Min mand og jeg har ikke fælles økonomi og kommer aldrig til at have det, men det betyder bestemt ikke, at vi ikke satser 100% på vores forhold og forventer at være sammen altid. Vi har også ægtepagt og testamente, og det ser vi heller ikke som et tegn på, at vi ikke er lige så sikre på vores forhold som andre med fælles økonomi. Det er nok bare vores holdninger og "skader" fra vores arbejde som økonom og jurist, der gør, at vi er mere "praktiske".
Vi har fælles budgetkonto, som alle vores fælles udgifter betales fra, og som vi betaler ind til i forhold til, hvor meget vi tjener. Dette gør vi både af praktiske årsager samt følelsesmæssige. Da vi jo forventer at leve sammen hele livet, er vi også klar over, at den ene højst sandsynligt vil gå bort før den anden, og når det sker om maaaange år, så vil banken gå ind og låse alle fælles kontoer, og det betyder, at den efterladte ikke vil have adgang til sine penge, hvis de alle står på en fælles konto.
Følelsesmæssigt har jeg det sådan, at jeg er en voksen kvinde, og jeg skal ikke have lommepenge. Jeg tjener selv mine penge, som jeg deler med min mand gennem vores fælles budgetkonto, men det der ikke går til fælles udgifter er mine penge, og jeg skal ikke have lommepenge fra en fælles konto. Derudover vil jeg uden at skulle tænke på min mand (i hvert fald omkring pengene) have love til at tage til NYC til efteråret og gå shop amok med mine veninder. Jeg ville personligt have det skidt med at brænde 20.000 af på sådan en tur, hvis pengene kom fra både min mand og jeg selv.
Ægtepagten er praktisk, da vi med den (og testamente) har begrænset vores datters arv til et minimum efter den af os, der først går bort, så den efterladte har råd til at blive boende. Så må hun vente med hele hendes arv til vi begge er borte.
Anmeld