At opdrage med "trusler"

Ville bestemt heller ikke gøre tingene anderledes end som du.

Jeg havde tacklet situationen på nøjagtig samme måde 

Præcis det samme vi gør ved vores på 2,7 år med hans løbecykel. Det ikke altid han lige husker man ikke må jagte kattene eller køre ind i folk, han får 3 advarsler om hvad der sker og så må han tage konsekvensen at undvære sin cykel til han er faldet helt ned og har sagt undskyld på eget intiativ og det tager varierende antal minutter men det virker.

modesty skriver:

Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal kalde det...

Vores søn er seriøst kommet i trodsaleren (2,9 år). Han er begyndt at råbe, hvilket han ellers aldrig har gjort, han er meget på tværs, det er hele tiden nej og han vil ikke, o.s.v.

Han er også glad og griner og hygger, men jeg synes at trods'en fylder meget i øjeblikket.

Jeg har så nogle gange forsøgt at opdrage med "trusler" og har oplevet at det faktisk har en OK effekt (ikke hver gang, men oftere end andre metoder).

Et eksempel på hvad jeg mener, er:

Vi er på stranden. Søn kommer hen og slår på parasol-stangen med sin skovl, så der ryger sand ned i maden. Jeg beder ham om at stoppe, men han bliver ved. Jeg siger at hvis han ikke stopper, så tager jeg skovlen. Han bliver ved og jeg tager skovlen.

Så begynder han at slå på stangen med spanden (suk, hahah), som også er fyldt med sand. Jeg beder ham igen stoppe, han vil ikke, jeg siger at hvis han ikke stopper, tager jeg spanden. Han bliver ved, og jeg tager spanden.

Han surmuler, går lidt for sig selv (6-8 meter væk, vi kan stadig se ham). Kort tid efter kommer han tilbage og er i OK humør. Efter 3-5 minutters tid, giver jeg ham spanden og skovlen tilbage.

Hvad siger I til sådan et forløb? Jeg har det meget svært med at bruge metoder som det her, fordi jeg aldrig selv har været ude for det som barn (jeg var et meget nemt og føjeligt barn, så det var ikke nødvendigt). Det virker så... overgrebs-agtigt. Men på den anden side er det vel også en OK måde at vise at jeg er en autoritet der bestemmer? Eller hvad?

Der er naturligvis altid sammenhæng mellem handling og konsekvens.

Kommentarer vil blive modtaget med kyshånd. 

 

Sådan gør vi også.. Og det tror jeg man bliver nødt til i de situationer. Vil barnet ikke høre efter og forstå det ikke må, ja  er der altså konsekvenser... Når barnet så får tingene igen kan man evt forklare hvorfor man tog det i første omgang. Afhængig af situationen og hvor langt væk i er kommet fra hændelsen

Det kunne have været et eksempel herhjemme fra, ud over at vores datter ville have brokket sig en hel del mere  

Vi har desuden en aftale om at det er okay at græde og være sur, men vi vil ikke have hun skriger højt. Det respekterer hun, og jeg syntes hun er god til at sige "Nethe sur på mor!" i stedet for at sige dumme mor eller slå os. For os (mig) er det vigtigt at hun siger det, så bliver hun hurtigere god igen og så håndterer hun den bedre og forstår det

Det kunne have været et eksempel herhjemme fra, ud over at vores datter ville have brokket sig en hel del mere  

Vi har desuden en aftale om at det er okay at græde og være sur, men vi vil ikke have hun skriger højt. Det respekterer hun, og jeg syntes hun er god til at sige "Nethe sur på mor!" i stedet for at sige dumme mor eller slå os. For os (mig) er det vigtigt at hun siger det, så bliver hun hurtigere god igen og så håndterer hun den bedre og forstår det

Vores søn har et virkelig godt sprog, og vi har haft succes med at lære ham at man siger "nej" til andre børn når de gør noget man ikke vil have, i stedet for at slå.

Her på det seneste, er han dog begyndt at slå på os når han bliver sur, men vi prøver at lære ham samme princip med os.

Jeg synes det er helt okay. Han både ser dig som autoritet, men også at handlinger har konsekvenser. 

Vores dreng er 2,10 år og jeres drengs adfærd lyder lidt som vores drengs. Her bruger vi også trusler og det er også det eneste som har effekt her. Vi er dog nået dertil hvor vi kan "true" og han stopper inden den pågældende ting bliver fjernet. Det ser jeg som fremskridt 

Sådan gør vi også her.

Jeg synes det er helt fint så længe det ikke er tomme trusler. I så fald oplever han jo at der er en konsekvens af det han gør... og han bliver advaret inden. Engang er det så måske nok med advarslen fordi han VED at du tager den hvis han fortsætter.

modesty skriver:

Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal kalde det...

