Pseudotvillinger - hvor hårdt..

asff skriver:

Ja, herhjemme venter vi nr 2 når Philippa er 18 mdr. Jeg er interesseret i at høre erfaringer - hvor hårdt synes i det er/var? Det var ikke planlagt at der skulle være SÅ kort aldersforskel, og jeg frygter det faktisk rigtig meget..

Der er 18 mdr og 3 dage mellem Rose og James, og 100% ærligt synes jeg ikke det har været så hårdt igen - ikke mere hårdt end jeg forestiller mig det i det hele taget er at have 2 børn. James har været så nem og har altid sovet godt og det der, så alle de bekymringer jeg havde på forhånd er virkelig gjort til skamme. Og nu hvor han selv er 20 måneder, så har de bare SÅ meget glæde af hinanden, det er fantastisk!  

l.kjoeller skriver:

Det her er ikk en argumentation  for eller  i mod. Trådstarter  ER gravid og har nok brug for noget  positivitet. Derfor 

Derfor må man stadig være realistisk :-)

Mor og meget mere skriver:

Kender du mange, der er gået helt ned? Jeg kender rigtigt mange pseudotvillingeforældre og har til gode at møde nogen, som ikke har oplevet, at det har været det hele værd - og en fantastisk oplevelse. 

Jeg ved at hende jeg var ung pige i huset for der havde pseudo på 7 og 8 år (jeg passede deres lillesøster på 1 år) sagde at hun ikke ville have gjort det, hvis hun havde vidst hvad det indebar men det kommer jo nok også an på.. Hvis man synes det er super fedt, så klarer man den nok! Men jeg ville nok også selv "gå helt ned" .. 

Derfor må man stadig være realistisk :-)

Ok. Nu bliver jeg lidt irriteret. Jeg mener jeg er realistisk. Hvis du fandt ud af du var gravid uden det var planlagt og du opretter  denne tråd og giver udtryk for du er bekymret  ville du så ikke finde det rart at nogen kommer med nogle positive  kommentarer eller ville  du bare gerne have negatives ? Her tænker jeg at positive tanker er hvad hun har brug for. Ja der er da også ting at overveje som hun jo selv ved men bestemt  også positive.  Og når jeg så piller  dem frem så lad lige være at skyde dem ned. Hav lidt  medfølelse. God aften  

Malunsesmutti skriver:

Derfor må man stadig være realistisk :-)

Hvem er urealistisk? Tråden her - og verden - er fuld af positive beretninger. Utvivlsomt er der også knapt så rosenrøde. Men:  Personligt har jeg set meget slemme eksempler på 3- og 4-årige med massive jalousiproblemer, men det ville da aldrig få mig til at hævde, at det er urealistisk at tro, en 3-årig kan opleve det uproblematisk at få en lillesøster eller -bror. 

TS virker på mig meget realistisk indstillet, idet hun netop spørger til, hvor  hårdt - ikke hvor yndigt eller idyllisk, det er. Hvor ser du det urealistisk fremstillet? - jeg mener, vi, der selv har stået i det, er vel ret tæt på realiteterne? 

Det virker lidt spøjst på mig, at du - der ikke selv har førstehåndserfaringer - insisterer på at male et negativt billede og kalde det realisme, mens adskillige med egne erfaringer skriver positivt om det. 

Mor og meget mere skriver:

Hvem er urealistisk? Tråden her - og verden - er fuld af positive beretninger. Utvivlsomt er der også knapt så rosenrøde. Men:  Personligt har jeg set meget slemme eksempler på 3- og 4-årige med massive jalousiproblemer, men det ville da aldrig få mig til at hævde, at det er urealistisk at tro, en 3-årig kan opleve det uproblematisk at få en lillesøster eller -bror. 

TS virker på mig meget realistisk indstillet, idet hun netop spørger til, hvor  hårdt - ikke hvor yndigt eller idyllisk, det er. Hvor ser du det urealistisk fremstillet? - jeg mener, vi, der selv har stået i det, er vel ret tæt på realiteterne? 

