Blev paf i børnehaven

Jeg havde snerret et eller anden af den unge - men jeg er heller ikke den "altid pædagogiske velovervejede type". Når jeg hører og ser sådan noget, så kommer løvemoderen op i mig, og så får børnene en kommentar eller to med på vejen. 

Synes lidt folk har berøringsangst i forhold til at irettesætte andres børn. Håber da virkelig folk giver min søn besked, hvis han kommer med sådan en latterlig kommentar. 

Snerret? Jamen det er da også en fin måde at være et forbillede på. Det eneste du lærer barnet, er da netop at den slags opførsel er okay, for det gør de voksne jo også. 

Abemor skriver:

Jeg havde snerret et eller anden af den unge - men jeg er heller ikke den "altid pædagogiske velovervejede type". Når jeg hører og ser sådan noget, så kommer løvemoderen op i mig, og så får børnene en kommentar eller to med på vejen. 

Synes lidt folk har berøringsangst i forhold til at irettesætte andres børn. Håber da virkelig folk giver min søn besked, hvis han kommer med sådan en latterlig kommentar. 

Går du og snerre børn? Ja for det er da modent. 

Jeg er ikke bange for at sige noget til et andet barn, men sku ikke over sådan en kommentar som ikke er sagt i ond mening. Børn skifter mening hele dagen hvem de vil lege med og hvem de ikke vil lege med. 

Jeg kan sagtens følge dig og dine følelser. Har det på samme måde. Har tit og ofte lyst til at "blande mig" MEN jeg gør det ikke. Desuden børn i den alder tænker ikke på konsekvenser og De siger det ikke i ond mening. MEN når det så er sagt så synes jeg du har helt ret i at det ER på grænsen til mobning og det skal stoppes i tide (på en konstruktiv måde) Børn skal allerede fra små lærer at det ikke er OK at udelukke andre. Her må pædagoger og forældrene støtte op og "guide" ungerne i den rigtige retning. Håber du forstår hvad jeg mener.

Anonym skriver:

Jeg skulle i dag aflevere min søn, som er startet for et par mdr siden. Det har været en hård opstart da han er særligt sensitiv

Da vi går ind mod stuen, går vi forbi nogle drenge som leger, og i det vi går forbi, siger den ene. Ham der gider vi ikke lege med vel! Mit hormonelle moderhjerte blev både ked af det, virkelig paf og sur, og fik lyst til på pæn vis at fortælle den her dreng, hvor ked af det man kan blive af at gå sådan noget at vide, nåede dog ikke at reagere før han havde skubbet en af de andre drenge så han slog sig

Er meget i tvivl om det havde været ok at sige noget, synes bestemt ikke den slags er ok, uanset hvem der siger det, og ser det som mobning

Altså... Jeg kan ikke holde mund og havde måske sagt ligesom du skriver, at det ikke er sødt sagt og at man kan blive ked af at få sådan noget at vide...

I dag da jeg havde afleveret Silas i børnehave (han er begyndt for 3 uger siden) gik jeg ud for at tage sko på og så er der en større pige der bærer rundt på en anden pige, som jeg kender fra min søns dagpleje (hun gik der kort inden hun begyndte i børnehave) og tænker at de har en leg, men kan godt høre på hende pigen der bliver båret rundt på at det nok ikke var så sjovt alligevel og da hende den store pige så begynder at skubbe den lille ind i hendes garderobe, altså sådan puffeskubbe, ja så åbner jeg munden og siger at det tror jeg altså ikke at hun kan lide og beder hende om at stoppe, stille og roligt.. Hun stoppede og gik og hende den lille gik bare hen til mig og stod op af mig og begyndte at græde, så jeg trøstede hende med kram og gav hende et lille møs i håret og sagde hun nok skulle klare den, bare ud og leg videre og så blev hun glad og gik igen...

Hun er en stille pige og har svært ved at sige nej og det ved jeg og derfor kan, jeg, ikke bare kigge på. Der skal være nogle til at passe på dem der er lidt "nemme" at køre på...

