefoner står på «nei-listen» vår (av ulike grunner, de er knyttet til telefonen som sådan, det er ikke noe som gjelder bare for ham), ellers blir det fritt frem så langt han vil ofre sparepenger. Tror imidlertid ikke han er særlig opptatt av telefontype. Han er imidlertid utpreget friluftsgutt, og trenger derfor en rimelig robust telefon. Det mener vi vår telefon er, men ønsker han f eks å kjøpe seg toppmodellen for aktive fritidsfolk (NOKIA 3720), er det helt OK for vår del, og skulle den eller noe som helst annet vi anser som et fornuftig ønske dukke opp på ønskelisten til jul, skal vi endelig vurdere den som gave. Kan også si at hans bestevenn har NOKIA 1661. Slikt SIM-kort gir også mulighet til å ta ham inn på bedriftens «mobile sentralbord» (veksler), med de fordeler dette gir for f eks frie internsamtaler og internkonferansesamtaler, gruppeSMS via dataserver, viderekobling til oss i stedet for telefonsvarer i skoletid(!) om han ønsker, etc etc. Da vil han få fritt (rimelig) abonnement og en viss (beløps)mengde fritt bruk før det blir telefontrekk i lønn. (Ser for oss NOK 100/mnd, men ikke avgjort. Gutten vet for øvrig ikke om våre planer mht mobiltelefon ennå, så han sparer pt litt til telefon og noen kontantkort :) ) At han skulle misbruke ordningen totalt, holder vi for utelukket, og i så fall vil han ha brutt all tillit og bli telefonløs til 18-årsdagen! Dessuten vil det ligge sperrer for en del tjenester, f eks betalingstelefoner/-SMSer og utenlandstelefoni. Sperrer han mest sannsynlig aldri vil merke at finnes. Ved en slik løsning kan han dessuten når som helst logge seg på en internettside for å sjekke hvor mye han har brukt for siden siste regning. (Om noen tenker «skatt»: Fastavgift/vanlig innenlandstelefoni/SMSer inntil NOK 500 pr mnd, samt alle andre tjenester som det ikke begrunnes behov i yrket for regnes her som skattepliktig inntekt. Det gir altså i praksis ingen skattemessige fordeler/ulemper, kontra å la ham få tilsvarende beløp i lønnt til å kjøpe kontantkort. Det var heller ikke målet. Den gir 10 min «kontorarbeid» pr år, det kan vi godt leve med, fordelene tatt i betraktning. ) Begge har noen ganger, når det har vært et helt konkret og påviselig behov noen timer/dager (sist på reise hjem fra min bror ved avslutningen av vinterferien, en tur på fem – seks timer hvor de byttet buss/ferje noen ganger og hvor de reise alene og for første gang) lånt en «reservetelefon» (NOKIA 1208, m/headset, naturligvis) bedriften har. At vi har valgt denne kommer mest av at da har vi nummeret i hodet og på telefonlistene i virksomheten. Vi kunne like godt brukt et kontantkort. Hvilke prinsipper og praksis har dere andre her, og hva tenker dere om vår?

Ham på 10 har haft telefon fra han var lidt i 8, tror jeg. Vil kunne komme i kontakt med ham, når det passer mig og når han vil i kontakt med mig. Han har alm abonnement med fri sms, så kan han veksle beskeder med vennerne, som det passer ham. Den mindste har samme tidsfrist. En telefon er en telefon, ikke en videnskab. Skal ikke omstille og være en del af en virksomhed. Mine børn er en del af en famlilie og på rigtig mange punkter, fatter jeg hat af det du skriver, på den måde at det bare ikke giver mening for en familie med børn i jeres alder. De virker på mig som små voksne, små robotter, som nok har deres egen mening, men den må bare ikke komme til udtryk. Gudsketakoglov for forskellighed!

Min søn fik en da han var 9 år :mobil: . Der synes jeg behovet var der. Han gik ikke på fritidshjem mere og var hos venner, hvor de løb ind og ud hos hinanden. Så der var det rart for at man ikke skulle ringe rundt til alle venners forældre. Han har et abonnement med børnebudget, som låser for udgående opkald når saldoen er på 0 kr. Når du sætter penge ind igen er tlf atter åben. Det fungerer fint og på den måde er der styr på hvor meget han snakker for - det er nu ikke meget - ca.70 kr om måneden. Det skal lige siges at vi ikke har fastnettelefon :snak: .

