At opdrage med "trusler"

Det kunne være så fint, hvis vi kunne "nøjes" med at rose og anerkende. Men det kan vi ikke altid.

Det er rigtigt fint, det du gør. Han prøver grænser af, og mærker med det samme, der kommer en konsekvens. Så du gør det nødvendige.

Han skal nok blive en dejlig dreng.

Moma skriver:

Det kunne være så fint, hvis vi kunne "nøjes" med at rose og anerkende. Men det kan vi ikke altid.

Det er rigtigt fint, det du gør. Han prøver grænser af, og mærker med det samme, der kommer en konsekvens. Så du gør det nødvendige.

Han skal nok blive en dejlig dreng.

Han ER en dejlig dreng. 

modesty skriver:

Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal kalde det...

Vores søn er seriøst kommet i trodsaleren (2,9 år). Han er begyndt at råbe, hvilket han ellers aldrig har gjort, han er meget på tværs, det er hele tiden nej og han vil ikke, o.s.v.

Han er også glad og griner og hygger, men jeg synes at trods'en fylder meget i øjeblikket.

Jeg har så nogle gange forsøgt at opdrage med "trusler" og har oplevet at det faktisk har en OK effekt (ikke hver gang, men oftere end andre metoder).

Et eksempel på hvad jeg mener, er:

Vi er på stranden. Søn kommer hen og slår på parasol-stangen med sin skovl, så der ryger sand ned i maden. Jeg beder ham om at stoppe, men han bliver ved. Jeg siger at hvis han ikke stopper, så tager jeg skovlen. Han bliver ved og jeg tager skovlen.

Så begynder han at slå på stangen med spanden (suk, hahah), som også er fyldt med sand. Jeg beder ham igen stoppe, han vil ikke, jeg siger at hvis han ikke stopper, tager jeg spanden. Han bliver ved, og jeg tager spanden.

Han surmuler, går lidt for sig selv (6-8 meter væk, vi kan stadig se ham). Kort tid efter kommer han tilbage og er i OK humør. Efter 3-5 minutters tid, giver jeg ham spanden og skovlen tilbage.

Hvad siger I til sådan et forløb? Jeg har det meget svært med at bruge metoder som det her, fordi jeg aldrig selv har været ude for det som barn (jeg var et meget nemt og føjeligt barn, så det var ikke nødvendigt). Det virker så... overgrebs-agtigt. Men på den anden side er det vel også en OK måde at vise at jeg er en autoritet der bestemmer? Eller hvad?

Der er naturligvis altid sammenhæng mellem handling og konsekvens.

Kommentarer vil blive modtaget med kyshånd. 

 

Jeg synes på ingen måde at der er noget galt med denne form for opdragelse, så længe at du er konsekvent! Tomme trusler derimod har absolut ingen effekt på den lange bane.

Når det så er sagt, så skyldes børns dårlige opførsel ofte, at de søger opmærksomhed og keder sig. Hvis din søn laver noget, som du ikke billiger, så giv ham et bedre alternativ.
Fx. Jeg vil ikke have at du slår med skovlen på parasollen, men du kan vende spanden på hovedet og slå med skovlen på den.

modesty skriver:

Han ER en dejlig dreng. 

Selvfølgelig er han det      

modesty skriver:

Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal kalde det...

Vores søn er seriøst kommet i trodsaleren (2,9 år). Han er begyndt at råbe, hvilket han ellers aldrig har gjort, han er meget på tværs, det er hele tiden nej og han vil ikke, o.s.v.

Han er også glad og griner og hygger, men jeg synes at trods'en fylder meget i øjeblikket.

Jeg har så nogle gange forsøgt at opdrage med "trusler" og har oplevet at det faktisk har en OK effekt (ikke hver gang, men oftere end andre metoder).

Et eksempel på hvad jeg mener, er:

Vi er på stranden. Søn kommer hen og slår på parasol-stangen med sin skovl, så der ryger sand ned i maden. Jeg beder ham om at stoppe, men han bliver ved. Jeg siger at hvis han ikke stopper, så tager jeg skovlen. Han bliver ved og jeg tager skovlen.

Så begynder han at slå på stangen med spanden (suk, hahah), som også er fyldt med sand. Jeg beder ham igen stoppe, han vil ikke, jeg siger at hvis han ikke stopper, tager jeg spanden. Han bliver ved, og jeg tager spanden.

Han surmuler, går lidt for sig selv (6-8 meter væk, vi kan stadig se ham). Kort tid efter kommer han tilbage og er i OK humør. Efter 3-5 minutters tid, giver jeg ham spanden og skovlen tilbage.

