Hjælp hjælp :-(

saraholsen1 skriver:

Nej, jeg har ikke andre at gå til. Jeg blev som 13-årig tilsluttet en kontaktperson fra kommunen og kun hun ved det (barnet vil desuden også blive tilsluttet kommunesystemet) 

Og det er rigtig hårdt at læse alle de 'hårde' indlæg og jeg tvivler faktisk på om det overhovedet var det rigtige at gøre, at offentliggøre min historie. Jeg har gået og banket mig selv i hovedet konstant HVER dag siden og tro mig, det her er bestemt ikke noget jeg nyder. Jeg var selv, inden jeg blev gravid, imod abort, men når man står i situationen... Ja, så puha.... 

Kæmpe knus til dig. Det er nemt for os at dømme dig, det fleste af os er nok modne kvinder, måske tæt på de 30. Med en mand og et job. Og nej så ville vi ikke vælge abort. Vi kan ikke sætte os ind i din situation.  Det lyder til at du har haft en hård barndom og har også et hård liv nu. Jeg synes personligt at det er egoistisk at føde et barn og så omsorgssvigte det. ( siger jeg ikke at du vil gøre) men når man ikke er klar til at blive mor så kan man komme til det. For det er sindsyg hårdt at have en baby. Især hvis baby er meget krævende. Hvis man ikke har overskud, støtte og økonomi til et barn så er det måske bedre at vælge det fra. Og ja så kan du overveje adoption. Det ville måske være nemmere for dig. Du kan ikke fortryde det på samme måde som du måske vil gøre med abort. Ønsker dig held og lykke. Ikke ta dig af andres meninger. De er ligegyldige. 

saraholsen1 skriver:

Til alle:

Nej, jeg er på ingen måde klar. Jeg er igang med 3.g, som jeg har kæmpet for at gennemføre i mange år. Jeg har ikke fortalt hverken min mor eller far det, da jeg ikke har et så følelsmæssigtbånd til dem. Min mor, som jeg bor hos, ryger frem og tilbage fra sygehus og døjer pt. med en dyb depression, hvilket påvirker mig meget. 

At jeg var 19 uger henne, kom som et chok for mig. Jeg har INTET kunne mærke og har ikke haft symptomer på det, andet end at min menstruation er udeblevet. 

 

Hej du!

Jeg er en pige på 19, som kender til den følelse du står med. For ikke så lang tid siden fik jeg at vide at jeg var gravid.. i 26 uge (jeg er også lettere overvægtig så det har ikke været synligt før nu)! Den eneste grund til at jeg opdagede det var fordi barnet begyndte at sparke, og det kunne jeg ikke helt få til at hænge sammen med nogen 'sygdom', så jeg tog til lægen og det stod klart. Jeg fortalte det til min mor og mormor, som var meget opbakkende og positive - det var resten af min familie også - jeg er meget heldig, men jeg er også en fornuftig pige, og er ikke i tvivl om at det spiller ind.

Husk at man som ung mor får meget økonomisk, praktisk og følelsesmæssig hjælp fra systemet - både kommunen, familieambulatoriet, mødrehjælpen, sundhedsplejersken osv.

Du skriver at du ikke har et så godt følelsesmæssigt bånd til dine forældre, hvilket gør situationen meget svær, da det altså som ung mor er utroligt rart og vigtigt at have et stærkt bagland der vil og kan hjælpe og støtte dig igennem det. 

MEN... barnet (for det er et barn nu) er altså allerede 19 uger gammelt, og jeg tror du vil fortryde en så sen abort - hvis ikke bevidst så underbevidst, fordi det altså er et lille menneske nu, og ikke bare et 'problem man lige kan tage sig af', + din hjerne indstiller sig på at være mor nu hvor du er så langt henne.

Jeg tror bare du lige skal vænne dig til tanken om det, for det er ikke nogen sygdom; ja, dit liv vil ændres radikalt, men det er ikke noget du ikke kan klare, eller noget der vil ødelægge dit liv. Få snakket med dine forældre eller de gode kontaktpersoner du ellers måtte have, da det er svært at stå alene med den beslutning - selvom det kun er dig der kan træffe den i sidste ende. 

Jeg ønsker dig alt held og lykke med dit valg! 

Hvordan er det gået siden? Det er en måned siden indlægget blev oprettet, der må næsten ha været taget en beslutning?

Knus - håber alt er vel

1Wish skriver:

Hvordan er det gået siden? Det er en måned siden indlægget blev oprettet, der må næsten ha været taget en beslutning?