Det virker lidt spøjst på mig, at du - der ikke selv har førstehåndserfaringer - insisterer på at male et negativt billede og kalde det realisme, mens adskillige med egne erfaringer skriver positivt om det. 

Hørt 

asff skriver:

Mange tusind tak for dit svar Jeg tror måske, jeg gør det værre end det bliver.. Det 'sjove' er, de folk der fortæller mig hvor ulideligt det bliver, er dem med høj aldersforskel på deres børn. Måske er det slet ikke så meget værre, at få børn tæt..?

Jeg synes det har været hårdere at have 2 år og 5 mdr i mellem end de 17 på de to første. 

Som jeg tidligere skrev det hele skal nok gå og det er fantastisk med to tumlebørn i stedet for en. 

Min sp sagde nogen kloge ord til mig da jeg sad med en baby før Liam var 3 år og jeg bare syntes det var så synd for Liam. For hun sagde: det er synd for ham så længe du synes det er synd, når du bestemmer dig for det er et godt liv, en søskende kan være en gave og så videre. Så ophører det med at være synd for ham.

Jeg har ikke pseudotvillinger, men har kun haft en graviditet ud af 4 hvor jeg ikke havde samme tanker som du beskriver og det var de første. Vil det blive hårdt, vil jeg ikke have nok tid til de eller den store, vil han/hun føle sig udenfor osv.... Jeg tror det hører med til at blive flergangsmor. 

for ja der går tid fra den store, og du vil være totalt hængt en dag hvor du ikke kan mande dig op til andet end at sidde på gulvet og næsten lege med den store. Men du vil også have dage hvor du er fyldt med overskud til begge to, hvor dit hjerte smelter når du ser kærligheden det blomstrer mellem dine to børn.

At blive mor første gang er helt fantastisk, men at blive det flere gange er helt ubeskriveligt fantastisk for man ikke bare forelsker sig i det lille nye liv, man forelsker sig også i den store i en helt ny rolle, nemlig som søskende.

til slut tillykke og husk du ville nok have haft samme tanker hvis der var gået et par år mere....

Tusinde tak for alle jeres svar! 

Vi har 2 drenge Liam fra 24 nov 09 og Milan fra 02 marts 11, altså 16 mdr i mellem, meget lig hvad i kommer til at stå med.

Mit bedste råd er at tage en dag af gangen, beslut dig for det er en GOD ting også for den kommende storesøster, og "voks med opgaven" derefter som man siger :-)

Jeg kan fortælle at vores den ældste i de første 2 leve år aldrig sov mere end max en time af gangen, dag og nat, den yngste kom til og var syg (immunsystem og lunger) og han græd og græd 24/7 det første år og jeg kan nærmest tælle de raske dage på en hånd. Nu må du ikke tro jeg fortæller det for at skræmme dig, LANGT FRA , men jeg fortæller det for at bevidne om , at når det kræves kan kroppen yde 110% selv uden mad og hvile.

Mine er idag lige blevet 5 og Milan 4 til Marts, og når jeg kigger tilbage husker jeg det ikke som hårdt, jeg har mange billeder hvor jeg ammer den mindste i slyngen mens jeg leger med den største, billeder hvor vi sover 4 på række, billeder med en på armen og en på knæet fordybet i en god bog... Det er så hårdt som man gør det til...

logistisk tog det nok 5 min mere at komme ud af døren, økonomisk har der ikke været forskel ... Og drengene, ja der er ingen af dem der føler de har lidt et svigt, det er min klare holdning og vurdering . De har som så mange andre søskende dage hvor de elsker og dage hvor de hader hinanden, med stor overvægt i elsker hinanden! 

De holder sammen når tingene er svære, hjælper hinanden og driller i flok.

hbis jeg fik muligheden for stadig at have begge men øge aldersforskellen ville jeg på ingen måde gøre det om!

Rigtig meget held og lykke!!!!