Jeg har som altid ikke læst hele dit indlæg, så jeg svarer muligvis lidt i vest... jeg har to børn på 5 og 8,5 år og ingen af dem har mobiltelefoner. Som jeg ser det, er mobiltelefoner for børn under 10 år mest for forældrenes skyld, så de let kan få fat i deres børn, og det er også fint nok. Det, der er irriterer mig er dog, når forældrene også begynder at sms'e deres børn, mens de sidder inde i min undervisning. Jeg kan se, at mange af børnene (helt ned til 0. klasse på min egen skole og i min datters 2. kl.) er udstyret med mobiltelefon. Herhjemme får vores børn først mobiltelefon, når de skal gå i klub, dvs. efter 3 kl. Jeg er sippet med stråling og alt det dér, telefonerne bliver testet for, og som den ene dag får ét resultat og den anden dag et andet resultat, så jeg vil også anbefale headset, men jeg er heller ikke dummere, end at det sikkert ikke bliver overholdt. Det er jo ret bøvlet, og for mit eget vedkommende, ville jeg slet ikke kunne nå at tage telefonen, hvis jeg først skulle sætte et headset i ørerne.

Min datter på 9 har mobiltelefon og har haft det et halvt års tid. Det er både fordi hun brændende ønskede sig én og fordi jeg synes det er praktisk at kunne ringe til hende og aftale hvornår hun tager hjem fra frit. Hun ringer nu ikke meget i telefonen, så jeg er ikke bange for stråling. Den bliver mest brugt til sms'er til vennerne, til at høre musik på og til at tage billeder med. Jeg deler ikke min opdragelse så meget op i 'mit behov' og 'børnenes behov' som jeg synes det lyder som om ORG gør. Vi er en familie og vi har alle behov, som i større eller mindre grad bliver dækket. Hvis jeg har behov for at kunne ringe til hende, så skal hun have telefon med og holde den tændt. Hvis hun ønsker sig en mobil fordi alle andre har det og hun gerne vil kunne tage billeder, bytte musik og sms'e, så får hun en mobil, når vi synes hun er gammel nok til at passe på den. Også selv om vi måske ikke finder at hun har 'behov' for den. Mht abonnement, så har hun Telmore og der bliver overført penge automatisk, når der ikke er flere på kontoen. Vi holder lidt øje med det, men laver ingen regler før det bliver et problem. Hun bruger vist omkring 25-50 kr/mdr for øjeblikket, så det er intet problem endnu. Generelt har vi ikke så mange regler for dit og dat. Vi tager det efterhånden som det opstår. At min datter skulle 'bryde al tillid' og straffes med ikke at have mobil igen før hun er 18 vil ALDRIG ske hos os. Hun er et barn og det er hun også som 13-årig. Hun vil altid få en chance mere. Og så én mere :-) Vi snakker om tingene og forklarer hvorfor reglerne er som de er. Vi har heller ingen spærring på telefonen.

Altså, den ældste fik vist først mobiltlf. som teenager; men det var jo i en anden tid :silly: Den næste var nok o. 11 år gammel ;) Og så min datter, hun fik jo så én som 7-årig :P Da havde tiderne (-eller forældrene?!) ændret sig. Og indrømmet: den er da i lige så høj grad til leg/hygge som strengt nødvendig. Men hva` så!!? Hun kastede sig straks over at ændre opsætning, ringetoner, baggrundsbilleder o.s.v., det var nok både sjovt og lærerigt for hende! Og så tager hun billeder, optager video, lægger musik ind og andet sjovt, som hun og vennerne kan være sammen om. Og så sender de små sms`er til hinanden, ikke bare for at lave aftaler, men også bare for lige at sende en hilsen. Foreløbig er forbruget pr. måned ikke højt; men hvis vi synes det tager overhånd, vil vi nok gå ind og tage en snak om at begrænse antallet af 'hvad laver du?'-sms`erne :P Og så er der jo så også den behagelige sideeffekt, at hun er til at få fat i -og omvendt :)

jeg er 100% enig med Kongster. Min søn har haft mobiltelefon i et år - han fik den nemlig i 9 års gave. Han bruger den ikke meget, mest til sms med vennerne. Vi har valgt taletidskort fra Lebara og det har fungeret fint for ham!