MorDk skriver:

Jeg kan sagtens følge dig og dine følelser. Har det på samme måde. Har tit og ofte lyst til at "blande mig" MEN jeg gør det ikke. Desuden børn i den alder tænker ikke på konsekvenser og De siger det ikke i ond mening. MEN når det så er sagt så synes jeg du har helt ret i at det ER på grænsen til mobning og det skal stoppes i tide (på en konstruktiv måde) Børn skal allerede fra små lærer at det ikke er OK at udelukke andre. Her må pædagoger og forældrene støtte op og "guide" ungerne i den rigtige retning. Håber du forstår hvad jeg mener.

Jeg havde en gang en 8. Klasse og de lavede en masse lort i frikvarterne og jeg havde de andre lærere løbene konstant for at fortælle mig hvad de nu havde gjort.

I en snak med de skønne unge mennesker sagde de en gang: men når en lærer går forbi mens vi gør det og intet siger, hvordan skal vi så vide det er forkert?

Ja det er ikke ondt ment, men hvis ingen fortæller dem det er forkert at sige, hvordan kan de så vide det. Hvis vi som voksne blot smiler så siger vi jo egentlig det er okay at sige.  

Vi skal ikke snerre eller skælde ud, men vi kan sagtens give udtryk for det er forkert at sige. Jeg lærer i hvert fald mine børn,  har dog intet pænt at sige så heller tie stille

Jeg ville ikke blande pædagogerne i det, men havde mere i tankerne at sætte mig på hug, og sige noget i dur med at det var ikke pænt sag, og hvordan han selv ville have det, hvis nogen sagde sådan, hvis han ville lege.
Min dreng viste ikke interesse ogvi var på ind, så han har nok intet opdaget, så derfor jeg blev lidt paf, for kom udad kontekst. Var bare i tvivl om man kan tillade sig at sige noget, hvis nu min dreng bla havde gået derhen for at se hvad de lavede.

Min dreng er 3, og den dreng der snakkede sådan er noget større, og nok en af dem som skal starte i skole enten nu her eller til sommer. De resterende børn omkring var blandet alder, og den dreng som blev skubbet, var kun 1/2-1 år ældre end min søn

Jeg oplever det samme af og til, når jeg afleverer min datter.

Hun har en bedste veninde i børnehaven som altid kommer før Celina. Når jeg afleverer er denne veninde hurtig til at ville bestemme, hvad Celina skal lege og hvordan og hvis Celina siger fra, stikker veninden næsen i sky, siger "så gider jeg ikke lege med dig i dag" og går....

Celina er også sensitiv og signalstærk og reagerer naturligvis på at blive mødt sådan.

Jeg plejer at sige, at det ikke er pænt at sige sådan og fokuserer så på, at fortælle min datter, at jeg godt kan forstå hun bliver ked af det og opfordrer så til at hun kan lege med nogle andre (hvilket plejer at lykkes).

Man kan ikke forhindre, at ens barn bliver afvist og derfor tænker jeg det er vigtigt, at lære sit barn at håndtere en afvisning uden hele verden falder sammen.

Desværre er min datter nu begyndt at afvise en anden pige (på en ikke ret pæn måde), som ellers rigtig gerne vil lege med hende og jeg tror det er fordi Celina oplever det på egen krop og derfor også gør det overfor andre

Men når jeg henter Celina og spørger hvem hun har leget med, er det altid den veninde, som afviser hende....Så de er hurtigt gode venner igen

 

lineog4 skriver:

Jeg havde en gang en 8. Klasse og de lavede en masse lort i frikvarterne og jeg havde de andre lærere løbene konstant for at fortælle mig hvad de nu havde gjort.

I en snak med de skønne unge mennesker sagde de en gang: men når en lærer går forbi mens vi gør det og intet siger, hvordan skal vi så vide det er forkert?

Ja det er ikke ondt ment, men hvis ingen fortæller dem det er forkert at sige, hvordan kan de så vide det. Hvis vi som voksne blot smiler så siger vi jo egentlig det er okay at sige.  