Hvad siger I til sådan et forløb? Jeg har det meget svært med at bruge metoder som det her, fordi jeg aldrig selv har været ude for det som barn (jeg var et meget nemt og føjeligt barn, så det var ikke nødvendigt). Det virker så... overgrebs-agtigt. Men på den anden side er det vel også en OK måde at vise at jeg er en autoritet der bestemmer? Eller hvad?

Der er naturligvis altid sammenhæng mellem handling og konsekvens.

Kommentarer vil blive modtaget med kyshånd. 

 

Synes det er helt ok...

Jeg synes at din metode er super! 

Det er jo ikke en trussel du kommer med, men hellere en konsekvens af en dårlig opførsel. Dette, synes jeg, er en pligt som alle forældre har. At lære sine børn hvordan man skal opføre sig og senere hvordan man skal begå sig i samfundet.

Hvis man svigter i at gøre dette, så er det også en form for omsorgssvigt.

Dette er bare min mening

modesty skriver:

Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal kalde det...

Vores søn er seriøst kommet i trodsaleren (2,9 år). Han er begyndt at råbe, hvilket han ellers aldrig har gjort, han er meget på tværs, det er hele tiden nej og han vil ikke, o.s.v.

Han er også glad og griner og hygger, men jeg synes at trods'en fylder meget i øjeblikket.

Jeg har så nogle gange forsøgt at opdrage med "trusler" og har oplevet at det faktisk har en OK effekt (ikke hver gang, men oftere end andre metoder).

Et eksempel på hvad jeg mener, er:

Vi er på stranden. Søn kommer hen og slår på parasol-stangen med sin skovl, så der ryger sand ned i maden. Jeg beder ham om at stoppe, men han bliver ved. Jeg siger at hvis han ikke stopper, så tager jeg skovlen. Han bliver ved og jeg tager skovlen.

Så begynder han at slå på stangen med spanden (suk, hahah), som også er fyldt med sand. Jeg beder ham igen stoppe, han vil ikke, jeg siger at hvis han ikke stopper, tager jeg spanden. Han bliver ved, og jeg tager spanden.

Han surmuler, går lidt for sig selv (6-8 meter væk, vi kan stadig se ham). Kort tid efter kommer han tilbage og er i OK humør. Efter 3-5 minutters tid, giver jeg ham spanden og skovlen tilbage.

Hvad siger I til sådan et forløb? Jeg har det meget svært med at bruge metoder som det her, fordi jeg aldrig selv har været ude for det som barn (jeg var et meget nemt og føjeligt barn, så det var ikke nødvendigt). Det virker så... overgrebs-agtigt. Men på den anden side er det vel også en OK måde at vise at jeg er en autoritet der bestemmer? Eller hvad?

Der er naturligvis altid sammenhæng mellem handling og konsekvens.

Kommentarer vil blive modtaget med kyshånd. 

 

Jeg synes ikke det er trusler men konsekvens. Og den arbejder vi også med herhjemme.
Ude i den virkelige verden kan man jo heller ikke bare gøre hvad man vil uden at der er konsekvenser. Du giver ham en chance for at stoppe og fortæller ham hvad konsekvensen er ved ikke at stoppe og så holder du fast ved det. Konsekvensen skal være til at forstå og det er den. Det havde været noget andet hvis du havde sagt: du må ikke slå med skovlen ellers får du ikke dessert i aften. De to ting hænger jo ikke sammen, hvor at få taget spanden/skovlen når man ikke kan styre det, passer er perfekt og er en fin og direkte konsekvens.

modesty skriver:

Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal kalde det...

Vores søn er seriøst kommet i trodsaleren (2,9 år). Han er begyndt at råbe, hvilket han ellers aldrig har gjort, han er meget på tværs, det er hele tiden nej og han vil ikke, o.s.v.

Han er også glad og griner og hygger, men jeg synes at trods'en fylder meget i øjeblikket.

Jeg har så nogle gange forsøgt at opdrage med "trusler" og har oplevet at det faktisk har en OK effekt (ikke hver gang, men oftere end andre metoder).

Et eksempel på hvad jeg mener, er:

Vi er på stranden. Søn kommer hen og slår på parasol-stangen med sin skovl, så der ryger sand ned i maden. Jeg beder ham om at stoppe, men han bliver ved. Jeg siger at hvis han ikke stopper, så tager jeg skovlen. Han bliver ved og jeg tager skovlen.

Så begynder han at slå på stangen med spanden (suk, hahah), som også er fyldt med sand. Jeg beder ham igen stoppe, han vil ikke, jeg siger at hvis han ikke stopper, tager jeg spanden. Han bliver ved, og jeg tager spanden.

