Pseudotvillinger - hvor hårdt..

k&k&k&k skriver:

Jeg tror meget at det har noget med ens indstilling at gøre! 

Vi har ALTID taget tingene som de kom og nå ja, så kom lillebror ikke lige i bad i dag fordi storesøster var pjevs og havde brug for ekstra opmærksomhed. Jeg har altid været meget OBS på hvordan mine børn havde det og ikke hvad andre omkring mig sagde eller mente. 

Og ja, der er ingen tvivl om at vi har haft nemme børn, og det har da meget at sige men det kræver jo alligevel også overskud og planlægning.

Man må tage tingene som de kommer og ikke altid overanalysere og overfortolke situationer og børnenes reaktion på det der skal til og ske (at de er små som skal til at være store) mange børn er heldigvis ret hårdfør overfor store ændringer og det er ikke sikkert h*n reagerer på lillebror/søster andet end med glæde i øjenene 

Jeg håber også det bliver sådan med vores familie.

Hvem? skriver:

Jeg købte en tvillingeklapvogn og har brugt den rigtig meget, så der stadig rigtig mulighed for, at komme f.eks i skoven (som jeg elsker) og lange gåture, det er det bedste investering jeg kan anbefale ��

Er glad for, at kunne hjælpe, du spørg bare løs, hvis der er noget 

Har allerede luftet ideen om tvillingeklapvogn for manden  

Tusind tak, hvor er du sød

Jeg har 15 mdr mellem mine de ældste. Trods nr 2 ikke sov sin tid væk så syntes jeg faktisk det var super nemt at have så to små tæt på hinanden. 

Havde manden været med på en 3'er så havde vi fået nr 3 med samme mellemrum  

Vi har altid taget tingene som de kom. Ikke stresse over støvsugning, gulvvask og rengøring - ej heller vasketøj, badning eller andet. Det hele blev der plads til når der var tid

Tá den store med i alle gøremål med den lille hvor det er muligt så skal det nok gå alt sammen og så finder de også hurtigt ud af at lege selv i de situationer hvor de ikke lige kan være med. 

Malunsesmutti skriver:

Hvilket de også sagtens kan med længere tid i mellem.. Mine er der 4 år i mellem og de har super meget glæde af hinanden.. Der er knap to år mellem mig og mine brødre og vi har nærmest ingen glæde af hinanden.. 

Det siger jeg heller ikke. Der er 8 år mellem  min lillebror  og jeg og vi er bedste venner. Det er bare ikke en selvfølge.  Og tænkte det var rart for trådstarter med de positive ting 

l.kjoeller skriver:

Det siger jeg heller ikke. Der er 8 år mellem  min lillebror  og jeg og vi er bedste venner. Det er bare ikke en selvfølge.  Og tænkte det var rart for trådstarter med de positive ting 

Men ingen af delene er jo en selvfølge derfor synes jeg ikke det skal være afgørende argument i at få sine børn tæt.. Det kan ikke hjælpe noget at de måske får meget glæde af hinanden, hvis man så selv går helt ned :/

Der er godt nok 22mdr mellem vores men vi ville gerne ha haft dem tættere. Det første halve år var super nemt syntes jeg. Derefter blev det hårde i takt med at lillebror ville være mere med og ku mere men det har aldrig været hårdt hårdt eller noget vi fortryder. Nu er de 1 og 3 og ka jo slet ik undvære hinanden. Skændes, kysser, krammer, slår osv. Men altså det er det hele værd og hvis de ik ser hinanden i løbet af dagen er de ulykkelige. Og de deler også værelse og ka ik sove uden hinanden..

Man kommer langt med planlægningen og ved at lægge den dårlige samvittighed på hylden. Den kommer man ik langt med. Søskende er en gave.

Der er 14 mdr. imellem mine to yngste - storesøster er hhv. fire og fem år ældre end dem - og det har været fantastisk hele vejen igennem. Den "lille storebror" på 14 mdr. var jo bare en stor baby, så han blev aldrig snydt for omsorg og opmærksomhed - og han satte sig ikke til at ræsonnere over, om der nu gik noget fra ham, eller om han nu pludselig skulle være stor - for ham kunne vi lige så godt have fået en hundehvalp, han fattede jo ikke "konceptet". 

Vel var der mange bleskift, men vi var jo inde i rutinen, også med uro om natten, og den eneste, jeg har haft dårlig samvittighed overfor, var storesøster, som "fik en lillebror om året". Hun klarede det nu også fint. 

Samtlige pseudotvillingeforældre, jeg talte med under graviditeten, smilede stort og sagde "Glæd jer - det bliver fantastisk!" Så det vil jeg også sige til dig. 

Malunsesmutti skriver:

Men ingen af delene er jo en selvfølge derfor synes jeg ikke det skal være afgørende argument i at få sine børn tæt.. Det kan ikke hjælpe noget at de måske får meget glæde af hinanden, hvis man så selv går helt ned :/

Det her er ikk en argumentation  for eller  i mod. Trådstarter  ER gravid og har nok brug for noget  positivitet. Derfor 

Malunsesmutti skriver:

Men ingen af delene er jo en selvfølge derfor synes jeg ikke det skal være afgørende argument i at få sine børn tæt.. Det kan ikke hjælpe noget at de måske får meget glæde af hinanden, hvis man så selv går helt ned :/

Kender du mange, der er gået helt ned? Jeg kender rigtigt mange pseudotvillingeforældre og har til gode at møde nogen, som ikke har oplevet, at det har været det hele værd - og en fantastisk oplevelse. 

asff skriver:

Har allerede luftet ideen om tvillingeklapvogn for manden  

Tusind tak, hvor er du sød

Jeg gjorde det hellere end gerne igen, trods jeg absolut ikke har sovebørn, man kan vende sig til meget

Jeg syntes det har været / er fantastisk hvor tæt et bånd de to "store" har, de er nu 3 åg 4 år, de har et helt unikt venskab som de fleste ikke forstår.

De har jo fået en lillebror mere i 2013, og de er søde og leger med ha osv, men der er slet ikke samme bånd imellem lillebror, som der er imellem dem.

Men selvfølgelig kommer man ikke udenom bekymringer, og der vil da helt sikkert også komme morgner/dage, hvor der er skrig og skrål, men det er der jo os med kun et barn

Jeg var bare meget obs på at inddrage den store i det hele, da jeg har været alene med dem hver morgen til sengetid, da min mand kører inden vi står op og ofte først kommer hjem, når drengene er puttet, så storebror har været med i næsten alt og det (tror jeg) er godt givet ud, for på den måde følte han sig ikke overset