Knus - håber alt er vel

Hun har slettet sin profil  

Sandratoft skriver:

Hun har slettet sin profil  

Nå for søren - så bliver det lidt svært at høre om

men tak

Til alle der har fulgt dette oplæg: 

Hej igen. Det er rigtigt at jeg slettede dette oplæg og det var udelukkende fordi, at jeg indså jeg var kommet det forkerte sted hen og spørge til råds - men hvor skulle jeg gå hen??? Jeg var intet anende... Som der bliver nævnt længere oppe er denne side nok mest til modne kvinder med mand og job og ikke til en forvirret teenagetøs som mig... Hver gang jeg loggede ind blev jeg ked af det og dybt frustreret over min situation, vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv for inderst inde kunne jeg godt føle jer andres frustration, men TAK fordi der alligevel har været et par opbakkende beskeder i blandt! 

Men nu til min beslutning. Jeg fik et klart ja fra sammenrådet, med den konklusion at jeg var i et stærkt belastet miljø. Det var IKKE sjovt og tanken om det var det rigtige at gøre kørte i hovedet på mig 24/7!!! Men jeg var fast besluttet og jeg har ikke fortrudt det. Jeg havde hjertet med hele vejen i det her forløb og ja, det var hårdt - det hårdeste jeg har prøvet i mit 18 årige lange liv... Men jeg fik sluttet det på en "god" måde. Det var et lille drengefoster der kom ud og jeg fik lov til at se ham efter for at bearbejde sitationen ordentligt og for at undgå for store varige mén senere hen. Jeg fik grædt, sagt hvad jeg ville sige og jeg fik taget et billede som jeg en dag vil tage op når jeg bliver klar til det. Alt i alt sluttede jeg det på en ordentlig måde og jeg kan mærke på mig selv, at det var det rigtige for mig at gøre. Det kan godt være der sidder mange og dømmer nu og tænker "Hvordan fanden jeg kunne gøre det". Men jeg tror selv man skal sidde i sitationen før at man kan forstå det. Jeg fik heldigvis ros af sygeplejerskerne og blev støttet af dem med hensyn til min beslutning. Der går selvfølgelig ikke en dag hvor jeg ikke tænker på det, men jeg er ved velmod og glæder mig til den dag hvor jeg bliver "rigtig" voksen og klar,  så jeg kan få den drømmefamilie som er alle pigers drøm. 

Ville ikke gå uden en krammer! 

Jeg kan egentlig godt forstå dine tanker omkring baby.dk - indimellem er der nogen der er nogle, der er lidt grove og til tider modbydelige. Måske ikke med vilje - men det er jo helt klart ikke det du har haft brug for! 

En stor beslutning du har taget. Hvor er det bare vigtigt, det du skriver om, at du har haft hjertet med hele vejen. Held og lykke i fremtiden og en krammer herfra 

saraholsen1 skriver:

Til alle der har fulgt dette oplæg: 

Hej igen. Det er rigtigt at jeg slettede dette oplæg og det var udelukkende fordi, at jeg indså jeg var kommet det forkerte sted hen og spørge til råds - men hvor skulle jeg gå hen??? Jeg var intet anende... Som der bliver nævnt længere oppe er denne side nok mest til modne kvinder med mand og job og ikke til en forvirret teenagetøs som mig... Hver gang jeg loggede ind blev jeg ked af det og dybt frustreret over min situation, vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv for inderst inde kunne jeg godt føle jer andres frustration, men TAK fordi der alligevel har været et par opbakkende beskeder i blandt! 

Men nu til min beslutning. Jeg fik et klart ja fra sammenrådet, med den konklusion at jeg var i et stærkt belastet miljø. Det var IKKE sjovt og tanken om det var det rigtige at gøre kørte i hovedet på mig 24/7!!! Men jeg var fast besluttet og jeg har ikke fortrudt det. Jeg havde hjertet med hele vejen i det her forløb og ja, det var hårdt - det hårdeste jeg har prøvet i mit 18 årige lange liv... Men jeg fik sluttet det på en "god" måde. Det var et lille drengefoster der kom ud og jeg fik lov til at se ham efter for at bearbejde sitationen ordentligt og for at undgå for store varige mén senere hen. Jeg fik grædt, sagt hvad jeg ville sige og jeg fik taget et billede som jeg en dag vil tage op når jeg bliver klar til det. Alt i alt sluttede jeg det på en ordentlig måde og jeg kan mærke på mig selv, at det var det rigtige for mig at gøre. Det kan godt være der sidder mange og dømmer nu og tænker "Hvordan fanden jeg kunne gøre det". Men jeg tror selv man skal sidde i sitationen før at man kan forstå det. Jeg fik heldigvis ros af sygeplejerskerne og blev støttet af dem med hensyn til min beslutning. Der går selvfølgelig ikke en dag hvor jeg ikke tænker på det, men jeg er ved velmod og glæder mig til den dag hvor jeg bliver "rigtig" voksen og klar,  så jeg kan få den drømmefamilie som er alle pigers drøm. 