Han surmuler, går lidt for sig selv (6-8 meter væk, vi kan stadig se ham). Kort tid efter kommer han tilbage og er i OK humør. Efter 3-5 minutters tid, giver jeg ham spanden og skovlen tilbage.

Hvad siger I til sådan et forløb? Jeg har det meget svært med at bruge metoder som det her, fordi jeg aldrig selv har været ude for det som barn (jeg var et meget nemt og føjeligt barn, så det var ikke nødvendigt). Det virker så... overgrebs-agtigt. Men på den anden side er det vel også en OK måde at vise at jeg er en autoritet der bestemmer? Eller hvad?

Der er naturligvis altid sammenhæng mellem handling og konsekvens.

Kommentarer vil blive modtaget med kyshånd. 

 

Jeg har ikke selv børn, så jeg er ingen autoritet overhovedet.  Men, det du beskriver, lyder præcis som noget, jeg selv kunne finde på. Sige fra over for en handling, angive en konsekvens, og udføre den konsekvens. Det er jo ikke fordi du slår på ham, mister selvkontrollen eller på anden måde overreagerer. Men børn skal jo lære, at handlinger har konsekvenser. Og jo senere, han lærer det, des sværere bliver lektien.

Så nej, bliv du bare ved på den måde - i min ringe mening 

modesty skriver:

Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal kalde det...

Vores søn er seriøst kommet i trodsaleren (2,9 år). Han er begyndt at råbe, hvilket han ellers aldrig har gjort, han er meget på tværs, det er hele tiden nej og han vil ikke, o.s.v.

Han er også glad og griner og hygger, men jeg synes at trods'en fylder meget i øjeblikket.

Jeg har så nogle gange forsøgt at opdrage med "trusler" og har oplevet at det faktisk har en OK effekt (ikke hver gang, men oftere end andre metoder).

Et eksempel på hvad jeg mener, er:

Vi er på stranden. Søn kommer hen og slår på parasol-stangen med sin skovl, så der ryger sand ned i maden. Jeg beder ham om at stoppe, men han bliver ved. Jeg siger at hvis han ikke stopper, så tager jeg skovlen. Han bliver ved og jeg tager skovlen.

Så begynder han at slå på stangen med spanden (suk, hahah), som også er fyldt med sand. Jeg beder ham igen stoppe, han vil ikke, jeg siger at hvis han ikke stopper, tager jeg spanden. Han bliver ved, og jeg tager spanden.

Han surmuler, går lidt for sig selv (6-8 meter væk, vi kan stadig se ham). Kort tid efter kommer han tilbage og er i OK humør. Efter 3-5 minutters tid, giver jeg ham spanden og skovlen tilbage.

Hvad siger I til sådan et forløb? Jeg har det meget svært med at bruge metoder som det her, fordi jeg aldrig selv har været ude for det som barn (jeg var et meget nemt og føjeligt barn, så det var ikke nødvendigt). Det virker så... overgrebs-agtigt. Men på den anden side er det vel også en OK måde at vise at jeg er en autoritet der bestemmer? Eller hvad?

Der er naturligvis altid sammenhæng mellem handling og konsekvens.

Kommentarer vil blive modtaget med kyshånd. 

 

I min bog er dét der helt fair spil fra din side..

Du giver ham chancen for, at beholde sit legetøj, men han vælger så, at blive ved med, at trodse dig - og du tager det så fra ham som en "straf", som i øvrigt er meget mild

Når det er på den måde man "truer", så er det helt ok - synes jeg!

De lærer, formentlig, også hurtigere, at der er konsekvenser ved ikke, at høre efter hvad mor/far eller andre voksne siger

Jeg gør tit det samme, hvis Anthon opfører sig på den måde!

Man kan måske også kigge på ordvalget.. Det er jo ikke en trussel om tæv, hvor han lever i frygt, og heller ikke en tom trussel uden konsekvens. Ordet "trussel" er jo ret negativt ladet, og jeg synes ikke, din metode er negativ overhovedet.

Det er en simpel information om de mulighederne han har at vælge imellem - leg ordentligt, og behold legetøjet - eller leg uhensigtsmæssigt, og få frataget legetøjet. Så er resten op til ham selv - så længe du gør, præcis hvad du gjorde, og viser, at du står ved dine ord. Det viser ham jo også noget, han får brug for i andre sammenhænge - nemlig, at han kan regne med dig, som voksen. Du gør det, du siger du gør, og snyder ikke.