saraholsen1 skriver:
Til alle der har fulgt dette oplæg:
Hej igen. Det er rigtigt at jeg slettede dette oplæg og det var udelukkende fordi, at jeg indså jeg var kommet det forkerte sted hen og spørge til råds - men hvor skulle jeg gå hen??? Jeg var intet anende... Som der bliver nævnt længere oppe er denne side nok mest til modne kvinder med mand og job og ikke til en forvirret teenagetøs som mig... Hver gang jeg loggede ind blev jeg ked af det og dybt frustreret over min situation, vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv for inderst inde kunne jeg godt føle jer andres frustration, men TAK fordi der alligevel har været et par opbakkende beskeder i blandt!
Men nu til min beslutning. Jeg fik et klart ja fra sammenrådet, med den konklusion at jeg var i et stærkt belastet miljø. Det var IKKE sjovt og tanken om det var det rigtige at gøre kørte i hovedet på mig 24/7!!! Men jeg var fast besluttet og jeg har ikke fortrudt det. Jeg havde hjertet med hele vejen i det her forløb og ja, det var hårdt - det hårdeste jeg har prøvet i mit 18 årige lange liv... Men jeg fik sluttet det på en "god" måde. Det var et lille drengefoster der kom ud og jeg fik lov til at se ham efter for at bearbejde sitationen ordentligt og for at undgå for store varige mén senere hen. Jeg fik grædt, sagt hvad jeg ville sige og jeg fik taget et billede som jeg en dag vil tage op når jeg bliver klar til det. Alt i alt sluttede jeg det på en ordentlig måde og jeg kan mærke på mig selv, at det var det rigtige for mig at gøre. Det kan godt være der sidder mange og dømmer nu og tænker "Hvordan fanden jeg kunne gøre det". Men jeg tror selv man skal sidde i sitationen før at man kan forstå det. Jeg fik heldigvis ros af sygeplejerskerne og blev støttet af dem med hensyn til min beslutning. Der går selvfølgelig ikke en dag hvor jeg ikke tænker på det, men jeg er ved velmod og glæder mig til den dag hvor jeg bliver "rigtig" voksen og klar, så jeg kan få den drømmefamilie som er alle pigers drøm
.
Det var godt, at det endte på den rigtige måde for dig og, at du er kommet godt igennem en virkelig dårlig situation. Havde jeg været i din situation, havde jeg nok gjort det samme, men havde du spurgt mig for bare 5 år siden, havde jeg også sagt, at jeg ikke skulle have børn, så som 18-årig havde jeg bestemt ikke været moden til at blive mor.
Du har ret i, at det nok ikke var det rette forum med dit problem, når du manglede støtte og opbakning, da brugerne herinde stort set alle er nogen, der enten ønsker et barn eller allerede har et barn, og derfor har svært ved at forestille sig, at man kan få en abort så sent. Som du selv skriver, så er de fleste brugere herinde et helt andet sted i livet end, du er nu, så mange har nok svaret ud fra det, og når man har mistet i sin kamp for et barn eller har sin guldklump løbende rundt, så er det også svært at forestille sig, at andre er villig til at give afkald på dette.
