Pseudotvillinger - hvor hårdt..

asff skriver:

Jeg håber også det bliver sådan med vores familie.

Og så vil jeg da også nævne glæden de har ved hinanden! 

De er nu 21/2 og 11/2 og efter at lillebror er blevet mere mobil og "sjov" at lege med hygger de sig bare så meget! De leger sammen, griner sammen og de nyder bare hinanden SÅ meget! 

Og tror at det kun bliver bedre når Kristian får mere sprog 

Og så kan de tumle med hinanden hvor begge har en chance for at "vinde" fordi de jo har nogenlunde samme størrelse og kræfter 

L-Mortil2 skriver:

Vi har 2 drenge Liam fra 24 nov 09 og Milan fra 02 marts 11, altså 16 mdr i mellem, meget lig hvad i kommer til at stå med.

 

Mit bedste råd er at tage en dag af gangen, beslut dig for det er en GOD ting også for den kommende storesøster, og "voks med opgaven" derefter som man siger :-)

 

Jeg kan fortælle at vores den ældste i de første 2 leve år aldrig sov mere end max en time af gangen, dag og nat, den yngste kom til og var syg (immunsystem og lunger) og han græd og græd 24/7 det første år og jeg kan nærmest tælle de raske dage på en hånd. Nu må du ikke tro jeg fortæller det for at skræmme dig, LANGT FRA , men jeg fortæller det for at bevidne om , at når det kræves kan kroppen yde 110% selv uden mad og hvile.

 

Mine er idag lige blevet 5 og Milan 4 til Marts, og når jeg kigger tilbage husker jeg det ikke som hårdt, jeg har mange billeder hvor jeg ammer den mindste i slyngen mens jeg leger med den største, billeder hvor vi sover 4 på række, billeder med en på armen og en på knæet fordybet i en god bog... Det er så hårdt som man gør det til...

 

logistisk tog det nok 5 min mere at komme ud af døren, økonomisk har der ikke været forskel ... Og drengene, ja der er ingen af dem der føler de har lidt et svigt, det er min klare holdning og vurdering . De har som så mange andre søskende dage hvor de elsker og dage hvor de hader hinanden, med stor overvægt i elsker hinanden! 

 

De holder sammen når tingene er svære, hjælper hinanden og driller i flok.

 

hbis jeg fik muligheden for stadig at have begge men øge aldersforskellen ville jeg på ingen måde gøre det om!

 

Rigtig meget held og lykke!!!!

Sikke nogle skønne drenge du har.  Super fedt,  at du ikke ville øge aldersforskellen hvis du kunne! Det er den slags, der hjælper virkelig godt

Mor og meget mere skriver:

Hvem er urealistisk? Tråden her - og verden - er fuld af positive beretninger. Utvivlsomt er der også knapt så rosenrøde. Men:  Personligt har jeg set meget slemme eksempler på 3- og 4-årige med massive jalousiproblemer, men det ville da aldrig få mig til at hævde, at det er urealistisk at tro, en 3-årig kan opleve det uproblematisk at få en lillesøster eller -bror. 

TS virker på mig meget realistisk indstillet, idet hun netop spørger til, hvor  hårdt - ikke hvor yndigt eller idyllisk, det er. Hvor ser du det urealistisk fremstillet? - jeg mener, vi, der selv har stået i det, er vel ret tæt på realiteterne? 

Det virker lidt spøjst på mig, at du - der ikke selv har førstehåndserfaringer - insisterer på at male et negativt billede og kalde det realisme, mens adskillige med egne erfaringer skriver positivt om det. 

Jeg vil hverken male det negativt eller positivt, der må du have misforstået noget Jeg har bare svært ved netop når folk siger "de får så meget glæde af hinanden" for det synes jeg ikke man kan sige.. Ligesom man ikke sige det omvendt  

Malunsesmutti skriver:

Jeg vil hverken male det negativt eller positivt, der må du have misforstået noget Jeg har bare svært ved netop når folk siger "de får så meget glæde af hinanden" for det synes jeg ikke man kan sige.. Ligesom man ikke sige det omvendt  

Du skriver om "svigtet af den store", at man nok ikke kan undgå, at den store føler sig udenfor, om risikoen for, at man går helt ned og om en enkelt, du kender, der ikke ville gøre det om. Når så nogen nævner den glæde, de kan få af hinanden, mener du, man skal være realistisk.  Det er dine bidrag til tråden - er det ikke negativt? 

Mor og meget mere skriver:

Du skriver om "svigtet af den store", at man nok ikke kan undgå, at den store føler sig udenfor, om risikoen for, at man går helt ned og om en enkelt, du kender, der ikke ville gøre det om. Når så nogen nævner den glæde, de kan få af hinanden, mener du, man skal være realistisk.  Det er dine bidrag til tråden - er det ikke negativt? 

 

Muligvis jo, ikke det mest positive, men det er sådan jeg ser det, og det er vel det der bliver spurgt efter? Selvfølgelig er der også positive ting ved det, men det er der jo igen uanset hvad alder  Eksperter  udtaler jo også at det er bedst at vente med nummer to til den store er omkring 3 år, det er da ikke heller ikke just positivt men sandheden. Jeg ville føle at jeg svigtede min på 18 måneder skrev jeg- det er der vel ikke noget galt i?