Vores søn er seriøst kommet i trodsaleren (2,9 år). Han er begyndt at råbe, hvilket han ellers aldrig har gjort, han er meget på tværs, det er hele tiden nej og han vil ikke, o.s.v.

Han er også glad og griner og hygger, men jeg synes at trods'en fylder meget i øjeblikket.

Jeg har så nogle gange forsøgt at opdrage med "trusler" og har oplevet at det faktisk har en OK effekt (ikke hver gang, men oftere end andre metoder).

Et eksempel på hvad jeg mener, er:

Vi er på stranden. Søn kommer hen og slår på parasol-stangen med sin skovl, så der ryger sand ned i maden. Jeg beder ham om at stoppe, men han bliver ved. Jeg siger at hvis han ikke stopper, så tager jeg skovlen. Han bliver ved og jeg tager skovlen.

Så begynder han at slå på stangen med spanden (suk, hahah), som også er fyldt med sand. Jeg beder ham igen stoppe, han vil ikke, jeg siger at hvis han ikke stopper, tager jeg spanden. Han bliver ved, og jeg tager spanden.

Han surmuler, går lidt for sig selv (6-8 meter væk, vi kan stadig se ham). Kort tid efter kommer han tilbage og er i OK humør. Efter 3-5 minutters tid, giver jeg ham spanden og skovlen tilbage.

Hvad siger I til sådan et forløb? Jeg har det meget svært med at bruge metoder som det her, fordi jeg aldrig selv har været ude for det som barn (jeg var et meget nemt og føjeligt barn, så det var ikke nødvendigt). Det virker så... overgrebs-agtigt. Men på den anden side er det vel også en OK måde at vise at jeg er en autoritet der bestemmer? Eller hvad?

Der er naturligvis altid sammenhæng mellem handling og konsekvens.

Kommentarer vil blive modtaget med kyshånd. 

 

jeg synes det er helt i orden...

Jeg brugte den selv på min søn (efter jeg så mine forældre havde succes med det)... nu er han 6 år og har forstået det med konsekvenser...

modesty skriver:

Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal kalde det...

Vores søn er seriøst kommet i trodsaleren (2,9 år). Han er begyndt at råbe, hvilket han ellers aldrig har gjort, han er meget på tværs, det er hele tiden nej og han vil ikke, o.s.v.

Han er også glad og griner og hygger, men jeg synes at trods'en fylder meget i øjeblikket.

Jeg har så nogle gange forsøgt at opdrage med "trusler" og har oplevet at det faktisk har en OK effekt (ikke hver gang, men oftere end andre metoder).

Et eksempel på hvad jeg mener, er:

Vi er på stranden. Søn kommer hen og slår på parasol-stangen med sin skovl, så der ryger sand ned i maden. Jeg beder ham om at stoppe, men han bliver ved. Jeg siger at hvis han ikke stopper, så tager jeg skovlen. Han bliver ved og jeg tager skovlen.

Så begynder han at slå på stangen med spanden (suk, hahah), som også er fyldt med sand. Jeg beder ham igen stoppe, han vil ikke, jeg siger at hvis han ikke stopper, tager jeg spanden. Han bliver ved, og jeg tager spanden.

Han surmuler, går lidt for sig selv (6-8 meter væk, vi kan stadig se ham). Kort tid efter kommer han tilbage og er i OK humør. Efter 3-5 minutters tid, giver jeg ham spanden og skovlen tilbage.

Hvad siger I til sådan et forløb? Jeg har det meget svært med at bruge metoder som det her, fordi jeg aldrig selv har været ude for det som barn (jeg var et meget nemt og føjeligt barn, så det var ikke nødvendigt). Det virker så... overgrebs-agtigt. Men på den anden side er det vel også en OK måde at vise at jeg er en autoritet der bestemmer? Eller hvad?

Der er naturligvis altid sammenhæng mellem handling og konsekvens.

Kommentarer vil blive modtaget med kyshånd. 

 

vi gør præcis det samme med isabella på 2 (3 til okt) .. og pt bliver det brugt en del .. OGSÅ at hun kan gå ind på værelset og skabe sig osv, på værelset har vi en regel om at man gerne må reagere og råbe og skrige hvis man har lyst, så går der heller ikke så længe før hun ligeså stille kommer og er klar til en krammer.. jeg ser det ikke som straf eller trusler, men som andre skriver, handling med konsekvens. kan ikke rigtig se hvordan vi ellers skulle håndtere visse situationer herhjemme.. hehe, vi har også en datter der er TRODSIG pt, især overfor mor  hun prøver mig af KONSTANT, hvor far sagtens kan komme igennem til hende.. dejlige tøse børn