Tak for opdateringen! Ros til dig for at tage en velovervejet beslutning! 

Alt held og lykke fremover! 

FruStolpe skriver:

Jeg kan sagtens følge dig. 

Men det er trods alt en lille baby når man er halvvejs i en graviditet.  Så jeg bliver noget forarget over at man kan overveje abort.

Så hellere en bortadoption.

Ehm... Læser du ikke hendes indlæg? Hun har kæmpet med at gennemføre 3. g. og med depression og har tydeligvis hverken overskud, plads eller tid til at være gravid og skulle føde. Du får det til at lyde som om, hun "bare" kan bortadoptere... Det er der INTET bare ved, når man har båret barnet 9 måneder! Hvad vil det ikke kunne gøre ved et i forvejen skrøbeligt sind? Barnet er ikke bevidst endnu og et væsen, der endnu ikke har fået bevidsthed er i min verden ikke værd at risikere et ungt menneskes liv for.

Jeg synes, en abort er helt på sin plads, hvis det er det, hun gerne vil. Jeg håber, det går i orden.

saraholsen1 skriver:

Til alle der har fulgt dette oplæg: 

Hej igen. Det er rigtigt at jeg slettede dette oplæg og det var udelukkende fordi, at jeg indså jeg var kommet det forkerte sted hen og spørge til råds - men hvor skulle jeg gå hen??? Jeg var intet anende... Som der bliver nævnt længere oppe er denne side nok mest til modne kvinder med mand og job og ikke til en forvirret teenagetøs som mig... Hver gang jeg loggede ind blev jeg ked af det og dybt frustreret over min situation, vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv for inderst inde kunne jeg godt føle jer andres frustration, men TAK fordi der alligevel har været et par opbakkende beskeder i blandt! 

Men nu til min beslutning. Jeg fik et klart ja fra sammenrådet, med den konklusion at jeg var i et stærkt belastet miljø. Det var IKKE sjovt og tanken om det var det rigtige at gøre kørte i hovedet på mig 24/7!!! Men jeg var fast besluttet og jeg har ikke fortrudt det. Jeg havde hjertet med hele vejen i det her forløb og ja, det var hårdt - det hårdeste jeg har prøvet i mit 18 årige lange liv... Men jeg fik sluttet det på en "god" måde. Det var et lille drengefoster der kom ud og jeg fik lov til at se ham efter for at bearbejde sitationen ordentligt og for at undgå for store varige mén senere hen. Jeg fik grædt, sagt hvad jeg ville sige og jeg fik taget et billede som jeg en dag vil tage op når jeg bliver klar til det. Alt i alt sluttede jeg det på en ordentlig måde og jeg kan mærke på mig selv, at det var det rigtige for mig at gøre. Det kan godt være der sidder mange og dømmer nu og tænker "Hvordan fanden jeg kunne gøre det". Men jeg tror selv man skal sidde i sitationen før at man kan forstå det. Jeg fik heldigvis ros af sygeplejerskerne og blev støttet af dem med hensyn til min beslutning. Der går selvfølgelig ikke en dag hvor jeg ikke tænker på det, men jeg er ved velmod og glæder mig til den dag hvor jeg bliver "rigtig" voksen og klar,  så jeg kan få den drømmefamilie som er alle pigers drøm. 

Jeg synes, du har gjort det helt rigtige! Det er en vældig moden og fornuftig beslutning, og selvom den ikke har været let, synes jeg, du kan være stolt af dig selv.

Kvinderne herinde kan af og til være alt, alt for hårde. Det kan jeg sikkert også selv. Op i rygsækken med dem. Du tog den beslutning, der passede bedst til dig. Uanset hvad folk skriver, synes jeg ikke, det er forkert at få en sen abort af de årsager, du beskriver. Stærkt gået!