Min datter fik sin mobil-telefon da hun blev 7. Hun startede til musik og skulle selv gå til fritidsordning derfra, og så ville vi gerne give hende mulighed for at ringe hvis der opstod et problem. Der har aldrig været andre regler end 'tænk dig om', og det gør hun så. Hun er 8.5 nu, og hun bruger den til at ringe besked når hun ikke går lige hjem, eller til at sms'e med mormor eller med kammerater. Og så er den sjov at ha´. De fleste i hendes klasse (2. klasse) har en mobil. Alt det der med 'behov', det forstår jeg ikke. Hvor meget af det vi foretager os i 2010 er dybest set 'et behov'? Er det vigtigt? En mobil er rar at ha', det er et gode, og den giver både fornøjelse og nogen muligheder man ellers ikke har. Naturligvis skal de ha' sådan een - lissom vi andre har fornøjelser og goder. En 12-13 årig uden mobil? De kan jeg bare slet ikke se for mig. Og den der med at 'hvis du misbruger den tager vi den til du fylder 18' - er det ikke sådan man afretter hunde? Hvad med stile og roligt at lære barnet at vælge på et fornuftigt grundlag og kunne administrere et snavar? Og at udvise accept og tolerance, når barnet dummer sig? Det virker som du slet ikke har tillid til dine børn, og slet ikke kan rumme at de måske tænker og vælger anderledes end dig. Hvordan skal de nogen sinde kun finde ud af, hvem de selv er, når de lever med den der helt ekstreme grad af styring? Skal de først til at finde ud af det, når det bliver 18? Er det som 18-årige de skal til at være umodne og lave alle fejlene? Har du tænkt på, at det er meget bedre at dumme sig i trygge rammer når man er 10, end langt fra mor og far når man er 19? Jeg vil ihvertfald meget hellere ha', at mit barn snyder med lektierne eller mobilen når hun er 11, end med kondomerne når hun er 17.

Hvilke prinsipper og praksis har dere andre her, og hva tenker dere om vår?

Jeg tænker, at der, set med mine øjne, går skræmmende megen teori i din/jeres måde at forholde jer til jeres børn på - vedrørende lommepenge, mobiltelefoner og fødselsdagsgaver til kammerater samt sikkert en masse andre emner? Jeg opfatter mig selv som et menneske, der reflekterer over tingene, men jeg ville tage livet af både mig selv og mine omgivelser, hvis alt, hvad jeg besluttede i forhold til mine børn skulle overvejes og planlægges så grundigt og udførligt, som dine indlæg her vidner om, at du gør. Og jeg tænker også, at jeg tror, det kunne være sundt og gavnligt for dig og dine børn, hvis du tillod dig selv ikke at gøre en lille ting som anskaffelse af mobiltelefon til dit barn til et kæmpestort 'issue', der skal overvejes og begrundes ned til mindste detalje. Måske trives du med det på den måde - men hvordan påvirker det dine børn, at hver en handling og beslutning skal gennemtænkes, kontrolleres, argumenteres for osv. osv.? De næste 5-6 år vil I møde mange udfordringer i forhold til jeres ældste barn - og henad vejen også jeres yngste - alkoholdebut, festkultur, kæreste/sex'regler', uddannelsesvalg m.m. Jeg tør slet ikke tænke på den 'tankemølle', I skal igennem hver gang, hvis du ikke slipper tøjlerne lidt og træffer nogle valg lidt spontant og intuitivt. Jeg er ikke sikker på, det er sundt for børn, at alt, hvad de foretager sig, skal gøres til enorme projekter, som skal planlægges minutiøst og udførligt.

Har vist godt af, at læse dit indlæg - føler mig rimeligt truffet :( Jeg har en datter på 8 som plager næsten dagligt.. Jeg har sagt, at hun må få en, når hun er 10 - og det er ikke fordi, at jeg sammenligner med min egen barndom. Hun går i 2. klasse, og de fleste af forældrene er enige om, at vente til de er 10 år. Men hvornår har 'man' et reelt behov, og hvornår er det 'bare for sjov' - og hvad skal man glæde børnene med, når de bliver ældre?