Barn og mobiltelefon

Altså - sådan en mobil-med-gps til overvågning af barnet syn's jeg er en helt igennem skrækkelig idé. Børn har altså ret til privatliv og til at være selektive med, hvad de deler med mor. At udstyre sit barn med sådan en dims er en helt urimelig snagen i deres liv. Dertil kommer, at børn før eller siden skal lære selv at tage ansvar, og det gør de altså ikke, når de konstant har deres mor til at kigge over skulderen. Og mor skal altså lære at give slip.

selvfølgelig skal både mor og far lærer at give slip. Men en sådan mobil er altså smart i de situationer hvor du som forældre ikke kan få fat i dit barn. Jeg mener heller ikke at man med sådan en mobil skal sidde og holde øje med ens barn hele tiden, det skrev jeg heller ikke noget om. Jeg skrev at det er smart i de situationer hvor du ikke kan få fat i dit barn og barnet ikke er kommet hjem til den aftalte tid. Og ja børn skal lærer at tage ansvar - og det er os som forældre der skal lære dem det - ved at lærer dem at man fortæller hvor man går hen og at man kommer hjem til den aftalte tid ellers ringer/sms man lige hjem!

Jamen, jeg tror det er en god og vigtig oplevelse at være blevet væk - at være i en situation hvor man selv skal klare ærterne, at opleve, at det ikke var OK at man ikke gav besked, etc. En overvågnings-telefon tager bare det ansvar væk. Jeg tror osse der er noget vigtigt i, at man kan vælge - bevidst eller ubevidst - at blive væk. Hvis man ikke har det valg mister man noget selvstændighed. Så, ja - vi skal lære vores børn, hvordan man gør og at tage ansvar. Det gør jeg helst ved at tale med dem. Overvågning syn's jeg giver den helt modsatte effekt.

En historie fra de varme lande: En dreng var passet op i hoved og røv med sms mig her og der og alle vegne. Sig dit når du gør dat. Går dut, hvis du dit osv. Når han bad om lov til ting, fik han oftest nej, fordi mor mente, at det var ikke godt, var farligt eller noget andet negativt. En dag ville han gerne på skibakken med de andre gutter. Han gik bare med. Da han kom hjem spurgte mor, hvor han havde været. 'Jamen, jeg var på skibakken, mor'. 'Det har jeg jo sagt...det har du ikke spurgt om' 'Nej, mor. For jeg får alligevel altid nej, når jeg spørger'. Siden den dag var der større overvejelse i svar end konsekvent nej. Og her havde telefonen så ikke en positiv rolle ;)

Så vidt jeg er orienteret kræver gps'en, at man selv aktiverer den, så ønsker barnet at være 'blevet væk', er det stadig muligt... Syns det er sygt at man kan overvåge andre mennesker på den måde, børn som voksne - hvad med at have tillid til, at man kan tage ansvar selv??