Vi skal ikke snerre eller skælde ud, men vi kan sagtens give udtryk for det er forkert at sige. Jeg lærer i hvert fald mine børn,  har dog intet pænt at sige så heller tie stille

Jeg er selv af den holdning, at mine børn får at vide at een slags opførsel ikke er ok. Men er også meget imod opførsel, som kan holde andre børn udenfor, eller give dem en følelse af de ikke er. Selvfølgelig har man bedste venner, og man kan ikke være bedst frikendes med alle, heller ikke i voksenlivet, men man skal kunne behandle hinanden ordentligt

Mathilde skriver:

Jeg oplever det samme af og til, når jeg afleverer min datter.

Hun har en bedste veninde i børnehaven som altid kommer før Celina. Når jeg afleverer er denne veninde hurtig til at ville bestemme, hvad Celina skal lege og hvordan og hvis Celina siger fra, stikker veninden næsen i sky, siger "så gider jeg ikke lege med dig i dag" og går....

Celina er også sensitiv og signalstærk og reagerer naturligvis på at blive mødt sådan.

Jeg plejer at sige, at det ikke er pænt at sige sådan og fokuserer så på, at fortælle min datter, at jeg godt kan forstå hun bliver ked af det og opfordrer så til at hun kan lege med nogle andre (hvilket plejer at lykkes).

Man kan ikke forhindre, at ens barn bliver afvist og derfor tænker jeg det er vigtigt, at lære sit barn at håndtere en afvisning uden hele verden falder sammen.

Desværre er min datter nu begyndt at afvise en anden pige (på en ikke ret pæn måde), som ellers rigtig gerne vil lege med hende og jeg tror det er fordi Celina oplever det på egen krop og derfor også gør det overfor andre

Men når jeg henter Celina og spørger hvem hun har leget med, er det altid den veninde, som afviser hende....Så de er hurtigt gode venner igen

 

Er enig, også i at lære sit barn at takle det, men samtidig er jeg imod at nogen desideret holdes udenfor og da drengen her er i lige før skolealder, tænkte heg at det var ok, roligt at fortælle at man kan gøre andre kede af det. Han afviste jo min søn allerede inden, han vidste omhan ville vise interesse for deres leg

Anonym skriver:

Jeg ville ikke blande pædagogerne i det, men havde mere i tankerne at sætte mig på hug, og sige noget i dur med at det var ikke pænt sag, og hvordan han selv ville have det, hvis nogen sagde sådan, hvis han ville lege.
Min dreng viste ikke interesse ogvi var på ind, så han har nok intet opdaget, så derfor jeg blev lidt paf, for kom udad kontekst. Var bare i tvivl om man kan tillade sig at sige noget, hvis nu min dreng bla havde gået derhen for at se hvad de lavede.

Min dreng er 3, og den dreng der snakkede sådan er noget større, og nok en af dem som skal starte i skole enten nu her eller til sommer. De resterende børn omkring var blandet alder, og den dreng som blev skubbet, var kun 1/2-1 år ældre end min søn

Jeg syntes du forlanger meget, du forlanger at fra det øjeblik den dreng giver udtryk for sin følelse skal han samtidig rumme din søns følelse og empati, det gør du ved netop at sige: hvordan ville du selv have det hvis, du kender jo ikke drengen du har bedømt på hans størrelse at han snart starter i skole og det er det, det kan jo være den her specifikke dreng har svært ved at sætte ord på eller rumme andres følelser.

 

Hvis du har behov for at sige noget, ville jeg i stedet sige: XX (dit barn) bliver ked af det, når du siger sådan, og så gå videre, på hug osv. er ikke altid godt, for du skaber en udstillene situation for barnet, og bare det at en fremmed siger noget til ham, kan være meget at rumme, hvis du så samtidig bevæger dig ind på det intime (øjenkontakt og på hug) så kan det blive for meget, men kig på ham og sig nogen i den stil.

 

at han siger det ud af kontekst beviser lige præcis at han skaber en relation til det barn han leger med, han skaber intimitet/nær venskabsfølelse, så det har som sådan intet med din søn at gøre..