Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal kalde det...
Vores søn er seriøst kommet i trodsaleren (2,9 år). Han er begyndt at råbe, hvilket han ellers aldrig har gjort, han er meget på tværs, det er hele tiden nej og han vil ikke, o.s.v.
Han er også glad og griner og hygger, men jeg synes at trods'en fylder meget i øjeblikket.
Jeg har så nogle gange forsøgt at opdrage med "trusler" og har oplevet at det faktisk har en OK effekt (ikke hver gang, men oftere end andre metoder).
Et eksempel på hvad jeg mener, er:
Vi er på stranden. Søn kommer hen og slår på parasol-stangen med sin skovl, så der ryger sand ned i maden. Jeg beder ham om at stoppe, men han bliver ved. Jeg siger at hvis han ikke stopper, så tager jeg skovlen. Han bliver ved og jeg tager skovlen.
Så begynder han at slå på stangen med spanden (suk, hahah), som også er fyldt med sand. Jeg beder ham igen stoppe, han vil ikke, jeg siger at hvis han ikke stopper, tager jeg spanden. Han bliver ved, og jeg tager spanden.
Han surmuler, går lidt for sig selv (6-8 meter væk, vi kan stadig se ham). Kort tid efter kommer han tilbage og er i OK humør. Efter 3-5 minutters tid, giver jeg ham spanden og skovlen tilbage.
Hvad siger I til sådan et forløb? Jeg har det meget svært med at bruge metoder som det her, fordi jeg aldrig selv har været ude for det som barn (jeg var et meget nemt og føjeligt barn, så det var ikke nødvendigt). Det virker så... overgrebs-agtigt. Men på den anden side er det vel også en OK måde at vise at jeg er en autoritet der bestemmer? Eller hvad?
Der er naturligvis altid sammenhæng mellem handling og konsekvens.
Kommentarer vil blive modtaget med kyshånd. 
